Stort og småt
Kasper kunne ikke deltage på søndagsturen pga sit sociale liv og spurgte, meget overraskende, om jeg så ikke ville låne hans nye Niner ! Hvad kan jeg sige, ud over TAK ! Det gav mig mulighed for at finjustere cyklen så det var som at sidde på en af min egne, og køre en rigtig tur på den. Min første rigtig tur på en 29″ hardtail.
Det er ingen hemmelighed at jeg drømmer om en Santa Cruz Tallboy, og at pressens skamrosning af den ikke har gjort drømmene mindre våde. Men det er jo lidt svært, for det er næppe muligt med en prøvetur og hvem siger at 29″ er noget for mig ? Jeg har læst mange anmeldelser af 29″ere og bla et par stykker hvor testere bliver så glade for en 29″ med kort vandring at de sælger deres 5.5″ fully. Så forventningerne var store !
Og nu bagefter er det lidt svært at komme med en klar mening, dels fordi det trods alt kun var 60 km, dels fordi det jo ikke er en revolution. Alle pros og cons kan man læse i bladene og jeg er sikker på de er rigtige. 29″ ruller bare bedre over ting, 29″ er lidt trægere, 29″ griber lidt bedre osv., og når alt kommer til alt handler det nok mere om man kan lide fornemmelsen af 29″. Nogle kan lide hardtail, nogle fullier og nu er repetoiret udvidet med stor og små hjul.
Nu er jeg ikke vant til at køre hardtail og det kan være vanskeligt at skelne hvad der skyldes den manglende affjedring og hvad der skyldes de store hjul, men jeg er ikke i tvivl om at 29″ er effektivt .. hvis jeg var racer ville jeg helt sikkert købe en. Så ville jeg sikker også have benene til at holde den rullende .. og når den er rullende føles den nærmest ustoppelig. Principielt er en 29″ 11% højere gearet end en 26″ med de samme komponenter, men det mærkelige er at man ofte kører i samme gear som på en 26″ ! Og jeg forstår slet ikke at den lange stejle rodfyldte stigning jeg altid kæmper mig op af i laveste gear, også lader sig besejre på samme måde på Niner’en !? Hvor fan får man 11% flere kræfter fra .. det er 2 gear.
I What Mountainbike har de udråbt Tallboy til at være den for øjeblikket bedste 29″ fully med slutsætningen: this is, without doubt, the fastest trail bike we’ve ever ridden. Selvsamme blad havde fornyelig en leder hvor redaktøren slog fast, at en ny cykel kun er bedre end den gamle, hvis den får dig til at cykle mere. Så spørgsmålet må blive for os weekendkrigere; er 29″ sjovere ?
Latenstid
I efteråret 85 sendte BMW en ny motorcykel på markedet, BMW K75. Fem forhandlere havde fået lov at køre en hjem fra München, dels for at prøve den, dels for at deres kunder også kunne prøve den. Jeg fik en kort tur på en af dem og var ikke rigtig imponeret. Vinteren gik og da foråret kom, og sæsonen startede, var jeg ikke i tvivl, jeg skulle have en ! Det blev til over 150.000 km på de 2 jeg havde af den model, og jeg vil altid betragte K75s som min motorcykel. Jeg blev gladere og gladere for den, jo længere jeg kørte på den.
Men det har jo ikke meget med mountainbiking at gøre ? Nej, men jeg fik en kort tur på Kaspers nye 29″ i dag .. og det fik mig til at tænke på det 😉
Evolution eller marketing ?
Er det evolution eller marketing når der kommer en ny version af Nobby Nic hvert år ? Eller når de fleste mainstream cykelmærker hvert år kommer med en ny kollektion, som primært adskiller sig fra sidste år kollektion i favevalget ?
Er Eggbeateren og en del andre Crank Brothers produkter revolution eller Kejserens nye klær ? Er 29″ ?
Jeg har fået børn i tre årtier og kommer tit til at tænke på udviklingen af bleer. I 80’erne var det i sig selv revolutionerende at kunne bruge engangsbleer. I 90’erne kom den store udvikling og bleerne blev kønsspecifikke, bleer til drenge og bleer til piger. Og så skete den store revolutionen i det nye årtusinde, unisex bleen blev opfundet .. én ble til drenge og piger !!!
Det er sgu svært at gennemskue hvad der er tom marketing, evolution, revolution og Kejserens nye klær. Men det viser sig altid efter en tid på sporet !
Crashtanker
Solen skinner, det er første dag på Alpe-turen og vi kører på et fantastisk singletrack, Zeblatrail ikke så langt fra Ischl. Det går rigtig godt, der er flow, Blur’en er i sit es, Joplin’en er sænket en anelse og jeg husker jeg tænker “farten er din ven” da jeg skal ned af et lille småstejl stenet stykke. På vej ned rammer forhjulet et eller andet, så kontrollen ryger, og det kommer ud i lidt sne .. og forsvinder. Da jeg går ned er jeg allerede klar over at det her ikke er godt ! På mit GPS-track kan jeg se at jeg kører 27,2 km/t da jeg rammer jorden med højre side og hovedet først, for derefter at ramme en stor sten som jeg ruller op over og stopper i en meget ubekvemt stilling. De andre kan også se det ikke så godt ud, så de kommer straks. Jeg er total forslået og ør, men efter at have sundet mig lidt kan jeg konstatere at jeg ikke umiddelbart har brækket noget, at jeg ikke har ondt i hovedet og ikke ser dobbelt. Mirakuløst har jeg tilsyneladende ikke fået fatale skader og efter en lille pause, og at have repareret de meget små materielle skader, tutten var røget af min Camelbak-slange og det ene glas røget ud af mine briller, er jeg klar til at køre videre. Min hjelm har taget skraldet og er egentlig færdig, men må holde turen ud. De næste dage og nætter er ikke så sjove, men ikke værre end jeg stadig kan nyde turen, og sidste dag er jeg næsten mig selv igen.
Vel hjemme igen er jeg stadig taknemlig over det ikke gik værre og er begyndt at overveje om grænsen er nået !? Jeg siger som regel til folk jeg er en tøssedreng og normalt ikke crasher, men lidt hovedregning viser at det måske ikke passer. Tre uger inden sidste Alpe-tur bøjede jeg et riben efter mødet med en lille græstue og en tur over styret, jeg tog den ud over styret på en klippesti i Andalusien sidste år, og havde det heller ikke godt, og nu det her. Alle 3 gange sort uheld .. eller er det en tendens ?
En del af det er så fedt at køre mountainbike er at man selv i min alder, hele tiden kan blive bedre og dygtigere. Og jeg synes det er sjovt at overvinde mig selv og blive bedre til at køre svære ting på trods af frygtsomheden, som også kommer med alderen. Men måske er grænsen for udvikling nået og konsekvenserne ved et styrt blevet for store ?
Kolde rør og varme boller
Som jeg beskrev i et tidligere indlæg, Livrem og seler, opdagede jeg baggy-shorts fortræffeligheder i vinters. Det har været stærkt vanedannende, dels bliver man ikke våd i røven i dårlig vejr og dels ser det meget bedre ud. Faktisk så meget at mine kone en søndag, hvor jeg tidligt sneg mig ud af soveværelset i fuld cykelgear, sagde at jeg så godt ud ! Det er aldrig sket før .. i cykeloutfit. Siden har jeg kørt i baggies.
Baggies giver 2 problemer, dels falder de ned når man kører, dels varmer de, hvilket er fint om vinteren, men knap så attraktivt om sommeren. Det første problem er blevet løst med seler, en løsning der forøvrigt har bredt sig til en del af de halvgamle mænd jeg kører sammen med. Vi taler faktisk om at få en lavet en produktion af “morfar-baggies” med seler 😉
Det andet problem, de varme boller, har jeg løst med et par nye baggies. Jeg læste en test i What MountainBike, hvor de fremhævede Specialized Enduro som værende ideelle til varm vejr. Sådan et par jeg nu fået efter en del besvær. De måtte hjem fra England, og i mellemtiden har bladet haft en ny test og udråbt Endura Hummvee Lite til de cool’este baggies i byen. Anyway Enduro’erne er fantastiske ! De er lavet med mesh de rigtige steder, sidder perfekt og føles luftige . Og så er der elastik i linningen, det er ikke så sexet men virker næsten lige så godt som seler på alle andre måder.
Faktisk er det fedeste ved baggies nok egentligt at man føler sig som en checket mountainbiker og ikke som en halvnøgen, gennemsvedt atlet, hvilket kan være rigtig rart når man ikke lige ligger fladt hen over styret.
Varmeflimmer
Egentligt var det planen at Superlight’en skulle have været med på ferien i Kroatien, da den er rimelig let og simpel, og kan køre næsten hvad som helst, også asfalt. Af forskellige årsager gik det ikke sådan, jeg fik ingen cykel med, og måtte derfor ud og leje et turist-lig.
Vi var 3 og det var netop hvad byens centrale udlejer kunne mønstre på en gang; en lokal produceret Author i den meget billige ende, en ramponeret GT Aggressor i discount-udgave og en godt slidt flere år gammel Cannondale F7 .. som jeg fik. En nødtørstig service med et multitool på terassen fik bremser og gear til at virke, sadel og styr til at harmonere og sololie, faktor 30, fungerer fantastisk som kædefedt. Og så kom der EggBeatere på.
De første dage på Hvar havde jeg kikket lændselsfuldt på de små stejle og stenede stier i området, men havde måttet erkende at selv på min Blur LT ville det være en mundfuld. Så på en pensionsmoden Cannondale med en forgaffel hvis bedste, og eneste, funktion var at den kunne sige KLONK, et baghjul med konstant jamrende eger og V-bremser der selv som nye ikke havde været meget værd, var det et no-go.
Det blev til et mix af 3 af de ruter den lokale turistforening havde anbefalet som dagsture. 60 km, 1.200 hm på et mix af asfalt og dårlige grusveje, med en heftig stigning til øens højeste punkt på 628 m, Sveti Nicola. Fed tur !
De efterfølgende dage havde jeg selvfølgelig abstinenser og ville køre mere, men det pudsige var at jeg ikke længere drømte om at slippe den langbenede med 150mm løs på de vilde nedkørsler, men om at trille rundt på min gamle Marin stål-hardtail, som er blevet degarderet til bycykel med flats ! Det var næppe pga positiv indflydelse fra Cannondalen, men snarere fordi hele byen og området, og de 32 grader, mere indbød til uformel leg på trapper, småstier og stejle bygader fra Middelalderen, end hardcore kørsel med hele udstyret og sammenbidt attitude. Livet er enkelt ved Middelhavet !
Bare rolig, nu er jeg kommet hjem, og på bedre tanker efter den første tur til købmanden på Marin’en. Her er byen for enkel, vejret for dårligt og livet for kompliceret til en hardtail 😉
Sorte huller
Det er svært at træne til en Alpe-tur på visse punkter her i Danmark. Specielt er det vanskeligt at træne nedkørsler der er lange og stejle nok. I Alperne er nedkørslerne hårrejsende stejle og lange nok til at musklerne i underarmene syrer fuldstændig til af at bremse og lårerne skriger af at hænge bagved sadlen i halve timer i træk.
De fleste af os har “sorte huller” rundt omkring på sporene, steder vi enten ikke kan, eller tør, køre. Personligt havde jeg 3 på mine sædvanlige ruter indtil sidste år. En af dem er nedkørslen fra Klint ! Klint er et gammelt kalkbrud helt ud til vandet, hvor man med lidt øvelse og held, lige akkurat kan træde op til toppen af et enkelt singletrack. Fra toppen er der en fantastisk udsigt, og en efter min mening, scarry nedkørsel af en eroderet, stenet og meget stejl tidligere sti. Jeg har flere somre holdt og kikket fra toppen, og tænkt det ikke var noget for mig. Sidste år havde vi allerede besluttet Alpe-turen nu til september, så nedkørslen var jo oplagt træning. Det krævede lidt tilløb og justering af udstyr, men det blev da til et par gange, en enkelt endda rimelig elegant.
Og nu holdt jeg der så igen i dag .. på den langbenede .. med fjernbetjent sænkbar sadelpind .. og uden en rimelig undskyldning. Det kunne have været et pres, men det var det faktisk ikke da jeg holdt der. Den så ikke nær så skrækindjagende ud som sidste år, det er fantastisk hvad man kan vænne sig til. Og ned gik det med hjertet i halsen og pulsen bankene .. næsten elegant.
Nok har vi ikke Alpetræningsfaciliteter i Danmark, men de sorte huller kan sagtens bruges som det. I den sidste ende handler det jo om at overvinde sig selv !
Roskiller
Flere af vennerne spiller fodbold og størsteparten af dem indrømmer at det kniber med at få løbetrænet, men læg en bold foran dem og de løber til de segner.
Sådan har jeg det lidt på sporet. Det der med at ræse et par omgange på et af sporene er fint nok, men i det lange løb er jeg ikke sportsmand nok til det. Jeg kan ikke finde motivationen i at slå 45 sekunder af tiden rundt på det blå spor ! Det betyder at selvom vi som regel kører på de kendte spor, er turen forskellig fra gang til gang og kan vi finde nogle nye spor eller måder at komme rundt på, er det toppen. Først den ene vej, og så den anden vej rundt på det nye spor i Store Dyrehave forrige weekend, var ved at tage livet af mig. Dels var det fysisk hårdt, der var et par stykker i gruppen der kørte rigtig hurtigt, dels kræver sporet meget arbejde på cyklen og dels var det mentalt svækkende for mig ikke at komme nogen vegne. Tanken om at køre i ring for blot at vende om og køre den anden vej, havde en dårlig effekt på mig. Retfærdighedsvis skal det siger, jeg selv havde fundet på det.
Siden min cykelbuddy Thomas flyttede til Roskilde har han forsøgt at lave en længere og længere tur rundt om Roskilde, Roskiller-turen. Den indeholder bla stier langs Roskilde Fjord, Boserup Skov, Skjoldungestien, det hvide spor og i søndags forsøgte vi så at udvide den med et spor langs Ramsødalen. Ikke alt er teknisk, det er en smuk blanding af det hele. Svedige singletracks på det hvide spor, flydende stier med panoramaudsigt langs fjorden og hjulspor med hoftehøjt græs over marker. Og selvom jeg igen var ved at dø på det hvide spor, der er sjovt nok altid nogen der kører meget hurtigere end mig, kan jeg sagtens komme til kræfter igen ved tanken om nye spændende stier.
Episk, kalder vi de ture som har mange kilometer og oplevelser, og som ikke kun indeholder mountainbikespor. Det er OK at træne spinning og køre landevejen i løbet af ugen, bare for træningens skyld, men om søndagen skal være søndagstur og ikke kun træning .. og det skal helst være episk ind i mellem.
Så starter cross-sæsonen igen !
Siden vi fik sommerhus, har jeg forsøgt at finde de fede spor i området og for et par år siden begyndte jeg også at lede efter nogle lokale at køre med. Dels for at få selskab og dels for lære flere spor at kende. Rygtet ville vide at der kørte en flok, og af og til så jeg også ryggen af nogle ude i skoven. Det var dog lidt svært at få kontakt, og først da min søns børnehavepædagog afslørede at hun havde en bror der bor og kører i området, lykkedes det.
Jeg mødte op i fuld weekendkriger udstyr; fully, brede dæk og kamelryg. Det burde nok have vagt min mistanke at de andre kørte på citydæk, med låst affjedring og at der endda var en enkelt på en crosscykel. Friskt, siger jeg til ham på crosscyklen, at nappe turen på sådan en cykel, men det mente han nu ikke ! Det varede heller ikke længe inden jeg var enig med ham !
De lægger ud i et rasende tempo .. ud af landevejen ! Jeg kender ellers et fedt spor, men beslutter mig for ikke at blande mig .. det kan tids nok komme. Efter et par kilometer er jeg allerede bagefter og ved at dø. Heldigvis kikser den ene et gearskift og knækker kæden. Surt, siger de i kor, du må trække hjem. Nej, nej, siger jeg og pakker kamelryggen ud og et powerlink senere er vi på vej igen. Afsted det går og da vi nærmer os Sandflugtsplantagen er jeg igen bagefter men optimist ved tanken om vi nu drejer ind på et spor i skoven. Så kan de bare vente sig ! Men nej, vi fræser med over 30 km i timen ad grusvejen langs vandet. Efter yderligere 5 minutter opgiver jeg og råber, bare kør ! Men jeg er allerede så langt bagefter at de ikke kan høre det, så det gør de.
Surt show ! Men jeg synes jo ikke rigtig det var fair, så efter at have sundet mig et par uger beslutter jeg mig for at forsøge igen. Med en anden cykel ! Major Jake bliver udstyret med cross-dæk, som den egentligt er født til, og jeg lader baggy’s og kamelryg blive hjemme. De kikker lidt, både på mig og Major Jake, da vi møder op, men denne gang kan jeg følge med, også på de 2 asfalt-rundture som er inkluderet, og jeg blander mig endda i spurten 😉
De kører hver dag den samme tur på det samme tidspunkt, så det er bare at hægte sig på. 32 km og alt over en time er uacceptabelt .. det er go’ pulstræning ! Nu mangler jeg bare at overbevise dem om de også skal prøve at køre med i skoven 😉
Man ser det komme
Så skete det ! Det som jeg siger kun sker hvis man er uopmærksom og ikke vedligeholder tingene ordentligt.
Inden den lange tur sidste weekend hev jeg lidt i mine EggBeater pedaler. Et par meget gamle pedaler der er rebuildet et par gange og som kun sidder på cyklen fordi jeg ikke synes man kan smide ting væk der dur. Det var ikke første gang jeg hev i dem, der havde været alt for meget slør i dem længe, og ikke første gang jeg tænkte at nu skulle de skiftes. Men nej, jeg orker ikke lige i dag og de klarer selvfølgelig en tur til.
Det gjorde de ikke ! Efter et par timer og med 5o km tilbage, brød kuglelejet i den venstre pedal sammen og pedalen bevægede sig frit ud af spindlen. Og så lige i regnvejr og på langtur. Heldigvis skete der ikke noget og jeg kunne med lidt opmærksomhed og muskelkraft, holde pedalen på plads. Men ikke mere leg, slut med at stå op og slut med at træde igennem på kraftige stigninger. Men frem kom jeg, tak !
Der har været mange indlæg på DMK’s board om at EggBeatere holder dårligt, og hver gang har jeg svaret at man bare skal huske at rebuilde dem når der kommer slør i dem. Right, det gælder åbenbart også mig. Jeg vidste det ville ske, jeg har 3 sæt nye eller nyservicerede EggBeatere liggende klar, og jeg har frygtet det de sidste mange gange jeg har kørt, men pludselig fik jeg et anfald af sparsommelighed .. eller var det dovenskab ? Nu er det bedre at forebygge end at helbrede, så når det gælder udstyr, stol på den mandlige intuition og gå aldrig ned på udstyr.
MTBlog.dk 
6 comments