MTBlog.dk

Kovending

Posted in 29", Cykler, Udstyr by Søren Svendsen on 24. juli 2014

Jannik & ko

Da jeg lige havde bygget Dad’en ville alle vide hvordan den kørte i forhold til Tallboy’en. Nu presser sammenligningen mellem cocktailen og den halve øl sig på, og selvom jeg ikke havde forudset det, er den sammenligning meget mere lige. Her er ikke tale om at vælge mellem rødvin og bøffer, men mere som at vælge mellem fransk og italiens rødvin. Nogle er til det ene, andre til det andet .. og nogle er til begge dele.

Det er kommet bag på mig at jeg faktisk er til begge dele, men nogle uger i det tørre og lettere friserede sommerland uden mudder, rødder og meget stejle stigninger, har givet mig smag for Highball’en. Den er bare så nem og ligetil. Dels er den sat enklere op med 1×10, en relativ primitiv gaffel og med slanger i race-dæk. Ikke så meget pjat, afsted, træd til og man er flyvende. Det føles som at sidde på en raket, og den kører fantastisk. En tand lettere og kvikkere .. som jeg beskrev den tidligere, den er “nimble”.

Når så endelig Tallboy’en kommer ud, er det til gengæld som at komme hjem .. og jeg kan slet ikke forstå at jeg har kunnet overveje at tage Highball’en. Nu begynder jeg at forstå de racere der vælger cykel efter ruten. Så længe man kan holde en hardtail flyvende og ruten ikke er værre end man holde baghjulet nede, er det fedt .. og faktisk ikke så ukomfortabelt som man skulle tro. Men begynder man først at hænge fast i rødder og sten, eller skal køre rigtig langt, er der både langt mere bid i bagenden og langt mere komfort i en fully.

Men kunne Dad’en ikke det samme? Nej, men jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvorfor. Det handler om at føle sig flyvende og det var jeg bare ikke på samme måde. Måske pga af de næsten 2 ekstra kilo, måske pga køreegenskaberne .. eller måske en cocktail, eller noget helt tredje? Nu skal man jo være lidt blåøjet for ikke at se sammenhængen mellem den gode sommer, de tørre spor og det positive indtryk. Men Highball’en er jo også min vintercykel, så jeg glæder mig til at se hvordan jeg har det med den efter den første tur i plus 2 grader og knæhøj mudder. Fortsættelse følger!

Reklamer

En carbon cocktail

Posted in 29", Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 10. juli 2014

Highball i Hareskoven

Man skal passe på hvad man ønsker sig, hvem man flirter med, og at sige til en cykelpusher: kan du ikke give mig et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Sammenlagt er det grunden til at Dad nu er degraderet til city-singlespeed og erstattet af en carbon cocktail, en matsort Highball. Som nævnt blev der lige lavet lidt ekstra tuning med 1×10, men ellers er et sæt nye bremser den eneste forskel ud over stellet, så det er nemt at mærke forskellen på de to cykler .. en markant forskel!

Som tidligere beskrevet var turen på en Highball alu en øjenåbner, men skridtet videre til carbonudgaven er lige så markant. Måske i kombination med at alu’en havde en 120mm gaffel, mens min carbon har arvet en 100mm. Da jeg fik min første Superlight læste jeg en anmeldelse som beskrev den som “nimble”, og det var lige præcis hvad den var. Og det er også hvad min nye carbon Highball er. Ordet er lidt svært at oversætte direkte, men de autoriserede forsøg går i retning af rap, kvik, smidig og adræt. Og selvom jeg måske også ville have hæftet ordet kvik på Dad og adræt på alu Highball’en, så er det altså kun kulfiberversionen der lever rigtig op til ordet nimble.

PS. For ikke Santa Cruz kendere kan jeg fortælle at deres første 29er kom til at hedde Tallboy .. som er slang for en stor (0,5L) øldåse. SC er så blevet i drinksterminologien og har kaldt deres 29er hardtail for en Highball .. hvilket er en longdrink i et højt cylinderglas. Som CV Jørgensen synger: høj som en highball på en bardisk ud på natten.

En blev til to .. og ti blev til to!

Posted in 29", Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 7. juli 2014

Karate-Jesper i aktion.

En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.

One/Up

Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.

Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!

Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!