Styr på fingerjobbet
Det var nok fordi jeg af og til bliver øm i den yderste del af håndfladerne, jeg begyndte at se sammenhængen mellem hvilken finger man bremser med og hvordan man holder på styret. Selvfølgelig bruger jeg kun en finger, og siden alpeguiden Frank for 5 år siden lærte mig at bruge langefingeren, ikke pegefingeren, har jeg gjort det. Jeg synes argumenterne om at langefingeren er længere og stærkere, og at man samtidig holder bedre fast på styret, er gode, og selvom ca. 80 % af alle pro-ryttere bremser med pegefingeren, har jeg holdt fast .. og forsøgt at overbevise andre.
Men en dag gik det op for mig at jeg, selvom bremsegrebene sidder perfekt, vrider hånden lidt når jeg strækker langefingeren ud og bremser .. og deraf ømheden i den yderste del af håndfladen. Et hurtigt forsøg med at bruge pegefingeren i stedet, viste at så fordeler trykket sig meget bedre i hele håndfladen! Efter en omrokering af greb og skiftere og en tur i skoven, er jeg ikke i tvivl .. det er den rigtige løsning! Nu skal jeg bare vænne mig til det.
Når man ændrer en indstilling, som har fungeret i mange år, begynder man også at se kritisk på andre. Så da brandmanden deklarerede at hans nye 730 mm Thomson styr med 6º backsweep var meget behageligere end hans gamle 685 mm Easton, magen til mit, med 9º backsweep og 5º upsweep, blev jeg helt dårlig. Nyt styr, ny frempind .. pyh, det er bare dyrt. I mit forsøg på at visualisere et bredere styr med en anden vinkel på håndtagene, hold jeg hænderne ud i luften, som om jeg holdt på det. Når man gør det imaginære styr bredere, skal frempinden være kortere og der skal være mere backsweep på styret. Når man går i “attack”-stilling, som jeg lærte på et teknikkursus fornyelig, altså bøjer sig frem og stikker albuerne ud, så skal der upsweep på styret. Faktisk kan man med sådan et imaginært, og gratis, styr, præcist se hvordan hænderne drejer, når styret bliver bredere, eller man flytter albuerne fra kroppen og ud. Og nu er jeg glad for mit styr IRL igen.
Her og der
Det er blevet nemmere! EasyJet flyver nu direkte fra København til Bristol .. og der holdt en minibus med trailer og ventede på os og vores cykler. Det gik fint sidst; fly til Heathrow, shuttle til et hotel med udlejningsbiler, leje af to store biler der kan have 6 mand og 6 cykelkufferter, 3 timer på vejen, i den modsatte side .. og så retur. Men alligevel, nu er Afan virkelig indenfor rækkevide til en lang weekend. Det er både blevet billigere og nemmere.
For to år siden var alle på 26ere, men jeg havde sneget T-boy med uden de andre vidste noget .. jomfrutur. Nu kører vi alle seks på 29ere. Men englænderne kører tilsyneladende stadig på minicykler. På trods af at Afan er en nationalpark med 140 km spor, at vi boede på en bike-Lodge med masser af andre mountainbikere, at vi var i to trailparks, så vi ikke andre 29ere.
De engelske blade har ellers opdaget det. Fornyelig læste jeg en test af trail/marathon 29ere i What Mountainbike, hvor de bla konkluderede at de aldrig havde tilbagelagt deres testrute så hurtigt! Desuden påstod de at dækmønsteret på 29ere var næsten ligegyldigt, så længe det var småknoppet. Sidst vi var afsted på 26ere gik vi voldsomt op i dæk, og var nået frem til en form for konsensus om fede dæk med grove knopper. Denne gang var det langt mere spredt, 5 forskellige modeller, smalle, meget småknoppede, men ingen brede eller rigtig grove dæk. Og alle var glade for deres valg .. også selvom det regnede. Hjemme igen går den ikke, der er forskel på terræn, og dæk, og i Danevang kan man altså komme til kort, når det er pløret.
Og mens vi er ved forskellene. Hvor vi i fuld mtb-udrustning kunne træde direkte ind i en Men in Black-film eller en bedemandsudflugt, er der mere farvelade over englænderne. De smarteste kan køre direkte på scenen med Elton John! Men sådan bliver man måske når det er gråt og regner, det meste af året? Vi har haft sol de andre gange vi har været i England, og personligt må jeg nok indrømme at jeg ikke helt var ekviperet til 3 dages regn.
Normalt er det noget med en regnjakke og et par GoreTex shorts, hvis det drypper. Og det går fint på en 3-4 timers tur, men 3 hele dage kræver et andet udstyr. Jeg har også bemærket det på alpeturene, tyskerne har alt i regntøj med i kamelryggen. Skal man køre hele dage, kan det ikke nytte noget at fødderne er våde, hænderne kolde, kamelryggen tager vand ind og at det er en overraskelse at det også regner næste dag!
14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis også køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 år siden, alting var voldsommere og større .. altså på nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis også er vokset efter mange år på sporet.
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
10 slag for meget, 9 timer for lidt
Sæsonens første tur til eller fra sommerhuset, er altid hård. 80 km, over 40 km singletrack, 15 km grus og resten på asfalt, er lige en tand mere end de sædvanlige søndagsture. Som regel kører jeg alene, men denne gang havde jeg lovet at vise direktøren sporet, som er et resultat af flere års research.
Jeg vidste godt at direktøren kører noget hurtigere end jeg, men ikke at han havde brugt vinteren til målrettet træning mod BC Race. Så mens jeg kæmpede for at få luft, kørte han nærmest restitution! Det forsøgte jeg selvfølgelig at gøre noget ved, med det resultat at jeg i over 3 timer kørte med en puls på mellem 80 og 96%. Det gør man ikke ustraffet og sjældent har jeg været så flad bagefter, jeg var nærmest ikke i stand til at spise eller lave noget fornuftigt flere timer efter. Med godt 10 slag for meget, er det som at have en siver .. på et tidspunkt er dækket helt fladt. Heldigvis var jeg tilsyneladende frisk igen allerede næste morgen, så det har nok været god træning!
Næste weekend er det så igen H12, som solorytter. Det spændende bliver om formen holder og om en bedre kontrol af pulsen vil kunne forlænge køretiden til 12 timer. Jeg har aldrig været i tvivl om at opskriften på at køre langt er at køre i sit eget tempo, men om 10 slag kan give 9 timer, er det store spørgsmål.
De lokale
Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.
Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.
Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!
Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.
Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.
Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.
Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.
Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.
PS. Familien nød også turen!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
En tand eller to for meget
På trods af al virakken og mersalget i forbindelse med 29ernes indtog på markedet, ser det ud til at både Shimano og SRAM har glemt at de større hjul også betyder en automatisk 12% højere gearing. Nok blev 11-36 kassetten lanceret for at kompensere, men det skyldtes nok i ligeså høj grad 2×10 kranksættene, som kom samtidig. Det korte af det lange er, at selv med 22T foran og 36 bagpå, er en 29er gearet 5-6% højere end en 26er med 34 bagpå.
Nu lyder de 5-6 procent ikke af så meget, men da jeg første gang skulle over Alperne fik vi en liste med udstyr cyklen burde være ekviperet med. Jeg købte det hele .. undtagen 11-34 kassetten, men beholdt min 11-32. Allerede på den første opkørsel var jeg klar over fejltagelsen! Og på hver eneste opkørsel resten af ugen, ca. 12.000 hm, bandede jeg over de manglende 6%.
2×10 giver et øget spring mellem klingerne og 14 tænder er den maximale forskel for en forskifter, så et 2-klinge 29er set-up skal hedde 22-36. SRAM kom med det sidste år, men Shimano laver det ikke endnu, faktisk er 24T principielt deres mindste klinge! Man kan så heldigvis snyde og bruge stål 22T’eren fra det gamle LX, den holder suverænt og vejer 13 mere end alu-klingerne .. men 36T kniber det med.
What MTB har en side der hedder Eye-Candy, og i seneste nummer viste de Middleburns nye X-type Duo kranksæt med 22-36! Ikke nok med det er smukt som en solopgang over Øresund, det rammer også lige ned i Shimanos blinde vinkel. Så nu skal 2×10 prøves .. når isen er af skoven.
Sydtyskerne, som bruger Alperne som baghave, har længe vidst at selv 22T kan være for meget, når man kører opad i mange timer på stier. Derfor laver Mountain Goat en 20T, som med lidt fileri kan monteres på de fleste kransæt. Også Shimano har nu erkendt at 29er kræver en speciel gearing, for i deres nye line-up fås specifikke 29er sæt med 22-30-40. Så mangler vi bare et 20-34 sæt!
Styr evolutionen
Min første mountainbike, en Marin Nail Trail 1998, have et 58 cm bredt riserbar. Det var lidt anderledes end de flade 54 eller 56 cm styr de fleste cykler blev leveret med, og indikerede at her der var tale om en rigtig trailbike. Den nye hype. Hver gang jeg har købt et nyt styr, eller en ny cykel, er styret blevet bredere. Først 61 cm, så 64, 66 og nu er det endt på 69 cm. Og de vokser stadig. Forleden så jeg en cykelanmeldelse hvor det største kritikpunkt på cyklen var at styret kun var 72 cm!
Den slags evolution eller udvikling sætter jeg altid i perspektiv med mine oplevelser med bleer. Min ældste datter blev født da engangsbleer var det nye sort for forældre. Min søn som kom 4 år senere og blev ramt af evolutionen, han fik lov at holde rumpen tør med boy-specifikke bleer. Efternøgleren 10 år senere, oplevede så den ultimative revolution, unisex bleen!
Så lur mig om ikke styrbreden begynder at krympe inden så længe. Den slags handler i høj grad om mode og meromsætning .. mere end evolution.
Det store slagsmål de senere år har jo være hjulstørrelsen, og her er det nye 650b eller 27,5 som ligger mellem 26 og 29er. Cykelbranchen oplevede en sand eksplotion i slaget af mountainbikes i forbindelse med 29erne, alle skulle have ny cykel, og branchen har vejret morgenluft og håber på de kan gentage succeen med 650b. Men som en af de kompetente journalister skrev fornyelig, så har 650b eksisteret i umindelige tider uden at blive den store succes, så hvorfor skulle det pludselig være den hellige gral?
Der er få rigtig markante revolutioner i mountainbikeverdenen i de 15 år jeg har kørt, og dem jeg synes har betydet så meget at det har givet anledning til at skrotte velfungerende udstyr er; fuldaffjedring, skivebremser, slangeløse dæk og 29″ hjul .. resten er hype og marketing, som fint venter til den næste naturlige udskiftning.
Teknologisk nålepude
De sidste års vintre har givet os helårs-weekendkrigere mulighed for at købe lidt ekstra gear .. pigdæk! Og det er ikke kun grejbunken der vokser, det er også oplevelsen. Det er mind-blowing og total surealistisk at tage den med 40 km/t hen over isen. Selvfølgelig kan man komme rundt på sporene med et par grovknoppede dæk, det er bare ikke nær så sjovt! Og selvom der umiddelbart kun er sne, er dækmønsteret optimeret til det, og tit er der jo is eller fasttrampet sne nedeunder.
Jeg indrømmer jeg har tvivlet, ikke på pigdækkene, men på at de har kunnet køre tubeless .. det er ligesom naturstridigt! Men erfaringerne fra de seneste dækmonteringer, og indkøb af diverse hjælpemidler, har fået mig til at føle mig som favorit i kampen mand vs. tubeless-dæk. Så på kom de, Ice Spiker Pro’erne fra sidste år .. vupti, og en slat latex. Og de kører .. helt suverænt!
Tanken om at køre hurtigt på is kan være svær for hjernen at kapere, men at det foregår på dæk med kondomtynde sider og 402 pigge, uden slange .. wow!
MTBlog.dk 
leave a comment