14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og  prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis ogsÃ¥ køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 Ã¥r siden, alting var voldsommere og større .. altsÃ¥ pÃ¥ nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis ogsÃ¥ er vokset efter mange Ã¥r pÃ¥ sporet.
MTBlog.dk 
Hej Søren, Tak for din blog, som jeg har fulgt siden jeg startede på MTB for et års tid siden 🙂 Jeg havde selv mit første lidt alvorligere styrt for nyligt, hvor jeg også landede på hovedet (og desværre måtte betale for det med to styks fortænder!) – og så endda på min nyligt indkøbte 29er fully! 😦 Desværre er styrtet gået ud over selvtilliden og jeg har svært ved at finde flowet igen. Måske et blog-indlæg om at finde selvtilliden efter styrt var en idé 🙂 Mange hilsner, Jan Kristensen
________________________________
Hej Jan
Det lyder ikke rart .. håber du er blevet hel igen!
Jeg havde selv et langt alvorligere styrt i Alperne for et par år siden, som fik mig til at overveje om grænsen var nået.
https://mtblog.dk/2010/09/23/crashtanker/
Der gik lidt tid inden jeg dels både var frisk igen, jeg havde ondt i nakken næsten et år efter, og dels havde den store entusiasme omkring at køre. Men jeg tror tiden gjorde udslaget. Når man som mig har en fast rytme med at køre hver søndag med vennerne, er det jo ikke bare noget man holder op med. Og da vi et halvt år senere skulle afsted til Wales, var jeg helt mentalt klar igen. De positive oplevelser fortrænger de dårlige.
Efter et styrt tror jeg det er vigtigt at få ro på og ikke udfordre sig selv unødvendig .. køre de spor man synes er hyggelige. Fokusere på det man kan og lade være med at spænde buen for hårdt. Det er i hvert tilfælde sådan jeg har fået modet tilbage hver gang det er gået galt. Og det skal jo være sjovt 🙂
vh/Søren
Larger than life……………….