MTBlog.dk

Brun vinter og rosenrøde drømme

Posted in Brok, MTB, Træning, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 16. februar 2015

Professoren i pløret

Mountainbiking er heldigvis en helårssport! Med visse andre sportsgrene/interesser er man nødt til at fordrive vinteren, eller sommeren hvis man er ski-freak, med at drømme om eller planlægge alle de spændende ting man vil gøre når sæsonen starter igen .. og købe en masse udstyr. Sådan gik alle mine vintre mens jeg kørte motorcykel. Måske er det bare en dårlig vane fra den tid eller måske fordi sporene trods alt ikke er så spændende når vinteren er brun, jeg er i hvert tilfælde faldet i vinterindkøbshullet. De mørke vinteraftener foregår på nettet med at bestille spændende stumper, og måske er man bare ikke lige så kritisk som ellers, når man drømmer sig til solmodne spor?

Jeg har i min vinterdepression surf-shoppet flere fejlkøb. ESI’s silicone-greb har det sidste stykke tid fået fremragende anmeldelser (måske fordi der er sendt en byge af gratis greb ud til cykel-journalisterne?), og når man nu er træt af at tvære rundt i mudder skal der ikke meget til at overbevise en om at nye greb vil forandre verden. Og det kunne kun gå for langsomt så jeg købe to par lokalt, så jeg var sikker på at der var til begge cykler, og at de var dyre.

Desværre forandrede grebene kun vedenssituationen minimalt, og det til det værre! Der er selvfølgelig en god grund til jeg har kørt med Ritchey True Grip i 10 år .. de er de bedste, blødeste og behageliste, og så koster de halvdelen af ESI. Men en brun vinter og lyserøde anmeldelser kan lokke en til næsten hvad som helst.

Jeg har også købt nye vinterstøvler, 2 par! Det første par Fasterkatt fik fremragende anmeldelser dog med den kommentar at lynlåsen var et svagt punkt, hvilket brugeranmeldelserne også vidnede om. Og ja, de var fede .. og lynlåsen gik i stykker første gang jeg tog dem på. Det lykkedes med vold og megen tålmodighed at lukke lynlåsen 5 søndage inden støvlerne røg retur.

Heldigvis er vinteren lang så jeg har også fået analyseret situationen og har derfor skrevet en note til næste vinter; Vinteren bliver ikke kortere af man shopper. Kendte produkter bliver ikke pludselig bedre af gode anmeldelser. Smid ikke penge ud på unødvendige ting .. smid nogle kilo.

 

Reklamer

Pivskiden og den franske forbindelse

Posted in 29", Alperne, MTB, Træning, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 2. november 2014

Frokost med udsigt til startbyen

Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!

Alpes Maritime

Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.

Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.

Grey earth

Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.

Greg Germain

Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!

Jesper i de røde bjerge

 

 

Okay, jeg indrømmer …

Posted in 29", Brok, MTB, Ture by Søren Svendsen on 26. marts 2014

Jepser i Det Danske Sweitz

At det var sjovere at køre i søndags hvor solen skinnede, end det har været længe. Det er bare ikke altid lige let at vælte ud af sengen kl. 7 søndag morgen, for en time senere at køre i skoven. Når det er mørkt og koldt, eller regnen står ned i stænger skal der virkelig overvindelse til. Men en søndag med sol direkte på hovedpuden, gør det ikke noget at temperaturen kun er 5°. Jeg læste på et tidspunkt en klumme af Mike Ferrentino hvor han modvilligt indrømmede at en del af det er så fedt at køre lange mountainbikeløb, er at det er så dejlig bagefter. Sådan har jeg det det meste af vinteren.

At selvom jeg påstår at T-boy kan komme rundt alle steder, og at jeg aldrig har oplevet andet, at jeg rent faktisk havde et problem i Nepal! Vi skulle ned at det det smalleste, vildt stejle, gedespor .. med hårnåle! Dinesh min guide kunne lige smide sin gamle Orange p7 med 26″ hjul rundt, men jeg måtte af cyklen .. to gange. Jeg kunne simpelthen ikke få de store hjul så snævert rundt på så stejlt et spor.

At jeg har købt to 20T stålklinger i US. I rigtige bjerge er gearingen på en 29er et problem .. med mindre man har WorldCup-ben. De fleste kranksæt har 24T som mindste klinge, og generelt er 22T det mindste der kan opdrives. 29ere er 12% højere gearet end 26″ pga de store hjul, og på lange opkørsler kniber det for mig at have et lavt nok gear. De tyske MountainGoat har længe lavet en 20T i alu, som dog kræver lidt tilpasning med en fil, men så faldt jeg over en fyr i US som selv fræser dem i stål, direkte til montering. Så nu er jeg klar hvis nogen skulle invitere mig til Alperne eller Pyrenæerne.

At bloggen her har været forsømt på det sidste! Det skyldes primært at jeg har brugt tiden på at skrive bogen “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” som udkommer midt i maj. Hvis du vil følge med, kan du melde dig ind i gruppen med tilsvarende navn på FaceBook.

At det er fedt at blive trukket hjem til byen efter en lang tur .. tak til Duracell-tvillingerne Brandmanden og  Bassen.

Brandmanden og Bassen trækker

Tagged with: , , , , , ,

Nepal i næsen

Posted in 29", Events, MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 10. marts 2014

Dinesh med Kathmandu og Himalaya i baggrunden

Det er ikke usædvanligt at jeg rejser efter en fed MTB-destination hvor jeg ved der venter oplevelser og singletracks. Det er mere usædvanligt at jeg rejser langt ud i verden, med cyklen på slæb, uden at vide nøjagtigt hvad der venter. Men da muligheden bød sig for at følge med fruen på job, pakkede jeg T-boy i cykelkufferten og slæbte den med til Nepal.

Inden turen havde checket nettet, forhørt mig hos venner og bekendte og hørt om fruens møde med en flok MTB’er på en tidligere tur, så jeg bookede en guide gennem Epic Ride Nepal. Tre dage med singletracks rundt om Kathmandu.

Den første tur gennem byen og ud af den var næsten en større oplevelse end det relativt korte, men fede, singletrack, som var målet. Kathmandu er en heksekedel hvor cykelkørsel er som at spille computerspil .. med livet som indsats! Og skulle du undgå at blive ramt, vil du stadig have mèn flere dage efter i form af sort støv i næsen. Dinesh, min guide, bor midt i byen og kender den som sin egen bukselomme, så udover det almindelige trafikmylder kørte vi også gennem baggårde, gyder og stræder, som normalt ikke ser fallanger, og gennem to baggårdsbryllupsfester. Der er konstant fester i Nepal, så man tager det ikke så tungt at et par cykler, eller en lastbil for den sags skyld, skal igennem mens musikken spiller.

På vej gennem Thamel

Shivapuri Nationalpark 20 km udenfor byen har en del spor, og er det klassiske sted at køre mtb. Vi havde dog kørt små 50 km inden vi ramte sporet. Vi havde dels mast os igennem endnu en fest, en stor nationalfest med 700.000 mennesker, byen var på den anden ende, og dels også rundet udsigt og udflugtsmålet Nargakot inden. Det meste foregik på småveje, men selv en hovedvej kan være en så ujævn jordvej, med huller og store sten, at en hardtail er for ukomfortabel til længere distancer, og biveje kan være hjulspor som ikke kan køres i en almindelig bil. Selve sporet var kun en lille del af MTB-sporet i Shivapuri Nationalpark, men nok den fedeste. 800 højdemeter flowy stenet singletrack!

Den sidste tur omkring Kathmandu gik syd om byen og egentligt troede jeg ikke rigtig der kom noget særligt rent spormæssigt, da vi ved frokosttid ramte en lokal gourmet restaurant i kolonistil og med udsigt over hele Kathmandu Valley. Jeg burde nok have bemærket at Dinesh tog sine knæbeskyttere på da vi trillede ud af haven med den golfbaneagtige græsplæne. Det blev de vildeste 10 minutters downhill af små nærmest lodrette gedestier, som sluttede lige så brat som de startede. Og så trillede vi mod byen og dens inferno.

Laxman og Don

T-boy kom ikke med til Pohkara, bilen var for lille! Jeg lejede den eneste 29er, en Commencal, hos Pokhara MTB Adventure. Pohkara er en feriefælde for trekkere og paraglidere, så de fleste ture foregår med jeep op, og så tonser man nedad på meget dårlige gruseveje. Det er ikke lige min kop the, så jeg bestilte deres eneste singletrack-tur med opkørsel, selvom de kikkede meget skeptisk på min halvgamle hvide krop. På dagen mente guiden Dhan at deres mekanikerlærling Laxuman ligeså godt kunne komme med, underforstået at det jo nok ikke blev vildere end at han kunne følge med. Halvanden times opkørsel på den stejleste, stenede, ødelagte grusvej satte tingene på plads .. jeg ventede på dem. Efter lidt grusvejstons, hvor Dhan var på hjemmebane, endte vi ved World Peace Stupaen hvorefter Dhan viste det fedeste udfordrende singletrack tilbage til byen.

Fem dage på cykel i en anden verden, på alle måder, og selvom det måske ikke var så lange spor, var alt det udenom store oplevelser. Jeg fik set mere af Katmandu med omegn og dens befolkning, end mange fallanger gør på flere år, og jeg fik set Himalaya fra steder hvor der normalt hverken kommer cykler eller fallanger.

Kathmandu singletrack

Tagged with: , , , , ,

I bunden af sækken

Posted in MTB, Søndagstur, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 10. januar 2014

Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.

Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.

Strip-dæk

Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men  til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!

Mats i Alperne 2008

Hug en hæl og klip en tå

Posted in 29", MTB, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 9. december 2013

Nanna på Kumlan

Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.

Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!

Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.

Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.

Skåneleden

Den fede røg på kur .. den lange på lazarettet

Posted in 29", Brok, Dæk, MTB, Træning, Ture by Søren Svendsen on 21. november 2013

Tokkekøb Hegn

Mit eksperiment med store dæk på Dad er slut, og min drøm om en fatbike udsat til jeg flytter til et mindre humidiøst klima. I den danske vintersmat er en fatbike, eller mit forsøg med en halvfed-cykel, som en klods om benet. Man sejler uden fast kurs i mudderet og hænger fast på den kedelige måde, som i honning, når føret er fedtet.

Uanset hvor enkel og smuk en stålhardtail er, må jeg nok også indrømme at jeg ikke kan holde til at køre på den i ret lang tid af gangen på singletracks .. heller ikke på store dæk. Men jeg ville ønske jeg alligevel havde taget den i søndags i stedet for T-boy. Vi havde overtalt den lokale guide fra Kongernes Nordsjælland, til at føre os fra Allerød mod storbyen af svedige og måske jomfruelige spor. Som forandring, og så vi slap for at gøre ondt værre på de opkørte mudderbaner tæt på København. Vejret var fedt og sporene fantastiske, selvom det jomfruelige gjorde at der lå en del nedfaldsbrænde, stort og småt. Og så havde vi måske brugt alt heldet på vejret. Efter 3 punkteringer nåede vi Sjælsø Lund hvor jeg på en nedkørsel fik en effektiv kæp i hjulet. Først bøjede den bagskifteren bagover til geardroppet brækkede, derefter røg bagskifteren ind i hjulet hvor den molestrerede 3 eger, for at blive spyttet ud igen som skrot! Dyr tur, og kombineret med det fakta at min dropperpost brød sammen weekenden før, fik igen gang i mine overvejelser om en vintercykel af mere holdbar, og mindre dyr, karakter.

Selvom Dad er dømt død som både halvfed-cykel og kompetent vintercykel, for mig, er den igen monteret med Ignitor så den kan bruges i en nødsitiation. T-boy rekreerer sig mens reservedelene vælter ind fra internettet og min hjerne arbejder på højtryk med at regne ud hvad der bedst kan betale sig! Vedligholdelse af en dyr og avanceret fully året rundt, eller at supplere med en billigere og enklere fully til de 6 våde måneder?

Fars fede (cykel)ferie

Posted in Brok, Dæk, MTB, Ture by Søren Svendsen on 11. august 2013

Den gamle mand og T-boy, foto: Jannik Helweg

Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.

Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.

Udsigten fra terassen, fly dumper vand på mindre skovbrand

Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt.  Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.

Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.

Det lille fede spor

Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.

Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.

I fuld fart ned af den brændte hovedvej

Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.

Med udsigt til Galatzo

Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!

Passet mellem San Elm og Port Andratx

Her og der

Posted in 29", Bukser, Dæk, MTB, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 30. juni 2013

Med guide udenfor reservatet Afan

Det er blevet nemmere! EasyJet flyver nu direkte fra København til Bristol .. og der holdt en minibus med trailer og ventede på os og vores cykler. Det gik fint sidst; fly til Heathrow, shuttle til et hotel med udlejningsbiler, leje af to store biler der kan have 6 mand og 6 cykelkufferter, 3 timer på vejen, i den modsatte side .. og så retur. Men alligevel, nu er Afan virkelig indenfor rækkevide til en lang weekend. Det er både blevet billigere og nemmere.

For to år siden var alle på 26ere, men jeg havde sneget T-boy med uden de andre vidste noget .. jomfrutur. Nu kører vi alle seks på 29ere. Men englænderne kører tilsyneladende stadig på minicykler. På trods af at Afan er en nationalpark med 140 km spor, at vi boede på en bike-Lodge med masser af andre mountainbikere, at vi var i to trailparks, så vi ikke andre 29ere.

Kristian kører berms i den nye trailpark

De engelske blade har ellers opdaget det. Fornyelig læste jeg en test af trail/marathon 29ere i What Mountainbike, hvor de bla konkluderede at de aldrig havde tilbagelagt deres testrute så hurtigt! Desuden påstod de at dækmønsteret på 29ere var næsten ligegyldigt, så længe det var småknoppet. Sidst vi var afsted på 26ere gik vi voldsomt op i dæk, og var nået frem til en form for konsensus om fede dæk med grove knopper. Denne gang var det langt mere spredt, 5 forskellige modeller, smalle, meget småknoppede, men ingen brede eller rigtig grove dæk. Og alle var glade for deres valg .. også selvom det regnede. Hjemme igen går den ikke, der er forskel på terræn, og dæk, og i Danevang kan man altså komme til kort, når det er pløret.

Og mens vi er ved forskellene. Hvor vi i fuld mtb-udrustning kunne træde direkte ind i en Men in Black-film eller en bedemandsudflugt, er der mere farvelade over englænderne. De smarteste kan køre direkte på scenen med Elton John! Men sådan bliver man måske når det er gråt og regner, det meste af året? Vi har haft sol de andre gange vi har været i England, og personligt må jeg nok indrømme at jeg ikke helt var ekviperet til 3 dages regn.

Normalt er det noget med en regnjakke og et par GoreTex shorts, hvis det drypper. Og det går fint på en 3-4 timers tur, men 3 hele dage kræver et andet udstyr. Jeg har også bemærket det på alpeturene, tyskerne har alt i regntøj med i kamelryggen. Skal man køre hele dage, kan det ikke nytte noget at fødderne er våde, hænderne kolde, kamelryggen tager vand ind og at det er en overraskelse at det også regner næste dag!

De lokale i Darren Fawr Mountain Bike Park

Tagged with: , , , , , ,

De lokale

Posted in MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 10. april 2013

Kristian på vulkan

Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.

Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.

Chris og Blur'n

Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!

Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.

De lokale

Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.

Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.

Kristian på kanten

Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.

Chris på The Picon Downhill

Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.

PS. Familien nød også turen!

Det kan blæse på Lanzarote