MTBlog.dk

Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.

For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.

Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.

Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.