Dine spor, mine spor …
Så blev det næsten sommer, og den første weekend på landet blev en glimrende illustration af de forskellige interesser der er i forhold til sporene og naturen. Et lille stykke singletrack på en af mine favoritruter var i vinterens løb blevet transformeret til en halvbred grusbelagt vandresti ! Sporet var ikke noget særligt, et 4-500m langt, som regel små-smatet, snoet, smalt singletrack med rødder og passage af to små vandløb, men som forbandt et grus og et landevejsstykke, og derfor gav en dejlig afveksling. Nu er det så blevet “asfalteret” med grus i 2 meters bredde, de to vandløb er ført under og det er blevet en del af en hjertesti. Og de har virkelig gjort sig umage. Ved P-pladsen i den ene ende er der opsat store skilte med omgangstider og korresponderende kondital i forhold til alder og køn. Sådan, et godt initiativ for at forbedre fokesundheden .. og som har kostet mig, og muligvis en 2-3 lokale mountainbikere en lille bid singletrack.
Som en del af min lange rute til byen, kører jeg på et meget smukt, og visse steder teknisk, smalt spor på en skrænt som løber mellem stranden og sommerhusene. Selvom det er en officiel sti som kan ses på visse kort, kommer der næppe andre end de helt lokale. Og det var da også en af dem der sprang op fra familiemiddagen ved havebordet og råbende løb over til mig, for at fortælle at her måtte jeg ikke cykle, det var en vandresti .. og jeg kunne selv se skiltene. Nu har jeg kørte stien en ti gange gennem de sidste par år og aldrig set de to små blå skilte med en vandrer, så jeg går ud fra de var nye og grundejernes forsøg på at holde folk som mig væk.
Senere på turen mødte jeg Christian fra MTB-Teknik, som ikke umiddelbart mente at et lille blåt skilt betød at vi var udelukket fra det gode selskab, og lidt research på nettet viste da også at han har ret. De blå skilte viser kun at der går en vandresti og betyder ikke cykling forbudt (jeg checkede på vejregler.dk) men grundejeren jeg mødte er helt klart af en anden opfattelse.
Polariseringen er til at få øje på ! Enten bliver sporene gjort til fitness-motorveje, eller også bliver de forsøgt lukket for alle andre end en lille gruppe rethavere. Den tid hvor mountainbiking var en minioritetssport for freaks er ovre, nu er det en mainstream fritidsfornøjelse for gud og hvermand, og vi kommer nok til at leve med, og lide under, at samtidig med der kommer flere og flere officielle spor og ruter, vil flere og flere områder og stier, blive lukket for os. Jeg kunne nu bedre lide at være en minioritsfreak !
Niogtyve tanker
Vi weekendkrigere arver jo på godt og ondt meget af den udvikling og det tankesæt, der er tiltænkt worldcup-racerne. For det meste er det til stor glæde, men af og til giver det også mudder i systemet. For hvor mange af os glade entusiaster, er det egentligt vigtigt at komme først, eller køre hurtigst ? Selvom vi træner efter eliteprogrammer, på trods af deller både her og der, og vægtoptimerer vores cykler til det anorektiske, på trods af dellerne, handler det jo i sidste ende ikke om at komme først, men om at have det sjovest !?
Jeg er overbevidst om at alt hvad der generelt bliver skrevet om 29″ vs 26″, er rigtigt, fordele og ulemper. Og de direkte sammenligninger jeg har set giver heller ikke et entydigt billede af en vinder. Det hele kommer an på terræn, rytter og kørestil. Nogle kører hardtail, nogle fully, nogle UST andre med latexslanger, nogle er til knopper andre til slicks og nogle kan bedre lide brunetter end blondiner. Der er heldigvis ikke noget der er rigtigt og forkert, kun valg og konsekvenser.
Som barn kæmper de fleste sig gennem en række cykler som skiftevis er for store og for små, og en sjælden gang passer, og hjulstørrelsen vokser med cyklens og barnets størrelse. Men på et tidspunkt stopper det, så vokser kun kroppen .. og stellet ! Alt efter sluthøjde og bygning, passer man så mere eller mindre ideelt på en mountainbike. Med en meter og fireogfirs og lange ben, giver det klart en mere naturlig fornemmelse at sidde på min nye Tallboy, end på mine tidligere Santa Cruz’er. Jeg sidder mere i cyklen, end på cyklen. De uundgåelige uheld på sporet de seneste år, kan næsten alle beskrives ved en flyvetur ud over styret, hvilket er en klar konsekvens af en forkert vægtfordeling på et kritisk tidspunkt. En teleskop-sadelpind hjælper meget og flytter tyngdepunktet ned hvor alt ting bliver nemmere .. hvis man har aktiveret den ! Et 29″ stel flytter også tyngdepunktet, ikke så voldsomt, men permanent. Det giver en anden tryghed .. og træghed. Valg og konsekvenser.
Efter bare et par hundrede kilometer på Tallboy’en, er jeg ikke i tvivl om at min krop er til 29″ .. ligesom min røv er til WTB sadler. Mine bange anelser om at min diesel-kørestil ville blive yderligere forstærket med en wagonwhell’er, havde heldigvis ikke noget på sig, snarere tværtimod. Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen selvom man sidder på en Tallboy. Nok er risikoen for at tage den over styret er reduceret, men jeg kunne da sagtens mærke på rutchebanesporene i Wales, at de store hjul med deres større gyro-effekt, er tæt på at have deres vilje når man er træt og ikke længere helt fremme på beatet .. naturlovene regerer stadig.
PS. Det lavere tyngdepunkt på en 29″ skyldes at krankboxhøjden er den samme som på en 26″. Derfor kommer krankboxen ca. 4 cm under hjulakslerne på en 29″, hvor den på en 26″ ca. ligger i samme højde.
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 🙂 Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
Det store spøgelse i skoven
Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.
Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.
Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.
Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.
Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !
I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.
PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂
Op og ned
Hvem fan har en kontorstol idag uden højdejustering ? Nej vel, så hvorfor har alle mountainbikere så ikke en justerbar sadelpind ?
Jeg var selv lidt skeptisk, men alle artikler jeg læste om justerbare sadelpinde sluttede med at forfatteren var blevet afhængig. Sådan er det faktisk med mange ting, har man først prøvet, kan man ikke undvære det. Ikke helt overbevist, købte jeg først en brugt .. som hurtigt gik i stykker. Det er faktisk det eneste reelle problem med dem, de holder dårligt .. virkelig dårligt ! Reparatøren tilbød mig en ny, den nye model, til favorabel pris og med en understregning af 2 års garanti, så jeg bed på. Den virkede fantastisk i Alperne, den er helt uundværligt i det terræn. Faktisk så vanedannende at kom med ud på hjemmebanen, hvor den brød sammen efter første tur ! Garanti er godt, så den røg afsted og efter 2 måneders venten på reservedele kom den også ny og frisk hjem igen .. med en besked om at jeg skulle huske at holde den ren !
Renlighed er godt og jeg havde da også checket at der ikke var mudderrester i teleskop-systemet, så jeg udbad mig en forklaring. Jo, man skal holde ventilen i toppen af pinden ren, den man aktiverer når man vil justere højden. Hvordan måtte jeg spørge, for den sidder gemt langt oppe under sadlen. Svaret kom: man skruer sadlen af, opbløder mudderrester med en vatpind med lunken sæbevand og renser med en piberenser .. helst efter hver tur !!!
RockShox har løst det ved at lave hydraulik helt hen til knappen på styret, det er dyrt ! Fox er på vej med en pind, og de påstår de har erfaringen til at få det til at virke. Og jeg venter på det næste sammenbrud !
Træn mindre, større effekt ?!
I flere indlæg har jeg gjort opmærksom på at jeg er stor fan af Joe Friels bog “The mountain biker’s training bible” og hans filosofi om at træne hver dag. Jeg har med stor succes, synes jeg selv, brugt systemet med at træne forskelligt og næsten hver dag op til Alpeturene og H12, filosofien er at man skal vænne kroppen til at restituere hurtigt .. og at det kan tage lang tid, år !
Efter sidste års tur sydpå følte jeg mig lidt både udslidt og forslået, det sidste skyldtes nok mest mit hovedkuldse møde med en klippe, og satte derfor træningen ned fra 4-5 gange om ugen til 3-4 gange om ugen. Fire timers MTB søndag, to timers spin tirsdag og en enkelt time torsdag og/eller fredag .. og så lidt styrketræning når jeg alligevel var i centeret for at cykle. Og hvad er der sket ? Jeg har kørt som om min doping bestod af andet en Pale Ale, og min puls hopper lystigt op nær max i tide og utide. Nu er pulsen jo ikke alene et udtryk for hvor godt det går, jeg har fx kørt et 40 km MTB-løb med en gennemsnitspuls på næsten 90% og alligevel kommet i mål da de var ved at pakke kagebordet sammen. Men det har faktisk kørt for mig i skoven her i vinter. Det kan selvfølgelig også forklares med mine pigdæk og de andres kageform, men alligevel !
Den eneste rigtig gode forklaring er nok, at man får den mest effektive træning når man er restitueret ! Træner man næsten hver dag skal man være både ung, eliteudøver og skematisk for at få det fulde udbytte. Man kan ikke ligge permanent i det røde felt, hvis man træner hver dag. BikeRadar havde fornyelig også en artikel om pulstræning hvor de slog fast at “slow is the new fast” !
H12 er to en halv måned væk og om seks uger skal jeg til Wales, og i den sidste ende handler det i min alder kun om en ting .. at have det sjovt. Men det bliver nu spændende at se om formen holder når der skal køres i 12 timer eller tre dage i træk !
Format ?
Normalt fotograferer jeg kun på sporet for sjov og kan derfor også selv bestemme hvor meget udstyr jeg gider køre rundt med. Men sidste lørdag var det anderledes, fagbladet Sygeplejersken bringer i hvert nummer et opslagsbillede, altså stort over to sider, fra et hjørne af sygeplejen og havde bestilt mig til at tage et billede af Kenneth og Klaus, som jeg ofte kører med, og som begge er sygeplejersker.
Jeg har altid min Canon G10 med i kamelryggen og efter jeg har fået en WingNut, har jeg ofte også et Canon 500D med, det fysisk mindste Canon spejlreflex kamera med den lille APS-C chip. Det giver langt mere kontrol at fotografere med et spejlreflex-kamera men til gengæld kræver det også mere tid når man skal have rygsækken af, kameraet frem osv. Rent teknisk er det også bedre, specielt i dårligt lys og med lange brænvidder. Men min professionelle stolthed sagde mig at jeg burde rykke endnu et skridt og tage billedet med et fullframe kamera, hvilket jo gør at udstyret vokser, både i størrelse og i vægt ! Seb Rogers er en engelsk mountainbike-fotograf som ikke laver andet (!), altså udover også at blogge om sine problemer i forbindelse med det. Efter 42 blogindlæg er jeg klar over der ikke findes et endeligt svar på problemet med hvor meget udstyr man skal medbringe. Så det endte med fullframe, en Canon 5D mk II med 70-200 mm f4’eren og en 28 mm f1.8 ved siden af .. og G10’eren.
Rent vægtmæssigt var det ikke noget problem med WingNut’en, den er fantastisk, og rent arbejdsmæssigt fungerede det fint. Og nu sidder jeg så med A2 print af et par af billederne og sammenligner med et par taget med 500D’eren .. og kan dårligt se forskel ! Hmm … men det var vel også det Seb Rogers prøvede på at fortælle !? Og det betyder i hvert tilfælde at det kun er D500 der er med i kamelryggen for sjov.
PS. Det er selvfølgelig ikke nogen af de her billeder der kommer i Sygeplejersken .. så stay tuned !
Hjernevridning
De er fede, mine nye pigdæk, helt uundværlige i det her vejr ! Ikke så meget pjat, bare afsted gennem sneen og over isen.
Det eneste lille problem er at hjernen har svært ved at følge med ! Det gælder ikke kun min, men også dem der ser os fra deres selvvalgte exil ude i sneen. De går rundt i knæhøj sne fordi de ikke tør gå på isen på vejen, vi kommer tordnende med 40 km/t og de er ved at tabe underkæben.
Pigdækkene har faktisk et rimeligt greb når man drøner hen over isen, men hjernen kan ikke forstå det. Det er mindblowing, som en tur i den vildeste rutchebane, at overskride naturlovenes grænser på den måde. Så selv om det giver trykhed med piggene, danser de grønne grise alligevel 😀
Kolde fødder
Efterhånden har jeg fået styr på min påklædning, selv når det er rigtig koldt. Jeg hader at blive kold og en del år troede jeg det var et nødvendigt onde ved vintertræning, men en Brynje Super Thermo netundertrøje inderst, en Craft ulden mellemlagstrøje udenpå og så de nødvendige lag trøjer, jakker og veste, har løst problemet. Selv mine hænder har haft varmen de senere år i skiftevis Roeckl og GribGrap handsker. Også efter 4 timer.
Men mine fødder fryser og jeg har prøvet alt nu .. undtagen elektriske såler. Det første tiltag var vinterstøvler, og det virker. Men jeg syntes ikke de var varme nok, så jeg bestilte et par Pearl Izumi GTX Barrier, som iflg. BikeRadar skulle være de varmeste. Det var også som at stikke foden i en foret moonboot, at få dem på. Desværre holdt varmen ikke og jeg synes de var for bløde at køre i selvom sålen var stiv. Specialized Defroster er ikke specielt varm, men til gengæld fede at køre i og kan bruges i dårligt vejr året rundt.
Så må sokkerne jo redde det. Sealskins laver et par vandtætte vintersokker, som skulle være det bedste. De er da også så varme at man sveder om fødderne efter 5 minutter, og desværre også så tykke at de er svære at have i selv en et nummer for stor sko, og mine fødder var stadig lilla efter 4 timer i skoven. Alt i uld og skisokker er blevet købt og prøvet, og min lokale sportspusher endte med at tilbyde mig kombinerede uld og støttestømper for at øge blodomløbet ! De er nu ikke de eneste der har lavet antydninger til min alder for min søster forærede mig allerede støttestrømper for et par år siden .. men så gammel er jeg altså ikke, endnu !
Denne vinter besluttede jeg så at være lidt systematisk, specielt efter vi kom til at tale lidt om det ude på sporet. Halvdelen af dem jeg kører med, står som mig med lilla fødder og skriger under bruseren, når de kommer hjem ! Følgende har jeg erfaret virker, og kombinationen af det hele, giver den bedste varme;
- vinterstøvler, mindst et nummer for store
- flere lag tynde sokker, mindst en uld og evt kombineret med en Goretex skal-sok
- tykke neopren skoovertræk
Det er jo ikke særligt overraskende, men nødvendigt for optimal varme. Og når jeg så stadig fryser, skyldes det nok at med alderen falder foden lidt sammen hvilket giver dårligt blodgennemstrømning og ligesom mine fødder efter 2 timers spinning kan begynde at snurre, fryser de også efter 4 timer i skoven.
PS. Støttestrømperne virker ikke på varmen .. jeg har prøvet dem !
Bambi .. med pigsko !
Jeg hader at cykle på is ! Pludselig, og uden grund, forsvinder begge hjul inden du kan nå at sige fåååck .. jeg hader det og det gør altid ondt. Måske er det et gammelt traume fra da jeg som studerende pendlede på cykel mellem Trørød og Haraldsgade. Den første frostdag måtte jeg bide i asfalten tre gange inden jeg passerede DTU i Lundtofte, og derefter havde åndsnærværelse nok til at tage bussen resten af vejen. Jeg hader at cykle på is !
Normalt er en dansk vinter jo noget med sne i et par weekender, men sidste år var der så meget sne, at jeg både nåede at købe langrendski og overveje at købe pigdæk. Tre af de andre tosser jeg kører med året rundt, måtte umotiveret ned og bide i isen .. jeg slap. Men så heldig er der jo ingen, der siger, at jeg er i år ! Mit argument, overfor mig selv – og fruen…., for at købe pigdæk er, at selvom de er dyre og nok skal hænge en stor del af tiden i kælderen de næste år, er det alligevel bedre og billigere end et brækket kraveben.
På vej ud af byen, kan jeg allerede høre, at piggene virker; de synger højrøstet med på hvad som helst, men da jeg første gang drejer skarpt ud over en klump frossen sne og is, er jeg alligevel ved at stå på hovedet. Selv gummitræer vokser ikke ind i himmelen .. men det er tæt på ! Da jeg først har fundet ud af, at jeg stadig skal være forsigtig, kører det bare. På de strækninger, hvor der helt tydeligt er is under sneen, og hvor jeg normalt er ved at skide grønne grise, kan jeg høre piggene nynne svagt. Det giver lige det ekstra greb og den ekstra tryghed, der gør, at det stadig er rigtig sjovt. Og på vej op af stigningerne på singletrackene i skoven, hvor baghjulet normalt slipper og spinner på et tidspunkt, når der er tilpas meget fastkørt sne, bider dækkene stille og roligt hele vejen op. På et tidspunkt spurgte min køreven Jesper om det var benene eller dækkene .. de andre måtte nemlig af cyklerne af og til. Jeg svarede, at det selvfølgelig var benene .. men det er ikke rigtigt, det er dækkene !
Så længe der er sne og is, ryger de pigdæk ikke af cyklen ! De er lidt træge at træde på asfalt, selvom de ikke vejer mere end de Mountain King 2.4 UST jeg normalt kører med, og jeg kan ikke montere dem med latex, selvom de i princippet er tubeless-ready. Jeg prøvede alt: trykluft, CO2 patroner, selv gaffertape hele vejen rundt, men måtte overgive mig og stoppe latex-slager i. Men ellers er det svært at sige noget grimt om dem .. efter første tur. Pigdæk virker klart bedst med lavt dæktryk, så måske prøver jeg alligevel at hive slangerne ud, nu da dækkene har sat sig. På den anden side er det jo også sådan nogle dæk, der skal af og på alt efter vejret, og så er latex-løsningen noget snask. Hmmm … det bliver vist det første snakebite, der afgør det 😉
MTBlog.dk 
4 comments