Kunsten at køre langsomt .. og blive hurtig!
Min krops besøg af en Boliviansk flagellat i februar, betød udover 6 ugers sygdom, 8 tabte kilo og et par måneders hård genoptræning, at jeg pludselig kørte hurtigere end jeg plejer! Vi er en lille homogen gruppe der kører meget sammen, så en mindre ændring i formkurven, bemærkes straks. På vores tur til Lake District, 2 måneder efter flagellatbesøget, var jeg ualmindelig godt kørende og har selvfølgelig spekuleret en del på hvorfor .. men ikke overvejet at få flagellaten tilbage!
Umiddelbart er der 4 mulige rationelle forklaringer. Jeg tabte 8 kilo og tog kun det halve på igen, altså et vægttab på 4 kg eller næsten 5% af min kropsvægt. Mine ben fik næsten 8 ugers cykelpause .. og havde godt af det? Inden Boliviaturen, hvor jeg skulle lave video om vilde kakaobønner for Oialla, havde jeg læst om et forsøg med mus og mørk chokolade, som næsten dokumenterede at chokolade er bedre end træning, og at det sammen med træning er helt uovertruffen .. og har selvfølgelig spist mørk chokolade siden. Endelig var jeg nervøs for ikke at have fået trænet nok op til Lake District turen, efter sygdommen, så jeg intensiverede træningen de sidste 2 uger inden, men ved at lægge nogle restitutionsture ind, ture hvor jeg holdt mig omkring 60-70% af maxpuls, og under 75%.
Her 3 måneder efter Lake District turen er formen normal igen. Jeg har stadig ikke taget alle 8 kg på, og jeg spiser chokolade, så der røg de to teorier. Den lange cykelpause tror jeg ikke selv på, og vil forøvrigt helst heller ikke sidde stille igen .. det er også uholdbart hvis jeg skal holde pause i to måneder, køre i to måneder osv. Tilbage er restitutionsturene!
Jeg har læst flere artikler om at hvis man ikke kan køre langsomt, kan man heller ikke køre hurtigt, og at køre langsomt er det nye sort. En af de store proff-trænere går så langt som at sige til sine ryttere, at kan de ikke holde sig under 70% af maxpuls op af stigningerne, må de stå af cyklen og trække! Så det er åbenbart alvor.
Nu må vi se hvad der sker, jeg har i hvert tilfælde tænkt mig at erstatte en eller to af mine 4-5 ugentlige træninger, med restitutionsture. Det spøjse er at det næsten føles lige så hårdt, er langt kedeligere, og at min normale landevejstur som tager to timer for fuldt knald, kun tager 4 minutter længere i morfartempo. Og spinning med en puls mellem 60 og 70%, er bare mærkeligt!
Den store test
Min bycykel, en dejlig stål-hardtail med aflagte dele, blev stjålet fornyeligt. Surt, og skræmmende fordi tyven åbenbart havde holdt øje med mig og cyklen! Men allerede inden havde jeg været i gang med planlægningen af et projet 29er by/vintercykel, dels fordi jeg gerne vil køre 29er hele tiden så kroppen og psyken vænner sig helt til de store hjul, dels fordi jeg godt kan bruge en vintercykel til at aflaste slitagen på de dyre dele i de 10 vinter-smat-måneder om året.
29er markedet er helt nede i Europa, US tager alt hvad de kan få, så det er ikke sådan at få fingrene i den rigtige cykel. Efter at have købt både en hel cykel og 3 stel, som desværre alligevel ikke kunne leveres, endte jeg med et Sobre Dad stel fra en lille fabrik i Frankrig. Spændende, for det er ikke meget man kan finde om det på nettet, og det har kun været produceret siden februar.
Det er en ulig konkurence at koste en tiendedel af et Tallboy stel, og samtidig skulle køre ligeså godt, men efter et lidt stresset indkøb af manglende stumper og en samling i tusmørke i cykelskuret på landet, er den klar til at tage konkurrencen op. Jeg har tidligere skrevet om den lokale mountainbikegruppe som pisker afsted på mountainbikes med låst affjedring og tynde dæk, og hvad kunne være en bedre test for Dad’en, end en tur med dem? Som et kompromis mellem bycykel og vinterlåge, må en tur fladt ned over styret med fuld fart af grus og asfaldtveje, være som at være på hjemmebane.
Og det var det, altså alt taget i betragtning .. jeg hang på! En 29er er ikke nogen landevejsracer; de knoppede dæk giver syre i lårene og det brede styr en stabil vindmodstand. Men det er jo konceptet, og ikke cyklens skyld, og den korte tur hjem af rigtige singletrails afslørede også at selvom det ikke er nogen Tallboy , så er det en fed cykel som rammer lige i øjet.
On the road again
DMI havde annonceret det, solen skinnede og lokkede fra en skyfri himmel, og den lange venteliste på spinningsholdet gjorde udslaget, Major Jake vågnede og landevejssæsonen startede i morges. Det passer lige med at følge den mindste i skole og fortsætte, men UPS .. ingen pedaler, har fornyelig skiftet system og har ikke helt nok til alle cykler .. og cykeltøjet fra i søndags var kun vasket, ikke tørt. Som Clint Eastwood siger i en film; improvise, adapt and survive !
Normalt gør jeg alt for ikke at ligne en rigtig landevejsrytter, crosscykel med skiver, MTB-sko, hat med skygge, knicker, alle no-go’sene, men vaskesituationen havde tvunget mig i en SaxoBank jakke som en venlig sjæl har foræret mig, og selv en sort vest kunne ikke skjule det. Jeg var frit bytte for pendlercyklisterne i morgentrafikken. Heldigvis var der kun en enkelt seriøs udfordrerer som til gengæld måtte trække mig hele vejen til Farum mens jeg lå bagved og stønnede med en puls godt oppe i 90’erne. Han vendte sig medfølende da han drejede af, og sagde at han ikke håbede jeg havde ligget bagved og frosset !
Det kommer bagpå mig hvert år ! Når landevejssæsonen slutter går Major Jake i hi og jeg hopper på spinningcyklen. Hele vinteren kører jeg så til techno-beats og svedig house i løbet af ugen og i sne eller mudder om søndagen. Og når foråret kommer, føler jeg mig i topform, kører dobbeltimer med en snitpuls over 80% og glæder mig til at give de andre baghjul på asfalten. Men sådan går det aldrig ! Forårets første tur på landevejen, er som den første efter 3 uger med influenza .. hvert år ! Jeg glemmer, eller fortrænger, det hver gang sæsonen skifter, at man kun bliver god til det man gør. Man bliver ikke umiddelbart hurtig på landevejen af at køre spinning, ligesom man heller ikke kan give den fuld gas på spinningscyklen efter en fed sommer i skoven. Pyh .. men herfra går det heldigvis fremad.
Landevejstanker
Der er roadier og der er mountainbikere .. jeg er mountainbiker. Men som de fleste mountainbikere træner jeg også på landevejen. Det er lidt lettere at gøre hvis man kun har kort tid, det kræver ikke de store forberedelser, man kan gøre det næsten hvor som helst og som regel er der ingen vedligehold på cyklen bagefter. Alt i alt en udemærket situation .. det er bare så kedeligt !
Et par gange om ugen i sommerhalvåret, kører jeg 2 timer af stort set den samme rute. Det er nemt, ud af byen, op over 80% af max.puls, spurte på alle bakkerne og huske ikke at køre som en adrenalinjunkie når jeg rammer byen igen. Og så er der spin-off’en. Efter sådan en tur med endorfiner frit flydende og hovedet under armen, er verdenssituationen løst ! Man tænker helt klart, det er som meditation på speed (ikke at jeg har prøvet).
Faktisk er jeg næsten overbevidst om at de 2 timer jeg nogen gange pjækker fra jobbet for at tage turen, betaler sig hjem mange gange senere 😉
Telefonfixerede trafikale stereotyper
På vej ind i Farum indhenter jeg hende på cykelstien, vind i håret og fuld fart på Kildemoes’en med cykelkurv og barnesæde. Så sker det, pludselig tager hun farten af og begynder at slingre som en fuld mand. Først da hun er på vej ud over kantstenen til bilerne, tager hun sig sammen og kikker op fra mobiltelefonen. Da jeg, uden at blive ramt, får vredet mig udenom hende, råber jeg “slip telefonen” ! Tankeboblen står tydeligt over hovedet på hende da jeg passerer, “hva’ fan bilder den gamle nar sig ind ?”
Normalt er hun sikkert en ansvarsbevidst og omsorgsfuld mor, men når der tikker en sms ind, eller telefonen ringer, bliver hun livsfarlig for sine omgivelser. Sådan ser hun det selvfølgelig ikke selv, den gængse udlægning er “jamen jeg kører jo stille og roligt”.
Hvis jeg returnerer ad Lyngbyvejen og passerer Gentofte/Emdrup ved kvarter over fire, halv fem-tiden, får jeg også kamp til stregen. Her skyr forsinkede mødre ingen midler for at nå i børnehaven og hente poden, inden den lukker. På trods af en anorektisk cykel i skrigende farver med smalle hjul, og mit fuldt reklameinficerede lycra-outfit, tager de gerne kampen op. Eller rettere, de ser mig ikke men kører bare for fuld skrue så jeg dårligt kan følge med .. lige indtil telefonen ringer, så kører de pludseligt som en valiumdopet senildement.
Nu er det ikke kun de kvindelige cyklister der har svært ved at koncentrere sig om at cykle og ignorere telefonen, de mandlige er bare en anden type. Faktisk er der 2 typer, de 20-årige mænd som er så meget MTV-generation så det at cykle og sms’e samtidig, slet ikke er noget problem. De kan alting, så hvorfor begrænse sig ? Dem kan man kun håbe på kommer på bedre tanker.
Det er straks værre med buiness-typen med coat og Raleigh. De opfører sig som om de sad i den BMW de inderst inde mener de burde køre i. Med værdighed og oprejst pande, moser de sig igennem byen mens de holder telefonmøde. Rødt lys, vigepligt og tegngivning er ikke noget for dem, de ænser faktisk slet ikke omverdenen, telefon eller ej, med mindre man kommer i vejen for dem. Men gør man så det, så falder der brænde ned. For dem kører alle vi andre Skoda, og vi har bare at give plads og holde behørig afstand til BMW’erne.
Faktisk er jeg helt ligeglad med hvordan folk kører, bare de er opmærksom på alle os andre og lader os vide hvad de gør. Det er mindst lige så farligt at køre i sin egen verden, som det er at køre hazaderet.
Så kvinder, mænd, drenge og piger, spænd nu hjelmen og koncentrer jer om at cykle når I gør det, og lad telefonen hvile imens. Tak !
MTBlog.dk 
2 comments