R.I.P. Highball
Så kører Højbollen snart sin sidste tur! Kranklejerne er færdige og kan ikke skiftes da den indstøbte aluminiumsboks de er skruet ind i, er gået løs i carbon’en.
Højbollen har mest fungeret som ekstra og vintercykel, og de seneste år har den boet halvdelen af tiden i sommerhuset. Her har den passet perfekt til at køre de ikke så udfordrende lokale spor og en hurtig tur til købmanden .. gennem skoven. Men her i foråret rykkede den op i rækkerne. Efter jeg nærmest er konverteret helt til gravel, og lidt landevej, har jeg fået en lidt anden måde at køre på. T-boy føles pludselig som overkill og lidt for magelig, og skal jeg ud og udforske nyt territorie tager jeg The Stig. Skal der køres MTB er det på de anlagte spor, med sadlen nede, stående og for fuld skrue .. og så er Højbollen hurtigst og sjovest.
Men en dag begyndte den at knirke, carbon-knirke. Jeg kunne høre det kom fra kranken så jeg tænkte jeg ville skrue krankboksen ud og smøre gevindet, det er en typisk årsag til knirkelyde. Det gik ikke helt som ventet, boksen kom ikke ud, aluminiumsindsatsen kørte rundt i stellet. Det gode var at lyden forsvandt, det dårlige at rammen er færdig.
I dag er der livsvarig garanti på Santa Cruz-rammer, men på Højbollen var der kun 5 år .. og jeg har haft den i 6. Faktisk er den 8 år gammel og den første Highball der kom til Danmark. Jeg købte den af Team Bertelsen (nu TrailSurfers) efter den havde været deres democykel. Men nu kører den snart sin sidste tur, når lejerne slet ikke vil mere er det slut.
Tak for turene, det har været en stor fornøjelse!
En overløbers bekendelser
Min Tallboy 3 er den bedste mountainbike jeg nogensinde har haft. Men på trods af det, er det ikke den cykel jeg kører mest på for tiden – det er The Stig!
Hvad fan får en gammel mountainbiker til pludseligt at bruge flest timer på en cross/gravelcykel? Gravel, eller grus, er godt nok det nye sort, og lidt hipster er man vel, men jeg bilder mig alligevel ind at det ikke er grunden.
Der findes nok heller ikke en enkelt grund men snarer en række sammenfald. For det første har jeg kørt mtb i 20 år og kender derfor både natur, spor og kaffesteder i en radius af 40-50 km, som min egen altankasse. For det andet har udviklingen af cyklerne gjort at der skal mere og mere til at udfordre deres køreegenskaber, naturlige stier er sjældent nok. For det tredje er der kommet en række anlagte spor, som passer til cyklerne, og derfor er top-fede at køre på. Så nu virker andre spor nærmest småkedelige, for det er kun de anlagte der kan byde på et uafbrudt og komprimeret flow af køremæssige highlights.
Men hvad har det med gravel at gøre? Jo, med gravelcyklen bliver din radius pludselig større! Man kører lidt hurtigere og knap så snørklet, så hvor en almindelig søndagstur på mtb er 50-60 km, bliver en graveltur indenfor samme tidsramme nemt 70-80 km. Og det giver mulighed for en af de helt fede ting på cyklen, at udforske nyt terræn.
På 90’ernes mountainbikes med små hjul og smalle dæk med højt tryk, stejl gaffel og smalt styr kunne en nedkørsel på grusvej godt få adrenalinen op. Det samme gælder for en moderne gravelbike. De småveje og stier der i dag er lidt kedelige at køre på en moderne 29er fully, kræver fuld koncentration og bliver pludselig spændende igen på en gravelbike.
Der findes nok ikke noget sjovere end at køre et flowy mtb-spor! Men ofte er sporene ikke så lange og stykkerne mellem sporene, for slet ikke at tale om asfalten til og fra, bliver nemt kedeligt. Ligesom det gør at køre det samme spor igen og igen. På gravelcyklen kører man udenom de sjoveste mtb-spor (læs: anlagte) til gengæld er alt det andet, der som regel er langt det meste, sjovt på gravelcyklen. 20 km asfalt kan gøre en mountainbiker helt deprimeret, men på en gravelcykel er det ned i bøjlerne, fuld fart og rulleskift – og en mulighed for at give nogle roadier baghjul.
Faktisk minder tidens gravelcykling til forveksling om mountainbiking, da jeg startede i forrige årtusinde! Bliver T-boy så stående i kælderen og samler støv? Næppe, men den har fået hård konkurence fra The Stig.
Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
Dolomitterne
Efter i 10 år at have pralet med hvor fedt det er at køre over Alperne, tog de andre halvgamle småture mænd mig på ordet og forærede mig et godt tilskud til en gentagelse i fødselsdagsgave. Underforstået at de selvfølgeligt skulle med. I plenum blev det besluttet at lægge turen i den østlige del af Alperne, Dolomitterne, som skulle være den smukkeste del .. og det område en del af de andre står på ski om vinteren.
Ingen tur uden guide! Wolfgang, som jeg har kørt med før, pro-rytter for Moviestar og pro-guide, var heldigvis klar. Alting klappede, hans forældrene kørte følgebil med bagage og ruten var fantastisk.
Den første dag blev jeg dog noget i tvivl om jeg var blevet gammel og rusten. Det karakteristiske ved Alperne er at de er stejle, meget stejle, men jeg syntes specielt nedkørslerne var slemme. Vi måtte gå ned af en del af dem. De efterfølgende dage viste dog at dag 1 var den hårde dag nedad, derefter kunne de fleste køre det meste. Altså nedad, opad er mere en mental proces. Ikke at man ikke skal være i god form, det skal man i den grad, men det tager pippet fra folk at skulle køre med fråde om munden flere timer i træk, i laveste gear med 3,5 km/t. Pludselig knækker man og kan ikke mere, eller stigningen øger til 27%, og så må man af og skubbe. Har man ikke prøvet det, kan det være svært at forestille sig .. og affinde sig med. Heldigvis var der et par skilifte undervejs, for de hårdest ramte.
Dolomitterne er som nævnt et populært skiområde så sommeren er hotellernes lavsæson. På flere hoteller var vi kun vores gruppe, men alligevel var der fuld forplejning og ofte også tændt for sauna og spa i en periode sidst på eftermiddagen. Total luksus at lande på et full-service hotel efter 8-10 timer i sadlen. 10 minutters cykelpleje og derefter mental restitution og kropspleje resten af dagen. Cykeltøjet blev også vasket de fleste steder, som en del af pakken.
I Tyskland og længere sydpå er alpencross et præstationsfænomen på linje med fx. maratonløb. Man tæller, og fortæller, om sine alpencross og snakker ruter og bjergpas. Ikke alle ruter er lige svære eller lette. Vi havde selvfølgeligt valgt en af dem med flest singletracks, og dermed også en af de sværeste. Bureauerne bliver altid lidt skeptiske når vi danskere bestiler de svære ture, vi kommer jo fra et fladt land, men generelt er danskere rigtig godt kørende når vi sammeligner os ude i verden. Det må være alt det mudder og de våde rødder om vinteren.
Turene er typisk også meget veltilrettelagte, med mange udbydere og niveauer, så alle kan være med. Det eneste lidt tricky er at komme til startstedet. Alle ture starter ca. midt i Østrig, langt fra alfavej og lufthavne, og ender ved Garda-søen, hvorfra man bliver kørt tilbage til startstedet. Denne gang lejede vi en varevogn, som to af os kørte ned og hjem med alle cyklerne, mens resten fløj til München, hvor vi blev samlet op af Wolfgangs forældre. Perfekt løsning, specielt for os der fløj.
Det er meget hårdere end man tror at køre et alpencross! Skal man køre de fede ruter kræver det en del træning, faktisk vil jeg mene det er nødvendigt at starte træningen allerede vinteren før turen. Og ikke kun konditionstræning, men også teknik, man får brug for det hele. Til gengæld kan jeg love dig en fantastisk oplevelse. 6 dage, 320 km og 10.000 hm. Det var mit tredje alpencross og næppe det sidste.
The Stig
Udvidelse af mit cykelrepertoiret med både landevej og grus de seneste år, har betydet at jeg også er begyndt at smugkikke efter en afløser for Discodronningen. Ikke at dronningen fejler noget, den kører fantastik og passer mig perfekt. Men det er en billigt produceret ramme med dårlig finish, fx. udvendige popnittede kabelholdere som ikke alle sidder helt hvor de skal. Desuden har jeg været så letsindig en gang imellem at dukke op til rigtig landevejstræning i en klub. Her har dronningen og jeg bla. fundet ud af at vi fx. ikke bryder os om rulleskift med over 40 km/t. Jeg bliver hurtigt meget træt, men dronningen bliver blød og småslatten.
Dronningens afløser er landet, The Stig, en creme-farvet Santa Cruz Stigmata. Lige siden lanceringen har jeg kikket langt efter den, og dens geometri er nærmest identisk med dronningens, indenfor 5mm. Ingen udvendige kabler, hvilket er enkelt og smukt, men skulle vise sig at være pisse besværligt at montere, gennemgående aksler og en fantastisk finish.
Beregningerne holdt, The Stig passer perfekt og var straks køreklar efter jeg transplanterede det meste af dronningen over. Det eneste jeg efterfølgende har ændret er antallet af spacere under styret, med 5mm. Den første tur på The Stig var en stille og roligt tur alene rundt på Amager, og den afslørede ikke de store forskelle. Næste tur var med Veloropa, hvor der bliver trådt igennem på landevejen, og her var forskellen markant! Jo hårdere og hurtigere man kører på The Stig, jo mere præcist og stabil er den, uden at miste komforten.
Nu er The Stig en rigtig allroad-cykel, som primært skal køre landevej om sommeren og grus om vinteren, og derfor også sat op til det hele. 1×11, oval klinge, hydrauliske skivebremser, tubeless hjul og en dropperpost. Det sidste holdt hårdt og lykkedes kun med vold, klamphug, en skævbider, en boremaskine og mange timer. Et Shimano skiftegreb lader sig ikke sådan lige knægte så det kan betjene en dropperpost istedet for en forskifter. Og som antydet ovenover er indvendig kabelføring ikke altid nemt, specielt ikke hvis man vil have kabler ind og ud af andre huller end det er tiltænkt. Men det lykkedes, efter mange forsøg, og The Stig er køreklar med en kampvægt på 8.6 kg, incl. pedaler, dropperpost, dunkholdere og ringklokke .. altså rigtig køreklar.
Tyve år senere
Forleden blev jeg spurgt om hvor længe jeg har kørt mountainbike, og et check af gamle cykelkvitteringer afslørede at det netop er 20 år siden jeg købte min første mtb, en gul Marin Nail Trail. Den blev købt 1. oktober 1998 og siden kan de weekender jeg ikke har kørt, nærmest tælles på en hånd. Skræmmende, og samtidig opløftende. Havde jeg ikke fundet min last havde jeg sandsynligvis vejet 20 kg mere, været totalt ude af form og værst af det hele, gået glip af de mest fantastiske oplevelser.
Jeg husker stadig at sælgeren i butikken gjorde opmærksom på at cyklen var en rigtig trailbike, da den havde et meget bredt styr på 58 cm! Der er løbet en del vand gennem åen siden, både med cykelteknologien; skivebremser, 29er hjul, tubeless dæk og dropper posts, men i lige så høj grad med sporene. Fra de eksisterende skovveje og stier, til anlagte spor over det meste af landet med berms, hop og drops. Fra en spøjs minoritetssport, til total mainstream med 90.000 solgte mountainbikes om året.
Selvom jeg næppe er så hurtig som for 10 år siden, har jeg tit tænkt på hvor heldigt det er at starte i en sen alder i en sport hvor man kan blive ved med at udvikle sig. Hvis jeg var startet som helt ung kunne jeg måske allerede som 30-årig begynde at se det gå ned af bakke. Og det må alt andet lige føles demotiverende. Nu startede jeg som total utrænet 40-årig og det er først de sidste par år fysikken ikke længere bliver bedre og bedre. Men teknikken flytter sig stadig og det regner jeg med den bliver ved med en del år endnu.
Det startede som sjov motion men er idag meget mere, nogle vil kalde det en livsstil. For mig er cykling 3 ting. Motion, jeg kører stadig på cykel for at holde mig i form og vægten nede. Mental restitution, der er ikke meget der renser hovedet bedre end en tur på cyklen. Fællesskab. Jeg cykler med nogle af mine bedste venner og har haft de mest fantastiske oplevelser med dem .. på cykel.
Indrømmet, efter 20 år kan det da godt blive lidt kedeligt og ensformigt at sidde på mountainbiken. Men så må man jo køre nogle nye steder, eller på nogle nye cykler. Jeg har ingen planer om at droppe de knoppede dæk og de små stier, men jeg har det sidste år kørt regelmæssigt med en klub på landevejen, og kørt et par lange grus-events, det nye sort. Og det er også sjovt!
De halve løsninger
Til min fødselsdag sidste år fik jeg en meget tætsiddende og trendy jersey fra Rapha. Normalt er jeg ikke meget alt for stramsiddende lycra, da det ikke bidrager til ret meget andet end at afsløre mit mavefedt. Og som regel er roadie-tøj fra den dyre endes største kvalitet, at det er dyrt. Men den var så lækkert lavet at jeg var nødt til at prøve at køre med den .. og sjovt nok kom den på igen og igen på trods af synligt bildæk. Efter en 4-5 ture begyndte jeg at undre mig over hvorfor den var så dejligt at køre i? Blød og lækker, og ikke så klam-kold .. 40% uld!
For 10 år siden var svaret på at holde varmen membraner – Windstopper, GoreTex osv. For 5 år siden var det uld. Membraner er fine, specielt i kulde og vind, men uanset variant og alle reklamerne, så bliver man vådere end ellers og dermed også koldere når man holder stille. Uld fungerer fint, når bare det ikke blæser, men har svært ved at holde til mit vaskeset-up, hvor der ikke er plads til specialbehandling.
Jeg er normalt ikke vild med halve løsninger, eller blandingsmisbrug, men når det gælder cykeltøj ser det ud til at være svaret. Uldprodukter med så meget kunststof at de ikke skal specialbehandles fungerer fantastisk. Faktisk har jeg svært ved at vælge en cykeltrøje uden uld idag, med mindre det er over 20 grader. Det samme gælder sokker. Og mellemlag om vinteren. Membran på udvalgte steder er vinterløsningen, vindfront på jakker og vandfast røv på baggys, men det er slut med GoreTex fra top til tå.
Lige nu ser det ud til at tøjet med de fede halve løsninger kommer til cross/gravel-segmentet, som jo også er en form for blandingsmisbrug, og dermed læner sig mest op ad roadiestilen. Så stilforvirringen er totalt når jeg kører mtb i min nye langærmede slimline jersey fra Isadore, en 10 år gamle Gore Windstopper vest med netryg og baggy pants med vandfast røv fra Endura.
Efterskælv
Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.
Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.
Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.
Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.
Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.
Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.
Hårboller på benene
Som mountainbiker på en racercykel er man lidt som den nye dreng i klassen, på udebane og ikke rigtig komfortabel. Jeg har forsøgt at gøre indskolingen så nem som muligt ved at tage de fede ting fra den fede cykel, med over. Bredt styr, oval klinge, skivebremser, brede og ikke mindst slangeløse dæk.
Tubeless på landevej er forholdsvis nyt, jeg tror det er 3 år siden de i større skala dukkede op på cyklerne i Paris-Roubaix. Og hvis jeg efter snart 15 år på tubeless-dæk i skoven troede at jeg havde oplevet det meste, har landevejs og gravel-dækkene punkteret den opfattelse!
Måske er det det høje tryk i de smalle ringe eller måske er det bare at man er langt mere soigneret når man kører racer? Jeg har aldrig oplevet at det med sprøjtende latex fra dækket var noget problem i skoven .. ofte er man selvfølgeligt smurt ind i mudder i forvejen!
Som i skoven, opdager man slet ikke de fleste punkteringer .. før man kommer hjem og ser at den sorte ramme er helt hvidplettet, og klistret, på sadelrør og bagstag. Eller måske undrer man sig undervejs over at man får let fugtige bagben, selvom der ikke er en vandpyt i miles omkreds. En forhjulspunktering på raceren kan være som at køre forbi en havevander, bare med det twist at brilleglassene bliver helt hvide, som i snevejr .. og forbliver hvide resten af turen.
Selv efter totalvask, cykel, tøj og legeme, kan man have glæde af latexen. Dels går det ikke altid af tøjet efter første vask, hvidplettet lycra-bagdel er så sexet, men hvad værre er, det sidder i alle hårene på benene og laver små hårboller! Og det gør skide ondt at hive størknet latex ud af de små hår på benene .. måske er det den egentlige grund til rigtige racere barberer ben?
Grus i maskineriet
Man bliver jo lidt kritisk med alderen .. eller måske bare mere kvalitetsbevidst? I hvert tilfælde synes jeg efter snart 20 år på mountainbiken at der skal være lidt buler på banen når man kører mtb. Grusveje er tit smukke veje der snor sig gennem landskabet .. og lidt kedelige på mtb. Modsat når man kommer på landevejsraceren, og vejen pludseligt bliver grus eller det der er værre .. så bliver det lidt for spændende. Men grus, mark og små-veje er tit gode bekendtskaber, på den rigtige cykel .. en all-road cykel. (Det er det cykelhandlerne forsøger at prakke dig på som en gravelbike.)
For lige at checke teorien havde jeg overtalt min landevejsven til at vi skulle køre Djurs Gravel Adventure, han på sin landevejsracer modificeret med mine gamle crossdæk (Conti CrossRace), mig på Dirty Disco med vinterdækkene (Schwalbe G-One). Med start fra Aarhus Cykelbane krævede det en tidlig opvågning og 3 timer i bil inden der var friskbagt brød og varm kaffe. Skulle omstændighederne have fået os til at være en smule småstressede, forsvandt det fuldstændig ved ankomsten. Dels var det jo ikke et løb men en tur, dels foregik det hele i en dejlig afslappet (jysk?) atmosfære. Ikke noget stress .. det eneste tidspunkt det gik stærkt, var på cyklen.
125 km primært grus, men også lidt asfalt og singletracks. 3 depoter og aftensmad bagefter på cykelbanen. Deltagerantallet var sat til 40, jeg tror vi var 18, hvilket var meget passende. Vi kørte i en gruppe stort set hele vejen og det fungerede fint. Turen tog 7,5 time, deraf 5,5 i sadlen, resten gik ved depoterne, et par stop med røverhistorier om tidligere tider og 11 punkteringer!
Det var en topfed tur på alle måder! Fed rute, godt arrangement, dejligt selskab og lækker forplejning. Og så bekræftede det teorien om en all-road cykel. Jeg savnede aldrig mine slicks på asfalten, og kun på de værste nedkørsler på småspor ville jeg gerne have haft Højbollen.
Jeg har tit en cykel med når jeg er rundt i landet, men det kan faktisk være både besværligt og svært at finde en velegnet og spændende mtb-rute når man ikke er lokalkendt. Efterhånden er der mange afmærkede spor, men det er trods alt ikke alle steder og ofte er de kun til en tur på en time eller mindre. Småveje, grusveje og markveje er der derimod overalt i landet, de er ikke svære at finde og de er nemme at planlægge ture på i forvejen. Så mon ikke Dirty Disco kommer til at se lidt mere af landet?
MTBlog.dk 
leave a comment