MTBlog.dk

10 slag for meget, 9 timer for lidt

Posted in MTB, Pulstræning by Søren Svendsen on 30. april 2013

Langs Mølleåen

Sæsonens første tur til eller fra sommerhuset, er altid hård. 80 km, over 40 km singletrack, 15 km grus og resten på asfalt, er lige en tand mere end de sædvanlige søndagsture. Som regel kører jeg alene, men denne gang havde jeg lovet at vise direktøren sporet, som er et resultat af flere års research.

Jeg vidste godt at direktøren kører noget hurtigere end jeg, men ikke at han havde brugt vinteren til målrettet træning mod BC Race. Så mens jeg kæmpede for at få luft, kørte han nærmest restitution! Det forsøgte jeg selvfølgelig at gøre noget ved, med det resultat at jeg i over 3 timer kørte med en puls på mellem 80 og 96%. Det gør man ikke ustraffet og sjældent har jeg været så flad bagefter, jeg var nærmest ikke i stand til at spise eller lave noget fornuftigt flere timer efter. Med godt 10 slag for meget, er det som at have en siver ..  på et tidspunkt er dækket helt fladt. Heldigvis var jeg tilsyneladende frisk igen allerede næste morgen, så det har nok været god træning!

Næste weekend er det så igen H12, som solorytter. Det spændende bliver om formen holder og om en bedre kontrol af pulsen vil kunne  forlænge køretiden til 12 timer. Jeg har aldrig været i tvivl om at opskriften på at køre langt er at køre i sit eget tempo, men om 10 slag kan give 9 timer, er det store spørgsmål.

Tagged with: , ,

Globaliseret flow .. eller en glidebane

Posted in Brok, MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 26. november 2012

De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.

Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.

Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.

Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.

Tagged with: , , ,

Rigtige mænd bruger netundertrøje

Posted in MTB, Spinning, Udstyr by Søren Svendsen on 25. september 2012

Jeg tror det var X-man Bo der introducerede netundertrøjen til mig .. altså i forbindelse med cykling. Brynje netundertrøje, uanset temperatur. Det kørte jeg med et par år indtil jeg fandt ud af at tage den af når temperaturen var over 25 grader .. det gør Bo ikke! For et par år siden fandt jeg så ud af at andre producenter også lavede netundertrøjer, som endda var kortere så de ikke skulle rulles op i en pølse på maven for at være under min bib-shorts.

Nu hader jeg at fryse, og specielt om vinteren hvor man skiftevis er varm og gennembødt af sved, og kold og gennemblæst af en iskold vind, er det svært. Netundertrøjen leder sveden væk fra kroppen og videre til næste lag tøj, og er meget bedre til det end almindelige svedundertrøjer. Men sidder netundertrøjen ikke stramt, er det virkelig klamkoldt, men det gælder alle svedundertrøjer.

Men hvordan fan tester man hvilken netundertrøje der virker bedst? Det fandt jeg ud af ved et tilfælde, hvor jeg ved en fejl havde smidt en netundertrøje i tasken, i stedet for en almindelig svedundertrøje, på vej til spinning. Spinning er den perfekte test og giver en umiddelbar respons, i hvert tilfælde hvis man som mig sveder som en vredet karklud. Sidder trøjen for løst, er den klamkold så snart man holder op med at træde, hvis ventilationen kører, er den for varm koger man over inden opvarmningen er slut, og sidder den for stramt, ligner man (jeg) Freddie Mercury i 80’erne. Den trøje der virker bedst i spinningslokalet, er også den trøje der virker bedst ude, der er en direkte sammenhæng .. i hvert tilfælde så længe det ikke er frostvejr, for så er uld løsningen.

Enkelt, og så alligevel ikke .. for man er jo også forfængelig. Craft Cool Mesh Superlight på sporet, den virker bare bedst, Gore Base Layer i spinningslokalet, så ser man stadig ud som om man har tøj på, og uld når man burde køre på ski i stedet. Er det kummefryser koldt, laver Brynje faktisk en kombineret net og uld undertrøje, en to i en, og igen viser netundertrøjen sig som umulig at slå .. koldt eller varmt. Aldrig mere undertrøjer uden huller!

Kunsten at køre langsomt .. og blive hurtig!

Posted in Landevejscykling, MTB, Træning by Søren Svendsen on 9. august 2012

Min krops besøg af en Boliviansk flagellat i februar, betød udover 6 ugers sygdom, 8 tabte kilo og et par måneders hård genoptræning, at jeg pludselig kørte hurtigere end jeg plejer! Vi er en lille homogen gruppe der kører meget sammen, så en mindre ændring i formkurven, bemærkes straks. På vores tur til Lake District, 2 måneder efter flagellatbesøget, var jeg ualmindelig godt kørende og har selvfølgelig spekuleret en del på hvorfor .. men ikke overvejet at få flagellaten tilbage!

Umiddelbart er der 4 mulige rationelle forklaringer. Jeg tabte 8 kilo og tog kun det halve på igen, altså et vægttab på 4 kg eller næsten 5% af min kropsvægt. Mine ben fik næsten 8 ugers cykelpause .. og havde godt af det? Inden Boliviaturen, hvor jeg skulle lave video om vilde kakaobønner for Oialla, havde jeg læst om et forsøg med mus og mørk chokolade, som næsten dokumenterede at chokolade er bedre end træning, og at det sammen med træning er helt uovertruffen .. og har selvfølgelig spist mørk chokolade siden. Endelig var jeg nervøs for ikke at have fået trænet nok op til Lake District turen, efter sygdommen, så jeg intensiverede træningen de sidste 2 uger inden, men ved at lægge nogle restitutionsture ind, ture hvor jeg holdt mig omkring 60-70% af maxpuls, og under 75%.

Her 3 måneder efter Lake District turen er formen normal igen. Jeg har stadig ikke taget alle 8 kg på, og jeg spiser chokolade, så der røg de to teorier. Den lange cykelpause tror jeg ikke selv på, og vil forøvrigt helst heller ikke sidde stille igen .. det er også uholdbart hvis jeg skal holde pause i to måneder, køre i to måneder osv. Tilbage er restitutionsturene!

Jeg har læst flere artikler om at hvis man ikke kan køre langsomt, kan man heller ikke køre hurtigt, og at køre langsomt er det nye sort. En af de store proff-trænere går så langt som at sige til sine ryttere, at kan de ikke holde sig under 70% af maxpuls op af stigningerne, må de stå af cyklen og trække! Så det er åbenbart alvor.

Nu må vi se hvad der sker, jeg har i hvert tilfælde tænkt mig at erstatte en eller to af mine 4-5 ugentlige træninger, med restitutionsture. Det spøjse er at det næsten føles lige så hårdt, er langt kedeligere, og at min normale landevejstur som tager to timer for fuldt knald, kun tager 4 minutter længere i morfartempo. Og spinning med en puls mellem 60 og 70%, er bare mærkeligt!

Med hiv og sving

Posted in Landevejscykling, MTB, Træning by Søren Svendsen on 4. juli 2012

I MTB-verdenen er der en tilbagevendende diskussion om click-pedaler eller flats, er det optimale. Artikler om man ikke tilfører energi ved at hive op i pedalen, har fået flats-fan til at vejre morgenluft.

Uden at ville blande mig i hvilke pedaler man lyst til at køre med, det er alligevel et personligt valg med fordele og ulemper, er jeg nødt til uddybe “at man ikke tilfører energi ved at hive i pedalen”. Det er tilsyneladende rigtigt, da der er lavet en del tests, men det der hører med til historien er at man ikke kan flytte sin opadgående fod hurtigt nok til at den ikke kommer i vejen for pedalen. Sagt med andre ord, man taber energi fordi foden sidder i vejen! Derfor er resultatet at man får mere ud af  sine kræfter hvis man har et rundt tråd, altså lærer at hive pedalen tilbage og op, for så går der mindre energi tabt! Du kan læse den lange historie fra Bicycling.com her, hvor der bla står:

“When you look at even the best cyclists, they’re losing power on the upstroke,” says Carver. “The pedal is actually pushing your leg up, so the goal is to lose as little power as possible and get that foot out of the way.”

Og det fede er, at den bedste måde at træne det på, ifølge artiklen, er at køre mountainbike!

Stamina

Posted in MTB, Træning by Søren Svendsen on 22. april 2012

Det har været småt med indlæg her på bloggen de sidste par måneder, og det er der flere grunde til. Dels var jeg så heldig at få en opgave i Bolivia og dels var jeg så uheldig at have en flagelat med hjem i maven. Efter en intens kamp med flagelaten, som jeg heldigvis vandt, overtog en lokal virus. Det korte af det lange er at jeg først rejste i 2 uger og så var syg i 6 uger .. og tabte 8 kg!

Det er 3 uger siden jeg igen var frisk nok til at cykle og om en uge skal jeg køre Stamina12 .. solo! Det er selvfølgelig ikke et ideelt træningsforløb op til sådant et løb, og min plan er da også bare at have det sjovt og være tilfreds med de omgange jeg får kørt. For 2 uger siden skrev Bente Klarlund i sin brevkasse i Politiken om hvor meget form man mister hvis man er passiv. En gruppe unge veltrænede mænd var blevet lagt i seng i 3 uger, resultatet var at deres fysik efterfølgende var som om de var 30 år ældre, og at det havde taget 3 måneder at få formen tilbage. Ikke opmuntrene, men dr. Helweg, min cykelven og livlæge, mente heldigvis at det ikke galt for mig, da jeg jo mest havde været oppegående.

Den først tur var forfærdelig, og jeg overvejede seriøst at begynde at køre motorcykel igen! Anden tur var meget bedre, og efter 3 ugers træning og masser af mad, er reultatet at jeg har taget 3 kg på (så vi stopper her!) og stort set kører lige så hurtigt som før, .. men desværre ikke kan holde så længe. Jeg ville selv have gættet på det ville være omvendt, altså manglende hurtighed men OK stamina, hvilket også havde været mere optimalt til på lørdag.

Kloge Åge og vejrudsigten

Posted in 29", Brok, MTB, Træning by Søren Svendsen on 16. januar 2012

Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.

Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.

De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.

Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.

Tagged with: , , , ,

Frem og tilbage

Posted in Sadler, Spinning by Søren Svendsen on 11. september 2011

Da jeg for 10 år siden startede med at køre spinning, hed det bodybike. Efter nogle år skiftede det navn til spinning – med mindre man netop kørte på en BodyBike, som smart nok havde registreret navnet. I år har det så igen skiftet navn – til cykling, da nogen har taget patent på konceptet spinning!

Anyway, det er måske ikke så dårligt for så bør det jo minde om cykling .. og det gør det faktisk ikke altid! Og så kan man måske også forestille sig at cyklerne, kommer til at ligne cykler, rent geometrisk? Det gør de nemlig heller ikke nu, de bærer præg af  dels at være konstrueret før racercyklen blev ergonomisk, dels en fitnessinstruktørs våde drøm om store lårmuskler. Hvis sådan en BodyBike eller spinningscykel blev hevet med til et body-fit hos en af dem der udfører den slags, ville den få problemer på trods af alle dens indstillingsmuligheder – med mindre ejeren er i nærheden af to meter høj.

Det har altid undret mig at jeg ikke følte mig comfortabel på spinningscyklen og ikke kunne få sadlen langt nok frem på trods af min rimelige højde på 184 cm. Jeg har min egen sadel med til spinningstimerne, og fornyelig fik jeg så den ide at vende den forkert på beslaget, så den fik set-front i stedet for set-back – altså sidder lidt foran toppen af sadelrøret, i stedet for som den normalt gør, lidt bagved sadelrøret. Det betyder at sadlen nu kan komme 5 cm længere frem, og vupti .. nu kan jeg justere cyklen rigtigt!

Når jeg med mine 184 cm skal have sadlen ca. 4 cm længere frem end det normalt er muligt, hvad skal vi så gætte på en kvinde på 160 cm mangler i at kunne sidde rigtigt!?

PS. Det er jo svært at lære en gammel hund nye kunster, så spinning bliver ved at hedde spinning på denne blog.

Tagged with: , ,

1-2-3-Flow

Posted in 29", MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 5. juni 2011

Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.

Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.

I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !

Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !

Rundtosset

Posted in Banecykling, Træning by Søren Svendsen on 12. marts 2011

Der kom en mail fra Kasper: vil du med ud at prøve at køre banecykling ? Helt ærligt kan jeg dårligt forestille mig en kedeligere måde at cykle på end banecykling, men da min kone kalder mig en nej-siger, tænke jeg det var tidspunktet at vise min positivitet. Så selvfølgelig ! Desuden kom halvdelen af the ratpack også.

Fredag eftermiddag stod vi en flok glade cyklister i en stort set tom Ballerup SuperArena, der er cykler til alle og Ole fra Spectre forsøgte at forklare os grundreglerne på banen .. og at kurverne hælder 45 grader både for oven og forneden .. og at man ikke falder ned så længe man træder og holder en vis fart !

Vi ruller ud og jeg indrømmer blankt, jeg ikke er meget for det. Banen er lavet af lakeret træ som mig bekendt ikke giver meget friktion, den hælder også på de lige stykker så man kører konstant på en skrå flade, dækkene er supertynde og uden mønster, reklamerne på banen ser lige så glatte ud som malede betongulve og vi skal holde en fart over 30 km/t for ikke at falde ned i svingene ! Jeg har allerede besluttet mig for at stå af efter de indledende runder og melde pas.

10 omgange senere er jeg faktisk nået 50 cm op i svingene og ikke længere sikker på jeg dør, eller brækker begge ben. Og da vi starter den første holdkørsel er jeg indstillet på at forsøge at følge med. 20 omgange med skiftende føringer og en fart på 35 km/t er faktisk OK .. ja det er tæt på at være sjovt.

Efter endnu et par 20 omganges holdkørsler (5 km) med højere og højere fart, ender vi med 55 km/t på den sidste omgang. Fåckkk .. det er helt vildt, og sjovt ! Og så er der forfølgelsesløb, både som hold og en mod en, og fri leg.

At køre mountainbike på singletracks er lidt som at køre motorcykel på snoede småveje i Alperne. Men at køre banecykling er som at nappe motorvejskurverne sydpå med nålen på den rigtige side af 200 km/t. Adrenalinen pumper, pulsen er helt oppe, du ligger under en meter fra baghjulet foran (profferne ligger 5 cm fra !!), du tordner afsted med 50 km/t og det suser og flimrer for øjnene. Jeg tror ikke jeg har oplevet det fart-rush siden jeg kørte motorcykel.

Det skal jeg prøve igen ! Måske skal næste vinter stå på banecykling i stedet for spinning ? Eller måske begge dele 😉

PS. Grunden til Kasper ser mærkelig ud, altså hjelmen, skyldes hans helmetcam som han laver de svedigste videoer med. Du kan se en af dem her !