MTBlog.dk

Bambi .. med pigsko !

Posted in Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 4. december 2010

Jeg hader at cykle på is ! Pludselig, og uden grund, forsvinder begge hjul inden du kan nå at sige fåååck .. jeg hader det og det gør altid ondt. Måske er det et gammelt traume fra da jeg som studerende pendlede på cykel mellem Trørød og Haraldsgade. Den første frostdag måtte jeg bide i asfalten tre gange inden jeg passerede DTU i Lundtofte, og derefter havde åndsnærværelse nok til at tage bussen resten af vejen. Jeg hader at cykle på is !

Normalt er en dansk vinter jo noget med sne i et par weekender, men sidste år var der så meget sne, at jeg både nåede at købe langrendski og overveje at købe pigdæk. Tre af de andre tosser jeg kører med året rundt, måtte umotiveret ned og bide i isen .. jeg slap. Men så heldig er der jo ingen, der siger, at jeg er i år ! Mit argument, overfor mig selv – og fruen…., for at købe pigdæk er, at selvom de er dyre og nok skal hænge en stor del af tiden i kælderen de næste år, er det alligevel bedre og billigere end et brækket kraveben.

På vej ud af byen, kan jeg allerede høre, at piggene virker; de synger højrøstet med på hvad som helst, men da jeg første gang drejer skarpt ud over en klump frossen sne og is, er jeg alligevel ved at stå på hovedet. Selv gummitræer vokser ikke ind i himmelen .. men det er tæt på ! Da jeg først har fundet ud af, at jeg stadig skal være forsigtig, kører det bare. På de strækninger, hvor der helt tydeligt er is under sneen, og hvor jeg normalt er ved at skide grønne grise, kan jeg høre piggene nynne svagt. Det giver lige det ekstra greb og den ekstra tryghed, der gør, at det stadig er rigtig sjovt. Og på vej op af stigningerne på singletrackene i skoven, hvor baghjulet normalt slipper og spinner på et tidspunkt, når der er tilpas meget fastkørt sne, bider dækkene stille og roligt hele vejen op. På et tidspunkt spurgte min køreven Jesper om det var benene eller dækkene .. de andre måtte nemlig af cyklerne af og til. Jeg svarede, at det selvfølgelig var benene .. men det er ikke rigtigt, det er dækkene !

Så længe der er sne og is, ryger de pigdæk ikke af cyklen ! De er lidt træge at træde på asfalt, selvom de ikke vejer mere end de Mountain King 2.4 UST jeg normalt kører med, og jeg kan ikke montere dem med latex, selvom de i princippet er tubeless-ready. Jeg prøvede alt: trykluft, CO2 patroner, selv gaffertape hele vejen rundt, men måtte overgive mig og stoppe latex-slager i. Men ellers er det svært at sige noget grimt om dem .. efter første tur. Pigdæk virker klart bedst med lavt dæktryk, så måske prøver jeg alligevel at hive slangerne ud, nu da dækkene har sat sig. På den anden side er det jo også sådan nogle dæk, der skal af og på alt efter vejret, og så er latex-løsningen noget snask. Hmmm … det bliver vist det første snakebite, der afgør det 😉

Tagged with: , , , ,