Små knopper, store forskelle
Det har nok været svært at undgå min missionering for små knopper på 29er dæk, her på siden. Småt er godt .. men ikke hver gang.
Det meste af vinteren gik med Beaver, som gnavede sig gennem mudderhelvedet. Inden da havde jeg fyret den af med Rocket Ron, et virkeligt raketdæk som dur til næsten alt .. undtagen nutella-agtig mudder. Raketdækkene har kondomtynde sider, hvilket går i lokalområdet, men ikke på klippesporene i Lake District, hvor turen snart går til. Og da Schwalbe ikke besvarer mine bønner om en slangeskins-udgave, bestilte jeg et sæt Maxxis Ikon, som netop i EXO udgaven har forstærkede sider. Ikon bliver rost meget, specielt i staterne, og har endnu mindre knopper end Beaver og Rocket Ron .. til gengæld er der mange af dem. Det var så ikke EXO udgaven der dumpede ned fra internettet, men eXC udgaven som ikke er forstærket. Resultat, de røg på Dad’en i stedet for på Tallboyen. Dad’en kører en del i byen, er sommerhuscykel og reservecykel i skoven.
Et par ture i Sandflugtsplantagen med alle dens nåle og kogler, har ikke været overbevisende for Ikons fortræffeligheder. Knopperne er for små til at få rigtigt ved, og i svingene er det som et køre speedway. Endnu en defekt Fox forgaffel har sendt Tallboyen i ufrivillig pit, så nu har Ikonerne også rullet rundt i skovene omkring København. Med tørre og forårskåde spor, er det en helt anden snak. Ikonerne ruller fantastisk og og har fedt greb på hårde tørre spor med de små knopper, også på rødder og sten .. stort luftkammer, stiv bagende og masser af selvtillid. EXO eller eXC.
Men det er ikke noget for Tallboyen, der er for mange dage hvor sporet er ukendt, ikke er knastørt, eller der ligger nedfaldsdele på det .. og jeg er ikke den der skifter dæk som man bør skifte underbukser. Men det er super på Dad’en, så kan jeg køre om kap med dem på slicks i byen, og alligevel tage en tur i skoven uden at skifte dæk.
Honningspor
Jeg indrømmer det, jeg kørte kun 7 af de 12 timer til Stamina12 .. demotivationen sneg sig ind på mig i takt med jeg i længere og længere perioder, kørte i laveste gear eller trak cyklen. Fantastisk arrangement, velorganiseret, smukke omgivelser, rimeligt vejr og en god stemning, .. men honningspor!
For mange år siden havde fruen skrevet et nummer til Melodi Granprix, og vi skulle derfor tilbringe en weekend på hotel i udkanten af Herning. Ikke noget problem sagde jeg, bare cyklen kommer med. Lidt research viste også en skov i rimelig størrelse en 5-6 kilometer længere ude end hotellet.
Faktisk vidste jeg det godt, jeg havde bare glemt det igen, for da jeg for for 35 år siden flyttede til Københavcn fra Jylland, kunne jeg ikke forstå de kaldte Dyrehaven for en skov .. det er jo en park. Skove i Jylland er rigtige skove! Her er ingen vandrestier, men traktorhjulspor og grusveje, så drømmen om et flowy singletrail fortaber sig i blød skovbund og dybe hjulspor. Hvis ikke der er nogen civilisation i nærheden der jævnligt tramper nogle stier, er der sjældent fedt at køre. Faktisk er næste alle gode naturlige spor, oprindeligt vandrestier eller dyreveksler.
Det var første gang der blev kørt mountainbike ved Ledreborg Slot til Stamina12, og ruten var derfor lagt gennem blød skovbund for at skabe nogle singletrails, hæftet sammen af et minimum af grusstier. Facinerende tanke på papiret, men i praksis et honningspor. Det var blødt, fedtet og klæbrigt, selv inden det regnede og gav ikke på noget tidspunkt, på nær en enkelt nedkørsel, reel køreglæde. Det sugede kræfterne ud af benene og motivationen ud af hjertet.
En del af præsentationen af Stamina12, er at det kun den ene dag er muligt at køre på sporene ved Ledreborg Slot, men skal sporene leve op til resten af arrangementet, skal de åbnes året rundt, så de kan køres til og blive faste .. og måske næste år være flowy singletrail, i stedet for honningspor.
Stamina
Det har været småt med indlæg her på bloggen de sidste par måneder, og det er der flere grunde til. Dels var jeg så heldig at få en opgave i Bolivia og dels var jeg så uheldig at have en flagelat med hjem i maven. Efter en intens kamp med flagelaten, som jeg heldigvis vandt, overtog en lokal virus. Det korte af det lange er at jeg først rejste i 2 uger og så var syg i 6 uger .. og tabte 8 kg!
Det er 3 uger siden jeg igen var frisk nok til at cykle og om en uge skal jeg køre Stamina12 .. solo! Det er selvfølgelig ikke et ideelt træningsforløb op til sådant et løb, og min plan er da også bare at have det sjovt og være tilfreds med de omgange jeg får kørt. For 2 uger siden skrev Bente Klarlund i sin brevkasse i Politiken om hvor meget form man mister hvis man er passiv. En gruppe unge veltrænede mænd var blevet lagt i seng i 3 uger, resultatet var at deres fysik efterfølgende var som om de var 30 år ældre, og at det havde taget 3 måneder at få formen tilbage. Ikke opmuntrene, men dr. Helweg, min cykelven og livlæge, mente heldigvis at det ikke galt for mig, da jeg jo mest havde været oppegående.
Den først tur var forfærdelig, og jeg overvejede seriøst at begynde at køre motorcykel igen! Anden tur var meget bedre, og efter 3 ugers træning og masser af mad, er reultatet at jeg har taget 3 kg på (så vi stopper her!) og stort set kører lige så hurtigt som før, .. men desværre ikke kan holde så længe. Jeg ville selv have gættet på det ville være omvendt, altså manglende hurtighed men OK stamina, hvilket også havde været mere optimalt til på lørdag.
Snask!
Jeg har aldrig været tilhænger af snask, så da jeg konverterede, og min 29er hverken havde C29ss eller Cobalt hjul, som er de eneste ægte 29-USTere, lovede jeg mig selv at den stod på slanger indtil jeg havde råd til den ægte vare. Det har den så gjort siden, for små latex-slanger, for latex fås ikke i 29er. Men det virker!
Forleden lod jeg mig så lokke. Jeg manglede 10 pund for at få kurven sendt gratis til Danmark, så der røg en rulle Stans Yellow-tape i den. Rullen fik ikke lov at ligge længe på værkstedsbordet, da mine fælgbånd var begyndt at have brønde ved alle niplerne. Og så rullede lavinen.
Først bagdækket, det gik fint med at få luft i det, men dæksiderne lød som en utæt ballon. Jeg set alle snask/instruktions-videoerne, så jeg legede cheerleader og brugte hjulet som stok, eller ponpon. Om det er fordi det er 29er eller fordi jeg ikke ligner en cheerleader, ved jeg ikke, men 10 minutter senere var jeg våd af sved og mine arme var ved at falde af. Men dækket holdt luft.
Fordækket gik næsten nemmere, men det er også lettere og mine arme var alligevel færdige fra starten. Succes .. indtil jeg et par timer senere checker om de har holdt luft. Jeg havde vendt fordækket forkert .. mønsteret kører baglæns! Man kan faktisk vende et dæk med 80 ml latex, uden at spilde noget særligt. Men det krævede endnu en tur rundt i luften, af cheerleaderen.
Dagen efter holder de stadig luft, så jeg triller glad i skoven. Umiddelbart kan jeg ikke mærke forskel på flydende hvid, og fast grøn, latex. Heller ikke på det stivfrosne spor, der er ujævnt som en dyreveksel i Alperne. Raketdækkene er fede, også her .. indtil de pludselig begynder at sejle rundt på sporet. Da jeg ikke længere selv kan bestemme i hvilken retning jeg vil, er jeg klar over der er noget galt. Der mangler ca 20 psi i hvert dæk, der er 10 tilbage .. og det er for lidt. Mælkeskægget langs fælgkanten afslører at det nok ikke er selve dækket der er utæt. Tre gentagelser af seancen og en senere konversation med internettet sandsynligør at Mavic TN719 fælge ikke kan gøres tubeless udelukkende med Yellow-tape, men kræver en rimstrip. Og der går min gummigrænse!
Ud over snask er noget snask, og det bare er så nemt, og renligt, med en lille grøn slange, er der heller ikke gram at spare med rimstrip. Michelin 26″ latex slange 126g vs. Yellow-tape 14g, latex 80g, rimstrip 40g, ialt 134g .. altså 2-0 til den grønne slange!
Så er der selvfølgelig alt det andet, snakebits, rullemodstand osv, men indtil Tallboyen får ægte UST-sko, er det grøn mamba, og slut med snask.
PS. Efter et år stort set uden punkteringer, bød december på 8 punkteringer i vores lille gruppe! Det har nok været med til at fremme tanken om snask.
The most dangerous road in the world
Når man nu er i La Paz i Bolivia, mente Rasmus ikke man kunne springe over en tur på The most dangerous road in the world. Han havde prøvet det før med fruen, ren turisttur, med følgebil, ned ad bakke, storslåede udsigter, solskin og 30 grader. Det siger man jo ikke nej til.
Sidst havde de været de eneste deltagere og var blevet samlet op på hotellet, men vi skulle møde kl. 7 på en nærliggende cafe. Overraskelsen var stor da vi trådte ind af døren og mødte 40 backpakere! Det blev til 3 busser, vores primært med 20-årige piger, fra det meste af verden. Det syntes Darren, vores guide, godt om. Efter en time, og et par rystesammen-lege med Darren som rutineret omdrejningspunkt, nåede vi toppen, La Cumbre, på 4670m. Ikke helt efter planen var der tåget, småregn og 4 grader. Regnjakke, overtræksbukser med sugeevne som en svamp, hjem og handsker blev udleveret sammen med en udførlig og ordentlig instruktion. Og så var alle klar til 6 timer og 3200 meters nedkørsel.
Lige så useriøs Darren var i bussen, ligeså seriøs var han, og hjælpeguiden, ude på vejen. Første stop og opsamling var efter 5 minutter, og sådan fortsatte vi hele vejen ned med længere og længere intervaller. På den måde fik alle en positiv oplevelse af turen, på trods af forskellig erfaring og evner. Fra kulderystende gennemblødning i tågen, til solskoldning og sprukne læber.
Det er grusvej af varierende kvalitet hele vejen, og det farlige består i den går på kanten af bjerget, og der er langt ned, hvilket også har kostet både en guide og en turist livet, de senere år. Navnet stammer fra The Inter-American Development Bank og den tid hvor vejen stadig var eneste forbindelse mellem La Paz og Coroico. Nu bruges den kun lokalt og som turistattraktion, men reglen om at der i modsætning til resten af Bolivia, er venstrekørsel på vejen, gælder stadig. Det skyldes at de nedkørende således er tvunget til at tage ydersporet, og at føreren selv sidder ude ved kanten og kan vudere nøjagtig hvor tæt hjulene er på afgrunden.
Alle kom ned, i mere eller mindre fin stil, og efter et bad og lidt mad i en lokal dyrepark, for socialt udstødte dyr (!), er vi møre og klar til at blive kørt hjem. Men så let går det ikke! Darren synes ikke om den nye vej og har desuden indkøbt en flaske rom og 2 liter cola, som han velvilligt deler ud af. Så vi snegler os tilbage op af The most dangerous road in the world, i bus og til høj tung rockmusik, kun afbrudt af vi må ud af bussen for at reparere vejen, så bussen kan passere en rimelig eroderet sektion. Tre en halv time senere når vi La Paz .. nogle gange er det altså federe at køre ned, end op!
2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!
Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.
Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!
Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!
Kloge Åge og vejrudsigten
Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.
Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.
De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.
Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.
Ny luft under vingerne .. eller da lugten af gammel gnu forsvandt!
Hvert andent, eller tredje, år, står jeg i det samme dilemma. Min softshell Windstopper jakke virker mere som en plastikpose, og den lugter af gammel gnu efter den første sveddråbe .. men den ser ud som ny! Faktisk har jeg tre aflagte jakker af den slags hængende i mit cykelskab, fordi jeg har overgivet mig og har købt en ny .. og ikke nænnet at smide den gamle ud.
Og så stod jeg der igen, i Rolsted Cykler, for at se de nye modeller fra Gore BikeWear, da butikschefen Henrik foreslog at prøve med Granger’s. Granger’s er et special vaskemiddel til membran-tøj, og som findes i flere udgaver bla. en som imprægnerer samtidig med den vasker membranen ren! Jeg tror ikke på den slags, og slet ikke med dobbeltfunktion, men købte alligevel en lille bøtte til membranrengøring, uden imprægnering. Efter sigende er problemet, at sæbe, og specielt skyllemiddel, som jeg aldrig bruger, stopper cellerne i membranen, så man ikke længere kan ånde og få fugten ud.
Jakken røg i vaskemaskinen med en sjat Granger’s. Mmnnn, den lugtede nyvasket da den kom ud .. og ikke som den plejer, lettere hengemt. En 4 timers tur i skoven afslørede at den heller ikke har plastikposeeffekt mere, og stadig lugtede frisk da jeg kom hjem! Wow, blod på tanden og de gamle gemte jakker i maskinen .. de blev sgu også som nye! Efter 3 ture i skoven er er jakken stadig frisk, eneste tvivl tilbage er om membranen stadig virker optimalt, men den er i hvert tilfælde ikke stoppet længere!
Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Frysepunktet
Det blev pludselig koldt! Temperaturen var også mindst 8 grader lavere her til morgen end sidste søndag. Normalt er jeg rimelig sikker i mit tøjvalg inden søndagsturen, men pludselig havde hjernen ikke helt kunnet følge med temperaturfaldet. Hva’ fan er det nu man har på, når det er koldt?
Lidt roden rundt i cykeltøjsskabet i kælderen, fruen opfindelse for at holde mit cykeltøj ude af vores almindelige klædeskab, bragte mig tilbage på sporet. Vinterstøvler, helt sikket, og et par tykke sokker må være nok .. endnu. Handsker! Hvor fan er de nye vinterhandsker, jeg købte midt i sommerferien? Efter en del hiven skuffer ud og sokker op, blev det til de tynde windstoppere fra sidste år .. problemet udsat. Lange tights med pude, altid på denne årstid, spørgsmålet er kun baggy’erne? Lange, korte, GoreTex? Det blev de korte GoreTex. Resten er det samme hele vinteren; Brynje netundertrøje, langærmet trøje, Gore Windstopper jakke og min Eleven vindvest. Variationen ligger i den langærmede trøje, og det endte med en tynd Swobo af et merino-blandingsprodukt. Og hjelmhue, den var jeg lige ved at køre uden!
Tilbage i soveværelset ifører jeg mig det hele, GoreTex baggy’ernes overflade får mig altid til at tænke på gummibukser, og til at føle mig som en inkontinent, og jeg ender med at ligne en mellemting mellem en frømand i sin kampvåddragt og en Mummietrold. Fruen stikker hovedet en anelse op over dynen og ønsker mig go’ tur med ordene: I ser nu altid bedre ud om vinteren!
leave a comment