En blev til to .. og ti blev til to!
En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.
Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.
Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!
Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!
Overraskende og beskidt
I forbindelse med udgivelsen af min bog Mtb – Mountainbike for novicer og nørder, havde jeg lovet min lokale boghandel Kleins en beskidt cykel til vinduet. Mine egne har ikke tid til den slags, så jeg spurgte Thomas fra Team Bertelsen om de kunne undvære en af deres democykler, og vi blev enige om at den rosa Superlight jeg tidligere har prøvet, ville egne sig til opgaven. Da jeg fik cyklen viste det sig at være en ny cobolt-blå HighBall med orange logo .. Thomas mente farven egnede sig bedre som blikfang.
Nu havde jeg lovet en beskidt cykel, og Thomas havde givet grønt lys, så jeg tog en tur i Hareskoven i regnvejr på HighBall’n. Næsten en pligtopgave dels fordi jeg helst kører fully, dels fordi jeg er meget tilfreds med min Dad stålhardtail. Dad’n er meget styrevillig, nem at smide rundt på de små spor og fordi det er stål, har den også en vis komfort. HighBall’n og Dad’n ligner også hinanden til forveksling, rent geometrisk, når de står ved siden af hinanden.
Allerede på cykelstien på vej til skoven kunne jeg godt mærke forskel. HighBall’ens alustel er stivere, det er som om trådet bliver omsat mere direkte, men overraskelsen kom først rigtigt i skoven .. den er samtidig mere komfortabel på sporet! Jeg har godt set en video med en gammel stelbygger der påstår at komfort handler mere om opbygning og geometri, end om materiale, men jeg troede faktisk ikke på det .. og slet ikke når cyklen samtidig er mere stiv. Og overraskelserne fortsatte, styringen er mindst lige så hurtig som Dad’ens, men cyklen er samtidig langt mere stabil! Det var virkelig både en øjenåbner og en oplevelse at svine HighBall’n til et par timer i skoven.
Det var også første gang jeg kørte med Shimanos nye 29er-venlige 3×10 kranksæt, 22-30-40. Udover jeg ikke kunne finde på at køre med tre klinger igen, fungerer det faktisk fremragende, meget bedre den traditionelle gearing. Crossmark dækkene bliver jeg til gengæld aldrig gode venner med, så foretrækker jeg klart de småkoppede Ikon .. også i regnvejr.
Defragmenteret på sporet .. H12 revisited
H12 var igen en fantastisk oplevelse, solskin, knastøre spor, fed stemning, velorganiseret arrangement, dejlige mennesker .. og en benhård rute! Jeg fik deja vu allerede på første omgang, og da alle vi fallerede soloryttere hang ud i teltet sidst på eftermiddagen, forstod jeg at der nærmest er tale om en slags kollektiv destruktion .. lidt ligesom lemminger.
Første og anden omgang blev kørt i et hug. Den første var en slags skovtur med alle de andre, vi kørte i kortege i adstadigt tempo og med kø ved alle singletrackene. Meget hyggeligt og afslappet.
Anden omgang kom der lidt fart på .. og de første lændesmerter meldte sig. Ruten er fantastisk pga de mange fede singletracks, men benhård fordi der er fyldt med rødder. Man skal lede længe efter en mere ujævn rute. Selv nedkørslerne er highspeed rysteture. Efter omgangen var der dømt forsøg på kaffe og lidt udstræk for lænden.
Tredje omgang starter fint, lænden har det bedre og der bliver givet gas. Jeg begynder faktisk at tro på at jeg kan køre tiden ud, det er målet, antallet af omgange er mindre vigtigt .. det er alligevel ikke så mange. I teltet får numpetten en gang ekstra fedtcreme, da jeg kan mærke huden allerede er tynd et enkelt sted.
Fjerde omgang er sidste omgang inden frokostsandwichen. Den trækker, men ikke nok til at jeg ikke kan begynde at mærke mine ben, lænden gør ond igen, den ene fod småsover og nakken er stiv. Det er en træt mand der sætter sig med sin sandwich, som han ikke rigtig kan spise, så det bliver mest til sodavand og kage. Heldigvis kikker nogle af de andre halvgamle småsure mænd jeg plejer at køre med, forbi og byder på en rigtig cafe au lait. Så jeg er, lidt overspist, klar igen efter en gang hoftevrik for at løsne lænden.
Femte omgang er svær at få hul på, jeg fryser da jeg kører ud på omgangen. Efter et stykke tid er det som om trætheden, ømheden og smerterne kommer i balance. Jeg finder en fin rytme hvor jeg kan blive ved at køre. Det hjælper og jeg får igen et mentalt overskud. Hænderne er begyndt at snurre ind i mellem og det er som om mine bukser krøller et sted under den ene balle, men lænden har det godt og benene er bare trætte. Lidt udstræk på bænken i teltet, et par bidder af sandwichen, en kanelsnegl, en sodavand og lidt fedtcreme, så er jeg klar igen.
Sjette omgang kalder, jeg starter igen kold men giver den lidt gas flere steder. Jeg er rigtig træt men jævnt fordelt i kroppen, hænder og fødder snurrer på skift men lænden har det fint. Måske satser jeg for hårdt på en stigning, for pludselig gør mit ene knæ ondt. Jeg forsøger at koncentrere mig om at belaste det andet ben, men det vil ikke rigtigt gå væk. Det er ikke slemt, men nok til at alle de andre småskavanker der kører rundt i kroppen forsvinder. Jeg tager en lidt længere pause i teltet for at se om ikke det går væk af sig selv. Jeg ikke er den eneste der kæmper med kroppen, teltet er som et vacum af brugt energi og forsøg på restitution, fra ren apati til målrettet selvhjælp.
Syvende omgang bliver den sidste, det kan jeg allerede mærke efter få hundrede meter. Hver gang jeg træder til, gør knæet ondt. Ærgerligt for nu er det som kroppen har fundet ro i den overbelastede tilstand, en slag smerte-zen hvor den kan fortsætte .. i hvert tilfælde lidt endu. Men knæet kan ikke, ikke uden en skade der vil tage flere måneder at komme over. Jeg kører til kanten, og nyder den sidste omgang. Tanken om det er slut, giver en slags vinger.
I teltet er jeg ikke alene. Der sidder allerede en håndfuld, og der kommer flere dryssende hele tiden. En slags kollektiv sammenbrud .. lidt af gangen, men efter samme mønster. Stemningen er høj, det er et accepteret nederlag at stoppe når kroppen giver op. Syv omgange eller 93 km på 7,5 time blev det til .. I’ll be back!
Kædereaktion
Der er mange forslag til hvordan man får sin kæde, krans og klinger, til at holde længere. Hvor man på landevejen typisk kan skifte kæde en gang uden at skifte krans, og endnu en gang før klingerne også skal fornys, er der langt mere kontant afregning på sporet. Personligt synes jeg den bedste løsning er at køre det helt ned og så skifte det hele, hver gang. Så slipper man også for en masse bøvl med at få nye og gamle dele til at køre sammen.
Kæden er klart det svage led, og jo længere den kan køre, eller rettere jo mindre den strækker sig, jo længere holder hele skidtet. For mange år siden så jeg en test hvor to ens cykler med henholdsvis Shimano og SRAM kørte de samme ture og løb. Generelt var der ikke den store forskel på slidtagen på de enkelte dele, undtagen på kæden. Shimanos holdt ca. 3 gange så lang tid. På det tidspunkt kørte jeg med SRAM kæde, så jeg skiftede selvfølgelig til Shimano og gik fra at udskifte kæde, krans og klinger flere gange om året, til ret fast at skifte en gang om året. Det er som sagt en gammel test, så der gælder nok ikke det samme i dag.
En ren kæde holder, og skifter, meget bedre end en beskidt, så jeg kører faktisk sjældent mere end en eller to ture uden at gøre den ren. Kæderenser med affedter, så ser den ud som ny .. men det er slut! De grundige tyskere har fundet ud af at man affedter kæden totalt med en traditionel kæderenser hvor kæden kører gennem en plastbeholder med børster og affedter, og så får man ikke olie ordentligt ind i rullerne igen. Så det sidste års tid har den stået på mere moderat brug af affedter påført med en forstøver og en Grunge-brush. Kæden bliver ikke lige så ren, og kræver ofte også en klud og lidt knofedt, til gengæld holder den længere.
Mens jeg kørte 3×9 var chainsuck den sikre indikator på at det var skiftetid. Efter jeg er gået over til 2×10 er der ingen chainsuck, og kun de små og meget spidse tænder på den store klinge indikerer at hele systemet er ved at være godt slidt. Og begge mine cykler kører langt mere end et år mellem skiftene. Det burde ikke være skifte til 2×10 der gør det, for det betyder i realiteten et forøget slid af klingerne da der kun er to i stedet for tre, så jeg tror tyskerne igen har fat i den lange ende .. af kæden.
Okay, jeg indrømmer …
At det var sjovere at køre i søndags hvor solen skinnede, end det har været længe. Det er bare ikke altid lige let at vælte ud af sengen kl. 7 søndag morgen, for en time senere at køre i skoven. Når det er mørkt og koldt, eller regnen står ned i stænger skal der virkelig overvindelse til. Men en søndag med sol direkte på hovedpuden, gør det ikke noget at temperaturen kun er 5°. Jeg læste på et tidspunkt en klumme af Mike Ferrentino hvor han modvilligt indrømmede at en del af det er så fedt at køre lange mountainbikeløb, er at det er så dejlig bagefter. Sådan har jeg det det meste af vinteren.
At selvom jeg påstår at T-boy kan komme rundt alle steder, og at jeg aldrig har oplevet andet, at jeg rent faktisk havde et problem i Nepal! Vi skulle ned at det det smalleste, vildt stejle, gedespor .. med hårnåle! Dinesh min guide kunne lige smide sin gamle Orange p7 med 26″ hjul rundt, men jeg måtte af cyklen .. to gange. Jeg kunne simpelthen ikke få de store hjul så snævert rundt på så stejlt et spor.
At jeg har købt to 20T stålklinger i US. I rigtige bjerge er gearingen på en 29er et problem .. med mindre man har WorldCup-ben. De fleste kranksæt har 24T som mindste klinge, og generelt er 22T det mindste der kan opdrives. 29ere er 12% højere gearet end 26″ pga de store hjul, og på lange opkørsler kniber det for mig at have et lavt nok gear. De tyske MountainGoat har længe lavet en 20T i alu, som dog kræver lidt tilpasning med en fil, men så faldt jeg over en fyr i US som selv fræser dem i stål, direkte til montering. Så nu er jeg klar hvis nogen skulle invitere mig til Alperne eller Pyrenæerne.
At bloggen her har været forsømt på det sidste! Det skyldes primært at jeg har brugt tiden på at skrive bogen “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” som udkommer midt i maj. Hvis du vil følge med, kan du melde dig ind i gruppen med tilsvarende navn på FaceBook.
At det er fedt at blive trukket hjem til byen efter en lang tur .. tak til Duracell-tvillingerne Brandmanden og Bassen.
Nepal i næsen
Det er ikke usædvanligt at jeg rejser efter en fed MTB-destination hvor jeg ved der venter oplevelser og singletracks. Det er mere usædvanligt at jeg rejser langt ud i verden, med cyklen på slæb, uden at vide nøjagtigt hvad der venter. Men da muligheden bød sig for at følge med fruen på job, pakkede jeg T-boy i cykelkufferten og slæbte den med til Nepal.
Inden turen havde checket nettet, forhørt mig hos venner og bekendte og hørt om fruens møde med en flok MTB’er på en tidligere tur, så jeg bookede en guide gennem Epic Ride Nepal. Tre dage med singletracks rundt om Kathmandu.
Den første tur gennem byen og ud af den var næsten en større oplevelse end det relativt korte, men fede, singletrack, som var målet. Kathmandu er en heksekedel hvor cykelkørsel er som at spille computerspil .. med livet som indsats! Og skulle du undgå at blive ramt, vil du stadig have mèn flere dage efter i form af sort støv i næsen. Dinesh, min guide, bor midt i byen og kender den som sin egen bukselomme, så udover det almindelige trafikmylder kørte vi også gennem baggårde, gyder og stræder, som normalt ikke ser fallanger, og gennem to baggårdsbryllupsfester. Der er konstant fester i Nepal, så man tager det ikke så tungt at et par cykler, eller en lastbil for den sags skyld, skal igennem mens musikken spiller.
Shivapuri Nationalpark 20 km udenfor byen har en del spor, og er det klassiske sted at køre mtb. Vi havde dog kørt små 50 km inden vi ramte sporet. Vi havde dels mast os igennem endnu en fest, en stor nationalfest med 700.000 mennesker, byen var på den anden ende, og dels også rundet udsigt og udflugtsmålet Nargakot inden. Det meste foregik på småveje, men selv en hovedvej kan være en så ujævn jordvej, med huller og store sten, at en hardtail er for ukomfortabel til længere distancer, og biveje kan være hjulspor som ikke kan køres i en almindelig bil. Selve sporet var kun en lille del af MTB-sporet i Shivapuri Nationalpark, men nok den fedeste. 800 højdemeter flowy stenet singletrack!
Den sidste tur omkring Kathmandu gik syd om byen og egentligt troede jeg ikke rigtig der kom noget særligt rent spormæssigt, da vi ved frokosttid ramte en lokal gourmet restaurant i kolonistil og med udsigt over hele Kathmandu Valley. Jeg burde nok have bemærket at Dinesh tog sine knæbeskyttere på da vi trillede ud af haven med den golfbaneagtige græsplæne. Det blev de vildeste 10 minutters downhill af små nærmest lodrette gedestier, som sluttede lige så brat som de startede. Og så trillede vi mod byen og dens inferno.
T-boy kom ikke med til Pohkara, bilen var for lille! Jeg lejede den eneste 29er, en Commencal, hos Pokhara MTB Adventure. Pohkara er en feriefælde for trekkere og paraglidere, så de fleste ture foregår med jeep op, og så tonser man nedad på meget dårlige gruseveje. Det er ikke lige min kop the, så jeg bestilte deres eneste singletrack-tur med opkørsel, selvom de kikkede meget skeptisk på min halvgamle hvide krop. På dagen mente guiden Dhan at deres mekanikerlærling Laxuman ligeså godt kunne komme med, underforstået at det jo nok ikke blev vildere end at han kunne følge med. Halvanden times opkørsel på den stejleste, stenede, ødelagte grusvej satte tingene på plads .. jeg ventede på dem. Efter lidt grusvejstons, hvor Dhan var på hjemmebane, endte vi ved World Peace Stupaen hvorefter Dhan viste det fedeste udfordrende singletrack tilbage til byen.
Fem dage på cykel i en anden verden, på alle måder, og selvom det måske ikke var så lange spor, var alt det udenom store oplevelser. Jeg fik set mere af Katmandu med omegn og dens befolkning, end mange fallanger gør på flere år, og jeg fik set Himalaya fra steder hvor der normalt hverken kommer cykler eller fallanger.
I bunden af sækken
Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.
Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.
Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!
Hug en hæl og klip en tå
Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.
Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!
Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.
Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.
Kontorstolsmodellerne
Lige siden jeg for 35 år siden købte min første rigtige cykel, en Grebart, har det været populært at spare et par gram ved at skifte sadelpind og frempind. Jeg har forlængst indset at 50 g på sadelpinden, svarer helt til 50 g på maven, eller røven, så med min vægt skal vi regne i kilo, før der er noget ved det.
Derfor har jeg da også betingelsesløst kastet min kærlighed på at køre med dropperpost, selvom de typisk vejer 2-300 g mere end en almindelig pløk. Selv ikke min kun 6 mdr. gamle KS Lev’s nedbrud for et par uger siden, har rokket ved min opfattelse af at en dropperpost er en af de enkeltdele der øger køreglæden mest.
Forleden foreslog en bloglæser så at jeg skulle prøve en affjedret sadelpind på min Dad, som min ryg ikke længere synes om at køre på. Jeg afslog, som jeg altid har gjort når nogen har snakket om fjedrende pinde, med at de ikke dur fordi afstanden mellem pedaler og sadel ændrer sig. Yderligere et hint fra en erfaren old-school’er om at det mærker man ikke, fik min nysgerrighed vagt, og efter lidt surferi fandt jeg ud af at der faktisk er en del folk der kører med dem .. de taler bare ikke så højt om det.
I dag var lige vejr for en hardtail med halvbillige dele .. og en affjedret USE Vybe pind. Efter godt 50 km på små smattede singletracks, var min ryg stadig frisk og det eneste jeg mærkede til den fjederende pind, er at den giver et lille bonk når den retter sig helt ud efter et bump.
250 g er vildt godt givet ud for at kunne skubbe sadlen væk når fully’en får frit løb nedad, eller at have komfort nok til at kunne køre hardtailen på de rigtige spor, i det forkerte vejr. Så nu er begge mine cykler blevet 250 g tungere, og forsynet med hver sin pind .. different strokes for diffenrent blokes! Til gengæld har jeg lovet mig selv at kompensere .. med min egen vægt.
En halvfed cykel
Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.
Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!
Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.
Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!
Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!
MTBlog.dk 
3 comments