Nepal i næsen
Det er ikke usædvanligt at jeg rejser efter en fed MTB-destination hvor jeg ved der venter oplevelser og singletracks. Det er mere usædvanligt at jeg rejser langt ud i verden, med cyklen på slæb, uden at vide nøjagtigt hvad der venter. Men da muligheden bød sig for at følge med fruen på job, pakkede jeg T-boy i cykelkufferten og slæbte den med til Nepal.
Inden turen havde checket nettet, forhørt mig hos venner og bekendte og hørt om fruens møde med en flok MTB’er på en tidligere tur, så jeg bookede en guide gennem Epic Ride Nepal. Tre dage med singletracks rundt om Kathmandu.
Den første tur gennem byen og ud af den var næsten en større oplevelse end det relativt korte, men fede, singletrack, som var målet. Kathmandu er en heksekedel hvor cykelkørsel er som at spille computerspil .. med livet som indsats! Og skulle du undgå at blive ramt, vil du stadig have mèn flere dage efter i form af sort støv i næsen. Dinesh, min guide, bor midt i byen og kender den som sin egen bukselomme, så udover det almindelige trafikmylder kørte vi også gennem baggårde, gyder og stræder, som normalt ikke ser fallanger, og gennem to baggårdsbryllupsfester. Der er konstant fester i Nepal, så man tager det ikke så tungt at et par cykler, eller en lastbil for den sags skyld, skal igennem mens musikken spiller.
Shivapuri Nationalpark 20 km udenfor byen har en del spor, og er det klassiske sted at køre mtb. Vi havde dog kørt små 50 km inden vi ramte sporet. Vi havde dels mast os igennem endnu en fest, en stor nationalfest med 700.000 mennesker, byen var på den anden ende, og dels også rundet udsigt og udflugtsmålet Nargakot inden. Det meste foregik på småveje, men selv en hovedvej kan være en så ujævn jordvej, med huller og store sten, at en hardtail er for ukomfortabel til længere distancer, og biveje kan være hjulspor som ikke kan køres i en almindelig bil. Selve sporet var kun en lille del af MTB-sporet i Shivapuri Nationalpark, men nok den fedeste. 800 højdemeter flowy stenet singletrack!
Den sidste tur omkring Kathmandu gik syd om byen og egentligt troede jeg ikke rigtig der kom noget særligt rent spormæssigt, da vi ved frokosttid ramte en lokal gourmet restaurant i kolonistil og med udsigt over hele Kathmandu Valley. Jeg burde nok have bemærket at Dinesh tog sine knæbeskyttere på da vi trillede ud af haven med den golfbaneagtige græsplæne. Det blev de vildeste 10 minutters downhill af små nærmest lodrette gedestier, som sluttede lige så brat som de startede. Og så trillede vi mod byen og dens inferno.
T-boy kom ikke med til Pohkara, bilen var for lille! Jeg lejede den eneste 29er, en Commencal, hos Pokhara MTB Adventure. Pohkara er en feriefælde for trekkere og paraglidere, så de fleste ture foregår med jeep op, og så tonser man nedad på meget dårlige gruseveje. Det er ikke lige min kop the, så jeg bestilte deres eneste singletrack-tur med opkørsel, selvom de kikkede meget skeptisk på min halvgamle hvide krop. På dagen mente guiden Dhan at deres mekanikerlærling Laxuman ligeså godt kunne komme med, underforstået at det jo nok ikke blev vildere end at han kunne følge med. Halvanden times opkørsel på den stejleste, stenede, ødelagte grusvej satte tingene på plads .. jeg ventede på dem. Efter lidt grusvejstons, hvor Dhan var på hjemmebane, endte vi ved World Peace Stupaen hvorefter Dhan viste det fedeste udfordrende singletrack tilbage til byen.
Fem dage på cykel i en anden verden, på alle måder, og selvom det måske ikke var så lange spor, var alt det udenom store oplevelser. Jeg fik set mere af Katmandu med omegn og dens befolkning, end mange fallanger gør på flere år, og jeg fik set Himalaya fra steder hvor der normalt hverken kommer cykler eller fallanger.
Den magiske grænse
Første gang jeg så hende kom hun udenom mig på bakken op mod Bellahøj. Majestæstisk, høje hæle, sorte nylonstrømper, stilren frakke og hvid pelshue .. på en bedstemorcykel. Nu havde jeg besluttet at tage den med ro ud mod skoven, så jeg fangede hende først ved næste røde lys. Igen fik jeg baghjul, og det var først da det begyndte at gå nedad, jeg kom foran. Jeg forsøgte at holde mit temperament i ro og efter en kilometer langs motorvejen, kom hun udenom igen .. med stoisk ro. Diskret lagde jeg mig på hjul, og vi drønede derudaf med små 30 km/t .. lige indtil vi indhentede min køremakker, som mente det gik for stærkt. Og hun forvandt ud i horisonten.
Nu er jeg den seneste tid flere gange blevet dumped af kvinder på havelåger, sidst var der også en anhænger på slæb, så jeg spottede eldrevet lige efter de høje hæle. Men ved et tilfælde, opdagede jeg denne gang hvordan man holder en elcyklist i skak, når man selv er på den halvfede med knoppede dæk. Normalt indleder man et angreb op ad bakke, men når modstanderen kører elcykel, skal det være ned ad bakke! Elcyklen må i følge lovgivningen kun få hjælp fra motoren op til 25 km/t, i praksis bliver det dog let et par kilometer mere, men derefter er det ren rugbrødsmotor. Så elcykel killer-tricket er at køre stærkt hvor man uden problemer kan holde over 30 km/t .. ellers er det bare at ligge på hjul, de er ofte meget effektive pacere!
Hug en hæl og klip en tå
Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.
Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!
Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.
Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.
Den fede røg på kur .. den lange på lazarettet
Mit eksperiment med store dæk på Dad er slut, og min drøm om en fatbike udsat til jeg flytter til et mindre humidiøst klima. I den danske vintersmat er en fatbike, eller mit forsøg med en halvfed-cykel, som en klods om benet. Man sejler uden fast kurs i mudderet og hænger fast på den kedelige måde, som i honning, når føret er fedtet.
Uanset hvor enkel og smuk en stålhardtail er, må jeg nok også indrømme at jeg ikke kan holde til at køre på den i ret lang tid af gangen på singletracks .. heller ikke på store dæk. Men jeg ville ønske jeg alligevel havde taget den i søndags i stedet for T-boy. Vi havde overtalt den lokale guide fra Kongernes Nordsjælland, til at føre os fra Allerød mod storbyen af svedige og måske jomfruelige spor. Som forandring, og så vi slap for at gøre ondt værre på de opkørte mudderbaner tæt på København. Vejret var fedt og sporene fantastiske, selvom det jomfruelige gjorde at der lå en del nedfaldsbrænde, stort og småt. Og så havde vi måske brugt alt heldet på vejret. Efter 3 punkteringer nåede vi Sjælsø Lund hvor jeg på en nedkørsel fik en effektiv kæp i hjulet. Først bøjede den bagskifteren bagover til geardroppet brækkede, derefter røg bagskifteren ind i hjulet hvor den molestrerede 3 eger, for at blive spyttet ud igen som skrot! Dyr tur, og kombineret med det fakta at min dropperpost brød sammen weekenden før, fik igen gang i mine overvejelser om en vintercykel af mere holdbar, og mindre dyr, karakter.
Selvom Dad er dømt død som både halvfed-cykel og kompetent vintercykel, for mig, er den igen monteret med Ignitor så den kan bruges i en nødsitiation. T-boy rekreerer sig mens reservedelene vælter ind fra internettet og min hjerne arbejder på højtryk med at regne ud hvad der bedst kan betale sig! Vedligholdelse af en dyr og avanceret fully året rundt, eller at supplere med en billigere og enklere fully til de 6 våde måneder?
Besværlig kærlighed
Så er det igen ved den tid på året, hvor raketdækkene ikke længere er ideelle. De røg af forleden og efter en brav kamp med mine Beaver, opgav jeg at montere dem tubeless! Nedtur at skulle putte slanger i, og tanken om helt at droppe de svedige gummikampe og flydende latex, meldte sig .. igen.
I dag fik jeg så besøg af en mtb-smittet rookie, som fik den lange historie om alt det fede grej, og under forklaring af tubeless og dets herlig og besværligheder stod jeg med det afmonterede raket-fordæk. Mens jeg lod fingrene løbe rundt i dækket, stak jeg mig pludselig .. en stor torn stak ind i dækket. Glimrende illustration af at man med latex bare kører videre, selvom man har en torn i dækket, og burde være punkteret. En tur hele vejen rundt i dækket, afslørede yderligere 3 torne! Det fordæk har kørt siden slutningen af april, bagdækket er slidt op og lige erstattet, og i den tid har jeg været punkteret 2 gange, hvor jeg har måttet stoppe en slange i. Jeg har yderligere haft to punkteringer, hvor latexen stoppede hullet, så reelt har jeg altså været punkteret mindst 8 gange .. muligvis flere, jeg checkede ikke det gamle bagdæk for torne inden jeg smed det ud.
De to gange jeg har måttet stoppe en slange i, har jeg godt nok været irriteret! Det er noget værre svineri at stoppe en slange i et latexfyldt dæk, der er smurt ind i mudder. Men set i bagspejlet, er de to gange meget bedre end hvis jeg havde skullet skifte slange 8 gange .. mindst!
Jeg erkender det, jeg er vild med latex og slangeløse dæk .. på trods af alle besværlighederne. Og hvis nogen undrer sig over hvad der bliver af latexen i dækket, når den forsvinder, eller rettere fordamper, så bliver resterne til en gummi-koral!
En halvfed cykel
Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.
Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!
Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.
Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!
Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!
Kongen, majoren og disco-dronningen
Der kommer et tidspunkt i enhver mountainbikers liv, hvor man tænker; jeg må have en landevejscykel! Det skete for mig for mange år siden og da jeg jo ikke går ned på udstyr, blev det en matsort Pincipia Rex, som på det tidspunkt var en referencecykel.
Efter et år erkendte jeg det, den var ubehagelig, stiv, hård og utilgivende, når man som mig kun kører et par timer om ugen på den. Så den røg igen, og jeg købte en total udtrådt orange Kona Jake the Snake af et Grønt Bud. Den blev restaureret og var fed .. en crosscykel er noget helt andet og passer rigtig godt til en mountainbiker med stiv ryg. I 2006 troede Kona på den teknologiske udvikling og lancerede Major Jake til skivebremser .. men ICU sagde nej! Jeg købte en alligevel. Lidt hidsigere, lavere krankbox og kongeblå. Fantastisk cykel, som der også blev vundet verdensmesterskaber på .. altså uden skivebremser. Den holdt helt til jeg sidste år da ICU var kommet på bedre tanker, og det pludselig væltede det frem med crosscykler til skiver. Mine øje faldt på Dirty Disco, On One’s nye carboncrosser, designet af Brant Richards.
Discodronningen er lidt skarpere og hidsigere end majoren, og lidt mere komfortabel, specielt i bagenden. Dronningens carbongaffel er komfortmæssigt ikke meget anderledes end majorens stålgaffel .. men over et halvt kilo lettere! Hele cykel er typisk carbonstiv, trådet går direkte i hjulene, og den vejer ind på 8,88 kg med alle de gamle dele fra majoren incl. skiver, kopholder og 28mm dæk. Det er som vi siger i Jylland, ikke så ringe endda. Kongen og majoren er død, længe leve discodronningen .. det bliver en fest!
På den anden side
At være konverteret fra entusiastisk motorcyklist til mountainbikefreak, er efterhånden lettere forvirrende! Det var faktisk galt helt fra starten, forbremsen sad i den forkerte side. Det fixede jeg straks, så jeg har altid kørt som englænderne og australierne, med forbremsen i højre hånd. Lettere forvirrende når man låner cykel, eller låner ud, men ellers ikke noget problem.
Men nu er den gal igen, jeg har været på teknikkursus. På motorcykel handler det om at læne sig længst muligt ind i svinget, gerne ved at hænge ud over motorcyklen. Køredragter til race er faktisk lavet med en nylon-klods på knæet, så man kan få det helt i asfalten når man hænger på siden af motorcyklen. Teorien er at der er bedre dækgreb, og større trædeflade, jo længere man kommer væk fra dækkanten. Og efter 250.000 km sidder det dybt i rygraden, selvom jeg aldrig fik knæet helt i afalten.
Nu skal jeg så læne den anden vej! Instruktør Jes talte overbevisende om fordelene ved at lægge cyklen mere ned end en selv. Dels kan man bruge kantknopperne på dækket, som er gode i sving med løst underlag, dels er det lettere at have vægten på den udvendige pedal og ikke mindst, er det meget nemmere at redde en udskridning. Teknikken kan nok diskuteres, men et hurtigt kik i cykelblade og på videoer, gør diskussionen overflødig .. alle de professionelle bruger den.
Jeg lover at forsøge .. men det bliver nok ligesom med wheelie’n, som jeg har forsøgt at lære i 10 år, og stadig ikke er i stand til at udføre over mere end en meter eller to.
Her og der
Det er blevet nemmere! EasyJet flyver nu direkte fra København til Bristol .. og der holdt en minibus med trailer og ventede på os og vores cykler. Det gik fint sidst; fly til Heathrow, shuttle til et hotel med udlejningsbiler, leje af to store biler der kan have 6 mand og 6 cykelkufferter, 3 timer på vejen, i den modsatte side .. og så retur. Men alligevel, nu er Afan virkelig indenfor rækkevide til en lang weekend. Det er både blevet billigere og nemmere.
For to år siden var alle på 26ere, men jeg havde sneget T-boy med uden de andre vidste noget .. jomfrutur. Nu kører vi alle seks på 29ere. Men englænderne kører tilsyneladende stadig på minicykler. På trods af at Afan er en nationalpark med 140 km spor, at vi boede på en bike-Lodge med masser af andre mountainbikere, at vi var i to trailparks, så vi ikke andre 29ere.
De engelske blade har ellers opdaget det. Fornyelig læste jeg en test af trail/marathon 29ere i What Mountainbike, hvor de bla konkluderede at de aldrig havde tilbagelagt deres testrute så hurtigt! Desuden påstod de at dækmønsteret på 29ere var næsten ligegyldigt, så længe det var småknoppet. Sidst vi var afsted på 26ere gik vi voldsomt op i dæk, og var nået frem til en form for konsensus om fede dæk med grove knopper. Denne gang var det langt mere spredt, 5 forskellige modeller, smalle, meget småknoppede, men ingen brede eller rigtig grove dæk. Og alle var glade for deres valg .. også selvom det regnede. Hjemme igen går den ikke, der er forskel på terræn, og dæk, og i Danevang kan man altså komme til kort, når det er pløret.
Og mens vi er ved forskellene. Hvor vi i fuld mtb-udrustning kunne træde direkte ind i en Men in Black-film eller en bedemandsudflugt, er der mere farvelade over englænderne. De smarteste kan køre direkte på scenen med Elton John! Men sådan bliver man måske når det er gråt og regner, det meste af året? Vi har haft sol de andre gange vi har været i England, og personligt må jeg nok indrømme at jeg ikke helt var ekviperet til 3 dages regn.
Normalt er det noget med en regnjakke og et par GoreTex shorts, hvis det drypper. Og det går fint på en 3-4 timers tur, men 3 hele dage kræver et andet udstyr. Jeg har også bemærket det på alpeturene, tyskerne har alt i regntøj med i kamelryggen. Skal man køre hele dage, kan det ikke nytte noget at fødderne er våde, hænderne kolde, kamelryggen tager vand ind og at det er en overraskelse at det også regner næste dag!
14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis også køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 år siden, alting var voldsommere og større .. altså på nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis også er vokset efter mange år på sporet.
MTBlog.dk 
1 comment