Snask!
Jeg har aldrig været tilhænger af snask, så da jeg konverterede, og min 29er hverken havde C29ss eller Cobalt hjul, som er de eneste ægte 29-USTere, lovede jeg mig selv at den stod på slanger indtil jeg havde råd til den ægte vare. Det har den så gjort siden, for små latex-slanger, for latex fås ikke i 29er. Men det virker!
Forleden lod jeg mig så lokke. Jeg manglede 10 pund for at få kurven sendt gratis til Danmark, så der røg en rulle Stans Yellow-tape i den. Rullen fik ikke lov at ligge længe på værkstedsbordet, da mine fælgbånd var begyndt at have brønde ved alle niplerne. Og så rullede lavinen.
Først bagdækket, det gik fint med at få luft i det, men dæksiderne lød som en utæt ballon. Jeg set alle snask/instruktions-videoerne, så jeg legede cheerleader og brugte hjulet som stok, eller ponpon. Om det er fordi det er 29er eller fordi jeg ikke ligner en cheerleader, ved jeg ikke, men 10 minutter senere var jeg våd af sved og mine arme var ved at falde af. Men dækket holdt luft.
Fordækket gik næsten nemmere, men det er også lettere og mine arme var alligevel færdige fra starten. Succes .. indtil jeg et par timer senere checker om de har holdt luft. Jeg havde vendt fordækket forkert .. mønsteret kører baglæns! Man kan faktisk vende et dæk med 80 ml latex, uden at spilde noget særligt. Men det krævede endnu en tur rundt i luften, af cheerleaderen.
Dagen efter holder de stadig luft, så jeg triller glad i skoven. Umiddelbart kan jeg ikke mærke forskel på flydende hvid, og fast grøn, latex. Heller ikke på det stivfrosne spor, der er ujævnt som en dyreveksel i Alperne. Raketdækkene er fede, også her .. indtil de pludselig begynder at sejle rundt på sporet. Da jeg ikke længere selv kan bestemme i hvilken retning jeg vil, er jeg klar over der er noget galt. Der mangler ca 20 psi i hvert dæk, der er 10 tilbage .. og det er for lidt. Mælkeskægget langs fælgkanten afslører at det nok ikke er selve dækket der er utæt. Tre gentagelser af seancen og en senere konversation med internettet sandsynligør at Mavic TN719 fælge ikke kan gøres tubeless udelukkende med Yellow-tape, men kræver en rimstrip. Og der går min gummigrænse!
Ud over snask er noget snask, og det bare er så nemt, og renligt, med en lille grøn slange, er der heller ikke gram at spare med rimstrip. Michelin 26″ latex slange 126g vs. Yellow-tape 14g, latex 80g, rimstrip 40g, ialt 134g .. altså 2-0 til den grønne slange!
Så er der selvfølgelig alt det andet, snakebits, rullemodstand osv, men indtil Tallboyen får ægte UST-sko, er det grøn mamba, og slut med snask.
PS. Efter et år stort set uden punkteringer, bød december på 8 punkteringer i vores lille gruppe! Det har nok været med til at fremme tanken om snask.
2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!
Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.
Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!
Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!
Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Rødvin og bøffer
Jeg fik en mail fra Simon; har du overvejet et indlæg på bloggen med sammenligning af din hardtail 29er og din TallBoy? Det var søndag, jeg stod i kø i Irma men kunne alligevel straks svare nej. Eller det vil sige, inden jeg var på vej ud af butikken, havde jeg allerede ændret mening.
Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne min TallBoy og min Dad! Ikke fordi den ene er af carbon, den anden af stål, eller fordi den ene har Fox og XT, mens den anden har RockShox og SLX, eller fordi den ene koster 3 gange så meget som den anden. Nej, fordi det er som at sammenligne rødvin og bøffer .. hvad smager bedst? Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt forstå, hvorfor nogen gerne vil have en sammenligning, jeg har bare aldrig selv lavet den, fordi jeg er helt klar over hvor forskellige cyklerne er, hvad de kan, og hvorfor jeg har dem.
I min verden er en mountainbike fuldaffjedret! Min Tallboy er min mountainbike, og helt fantastisk .. hvis du skulle være i tvivl. Min Dad er min bycykel/vintercykel, og er bygget til det, med de kompromisser der er nødvendige for at opfylde begge dele. Jeg har ikke tidligere haft en decideret vintercykel, men i et forsøg på ikke at vinter-hærge TallBoy’en totalt, har jeg bygget Dad’en; en enklere cykel med billigere dele. Samtidig er Dad’en så flexibel, at den sagtens kan komme med på familietur, og så lige nappe et singletrack mens de andre vender ryggen til.
Jamen hvordan kører de? TallBoy’en er lige blevet Trailbike of the Year i What MTB! De har den til langtidstest og har foreløbelig været på podiet med den efter et Enduro DH-race, og et XC-marathon – det er vist svært at tilføje noget. Dad’en vejer ca. det samme, 12 kg, har også 100mm affjedring, men kun foran, og kører som en livlig stålramme-hardtail skal, charmerende, med direkte respons .. og hoppende bagende. Og desværre alle hardcore hardtail-hippier, selvom Dad’en var af carbon, fyldt med lir og XTR, vejede 4 kg mindre og kostede en million, ville jeg aldrig vælge den før TallBoy’en, til en tur på det fede singletrack. Men den kan så meget andet.
Store boller eller små knopper
Kasper havde for en månedstid siden inviteret os andre halvgamle, halvsure mænd til Vallåsen for at køre downhill. Spændende, og et super sted med fantastiske spor og en helt anderledes stemning end vi er vant til i XC-miljøet. Lift, musik, colaer, kvinder og en stemning af ungdomsfest, men selv det og en fire fem nedkørsler på de lettere ruter, kunne ikke overbevise os om at det var noget for os. Vi mangler simpelthen bollerne til den slags, vi er kommet over den alder hvor det gælder om at putte hovedet under armen, eller i en fullfacehjelm, og køre som om fanden var i hælene, udelukkende ved tyngdekraftens til tider voldsomme hjælp.
Vallåsen reklamerer med de også har et XC-spor, så vi smed knæbeskytterne og kørte fortrøstningsfuldt ud i skoven. Efter en times tid på grusveje tabte vi tålmodigheden og kørte ind på et af de tilsyneladende ufremkommelige småspor der af og til dukkede op. Efter en længere balancering på planker, slæbende cyklen gennem sump og mose, kørte vi pludselig på Hallandsleden, et stykke af vandrestien Skåneleden. Fedt spor, men uholdbart da vi var nødt til at ramme Vallåsen igen på et tidspunkt. Så det blev til mere grusvej indtil vi igen fandt et lille spor .. som endte blindt og resulterede i 500 meters tæt kratkravling med cykel, våde sko og en monster skovflåt .. på bollerne.
Jesper havde fået blod på tanden, så næste morgen tikkede der et link ind i mailboxen på en guided tur på Hallandsåsen, Ridgecycling.com! Afsted igen, men denne gang med guide på fede singletracks. Lonnie, som har Ridgecycling, har fundet alle de små spor, gjort dem farbare og sat dem sammen til en oplevelse. Den sidste sensommerdag .. fantastisk. Jeg kørte bla om kap med en Elg!
Vallåsen kræver store boller og grove dæk, men den svenske underskovs kræver noget andet. En cocktail af grus, mudrede og tilgroede hjulspor, svedige singletracks, hemmelige dyrestier, vandhuller, planker over vandløb og knoldede vandrestier, splitter dækvalget mellem godt greb og let rul. På 29er betyder grove dæk også høj vægt, og som jeg tidligere har indrømmet er jeg blevet lettere allergisk overfor tunge hjul. Mange testere har skrevet at 29er står bedre fast pga den længere kontaktflade mellem dæk og underlag, og jeg har selv erfaret at 29er dæk opfører sig anderledes end 26ere. Så jeg satte raketdækkene på igen og satsede på at bollerne var store nok, trods alt. På nær den ene gang hvor jeg begik hybris og grinede af at Kristians larvefødder mistede grebet, og derfor blev ramt af nemesis, slap de nærmest ikke. Rocket Ron kommer ikke af igen før der er ankelhøj mudder eller knæhøj sne!
Nu er det store spørgsmål så hvad der skal på når mudderet eller sneen lander. Brede tunge sutter med store knopper, som jeg plejer på 26erne, eller lette smalle småknoppede mudderdæk? Der er et halvt kilo, og måske bollerne, til forskel!
Dinosaurdesign
Vi er stadig nogle dinosaurer som mener at der er forskel på en stang-cykel fra vores sydlige nabo og en haute couture-cykel fra guds eget land. Ikke at der ikke kommer fine cykler fra Europa, eller at alt hvad der har passeret Atlanten er fantastisk, men alt for ofte er det value for money-argumentet, der slår igennem. Der er heller ingen tvivl om at man ofte får mere for pengene når man køber en Europæisk web-cykel, og at det kan være svært at påvise forskellen til en amerikansk lokalopdrættet ener.
29er-bølgen ramte først Amerika, både hos producenter og forbrugere, og nu er det snart fifty-fifty med hjulstørrelsen på cykler der ruller ud på de amerikanske spor. Stort set alle fabrikanterne derovre har langsomt opgraderet deres program med 29er modeller, i takt med de har kunnet nå at udvikle dem. En af de sjovere historier er fra Yeti, hvor ejeren Chris Conroy katagorisk udtalte at 29″ ikke var noget for dem. En dag gik det op for ham at der pludselig var forbløffende få medarbejdere i kantinen til frokost, det viste sig at være fordi medarbejderne i smug arbejdede på en 29er prototype. Det vink forstod han og legalisere projektet – det blev til Yeti Big top, en skamrost hardtail, og der er en fully på vej.
Nu er det gået op for de europæiske forbrugere og producenter, at det ikke kun er en modedille med 29er – og så skal skeen i den anden hånd. Hvor amerikanerne forsigtigt har produceret en enkelt model eller to og derefter udviddet programmet, tager tyske Cube udfordringen op med skræmmende tysk effektivitet – de har ingen 29er i år, men næste år er der 10 modeller i programmet!
Kald mig bare gammeldags og negativ, men jeg tror ikke på man kan lave 10 nye gode modeller på et år! Jeg synes det lugter langt væk af at lade sig styre blindt af markedskræfter og profit, og en ligegyldighed overfor forbrugerne. Måske er det her forskellen på stang-varer og haute couture, bliver rigtig synlig?
Store hjul og små ting
Er en 29er ikke bare en mountainbike med store hjul ? Jo, og siden den første 29er så dagens lys i 1999, har fabrikanterne kæmpet for at minimere de medfølgende ulemperne, så de er et reelt alternativ til 26″. Al udvikling tager tid, se bare på affjedring af baghjulet som også har været ca. 10 år om at blive velfungerende, så i dag er det bare at sætte sig og køre .. eller er det ?
Selvom en 29er bare er en mountainbike med lidt større hjul, kan man desværre ikke bare overføre sin viden fra 26″ ! Der er nogle andre parametre eller spilleregler, småting som virker anderledes pga de store hjul og den lidt anderledes geometri på stellet.
Det helt vitale er at de større hjul giver en markant forøget gyro-effekt, som man klart mærker og er nødt til at forholde sig til. En 12% større diameter og dæk der typisk vejer 20% mere, er ikke småting i fysikkens verden. Så der skal kunne tages fat og det betyder et bredere styr !
Det bredere styr betyder at der skal være kortere mellem sadel og styr, for at du sidder som du plejer og det er oplagt at løse med en kortere frempind – også fordi en kortere frempind giver en kvikkere styring hvilket modvirker det lidt træge i de store hjul. Vægt og størrelse gør det også sværere at løfte forhjulet, men den kortere frempind hjælper også på det. Tilgengæld betyder det også at du pludselig har vægten længere tilbage på cyklen end du normalt har. Det forøger også den naturlige tryghed de store hjul automatisk giver pga det relativt lavere tyngdepunkt (krankboxen ligger under hjulakslerne).
De store hjul giver også en længere trædeflade, så man kan køre med mindre knoppede dæk, som typisk er lettere, og have samme greb som en 26er med grovere dæk. Faktisk virker samme dækmønster ofte helt forskelligt på 26 og 29″ ! Min egen TallBoy har fået hele turen og nu løfter den faktisk forhjulet på opkørsler, hvis jeg ikke passer på – fuldstændig som min gamle 26er Superlight. Ren win-win situation, eller hva’ ?
Da jeg var over Alperne første gang, insisterede vores guide Frank “Jeg ved alting bedst”, på at vi skulle øve os i at lægge vægt på forhjulet i sving, så vi fik bedre greb. På Blur’en med Fat Albert dæk, kunne jeg ikke forstå hvad han talte om – Fede Albert bider uanset hvad. Men de sidste par ture på TallBoy’en, som jo har fået smag for at køre stærkt, oplever jeg nu at forhjulet slipper i sving ! De småknoppede dæk, den mindre vægt på forhjulet pga den korte frempind og min utilpassede køreteknik, er en farlig cocktail. Ligesom uopmærksomhed straffes hårdt, da man ikke bare lige drejer et stort hjul i fuld fart.
At køre 29er er lidt som at starte forfra og genopdage alting på ny. Spillereglerne har fået et lille twist !
1-2-3-Flow
Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.
Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.
I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !
Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !
Den fede mand og vægtknepperiet
Når man som mig har en trøjeholder rundt om maven på et sted mellem 5 og 10 kilo, virker det lidt malplaceret at gå op i om sadelpinden vejer 50 g mere eller mindre. Ikke sådan at jeg har været ligeglad, det har bare aldrig været rigtig vigtigt. Om vægten sidder på maven eller på cykel er lige meget, og så betyder 100g ikke så meget. Det er selvfølgelig kun en halv sandhed, for den uaffjedrede vægt betyder mere end mavefedt, og den roterende vægt betyder meget mere. Men alligevel, og min kærlighed til UST-dæk har heller bidraget med anorektiske tanker, for de er notorisk tungere, men jeg har holdt mig til de udregninger der siger at det ikke betyder noget, for den reducerede rullemodstand opvejer det så rigeligt.
Som Henrik, en ægte vægtknepper, lynhurtigt spottede til H12, så har det ændret sig. Bremseskiverne er mere hul end materiale på Tallboy’en. Med skiftet til 29″ er der meget der er anderledes og de erfaringer jeg har fra 26″ kan ikke umiddelbart overføres har jeg opdaget. Jeg er på den femte Santa Cruz cykel og har efterhånden helt check på hvordan de skal sættes op for at passe mig perfekt. Tallboy’en er bare en lille smule anderledes. Styret skal være bredere for at kontrollere de store hjul, frempinden skal være kortere for at give en kvikkere styring, det bredere styr gør at afstanden mellem sadel og styr skal være kortere og forhjulet skal være så let som muligt for at gøre det nemmere at kontrollere det store hjul og den medfølgende forøgede gyroeffekt. Den større omkreds på hjulene, giver også en anden kontaktflade mellem dæk og underlag, så dækmønstrene virker anderledes end på 26″. Generelt kan man sige at man ikke behøver så groft et mønster på 29″, og man kan køre med en anelse lavere dæktryk uden at lave snakebites.
Wales blev erobret med 800 g fede Ardent 2.4 dæk på opfordring fra BenBen. Perfekt til formålet men også så tunge at skiftet tilbage til de originale 650 g CrossMark var markant. Jeg fik blod på tanden og reducerede frempinden med 10 mm, vægten på dækket fra 650 til 520 g, på slangen fra 180 til 110 g og på skiven fra 150 til 112 g .. og det gav en helt ny køreoplevelse. Tallboy’en er nu lige så “nimble” som Superlight’en ! Forhjulet løfter man lige så let som på en 26″, man kan kaste cyklen rundt på sporet, skal endda kæmpe lidt for at holde forhjulet nede på meget stejle stigninger og det store hjul bemærkes kun negativt når der ikke er plads til den store diameter mellem forhindringer.
Jeg er blevet vægtknepper og har fået gram på hjernen .. overvejer sågar selv at tabe mig. Less is more !
Niogtyve tanker
Vi weekendkrigere arver jo på godt og ondt meget af den udvikling og det tankesæt, der er tiltænkt worldcup-racerne. For det meste er det til stor glæde, men af og til giver det også mudder i systemet. For hvor mange af os glade entusiaster, er det egentligt vigtigt at komme først, eller køre hurtigst ? Selvom vi træner efter eliteprogrammer, på trods af deller både her og der, og vægtoptimerer vores cykler til det anorektiske, på trods af dellerne, handler det jo i sidste ende ikke om at komme først, men om at have det sjovest !?
Jeg er overbevidst om at alt hvad der generelt bliver skrevet om 29″ vs 26″, er rigtigt, fordele og ulemper. Og de direkte sammenligninger jeg har set giver heller ikke et entydigt billede af en vinder. Det hele kommer an på terræn, rytter og kørestil. Nogle kører hardtail, nogle fully, nogle UST andre med latexslanger, nogle er til knopper andre til slicks og nogle kan bedre lide brunetter end blondiner. Der er heldigvis ikke noget der er rigtigt og forkert, kun valg og konsekvenser.
Som barn kæmper de fleste sig gennem en række cykler som skiftevis er for store og for små, og en sjælden gang passer, og hjulstørrelsen vokser med cyklens og barnets størrelse. Men på et tidspunkt stopper det, så vokser kun kroppen .. og stellet ! Alt efter sluthøjde og bygning, passer man så mere eller mindre ideelt på en mountainbike. Med en meter og fireogfirs og lange ben, giver det klart en mere naturlig fornemmelse at sidde på min nye Tallboy, end på mine tidligere Santa Cruz’er. Jeg sidder mere i cyklen, end på cyklen. De uundgåelige uheld på sporet de seneste år, kan næsten alle beskrives ved en flyvetur ud over styret, hvilket er en klar konsekvens af en forkert vægtfordeling på et kritisk tidspunkt. En teleskop-sadelpind hjælper meget og flytter tyngdepunktet ned hvor alt ting bliver nemmere .. hvis man har aktiveret den ! Et 29″ stel flytter også tyngdepunktet, ikke så voldsomt, men permanent. Det giver en anden tryghed .. og træghed. Valg og konsekvenser.
Efter bare et par hundrede kilometer på Tallboy’en, er jeg ikke i tvivl om at min krop er til 29″ .. ligesom min røv er til WTB sadler. Mine bange anelser om at min diesel-kørestil ville blive yderligere forstærket med en wagonwhell’er, havde heldigvis ikke noget på sig, snarere tværtimod. Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen selvom man sidder på en Tallboy. Nok er risikoen for at tage den over styret er reduceret, men jeg kunne da sagtens mærke på rutchebanesporene i Wales, at de store hjul med deres større gyro-effekt, er tæt på at have deres vilje når man er træt og ikke længere helt fremme på beatet .. naturlovene regerer stadig.
PS. Det lavere tyngdepunkt på en 29″ skyldes at krankboxhøjden er den samme som på en 26″. Derfor kommer krankboxen ca. 4 cm under hjulakslerne på en 29″, hvor den på en 26″ ca. ligger i samme højde.
MTBlog.dk 
14 comments