The Stig
Udvidelse af mit cykelrepertoiret med både landevej og grus de seneste år, har betydet at jeg også er begyndt at smugkikke efter en afløser for Discodronningen. Ikke at dronningen fejler noget, den kører fantastik og passer mig perfekt. Men det er en billigt produceret ramme med dårlig finish, fx. udvendige popnittede kabelholdere som ikke alle sidder helt hvor de skal. Desuden har jeg været så letsindig en gang imellem at dukke op til rigtig landevejstræning i en klub. Her har dronningen og jeg bla. fundet ud af at vi fx. ikke bryder os om rulleskift med over 40 km/t. Jeg bliver hurtigt meget træt, men dronningen bliver blød og småslatten.
Dronningens afløser er landet, The Stig, en creme-farvet Santa Cruz Stigmata. Lige siden lanceringen har jeg kikket langt efter den, og dens geometri er nærmest identisk med dronningens, indenfor 5mm. Ingen udvendige kabler, hvilket er enkelt og smukt, men skulle vise sig at være pisse besværligt at montere, gennemgående aksler og en fantastisk finish.
Beregningerne holdt, The Stig passer perfekt og var straks køreklar efter jeg transplanterede det meste af dronningen over. Det eneste jeg efterfølgende har ændret er antallet af spacere under styret, med 5mm. Den første tur på The Stig var en stille og roligt tur alene rundt på Amager, og den afslørede ikke de store forskelle. Næste tur var med Veloropa, hvor der bliver trådt igennem på landevejen, og her var forskellen markant! Jo hårdere og hurtigere man kører på The Stig, jo mere præcist og stabil er den, uden at miste komforten.
Nu er The Stig en rigtig allroad-cykel, som primært skal køre landevej om sommeren og grus om vinteren, og derfor også sat op til det hele. 1×11, oval klinge, hydrauliske skivebremser, tubeless hjul og en dropperpost. Det sidste holdt hårdt og lykkedes kun med vold, klamphug, en skævbider, en boremaskine og mange timer. Et Shimano skiftegreb lader sig ikke sådan lige knægte så det kan betjene en dropperpost istedet for en forskifter. Og som antydet ovenover er indvendig kabelføring ikke altid nemt, specielt ikke hvis man vil have kabler ind og ud af andre huller end det er tiltænkt. Men det lykkedes, efter mange forsøg, og The Stig er køreklar med en kampvægt på 8.6 kg, incl. pedaler, dropperpost, dunkholdere og ringklokke .. altså rigtig køreklar.
Grus i maskineriet
Man bliver jo lidt kritisk med alderen .. eller måske bare mere kvalitetsbevidst? I hvert tilfælde synes jeg efter snart 20 år på mountainbiken at der skal være lidt buler på banen når man kører mtb. Grusveje er tit smukke veje der snor sig gennem landskabet .. og lidt kedelige på mtb. Modsat når man kommer på landevejsraceren, og vejen pludseligt bliver grus eller det der er værre .. så bliver det lidt for spændende. Men grus, mark og små-veje er tit gode bekendtskaber, på den rigtige cykel .. en all-road cykel. (Det er det cykelhandlerne forsøger at prakke dig på som en gravelbike.)
For lige at checke teorien havde jeg overtalt min landevejsven til at vi skulle køre Djurs Gravel Adventure, han på sin landevejsracer modificeret med mine gamle crossdæk (Conti CrossRace), mig på Dirty Disco med vinterdækkene (Schwalbe G-One). Med start fra Aarhus Cykelbane krævede det en tidlig opvågning og 3 timer i bil inden der var friskbagt brød og varm kaffe. Skulle omstændighederne have fået os til at være en smule småstressede, forsvandt det fuldstændig ved ankomsten. Dels var det jo ikke et løb men en tur, dels foregik det hele i en dejlig afslappet (jysk?) atmosfære. Ikke noget stress .. det eneste tidspunkt det gik stærkt, var på cyklen.
125 km primært grus, men også lidt asfalt og singletracks. 3 depoter og aftensmad bagefter på cykelbanen. Deltagerantallet var sat til 40, jeg tror vi var 18, hvilket var meget passende. Vi kørte i en gruppe stort set hele vejen og det fungerede fint. Turen tog 7,5 time, deraf 5,5 i sadlen, resten gik ved depoterne, et par stop med røverhistorier om tidligere tider og 11 punkteringer!
Det var en topfed tur på alle måder! Fed rute, godt arrangement, dejligt selskab og lækker forplejning. Og så bekræftede det teorien om en all-road cykel. Jeg savnede aldrig mine slicks på asfalten, og kun på de værste nedkørsler på småspor ville jeg gerne have haft Højbollen.
Jeg har tit en cykel med når jeg er rundt i landet, men det kan faktisk være både besværligt og svært at finde en velegnet og spændende mtb-rute når man ikke er lokalkendt. Efterhånden er der mange afmærkede spor, men det er trods alt ikke alle steder og ofte er de kun til en tur på en time eller mindre. Småveje, grusveje og markveje er der derimod overalt i landet, de er ikke svære at finde og de er nemme at planlægge ture på i forvejen. Så mon ikke Dirty Disco kommer til at se lidt mere af landet?
MTBlog.dk 
5 comments