Uden bøvs
Det gik op for mig i løbet af sommeren, at jeg ikke er særligt agressiv .. i min mountainbike kørsel. Jeg monterede jo Schwalbes ProCore system med et sæt raketdæk uden slangeskind. Den store fidus i systemet er at der er to luftkamre, så man kan have et højt tryk inderst, 85 psi, så dækket hverken bøvser eller laver snakebites, og et meget lavt tryk, ned til 10-12 psi, i yderkammeret så man får et monstergreb. Jeg lagde ud med 12 psi foran og 15 bag, det var jo som at køre på selvklæbende luftpuder! Det greb helt vildt, gyngede lidt og rullede .. også på den kedelige måde i svingene. Med så lavt tryk deformerer dækkene for meget i svingene til at det føles stabilt. Op med trykket til 15 psi foran og 20 bag .. stadig for lidt. 20 foran og 25 bag er perfekt .. men det er jo stort set det samme jeg kører med uden ProCore! Systemet er også primært beregnet til større dæk og vildere kørere, DH og Enduro, og der virker det helt sikkert. Men til en gråskægget mand, som ikke kan få et almindeligt tubeless set-up til at bøvse med et tryk på 21/26, er det total overkill.
Højbollen har jo lillebror status og må finde sig i aflagte stumper. Den fik T-boys gamle C29ssMax hjul på i vinters, men i foråret gik en af palerne i friløbet sine egne veje og raserede hele bagnavet. Jeg kunne ikke finde et nyt baghjul magen til, så det blev et CrossMax XL som har 23mm fælg .. og pludselig så fordækket på den gamle 19mm fælg meget smalt ud! Højbollens sommerdæk set-up har været Ikon, det er der masser af fart i men ikke meget greb, så jeg havde i foråret smidt et Ardent Race foran. Det har jeg ikke været imponeret af, kun lidt bedre greb og uden Ikons fart. Forleden faldt jeg så over et XL forhjul, og på det har Ardent Race fordækket fået en markant bedre personlighed. Det er nu større end Ikon og har et noget bedre greb. Ikke som raketdækkene, mere ala Racing Ralph .. til gengæld vejer det som Nobby Nic.
Teknologiske spydspidser
3 punkteringer på 3 uger .. det er flere end jeg plejer at have på et helt år! Dæk er færdige når der enten er ved at være for lidt mønster, eller når punkteringerne bliver for hyppige .. det er nu!
Den der lyd når luft og latex fløjter ud af et hul i dækket, der er for stort til at selv-lappe, kan give dårlige nerver og spændinger i hele kroppen. Men efter mit indløb af den lille Dynaplug kapsel, tager jeg det nu helt roligt. Hullet er nemt at finde, det er der den hvide latex-stråle står ud, få makkeren til at sætte fingeren på hullet så al luften ikke ryger ud og du skal pumpe fra scratch med din medbragte underdimenssionerede minipumpe, frem med Dynaplug’en og i med en messingspids-forstærket gummiorm .. og wupti, 50 slag med minipumpen, og du er afsted igen. Under 2 minutter. Men uanser hvor nemt det er, er 3 punkteringer på 3 uger for meget.
Heldigvis har Schwalbe lige spurgt om ikke jeg vil prøve deres nye Procore-system .. så det er jo en perfekt lejlighed. Selve æsken og indholdet minder til forveksling om et Apple-produkt .. det er ligeså dyrt, det hele er bare sort! Kort fortalt laver systemet 2 luftkamre i dækket, et højtryks der holder dækket på plads og et lavtryks i resten af dækket. Det betyder at man kan køre med ekstremt lav tryk, ned til 10 psi, uden fare for at dækket ryger af, bøvser eller at man smadrer fælgen. Umiddelbart er jeg ikke lige målgruppen da mine dæk og fælge kun lige holder mindstemålene for at montere systemet, og det er da også mest i DH man ser systemet mellem de professionelle.
Bagsiden af medaljen er at man skal være lidt dæk-nørdet for at gide montere og justere systemet .. og at det vejer ca. 200g pr hjul. Til gengæld kan man køre med mindre kraftige og knoppede dæk og stadig have et bedre greb. Jeg har nu monteret systemet, det gik rimeligt smertefrit, men med Rocket Ron Liteskin dæk, for at spare lidt vægt .. selvom Schwalbe ikke anbefaler Liteskin da de er lige til den tynde side.
Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover varme dage og kolde øl .. latex-eksplotioner, sønderslidte sidevægge eller bare et giftigt greb?
leave a comment