Okay, jeg indrømmer …
At det var sjovere at køre i søndags hvor solen skinnede, end det har været længe. Det er bare ikke altid lige let at vælte ud af sengen kl. 7 søndag morgen, for en time senere at køre i skoven. Når det er mørkt og koldt, eller regnen står ned i stænger skal der virkelig overvindelse til. Men en søndag med sol direkte på hovedpuden, gør det ikke noget at temperaturen kun er 5°. Jeg læste på et tidspunkt en klumme af Mike Ferrentino hvor han modvilligt indrømmede at en del af det er så fedt at køre lange mountainbikeløb, er at det er så dejlig bagefter. Sådan har jeg det det meste af vinteren.
At selvom jeg påstår at T-boy kan komme rundt alle steder, og at jeg aldrig har oplevet andet, at jeg rent faktisk havde et problem i Nepal! Vi skulle ned at det det smalleste, vildt stejle, gedespor .. med hårnåle! Dinesh min guide kunne lige smide sin gamle Orange p7 med 26″ hjul rundt, men jeg måtte af cyklen .. to gange. Jeg kunne simpelthen ikke få de store hjul så snævert rundt på så stejlt et spor.
At jeg har købt to 20T stålklinger i US. I rigtige bjerge er gearingen på en 29er et problem .. med mindre man har WorldCup-ben. De fleste kranksæt har 24T som mindste klinge, og generelt er 22T det mindste der kan opdrives. 29ere er 12% højere gearet end 26″ pga de store hjul, og på lange opkørsler kniber det for mig at have et lavt nok gear. De tyske MountainGoat har længe lavet en 20T i alu, som dog kræver lidt tilpasning med en fil, men så faldt jeg over en fyr i US som selv fræser dem i stål, direkte til montering. Så nu er jeg klar hvis nogen skulle invitere mig til Alperne eller Pyrenæerne.
At bloggen her har været forsømt på det sidste! Det skyldes primært at jeg har brugt tiden på at skrive bogen “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” som udkommer midt i maj. Hvis du vil følge med, kan du melde dig ind i gruppen med tilsvarende navn på FaceBook.
At det er fedt at blive trukket hjem til byen efter en lang tur .. tak til Duracell-tvillingerne Brandmanden og Bassen.
En beslutning, to sidegevinster, 3 kilo og 4 uger
Kan man have hvalpefedt når man er 56? Jeg følte mig i hvert tilfælde ramt af Martin Kreutzers oplæg til at smide hvalpefedtet i Stamina12‘s nyheder, og besluttede mig at gøre noget ved det. Selvom jeg lever rimelig sundt og træner en del, er det tydeligt at jeg dels får alt for mange godbidder og øl, og at jeg har det bedst når jeg har et lille overskud af kalorier. For to år siden var jeg i Bolivia og havde ufrivilligt en flagellat med hjem i maven. Det betød, ud over 6 ugers sygdom, også at jeg blev 4 kilo lettere .. og pludselig kørte hurtigere. Kiloene har jeg stødt og roligt taget på igen, og mit overskud på sporet, er igen blevet tilsvarende reduceret. Der findes mange velmenende og fornuftige opskrifter på at tabe sig, men jeg synes faktisk Martins er en af de bedste jeg har set. Jeg modificerede den dog lidt, så den ser således ud;
- Ingen slik, kager og anden snask
- Kun alkohol i weekenden. Faktisk holder jeg altid hvid januar, og drikker ellers kun vand
- Ikke spise efter aftensmaden .. og kun en portion
- Sove 8 timer de fleste nætter
Sådan så planen ud 1. januar, og her 4 uger senere har jeg smidt 3 kilo. Det lyder måske ikke af så meget, men i min alder er det faktisk halvsvært at tabe sig når man i forvejen lever sundt .. med mindre man gør noget drastisk. Jeg agter at forstsætte på ubestemt tid, men dels er den hvide januar overstået og dels stabiliserer min vægt sig på et eller andet niveau, nok ikke så langt under den nuværende, så jeg bliver nok ikke Michael Rasmussen-tynd. Men der har været et par interessante sideeffekter. Mit blodsukker er blevet langt mere stabilt, hvilket gør at “jeg vil slå ihjel for en øl” sidst på eftermiddagen er næsten væk, og at jeg efter 4 timer i skoven har det fint når jeg har fået min frokost. Normalt går resten af eftermiddagen med at stoppe alt det søde jeg kan finde, i munden.
Jeg har jo vidst det længe, og det er altså rigtigt. Man regulerer sin vægt med maden, og sin sundhed med motionen. Og bare fordi man sidder på cyklen en del timer, kan man ikke stoppe hvad som helst i munden .. uden at vokse. Som der stod på det virale FaceBook-billede, som hende der har tabt 32 kg havde liked; don’t reward yourself with food, you’r not a dog!
Den fede røg på kur .. den lange på lazarettet
Mit eksperiment med store dæk på Dad er slut, og min drøm om en fatbike udsat til jeg flytter til et mindre humidiøst klima. I den danske vintersmat er en fatbike, eller mit forsøg med en halvfed-cykel, som en klods om benet. Man sejler uden fast kurs i mudderet og hænger fast på den kedelige måde, som i honning, når føret er fedtet.
Uanset hvor enkel og smuk en stålhardtail er, må jeg nok også indrømme at jeg ikke kan holde til at køre på den i ret lang tid af gangen på singletracks .. heller ikke på store dæk. Men jeg ville ønske jeg alligevel havde taget den i søndags i stedet for T-boy. Vi havde overtalt den lokale guide fra Kongernes Nordsjælland, til at føre os fra Allerød mod storbyen af svedige og måske jomfruelige spor. Som forandring, og så vi slap for at gøre ondt værre på de opkørte mudderbaner tæt på København. Vejret var fedt og sporene fantastiske, selvom det jomfruelige gjorde at der lå en del nedfaldsbrænde, stort og småt. Og så havde vi måske brugt alt heldet på vejret. Efter 3 punkteringer nåede vi Sjælsø Lund hvor jeg på en nedkørsel fik en effektiv kæp i hjulet. Først bøjede den bagskifteren bagover til geardroppet brækkede, derefter røg bagskifteren ind i hjulet hvor den molestrerede 3 eger, for at blive spyttet ud igen som skrot! Dyr tur, og kombineret med det fakta at min dropperpost brød sammen weekenden før, fik igen gang i mine overvejelser om en vintercykel af mere holdbar, og mindre dyr, karakter.
Selvom Dad er dømt død som både halvfed-cykel og kompetent vintercykel, for mig, er den igen monteret med Ignitor så den kan bruges i en nødsitiation. T-boy rekreerer sig mens reservedelene vælter ind fra internettet og min hjerne arbejder på højtryk med at regne ud hvad der bedst kan betale sig! Vedligholdelse af en dyr og avanceret fully året rundt, eller at supplere med en billigere og enklere fully til de 6 våde måneder?
Besværlig kærlighed
Så er det igen ved den tid på året, hvor raketdækkene ikke længere er ideelle. De røg af forleden og efter en brav kamp med mine Beaver, opgav jeg at montere dem tubeless! Nedtur at skulle putte slanger i, og tanken om helt at droppe de svedige gummikampe og flydende latex, meldte sig .. igen.
I dag fik jeg så besøg af en mtb-smittet rookie, som fik den lange historie om alt det fede grej, og under forklaring af tubeless og dets herlig og besværligheder stod jeg med det afmonterede raket-fordæk. Mens jeg lod fingrene løbe rundt i dækket, stak jeg mig pludselig .. en stor torn stak ind i dækket. Glimrende illustration af at man med latex bare kører videre, selvom man har en torn i dækket, og burde være punkteret. En tur hele vejen rundt i dækket, afslørede yderligere 3 torne! Det fordæk har kørt siden slutningen af april, bagdækket er slidt op og lige erstattet, og i den tid har jeg været punkteret 2 gange, hvor jeg har måttet stoppe en slange i. Jeg har yderligere haft to punkteringer, hvor latexen stoppede hullet, så reelt har jeg altså været punkteret mindst 8 gange .. muligvis flere, jeg checkede ikke det gamle bagdæk for torne inden jeg smed det ud.
De to gange jeg har måttet stoppe en slange i, har jeg godt nok været irriteret! Det er noget værre svineri at stoppe en slange i et latexfyldt dæk, der er smurt ind i mudder. Men set i bagspejlet, er de to gange meget bedre end hvis jeg havde skullet skifte slange 8 gange .. mindst!
Jeg erkender det, jeg er vild med latex og slangeløse dæk .. på trods af alle besværlighederne. Og hvis nogen undrer sig over hvad der bliver af latexen i dækket, når den forsvinder, eller rettere fordamper, så bliver resterne til en gummi-koral!
Tavshed er guld .. eller intet nyt fra Vestfronten
Der har været lidt stille på bloggen! Det er der faktisk to gode grunde til; vejret og mine cykler. Sommeren faldt ikke som den plejer, på en tirsdag i juli, men har faktisk varet fra starten af maj .. og er dårligt slut endnu. På denne årstid plejer jeg at være træt af at pløje mig gennem mudder og dårligt vejr, men i år er sporene stadig tørre!
Nu er det ikke fordi jeg kun skriver når det regner, men fordi skiftene mellem årstiderne og giver skift i udstyr, og dermed stof til overvejelser. Det er svært at skrive om de nyindkøbte monsterdæk, som skal erstatte de tynde bæverne, når der ikke er mudder og smat til at prøve dem i. Det er vanskeligt at få nye erfaringer med tøjet, når man har kørt i de samme korte rør og en jersey, de sidste 5 måneder. Jeg kunne selvfølgelig skrive lidt om fordelene ved løse ærmer og ben. Men hvad værre er, og den anden grund, jeg har svært ved at finde noget sjovt, eller fornuftigt, at pimpe mine cykler med! De er meget tæt på at være optimale til det jeg bruger dem til. T-boy på sporet, Dad i byen og på landet og Dirty Disco på landevejen. Og hvad skal jeg så skrive om?
Botoxbyggerne
Inden nogen får energidrikken galt i halsen, vil jeg skynde mig at sige at det er fantastisk at frivillige er begyndt at vedligeholde mtb-sporene! Personligt har jeg været lidt nervøs ved tanken, for jeg synes naturlige spor er de fedeste. Men jeg indrømmer blankt, at det er total optur at komme på et af de restaurerede spor i Rude eller Hareskoven. Store muddersøer er forvandlet til stabile singletrack med berms og broer.
Med det sidste besøg i Wales, hvor sporene var top-fede selvom det pissede ned tre dage i træk, fik jeg øjnene op for de anlagte spors velsignelse. Hvis det gøres rigtigt, er det en suveræn måde at give et ellers naturligt spor, et facelift og næsten evigt liv.
Problemet med et facelift, eller en restaurering, er at less is more. Jeg kender ikke noget til teknikken, hverken på mennesker, huse, biler eller mtb-spor .. men jeg kan godt se om det er i orden. Nu er præmisserne vist i orden til at jeg kan komme af med det; den nye bro over muddergrøften i den vestlige del af Hareskoven ved Jonstrup Vang, er lige så vellykket som Ivana Trumps facelift .. det er en katastrofe! Altså med mindre man planlægger en motorvej gennem skoven.
Der er sikkert gode grunde til det er blevet som det er, men set fra et mtb-synspunkt var muddergrøften langt at foretrække. Det er selvfølgelig ikke sjovt at køre i mudder hele vejen rundt .. men det er endnu mindre sjovt at køre skoven rundt på plant hårdtpakket grus. Jeg betragter det faktisk som et af de mere subtile forsøg på at få os ud af skoven .. lav sporene om til grusstier, så alle kan gå tørskoet rundt i skoven. Det er nordlige spor langs Farum Sø fik en tur sidste år, og er nu en motionssti, som kan køres med rollator. Det vil jeg muligvis sætte pris på på et tidspunkt, men ikke endnu.
Nu er der jo ingen grund til at himle op om en enkelt dårlig løsning .. men desværre ser det ud til at brede sig. Ligesom grøften altid har været en udfordring, som ikke altid lykkedes, har den smalle træbro som lå under niveau, tæt på Skovløbervangen, også været det. Indrømmet, jeg har altid stoppet inden, og sat den ene fod ned for at være helt sikker på balancen, inden jeg kørte over. Men det er slut nu. Ligesom ethvert spor af grøften er væk, der er en helt plan grusvej, er broen også kommet op i niveau og har fået dobbelt bredde. Fra at være en udfordring, er den nu lige så spændende som Langebro.
Anyway, keep up the good work .. men brug mindre botox!
Styr på fingerjobbet
Det var nok fordi jeg af og til bliver øm i den yderste del af håndfladerne, jeg begyndte at se sammenhængen mellem hvilken finger man bremser med og hvordan man holder på styret. Selvfølgelig bruger jeg kun en finger, og siden alpeguiden Frank for 5 år siden lærte mig at bruge langefingeren, ikke pegefingeren, har jeg gjort det. Jeg synes argumenterne om at langefingeren er længere og stærkere, og at man samtidig holder bedre fast på styret, er gode, og selvom ca. 80 % af alle pro-ryttere bremser med pegefingeren, har jeg holdt fast .. og forsøgt at overbevise andre.
Men en dag gik det op for mig at jeg, selvom bremsegrebene sidder perfekt, vrider hånden lidt når jeg strækker langefingeren ud og bremser .. og deraf ømheden i den yderste del af håndfladen. Et hurtigt forsøg med at bruge pegefingeren i stedet, viste at så fordeler trykket sig meget bedre i hele håndfladen! Efter en omrokering af greb og skiftere og en tur i skoven, er jeg ikke i tvivl .. det er den rigtige løsning! Nu skal jeg bare vænne mig til det.
Når man ændrer en indstilling, som har fungeret i mange år, begynder man også at se kritisk på andre. Så da brandmanden deklarerede at hans nye 730 mm Thomson styr med 6º backsweep var meget behageligere end hans gamle 685 mm Easton, magen til mit, med 9º backsweep og 5º upsweep, blev jeg helt dårlig. Nyt styr, ny frempind .. pyh, det er bare dyrt. I mit forsøg på at visualisere et bredere styr med en anden vinkel på håndtagene, hold jeg hænderne ud i luften, som om jeg holdt på det. Når man gør det imaginære styr bredere, skal frempinden være kortere og der skal være mere backsweep på styret. Når man går i “attack”-stilling, som jeg lærte på et teknikkursus fornyelig, altså bøjer sig frem og stikker albuerne ud, så skal der upsweep på styret. Faktisk kan man med sådan et imaginært, og gratis, styr, præcist se hvordan hænderne drejer, når styret bliver bredere, eller man flytter albuerne fra kroppen og ud. Og nu er jeg glad for mit styr IRL igen.
Fars fede (cykel)ferie
Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.
Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.
Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt. Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.
Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.
Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.
Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.
Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.
Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!
Hvordan fan ..
Hvordan fan lykkes det cykeltyve at stjæle 17.000 cykler om året alene i København, når jeg ikke kan bryde en Bastalås op på 2 timer med håndværktøj?
Sommerens gåde startede på stranden, hvor en cykelnøgle forsvandt i sandet. Jeg tilbød selvfølgelig straks at brække låsen op, hvis bare cyklen blev slæbt op til sommerhuset, som er rimeligt ekviperet med værktøj i sommermånederne.
Jeg startede naivt med at tro på vandrehistorierne om at en Bastalås bare kan sparkes op. OK, det var den nyeste model fra Basta, men hverken spark eller velplacerede slag med en stor hammer, gjorde større indtryk på låsen. Så saver vi da bare bøjlen over .. nix, hærdet stål! Låsekassen ligner bøjet blik, men kan heller ikke åbnes med håndværktøj .. men den kan man save i! Det lykkes mig at fjerne dele af låsekassen, men kun for at finde ud af at selve bøjlen der svinger gennem hjulet, er en hel cirkel af hærdet stål som kun er åben på lige det stykke hvor hjulet løber gennem låsen. Og ringen er så stærk at man ikke kan vride den så meget at man kan lempe fælgen igennem, selvom hele den ene side af låsekassen er åbnet.
Det korte af det lange var at jeg sveddryppende opgav efter to timer! Lidt efterfølgende research på nettet bekræftede at jeg ikke var helt idiot, men at man behøver en vinkelsliber eller en kraftig boltsaks. Dagen efter kom ejermanden med en rimelig stor boltsaks, byggemarkedsmodel, som jeg kunne beholde som tak for hjælpen, når han havde klippet låsen over. Jeg har nu en boltsaks med ødelagte kæber, for det lykkedes heller ikke med den. Den lokale cykelhandler grinede vist, og klarede problemet på et par minutter med en vinkelsliber.
Det interessante, og meget positive, er at det faktisk kræver ordentligt værktøj at åbne en moderne lås. Så kan man låse sin cykle fast til noget med en god lås, skal en tyv altså igang med en vinkelsliber eller en monstrøs boltsaks. Og har man parkeret i fuld offentlighed, er det næppe tyvens ønskesituation. En video på nettet med en tidligere cykeltyv, bekræfter da også at det er hans bedste bud på at sikre sin cykel .. men også at hvis tyven vil have cyklen, og er villigt til at løbe risikoen ved at arbejde i fuld offentlighed, kan man ikke gøre ret meget.
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
MTBlog.dk 
4 comments