10 slag for meget, 9 timer for lidt
Sæsonens første tur til eller fra sommerhuset, er altid hård. 80 km, over 40 km singletrack, 15 km grus og resten på asfalt, er lige en tand mere end de sædvanlige søndagsture. Som regel kører jeg alene, men denne gang havde jeg lovet at vise direktøren sporet, som er et resultat af flere års research.
Jeg vidste godt at direktøren kører noget hurtigere end jeg, men ikke at han havde brugt vinteren til målrettet træning mod BC Race. Så mens jeg kæmpede for at få luft, kørte han nærmest restitution! Det forsøgte jeg selvfølgelig at gøre noget ved, med det resultat at jeg i over 3 timer kørte med en puls på mellem 80 og 96%. Det gør man ikke ustraffet og sjældent har jeg været så flad bagefter, jeg var nærmest ikke i stand til at spise eller lave noget fornuftigt flere timer efter. Med godt 10 slag for meget, er det som at have en siver .. på et tidspunkt er dækket helt fladt. Heldigvis var jeg tilsyneladende frisk igen allerede næste morgen, så det har nok været god træning!
Næste weekend er det så igen H12, som solorytter. Det spændende bliver om formen holder og om en bedre kontrol af pulsen vil kunne forlænge køretiden til 12 timer. Jeg har aldrig været i tvivl om at opskriften på at køre langt er at køre i sit eget tempo, men om 10 slag kan give 9 timer, er det store spørgsmål.
Slangeskind og slangebid .. og en skrue løs
Så kom den, slangeskinsversionen af raketdækkene! Den eneste grund til jeg ikke har haft raketdækkene på i udlandet, er at klipper og sten har en kedelig indflydelse på de kondomtynde sider. Men det er slut nu .. og det er min brug af Moby Dick så også. Fornyelig skrev de i en test af 29ere i What MTB, at småknoppede dæk var det optimale, og at dækmønsteret stort set ingen betydning havde. Så langt vil jeg ikke gå; der er ingen grund til store knopper .. men jeg kan altså sagtens mærke forskel i bidet på Maxxis Ikon og Schwalbes raketdæk.
Det blev endnu en svær fødsel at montere dem, men et par døgn med slanger gjorde tricket. De vejer 80g mere i slangeskinsudgaven, men Schwalbe påstår at det nye 2013 mønster til gengæld nedsætter rullemodstanden med 15%, så mon ikke det går lige op. De ruller i hvert tilfælde fantastisk!
Rocket Ron er normalt 127 TPI, men den nye slangeskinsversion er 67 TPI, så ikke nok med siderne er forstærkede, de er også stivere. Normalt kører jeg med 28/32 psi i dækkene, jeg har trods alt en rimelig kampvægt, men i den nye version har jeg reduceret det til 24/28 psi. Det synes min danske medsammensvorne på Lanzarote, som også kørte raketdæk, dog uden slangeskind, nu stadig var rigeligt .. altså indtil han punkterede 3 gange på 5 km! To snakebits og en skarp sten.
På de hjemlige breddegrader holder set-up’et også .. på alt andet end et klæbrigt lag overflademudder. Så med mindre der kommer knæhøj mudder så bæverne skal på, bliver raketdækkene med slangeskind siddende til pigdækkene skal på igen.
PS. Lavalandskabet på Lanzarote er rimelig kontant og ustruktureret, hvilket ikke kun gik ud over dækkene. T-boy tabte en klingebolt, spideren på kranksættet gik løs, bagnavet skulle spændes sammen og den bagerste bremseskive tabte 2 skruer!
De lokale
Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.
Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.
Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!
Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.
Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.
Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.
Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.
Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.
PS. Familien nød også turen!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
En tand eller to for meget
På trods af al virakken og mersalget i forbindelse med 29ernes indtog på markedet, ser det ud til at både Shimano og SRAM har glemt at de større hjul også betyder en automatisk 12% højere gearing. Nok blev 11-36 kassetten lanceret for at kompensere, men det skyldtes nok i ligeså høj grad 2×10 kranksættene, som kom samtidig. Det korte af det lange er, at selv med 22T foran og 36 bagpå, er en 29er gearet 5-6% højere end en 26er med 34 bagpå.
Nu lyder de 5-6 procent ikke af så meget, men da jeg første gang skulle over Alperne fik vi en liste med udstyr cyklen burde være ekviperet med. Jeg købte det hele .. undtagen 11-34 kassetten, men beholdt min 11-32. Allerede på den første opkørsel var jeg klar over fejltagelsen! Og på hver eneste opkørsel resten af ugen, ca. 12.000 hm, bandede jeg over de manglende 6%.
2×10 giver et øget spring mellem klingerne og 14 tænder er den maximale forskel for en forskifter, så et 2-klinge 29er set-up skal hedde 22-36. SRAM kom med det sidste år, men Shimano laver det ikke endnu, faktisk er 24T principielt deres mindste klinge! Man kan så heldigvis snyde og bruge stål 22T’eren fra det gamle LX, den holder suverænt og vejer 13 mere end alu-klingerne .. men 36T kniber det med.
What MTB har en side der hedder Eye-Candy, og i seneste nummer viste de Middleburns nye X-type Duo kranksæt med 22-36! Ikke nok med det er smukt som en solopgang over Øresund, det rammer også lige ned i Shimanos blinde vinkel. Så nu skal 2×10 prøves .. når isen er af skoven.
Sydtyskerne, som bruger Alperne som baghave, har længe vidst at selv 22T kan være for meget, når man kører opad i mange timer på stier. Derfor laver Mountain Goat en 20T, som med lidt fileri kan monteres på de fleste kransæt. Også Shimano har nu erkendt at 29er kræver en speciel gearing, for i deres nye line-up fås specifikke 29er sæt med 22-30-40. Så mangler vi bare et 20-34 sæt!
Sort is
For en del år siden var jeg på Grønland og fik der forklaret at den sorte is er den farligste når man sejler, for den er næsten umulig at se i vandet. Sort is er frossen smeltevand, uden luftbobler og derfor gennemsigtig .. og meget hård. Efter dagens tur i skoven, har jeg nu erfaret at det ikke kun er skibe i det grønlandske farvand, der skal tage sig i agt for sort is.
Efter 4 vintre på pigdæk er jeg ret begejstret for dem, og har stor tillid til deres evner når det gælder is og sne. Det har været en total fryd at kunne stå fast, og ikke spænde op i skuldre og nakke i ren frygt, når sneen har gjort skoven hvid og glat. Nyfalden sne, pakket og trampet sne, tø sne og isslag .. piggene æder det. Sort is er en ny udfordring, som de måske ikke helt er op til .. men næsten. I en skov med opkørte spor hvor alt er belagt med et tyndt lag sort is, og hvor fodgængere ikke kan stå eller gå på stierne, er det stadigt muligt at kravle rundt i lav fart, og faktisk også at forcere de fleste både stigninger og nedkørsler. Det er noget helt andet end den sædvanlige hæsblæsende jagt rundt på sporet. En total koncentreret trilletur, hvor det kun er dækslip der får pulsens op, og fejltagelser straffes hårdt og øjeblikligt med nærkontakt af tredje grad, med sort is.
Udover en spændende og anderledes tur, fik vi også demonstreret forskellen, altså udover prisen, på dæk med få pigge og med mange pigge .. grebet er stort set proportionalt med antallet af pigge.
Styr evolutionen
Min første mountainbike, en Marin Nail Trail 1998, have et 58 cm bredt riserbar. Det var lidt anderledes end de flade 54 eller 56 cm styr de fleste cykler blev leveret med, og indikerede at her der var tale om en rigtig trailbike. Den nye hype. Hver gang jeg har købt et nyt styr, eller en ny cykel, er styret blevet bredere. Først 61 cm, så 64, 66 og nu er det endt på 69 cm. Og de vokser stadig. Forleden så jeg en cykelanmeldelse hvor det største kritikpunkt på cyklen var at styret kun var 72 cm!
Den slags evolution eller udvikling sætter jeg altid i perspektiv med mine oplevelser med bleer. Min ældste datter blev født da engangsbleer var det nye sort for forældre. Min søn som kom 4 år senere og blev ramt af evolutionen, han fik lov at holde rumpen tør med boy-specifikke bleer. Efternøgleren 10 år senere, oplevede så den ultimative revolution, unisex bleen!
Så lur mig om ikke styrbreden begynder at krympe inden så længe. Den slags handler i høj grad om mode og meromsætning .. mere end evolution.
Det store slagsmål de senere år har jo være hjulstørrelsen, og her er det nye 650b eller 27,5 som ligger mellem 26 og 29er. Cykelbranchen oplevede en sand eksplotion i slaget af mountainbikes i forbindelse med 29erne, alle skulle have ny cykel, og branchen har vejret morgenluft og håber på de kan gentage succeen med 650b. Men som en af de kompetente journalister skrev fornyelig, så har 650b eksisteret i umindelige tider uden at blive den store succes, så hvorfor skulle det pludselig være den hellige gral?
Der er få rigtig markante revolutioner i mountainbikeverdenen i de 15 år jeg har kørt, og dem jeg synes har betydet så meget at det har givet anledning til at skrotte velfungerende udstyr er; fuldaffjedring, skivebremser, slangeløse dæk og 29″ hjul .. resten er hype og marketing, som fint venter til den næste naturlige udskiftning.
Teknologisk nålepude
De sidste års vintre har givet os helårs-weekendkrigere mulighed for at købe lidt ekstra gear .. pigdæk! Og det er ikke kun grejbunken der vokser, det er også oplevelsen. Det er mind-blowing og total surealistisk at tage den med 40 km/t hen over isen. Selvfølgelig kan man komme rundt på sporene med et par grovknoppede dæk, det er bare ikke nær så sjovt! Og selvom der umiddelbart kun er sne, er dækmønsteret optimeret til det, og tit er der jo is eller fasttrampet sne nedeunder.
Jeg indrømmer jeg har tvivlet, ikke på pigdækkene, men på at de har kunnet køre tubeless .. det er ligesom naturstridigt! Men erfaringerne fra de seneste dækmonteringer, og indkøb af diverse hjælpemidler, har fået mig til at føle mig som favorit i kampen mand vs. tubeless-dæk. Så på kom de, Ice Spiker Pro’erne fra sidste år .. vupti, og en slat latex. Og de kører .. helt suverænt!
Tanken om at køre hurtigt på is kan være svær for hjernen at kapere, men at det foregår på dæk med kondomtynde sider og 402 pigge, uden slange .. wow!
Globaliseret flow .. eller en glidebane
De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.
Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.
Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.
Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.
Tung i røven .. eller forkert teori?
Det er ikke så ofte det sker mere, men jeg havde en blind date i lørdags. Indenrigsmedisteren havde deklaret køreforbud søndag pga Dansk Flygtningehjælps store indsamling, og der var ingen af de sædvanligvis småsure halvgamle mænd der ville med ud lørdag. Så jeg lagde en kontaktannonce på DMK’s board .. og fik bid!
Jeg snød .. og Googled min date, så jeg vidste nogenlunde hvordan han så ud, og at vi har en fælles passion for tohjulede med flere kræfter end benene kan præstere. Andreas, som den blinde aftale hedder, viste sig at være en flink fyr med bedre ben end mig, og alligevel med pli nok til at holde sig bagved og lade mig bestemme turen. En ideel skovdate.
Det var muddersæsonens første tur på Dad med bæver-dæk, og ved det første lille hop røg min ene fod ud af pedalen, så jeg landede lidt hårdt på sadlen på den stive vintercykel. Sadlen sad derefter i en vinkel som ville umuliggøre al fremtidig reproduktion, og selvom det er OK, besluttede jeg alligevel at stoppe og justere den. Helt godt blev det ikke, men det gør det sjældent med den slags justeringer i skoven.
Næsten alle mountainbikere har en brist, en achilleshæl, eller hvad vi skal kalde det, en del på cyklen som de altid ødelægger. Nogle destuerer krankboxe, andre knækker stel, ik’ Kasper, og så er der dem hvis hjul ligner kartoffelchips efter hver tur. Andreas ødelægger sadler, fortalte han mens jeg skruede. Og det passer, for da vi nåede tilbage efter turen lignede begge rails, under hans sadel, bøjede søm .. og den ene hang ikke længere fast. Jeg har ikke selv nogen favoritdestruktion og beundrede tilfreds min solide vintercykel .. og opdagede at det ikke var sadlen der havde forskubbet sig, men saddelpinden der var bøjet ca 1,5 cm bagud!
Keith Bontrager har lanceret teorien; stærk, let, billig – vælg to! Den teori er ligeså elementær for mountainbikere som tyngdekraften .. troede jeg! Min billige Ritchey Comp pind burde med sine 305 g være ubøjelig, så enten holder teorien ikke, eller også er jeg udenfor normalvægtsområdet for mountainbikere .. og skal på skrump.
MTBlog.dk 
8 comments