Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
Slangeskind og slangebid .. og en skrue løs
Så kom den, slangeskinsversionen af raketdækkene! Den eneste grund til jeg ikke har haft raketdækkene på i udlandet, er at klipper og sten har en kedelig indflydelse på de kondomtynde sider. Men det er slut nu .. og det er min brug af Moby Dick så også. Fornyelig skrev de i en test af 29ere i What MTB, at småknoppede dæk var det optimale, og at dækmønsteret stort set ingen betydning havde. Så langt vil jeg ikke gå; der er ingen grund til store knopper .. men jeg kan altså sagtens mærke forskel i bidet på Maxxis Ikon og Schwalbes raketdæk.
Det blev endnu en svær fødsel at montere dem, men et par døgn med slanger gjorde tricket. De vejer 80g mere i slangeskinsudgaven, men Schwalbe påstår at det nye 2013 mønster til gengæld nedsætter rullemodstanden med 15%, så mon ikke det går lige op. De ruller i hvert tilfælde fantastisk!
Rocket Ron er normalt 127 TPI, men den nye slangeskinsversion er 67 TPI, så ikke nok med siderne er forstærkede, de er også stivere. Normalt kører jeg med 28/32 psi i dækkene, jeg har trods alt en rimelig kampvægt, men i den nye version har jeg reduceret det til 24/28 psi. Det synes min danske medsammensvorne på Lanzarote, som også kørte raketdæk, dog uden slangeskind, nu stadig var rigeligt .. altså indtil han punkterede 3 gange på 5 km! To snakebits og en skarp sten.
På de hjemlige breddegrader holder set-up’et også .. på alt andet end et klæbrigt lag overflademudder. Så med mindre der kommer knæhøj mudder så bæverne skal på, bliver raketdækkene med slangeskind siddende til pigdækkene skal på igen.
PS. Lavalandskabet på Lanzarote er rimelig kontant og ustruktureret, hvilket ikke kun gik ud over dækkene. T-boy tabte en klingebolt, spideren på kranksættet gik løs, bagnavet skulle spændes sammen og den bagerste bremseskive tabte 2 skruer!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
Sort is
For en del år siden var jeg på Grønland og fik der forklaret at den sorte is er den farligste når man sejler, for den er næsten umulig at se i vandet. Sort is er frossen smeltevand, uden luftbobler og derfor gennemsigtig .. og meget hård. Efter dagens tur i skoven, har jeg nu erfaret at det ikke kun er skibe i det grønlandske farvand, der skal tage sig i agt for sort is.
Efter 4 vintre på pigdæk er jeg ret begejstret for dem, og har stor tillid til deres evner når det gælder is og sne. Det har været en total fryd at kunne stå fast, og ikke spænde op i skuldre og nakke i ren frygt, når sneen har gjort skoven hvid og glat. Nyfalden sne, pakket og trampet sne, tø sne og isslag .. piggene æder det. Sort is er en ny udfordring, som de måske ikke helt er op til .. men næsten. I en skov med opkørte spor hvor alt er belagt med et tyndt lag sort is, og hvor fodgængere ikke kan stå eller gå på stierne, er det stadigt muligt at kravle rundt i lav fart, og faktisk også at forcere de fleste både stigninger og nedkørsler. Det er noget helt andet end den sædvanlige hæsblæsende jagt rundt på sporet. En total koncentreret trilletur, hvor det kun er dækslip der får pulsens op, og fejltagelser straffes hårdt og øjeblikligt med nærkontakt af tredje grad, med sort is.
Udover en spændende og anderledes tur, fik vi også demonstreret forskellen, altså udover prisen, på dæk med få pigge og med mange pigge .. grebet er stort set proportionalt med antallet af pigge.
Styr evolutionen
Min første mountainbike, en Marin Nail Trail 1998, have et 58 cm bredt riserbar. Det var lidt anderledes end de flade 54 eller 56 cm styr de fleste cykler blev leveret med, og indikerede at her der var tale om en rigtig trailbike. Den nye hype. Hver gang jeg har købt et nyt styr, eller en ny cykel, er styret blevet bredere. Først 61 cm, så 64, 66 og nu er det endt på 69 cm. Og de vokser stadig. Forleden så jeg en cykelanmeldelse hvor det største kritikpunkt på cyklen var at styret kun var 72 cm!
Den slags evolution eller udvikling sætter jeg altid i perspektiv med mine oplevelser med bleer. Min ældste datter blev født da engangsbleer var det nye sort for forældre. Min søn som kom 4 år senere og blev ramt af evolutionen, han fik lov at holde rumpen tør med boy-specifikke bleer. Efternøgleren 10 år senere, oplevede så den ultimative revolution, unisex bleen!
Så lur mig om ikke styrbreden begynder at krympe inden så længe. Den slags handler i høj grad om mode og meromsætning .. mere end evolution.
Det store slagsmål de senere år har jo være hjulstørrelsen, og her er det nye 650b eller 27,5 som ligger mellem 26 og 29er. Cykelbranchen oplevede en sand eksplotion i slaget af mountainbikes i forbindelse med 29erne, alle skulle have ny cykel, og branchen har vejret morgenluft og håber på de kan gentage succeen med 650b. Men som en af de kompetente journalister skrev fornyelig, så har 650b eksisteret i umindelige tider uden at blive den store succes, så hvorfor skulle det pludselig være den hellige gral?
Der er få rigtig markante revolutioner i mountainbikeverdenen i de 15 år jeg har kørt, og dem jeg synes har betydet så meget at det har givet anledning til at skrotte velfungerende udstyr er; fuldaffjedring, skivebremser, slangeløse dæk og 29″ hjul .. resten er hype og marketing, som fint venter til den næste naturlige udskiftning.
Teknologisk nålepude
De sidste års vintre har givet os helårs-weekendkrigere mulighed for at købe lidt ekstra gear .. pigdæk! Og det er ikke kun grejbunken der vokser, det er også oplevelsen. Det er mind-blowing og total surealistisk at tage den med 40 km/t hen over isen. Selvfølgelig kan man komme rundt på sporene med et par grovknoppede dæk, det er bare ikke nær så sjovt! Og selvom der umiddelbart kun er sne, er dækmønsteret optimeret til det, og tit er der jo is eller fasttrampet sne nedeunder.
Jeg indrømmer jeg har tvivlet, ikke på pigdækkene, men på at de har kunnet køre tubeless .. det er ligesom naturstridigt! Men erfaringerne fra de seneste dækmonteringer, og indkøb af diverse hjælpemidler, har fået mig til at føle mig som favorit i kampen mand vs. tubeless-dæk. Så på kom de, Ice Spiker Pro’erne fra sidste år .. vupti, og en slat latex. Og de kører .. helt suverænt!
Tanken om at køre hurtigt på is kan være svær for hjernen at kapere, men at det foregår på dæk med kondomtynde sider og 402 pigge, uden slange .. wow!
Gummisnak og latexsnask
En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.
Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.
De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!
En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.
What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:
- Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
- Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
- Køb din egen kompressor!
- CO2 patroner er ikke løsningen.
- En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.
Den lange på steroider!
Vejen for 29ere har været brolagt med forbehold, skepsis, hån og dødsannoncer. Og en af de ting de fleste har været sikre på, er at de store hjul aldrig ville fungere på en fully med lang vandring. Ligesom carbon for nogle år siden var utænkeligt i DH, og nu ikke er noget særsyn, kommer 29erne nu med 130-40mm, hvilket reelt set er cykler der skal sammenlignes med 160mm 26ere.
På vores lille testtur i nærheden af Randers Regnskov, fik jeg mulighed for at køre lidt på en Tallboy LTc (long travel carbon). Ikke nok med det var topmodellen med fuld XTR, fåckk .. så var den vild! Det er som at komme på en steroide-udgave af min egen Tallboy. Pumpet, kraftfuld og med et ego der er større end hjulene. Det er helt vildt, man føler man kan gøre hvad som helst på den cykel. Bare peg forhjulet fremad, og der er ikke noget der kan stoppe den. Og samtidig kravler den som en bjergged .. på epo. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave den cykel .. op eller ned, bare kom an. Til vores forhold er det mildt sagt overkill, men det er fuldstændig uproblematisk og en stor fornøjelse, at smide den rundt i den danske underskov. Og bare tanken om en tur i Alperne …
I september nummeret af What Mountain Bike, argumentere Guy Kesteven i en klumme for 29ere, uanset højde og kørestil, og han skriver en lille historie om sin endouro-ven, Alex Rafferty som er en af englands bedste. Alex, som elsker sin 160mm Nomad, blev sendt ned af et tre-minutters DH-spor et par gange på sin cykel, og fik så udleveret en Intense 140mm 29er. Første tur på den nye cykel skar han 7 sekunder af sin tid, anden gang 10 sekunder. Så er den bjergged vist barberet.
Glad i låget vers. 4.0
Det startede egentligt ret harmløst. Jeg var på udkig efter et billigt fully-stel til en sommerhuscykel, og fald over et Santa Cruz Superlight reststel hos HiBike. Det var i 2006, og da vinteren kom, kom Superlighten med til byen som vintercykel. Den var dejlig umiddelbar at køre på og meget simpel med dens singlepivot bagsvinger. Jeg havde skiftet lejer, alle 8, i bagstellet på min Blur, så jeg kunne sagtens se fidusen i kun at have 2 lejer, som oven i købet ikke sad nede ved krankboxen. Og da det blev forår var min Blur faktisk udkonkureret på dansk jord, jeg var blevet alt for glad for at køre Superlight!
Den første Superlight blev lanceret af Santa Cruz i 1999, og fik navnet fordi det var en let udgave af deres Heckler, Santa Cruz anden fully .. og den første fully der rent faktisk kørte godt. I 2002 kom en revideret version 2.0, det var den jeg købte, og selvom bagstellet var blevet stivere, var det ikke noget at tale om, og den maximale dækbrede var 2.1 .. hvis der også skulle være plads til mudder. Så da version 3.0 kom i 2007, med bla stivere bagende og bedre mudclearence, var jeg ikke i tvivl om det var min cykel. Selvom navnet efterhånden var misvisende, blev den meget præcist beskrevet som “nimble”, i en engelsk anmeldelse. En dejlig simpel og køreglad cykel, som man bare blev glad i låget af. Ikke en komfortabel fully som min Blur og min Blur LT2, men mere en hardtail med affjedring.
Sidste år red jeg med på 29er bølgen, så Superlighten og Blur LT2’eren, blev solgt til fordel for en Tallboy .. der var ikke noget valg. Men i år er der så kommet en Superlight version 4.0 med 29″ hjul! Jeg skal ikke have ny cykel, men da Team-Bertelsen, som har stort set alle Santa Cruz modellerne som democykler, tilbød en tur, var det svært at sige nej!
Den var let rosa og helt ny, og det var tæt på kærlighed ved første blik. Det virker helt velkendt at svinge den ind på sporet i noget der burde hedde Randers Regnskov, men som ligger ved Fussingø. Den er umiddelbar og letkørt, har ingen unoder og virker næsten livligere end Tallboy’n .. den er stadig nimble! Tre timer i skoven afslører dog at en aluminiums singlepivot, ikke kan hamle op med en VPP carbon model når det gælder komfort og køreegenskaber, men når det gælder køreglæde lader den ikke noget tilbage. Man bliver stadig glad i låget .. og så koster en hel Superlight mindre end et Tallboy carbon stel. Hvor er det ærgerligt at Tallboy’n er så alsidig, at jeg ikke har brug for to cykler længere. Måske skulle man overveje en vinterfully igen?
Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
MTBlog.dk 
6 comments