Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
100.000 hits!
I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.
Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.
Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!
Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.
I bunden af sækken
Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.
Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.
Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!
En halvfed cykel
Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.
Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!
Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.
Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!
Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!
Underbevidst eller bare ubevidst?
Som de fleste læser af denne blog sikkert har bemærket, er jeg vild med raketdækkene aka Rocket Ron! Efter min smag er det det bedste allround dæk i 29er. Og efter det er kommet i slangeskindsudgaven, fungere det også på sten og klipper. Det skal virkelig være ekstremt terræn, dyb mudder eller knastør hardpack, før de bliver skiftet.
Hvad de færreste derimod nok ikke er klar over, er at jeg i en del år også har haft en favorit sko, Salomon XA 3D Ultra2. Ikke som cykelsko, men bare til som dagligdagssko. De er lette, stabile og behagelige, og når det ene par er slidt ned, bestiller jeg bare et nyt par på nettet. Fornyelig havde jeg dog et problem, modellen er lavet om og er ikke længere sort! Den nye model er sort med røde stafferinger og røde såler. Noget af en overvindelse .. men de blev bestilt.
Skoene kom, og ikke nok med de har røde såler, der er også hvide knopper i sålerne. Heldigvis er det jo ikke noget andre ser, når man går i dem, men da jeg så det, var der noget der gik op for mig. Tilfælde eller ej .. Salomon XA 3D Ultra2 er skoenes svar på raketdækkene!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
Gummisnak og latexsnask
En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.
Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.
De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!
En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.
What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:
- Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
- Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
- Køb din egen kompressor!
- CO2 patroner er ikke løsningen.
- En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.
Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
Snask!
Jeg har aldrig været tilhænger af snask, så da jeg konverterede, og min 29er hverken havde C29ss eller Cobalt hjul, som er de eneste ægte 29-USTere, lovede jeg mig selv at den stod på slanger indtil jeg havde råd til den ægte vare. Det har den så gjort siden, for små latex-slanger, for latex fås ikke i 29er. Men det virker!
Forleden lod jeg mig så lokke. Jeg manglede 10 pund for at få kurven sendt gratis til Danmark, så der røg en rulle Stans Yellow-tape i den. Rullen fik ikke lov at ligge længe på værkstedsbordet, da mine fælgbånd var begyndt at have brønde ved alle niplerne. Og så rullede lavinen.
Først bagdækket, det gik fint med at få luft i det, men dæksiderne lød som en utæt ballon. Jeg set alle snask/instruktions-videoerne, så jeg legede cheerleader og brugte hjulet som stok, eller ponpon. Om det er fordi det er 29er eller fordi jeg ikke ligner en cheerleader, ved jeg ikke, men 10 minutter senere var jeg våd af sved og mine arme var ved at falde af. Men dækket holdt luft.
Fordækket gik næsten nemmere, men det er også lettere og mine arme var alligevel færdige fra starten. Succes .. indtil jeg et par timer senere checker om de har holdt luft. Jeg havde vendt fordækket forkert .. mønsteret kører baglæns! Man kan faktisk vende et dæk med 80 ml latex, uden at spilde noget særligt. Men det krævede endnu en tur rundt i luften, af cheerleaderen.
Dagen efter holder de stadig luft, så jeg triller glad i skoven. Umiddelbart kan jeg ikke mærke forskel på flydende hvid, og fast grøn, latex. Heller ikke på det stivfrosne spor, der er ujævnt som en dyreveksel i Alperne. Raketdækkene er fede, også her .. indtil de pludselig begynder at sejle rundt på sporet. Da jeg ikke længere selv kan bestemme i hvilken retning jeg vil, er jeg klar over der er noget galt. Der mangler ca 20 psi i hvert dæk, der er 10 tilbage .. og det er for lidt. Mælkeskægget langs fælgkanten afslører at det nok ikke er selve dækket der er utæt. Tre gentagelser af seancen og en senere konversation med internettet sandsynligør at Mavic TN719 fælge ikke kan gøres tubeless udelukkende med Yellow-tape, men kræver en rimstrip. Og der går min gummigrænse!
Ud over snask er noget snask, og det bare er så nemt, og renligt, med en lille grøn slange, er der heller ikke gram at spare med rimstrip. Michelin 26″ latex slange 126g vs. Yellow-tape 14g, latex 80g, rimstrip 40g, ialt 134g .. altså 2-0 til den grønne slange!
Så er der selvfølgelig alt det andet, snakebits, rullemodstand osv, men indtil Tallboyen får ægte UST-sko, er det grøn mamba, og slut med snask.
PS. Efter et år stort set uden punkteringer, bød december på 8 punkteringer i vores lille gruppe! Det har nok været med til at fremme tanken om snask.
Kloge Åge og vejrudsigten
Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.
Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.
De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.
Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.
MTBlog.dk 
leave a comment