Spørg mig .. ny side på bloggen
Da der af og til dukker spørgsmål op mellem kommentarerne, som ikke har noget med indlæggene at gøre, har jeg lavet en side, der hedder “Spørg mig!”. Skabelonen her på WordPress er ikke ideel til det, men nu starter jeg alligevel. Så spørg løs .. og besøg gerne siden af og til for at checke om ikke der er nogle interessante spørgsmål! Den ligger ude til højre, under sider.
En halvfed cykel
Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.
Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!
Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.
Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!
Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!
Tavshed er guld .. eller intet nyt fra Vestfronten
Der har været lidt stille på bloggen! Det er der faktisk to gode grunde til; vejret og mine cykler. Sommeren faldt ikke som den plejer, på en tirsdag i juli, men har faktisk varet fra starten af maj .. og er dårligt slut endnu. På denne årstid plejer jeg at være træt af at pløje mig gennem mudder og dårligt vejr, men i år er sporene stadig tørre!
Nu er det ikke fordi jeg kun skriver når det regner, men fordi skiftene mellem årstiderne og giver skift i udstyr, og dermed stof til overvejelser. Det er svært at skrive om de nyindkøbte monsterdæk, som skal erstatte de tynde bæverne, når der ikke er mudder og smat til at prøve dem i. Det er vanskeligt at få nye erfaringer med tøjet, når man har kørt i de samme korte rør og en jersey, de sidste 5 måneder. Jeg kunne selvfølgelig skrive lidt om fordelene ved løse ærmer og ben. Men hvad værre er, og den anden grund, jeg har svært ved at finde noget sjovt, eller fornuftigt, at pimpe mine cykler med! De er meget tæt på at være optimale til det jeg bruger dem til. T-boy på sporet, Dad i byen og på landet og Dirty Disco på landevejen. Og hvad skal jeg så skrive om?
Botoxbyggerne
Inden nogen får energidrikken galt i halsen, vil jeg skynde mig at sige at det er fantastisk at frivillige er begyndt at vedligeholde mtb-sporene! Personligt har jeg været lidt nervøs ved tanken, for jeg synes naturlige spor er de fedeste. Men jeg indrømmer blankt, at det er total optur at komme på et af de restaurerede spor i Rude eller Hareskoven. Store muddersøer er forvandlet til stabile singletrack med berms og broer.
Med det sidste besøg i Wales, hvor sporene var top-fede selvom det pissede ned tre dage i træk, fik jeg øjnene op for de anlagte spors velsignelse. Hvis det gøres rigtigt, er det en suveræn måde at give et ellers naturligt spor, et facelift og næsten evigt liv.
Problemet med et facelift, eller en restaurering, er at less is more. Jeg kender ikke noget til teknikken, hverken på mennesker, huse, biler eller mtb-spor .. men jeg kan godt se om det er i orden. Nu er præmisserne vist i orden til at jeg kan komme af med det; den nye bro over muddergrøften i den vestlige del af Hareskoven ved Jonstrup Vang, er lige så vellykket som Ivana Trumps facelift .. det er en katastrofe! Altså med mindre man planlægger en motorvej gennem skoven.
Der er sikkert gode grunde til det er blevet som det er, men set fra et mtb-synspunkt var muddergrøften langt at foretrække. Det er selvfølgelig ikke sjovt at køre i mudder hele vejen rundt .. men det er endnu mindre sjovt at køre skoven rundt på plant hårdtpakket grus. Jeg betragter det faktisk som et af de mere subtile forsøg på at få os ud af skoven .. lav sporene om til grusstier, så alle kan gå tørskoet rundt i skoven. Det er nordlige spor langs Farum Sø fik en tur sidste år, og er nu en motionssti, som kan køres med rollator. Det vil jeg muligvis sætte pris på på et tidspunkt, men ikke endnu.
Nu er der jo ingen grund til at himle op om en enkelt dårlig løsning .. men desværre ser det ud til at brede sig. Ligesom grøften altid har været en udfordring, som ikke altid lykkedes, har den smalle træbro som lå under niveau, tæt på Skovløbervangen, også været det. Indrømmet, jeg har altid stoppet inden, og sat den ene fod ned for at være helt sikker på balancen, inden jeg kørte over. Men det er slut nu. Ligesom ethvert spor af grøften er væk, der er en helt plan grusvej, er broen også kommet op i niveau og har fået dobbelt bredde. Fra at være en udfordring, er den nu lige så spændende som Langebro.
Anyway, keep up the good work .. men brug mindre botox!
Kongen, majoren og disco-dronningen
Der kommer et tidspunkt i enhver mountainbikers liv, hvor man tænker; jeg må have en landevejscykel! Det skete for mig for mange år siden og da jeg jo ikke går ned på udstyr, blev det en matsort Pincipia Rex, som på det tidspunkt var en referencecykel.
Efter et år erkendte jeg det, den var ubehagelig, stiv, hård og utilgivende, når man som mig kun kører et par timer om ugen på den. Så den røg igen, og jeg købte en total udtrådt orange Kona Jake the Snake af et Grønt Bud. Den blev restaureret og var fed .. en crosscykel er noget helt andet og passer rigtig godt til en mountainbiker med stiv ryg. I 2006 troede Kona på den teknologiske udvikling og lancerede Major Jake til skivebremser .. men ICU sagde nej! Jeg købte en alligevel. Lidt hidsigere, lavere krankbox og kongeblå. Fantastisk cykel, som der også blev vundet verdensmesterskaber på .. altså uden skivebremser. Den holdt helt til jeg sidste år da ICU var kommet på bedre tanker, og det pludselig væltede det frem med crosscykler til skiver. Mine øje faldt på Dirty Disco, On One’s nye carboncrosser, designet af Brant Richards.
Discodronningen er lidt skarpere og hidsigere end majoren, og lidt mere komfortabel, specielt i bagenden. Dronningens carbongaffel er komfortmæssigt ikke meget anderledes end majorens stålgaffel .. men over et halvt kilo lettere! Hele cykel er typisk carbonstiv, trådet går direkte i hjulene, og den vejer ind på 8,88 kg med alle de gamle dele fra majoren incl. skiver, kopholder og 28mm dæk. Det er som vi siger i Jylland, ikke så ringe endda. Kongen og majoren er død, længe leve discodronningen .. det bliver en fest!
Pinden i røven
Det er meget få dimser der føles som en revolution på cyklen. Skivebremser, 29″ hjul og slangeløse dæk er de seneste. Men nu er der en til!
Egentligt er det flere år siden jeg fik den første justerbare sadelpind. Den var brugt og gik i stykker efter kort tid. Jeg købte den nye model med remote .. den gik også hurtigt i stykker. Efter en garantireparation var den med i Alperne, men det var den tur hvor jeg styrtede allerede første dag, og efter det var det ren overlevelse .. sænket sadel eller ej. Jeg solgte pinden med cyklen, og på den nye 29er synes jeg ikke rigtig det var nødvendigt .. og slet ikke med den holdbarhed de havde udvist.
Faktisk var det nok anmeldelserne af de nye modeller, og deres pålidelighed, der fik mig på banen igen, for hverken mine egne, eller dem jeg kenders pinde, har kunnet holde. Det blev en KS Lev og den havde debut i Wales. Den fungerer fint og jeg var aldrig kommet ned af det sorte spor i bikeparken uden. Men jeg havde ikke fået monteret remoten perfekt .. jeg skulle flytte hånden for at aktivere den og det går bare ikke. Det skal være ligeså nemt som at skifte gear!
Efter lidt frem og tilbage sidder remoten perfekt, og på Mallorca overgav jeg mig betingelsesløst. Ned af asfaltvej, sænk sadlen og du kører fra de andre. Ned af grusvej, du får meget mere kontrol. Ned af singletrail, du flyver. Og når remoten sidder rigtigt, bruger du den hele tiden, uanset hvor kort strækningen er. Nu skal jeg bare lære ikke at tage fejl af den og gearskifteren!
Jeg havde egentligt tænkt mig at afmontere den igen, og kun bruge den i udlandet, men det er vanedannende. På sidste søndagstur var sadlen nede omkring 25 gange, og alle tanker om afmontering er skrinlagt. Nu må vi se hvordan den overlever vinteren, men foreløbelig fungerer den upåklageligt .. med kun lidt slør.
Styr på fingerjobbet
Det var nok fordi jeg af og til bliver øm i den yderste del af håndfladerne, jeg begyndte at se sammenhængen mellem hvilken finger man bremser med og hvordan man holder på styret. Selvfølgelig bruger jeg kun en finger, og siden alpeguiden Frank for 5 år siden lærte mig at bruge langefingeren, ikke pegefingeren, har jeg gjort det. Jeg synes argumenterne om at langefingeren er længere og stærkere, og at man samtidig holder bedre fast på styret, er gode, og selvom ca. 80 % af alle pro-ryttere bremser med pegefingeren, har jeg holdt fast .. og forsøgt at overbevise andre.
Men en dag gik det op for mig at jeg, selvom bremsegrebene sidder perfekt, vrider hånden lidt når jeg strækker langefingeren ud og bremser .. og deraf ømheden i den yderste del af håndfladen. Et hurtigt forsøg med at bruge pegefingeren i stedet, viste at så fordeler trykket sig meget bedre i hele håndfladen! Efter en omrokering af greb og skiftere og en tur i skoven, er jeg ikke i tvivl .. det er den rigtige løsning! Nu skal jeg bare vænne mig til det.
Når man ændrer en indstilling, som har fungeret i mange år, begynder man også at se kritisk på andre. Så da brandmanden deklarerede at hans nye 730 mm Thomson styr med 6º backsweep var meget behageligere end hans gamle 685 mm Easton, magen til mit, med 9º backsweep og 5º upsweep, blev jeg helt dårlig. Nyt styr, ny frempind .. pyh, det er bare dyrt. I mit forsøg på at visualisere et bredere styr med en anden vinkel på håndtagene, hold jeg hænderne ud i luften, som om jeg holdt på det. Når man gør det imaginære styr bredere, skal frempinden være kortere og der skal være mere backsweep på styret. Når man går i “attack”-stilling, som jeg lærte på et teknikkursus fornyelig, altså bøjer sig frem og stikker albuerne ud, så skal der upsweep på styret. Faktisk kan man med sådan et imaginært, og gratis, styr, præcist se hvordan hænderne drejer, når styret bliver bredere, eller man flytter albuerne fra kroppen og ud. Og nu er jeg glad for mit styr IRL igen.
Fars fede (cykel)ferie
Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.
Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.
Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt. Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.
Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.
Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.
Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.
Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.
Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!
Hvordan fan ..
Hvordan fan lykkes det cykeltyve at stjæle 17.000 cykler om året alene i København, når jeg ikke kan bryde en Bastalås op på 2 timer med håndværktøj?
Sommerens gåde startede på stranden, hvor en cykelnøgle forsvandt i sandet. Jeg tilbød selvfølgelig straks at brække låsen op, hvis bare cyklen blev slæbt op til sommerhuset, som er rimeligt ekviperet med værktøj i sommermånederne.
Jeg startede naivt med at tro på vandrehistorierne om at en Bastalås bare kan sparkes op. OK, det var den nyeste model fra Basta, men hverken spark eller velplacerede slag med en stor hammer, gjorde større indtryk på låsen. Så saver vi da bare bøjlen over .. nix, hærdet stål! Låsekassen ligner bøjet blik, men kan heller ikke åbnes med håndværktøj .. men den kan man save i! Det lykkes mig at fjerne dele af låsekassen, men kun for at finde ud af at selve bøjlen der svinger gennem hjulet, er en hel cirkel af hærdet stål som kun er åben på lige det stykke hvor hjulet løber gennem låsen. Og ringen er så stærk at man ikke kan vride den så meget at man kan lempe fælgen igennem, selvom hele den ene side af låsekassen er åbnet.
Det korte af det lange var at jeg sveddryppende opgav efter to timer! Lidt efterfølgende research på nettet bekræftede at jeg ikke var helt idiot, men at man behøver en vinkelsliber eller en kraftig boltsaks. Dagen efter kom ejermanden med en rimelig stor boltsaks, byggemarkedsmodel, som jeg kunne beholde som tak for hjælpen, når han havde klippet låsen over. Jeg har nu en boltsaks med ødelagte kæber, for det lykkedes heller ikke med den. Den lokale cykelhandler grinede vist, og klarede problemet på et par minutter med en vinkelsliber.
Det interessante, og meget positive, er at det faktisk kræver ordentligt værktøj at åbne en moderne lås. Så kan man låse sin cykle fast til noget med en god lås, skal en tyv altså igang med en vinkelsliber eller en monstrøs boltsaks. Og har man parkeret i fuld offentlighed, er det næppe tyvens ønskesituation. En video på nettet med en tidligere cykeltyv, bekræfter da også at det er hans bedste bud på at sikre sin cykel .. men også at hvis tyven vil have cyklen, og er villigt til at løbe risikoen ved at arbejde i fuld offentlighed, kan man ikke gøre ret meget.
På den anden side
At være konverteret fra entusiastisk motorcyklist til mountainbikefreak, er efterhånden lettere forvirrende! Det var faktisk galt helt fra starten, forbremsen sad i den forkerte side. Det fixede jeg straks, så jeg har altid kørt som englænderne og australierne, med forbremsen i højre hånd. Lettere forvirrende når man låner cykel, eller låner ud, men ellers ikke noget problem.
Men nu er den gal igen, jeg har været på teknikkursus. På motorcykel handler det om at læne sig længst muligt ind i svinget, gerne ved at hænge ud over motorcyklen. Køredragter til race er faktisk lavet med en nylon-klods på knæet, så man kan få det helt i asfalten når man hænger på siden af motorcyklen. Teorien er at der er bedre dækgreb, og større trædeflade, jo længere man kommer væk fra dækkanten. Og efter 250.000 km sidder det dybt i rygraden, selvom jeg aldrig fik knæet helt i afalten.
Nu skal jeg så læne den anden vej! Instruktør Jes talte overbevisende om fordelene ved at lægge cyklen mere ned end en selv. Dels kan man bruge kantknopperne på dækket, som er gode i sving med løst underlag, dels er det lettere at have vægten på den udvendige pedal og ikke mindst, er det meget nemmere at redde en udskridning. Teknikken kan nok diskuteres, men et hurtigt kik i cykelblade og på videoer, gør diskussionen overflødig .. alle de professionelle bruger den.
Jeg lover at forsøge .. men det bliver nok ligesom med wheelie’n, som jeg har forsøgt at lære i 10 år, og stadig ikke er i stand til at udføre over mere end en meter eller to.
MTBlog.dk 
2 comments