Kolde fødder
Efterhånden har jeg fået styr på min påklædning, selv når det er rigtig koldt. Jeg hader at blive kold og en del år troede jeg det var et nødvendigt onde ved vintertræning, men en Brynje Super Thermo netundertrøje inderst, en Craft ulden mellemlagstrøje udenpå og så de nødvendige lag trøjer, jakker og veste, har løst problemet. Selv mine hænder har haft varmen de senere år i skiftevis Roeckl og GribGrap handsker. Også efter 4 timer.
Men mine fødder fryser og jeg har prøvet alt nu .. undtagen elektriske såler. Det første tiltag var vinterstøvler, og det virker. Men jeg syntes ikke de var varme nok, så jeg bestilte et par Pearl Izumi GTX Barrier, som iflg. BikeRadar skulle være de varmeste. Det var også som at stikke foden i en foret moonboot, at få dem på. Desværre holdt varmen ikke og jeg synes de var for bløde at køre i selvom sålen var stiv. Specialized Defroster er ikke specielt varm, men til gengæld fede at køre i og kan bruges i dårligt vejr året rundt.
Så må sokkerne jo redde det. Sealskins laver et par vandtætte vintersokker, som skulle være det bedste. De er da også så varme at man sveder om fødderne efter 5 minutter, og desværre også så tykke at de er svære at have i selv en et nummer for stor sko, og mine fødder var stadig lilla efter 4 timer i skoven. Alt i uld og skisokker er blevet købt og prøvet, og min lokale sportspusher endte med at tilbyde mig kombinerede uld og støttestømper for at øge blodomløbet ! De er nu ikke de eneste der har lavet antydninger til min alder for min søster forærede mig allerede støttestrømper for et par år siden .. men så gammel er jeg altså ikke, endnu !
Denne vinter besluttede jeg så at være lidt systematisk, specielt efter vi kom til at tale lidt om det ude på sporet. Halvdelen af dem jeg kører med, står som mig med lilla fødder og skriger under bruseren, når de kommer hjem ! Følgende har jeg erfaret virker, og kombinationen af det hele, giver den bedste varme;
- vinterstøvler, mindst et nummer for store
- flere lag tynde sokker, mindst en uld og evt kombineret med en Goretex skal-sok
- tykke neopren skoovertræk
Det er jo ikke særligt overraskende, men nødvendigt for optimal varme. Og når jeg så stadig fryser, skyldes det nok at med alderen falder foden lidt sammen hvilket giver dårligt blodgennemstrømning og ligesom mine fødder efter 2 timers spinning kan begynde at snurre, fryser de også efter 4 timer i skoven.
PS. Støttestrømperne virker ikke på varmen .. jeg har prøvet dem !
Bambi .. med pigsko !
Jeg hader at cykle på is ! Pludselig, og uden grund, forsvinder begge hjul inden du kan nå at sige fåååck .. jeg hader det og det gør altid ondt. Måske er det et gammelt traume fra da jeg som studerende pendlede på cykel mellem Trørød og Haraldsgade. Den første frostdag måtte jeg bide i asfalten tre gange inden jeg passerede DTU i Lundtofte, og derefter havde åndsnærværelse nok til at tage bussen resten af vejen. Jeg hader at cykle på is !
Normalt er en dansk vinter jo noget med sne i et par weekender, men sidste år var der så meget sne, at jeg både nåede at købe langrendski og overveje at købe pigdæk. Tre af de andre tosser jeg kører med året rundt, måtte umotiveret ned og bide i isen .. jeg slap. Men så heldig er der jo ingen, der siger, at jeg er i år ! Mit argument, overfor mig selv – og fruen…., for at købe pigdæk er, at selvom de er dyre og nok skal hænge en stor del af tiden i kælderen de næste år, er det alligevel bedre og billigere end et brækket kraveben.
På vej ud af byen, kan jeg allerede høre, at piggene virker; de synger højrøstet med på hvad som helst, men da jeg første gang drejer skarpt ud over en klump frossen sne og is, er jeg alligevel ved at stå på hovedet. Selv gummitræer vokser ikke ind i himmelen .. men det er tæt på ! Da jeg først har fundet ud af, at jeg stadig skal være forsigtig, kører det bare. På de strækninger, hvor der helt tydeligt er is under sneen, og hvor jeg normalt er ved at skide grønne grise, kan jeg høre piggene nynne svagt. Det giver lige det ekstra greb og den ekstra tryghed, der gør, at det stadig er rigtig sjovt. Og på vej op af stigningerne på singletrackene i skoven, hvor baghjulet normalt slipper og spinner på et tidspunkt, når der er tilpas meget fastkørt sne, bider dækkene stille og roligt hele vejen op. På et tidspunkt spurgte min køreven Jesper om det var benene eller dækkene .. de andre måtte nemlig af cyklerne af og til. Jeg svarede, at det selvfølgelig var benene .. men det er ikke rigtigt, det er dækkene !
Så længe der er sne og is, ryger de pigdæk ikke af cyklen ! De er lidt træge at træde på asfalt, selvom de ikke vejer mere end de Mountain King 2.4 UST jeg normalt kører med, og jeg kan ikke montere dem med latex, selvom de i princippet er tubeless-ready. Jeg prøvede alt: trykluft, CO2 patroner, selv gaffertape hele vejen rundt, men måtte overgive mig og stoppe latex-slager i. Men ellers er det svært at sige noget grimt om dem .. efter første tur. Pigdæk virker klart bedst med lavt dæktryk, så måske prøver jeg alligevel at hive slangerne ud, nu da dækkene har sat sig. På den anden side er det jo også sådan nogle dæk, der skal af og på alt efter vejret, og så er latex-løsningen noget snask. Hmmm … det bliver vist det første snakebite, der afgør det 😉
Stort og småt
Kasper kunne ikke deltage på søndagsturen pga sit sociale liv og spurgte, meget overraskende, om jeg så ikke ville låne hans nye Niner ! Hvad kan jeg sige, ud over TAK ! Det gav mig mulighed for at finjustere cyklen så det var som at sidde på en af min egne, og køre en rigtig tur på den. Min første rigtig tur på en 29″ hardtail.
Det er ingen hemmelighed at jeg drømmer om en Santa Cruz Tallboy, og at pressens skamrosning af den ikke har gjort drømmene mindre våde. Men det er jo lidt svært, for det er næppe muligt med en prøvetur og hvem siger at 29″ er noget for mig ? Jeg har læst mange anmeldelser af 29″ere og bla et par stykker hvor testere bliver så glade for en 29″ med kort vandring at de sælger deres 5.5″ fully. Så forventningerne var store !
Og nu bagefter er det lidt svært at komme med en klar mening, dels fordi det trods alt kun var 60 km, dels fordi det jo ikke er en revolution. Alle pros og cons kan man læse i bladene og jeg er sikker på de er rigtige. 29″ ruller bare bedre over ting, 29″ er lidt trægere, 29″ griber lidt bedre osv., og når alt kommer til alt handler det nok mere om man kan lide fornemmelsen af 29″. Nogle kan lide hardtail, nogle fullier og nu er repetoiret udvidet med stor og små hjul.
Nu er jeg ikke vant til at køre hardtail og det kan være vanskeligt at skelne hvad der skyldes den manglende affjedring og hvad der skyldes de store hjul, men jeg er ikke i tvivl om at 29″ er effektivt .. hvis jeg var racer ville jeg helt sikkert købe en. Så ville jeg sikker også have benene til at holde den rullende .. og når den er rullende føles den nærmest ustoppelig. Principielt er en 29″ 11% højere gearet end en 26″ med de samme komponenter, men det mærkelige er at man ofte kører i samme gear som på en 26″ ! Og jeg forstår slet ikke at den lange stejle rodfyldte stigning jeg altid kæmper mig op af i laveste gear, også lader sig besejre på samme måde på Niner’en !? Hvor fan får man 11% flere kræfter fra .. det er 2 gear.
I What Mountainbike har de udråbt Tallboy til at være den for øjeblikket bedste 29″ fully med slutsætningen: this is, without doubt, the fastest trail bike we’ve ever ridden. Selvsamme blad havde fornyelig en leder hvor redaktøren slog fast, at en ny cykel kun er bedre end den gamle, hvis den får dig til at cykle mere. Så spørgsmålet må blive for os weekendkrigere; er 29″ sjovere ?
Grim .. og genial !
En mørk efterårsaften i sommerhuset uden kvalificeret læsestof, gik jeg igennem de gamle mountainbikeblade jeg havde efterladt det sidste års tid. Jeg faldt over en skamrosning af en aparte rygsæk, WingNut Hyper 3, som specielt med høj vægt, fungerer meget bedre for cyklister, end de klassiske. For ikke så længe siden havde jeg også set en test hvor samme rygsæk vandt, men jeg havde slået det hen, dels pga. testeren som jeg ikke er vild med, dels pga rygsækkens mærkelige udformning. Lidt videre research viste at alle der havde haft rygsækken på, var kommet til samme konklusion, den er meget bedre end de andre når der kom vægt i.
Som fotograf har man et tilbagevendende problem, hvor meget udstyr kan man holde til at køre med uden det ødelægger turen. Min grænse går ved et lille DSLR med en let optik, men som regel har jeg kun et større kompaktkamera med, da rygsækken ellers er generende.
Jeg bestilte en WingNut .. og sidste søndag var jomfruturen. Der var det sædvanlige i sækken samt det lille DSLR kamera. Det er første gang jeg overhovedet ikke har været generet af rygsækken og endda tænkte, næste weekend tager jeg en ekstra optik med !
Ingen rygsæk er helt perfekt, Deuter har efter min mening den bedste ryg, men Dakine Nomad har længe været min foretrukne pga udformningen, de mange detaljer og specielt sidelommerne, som kan nås mens man kører. WingNut’en er heller ikke perfekt men den har også sidelommerne som Nomad’en, og så kan den noget de andre ikke kan, bruges ubesværet med høj vægt .. men fååck hvor er den grim når den sidder på ryggen. Check selv Kaspers billeder af mig fra i søndags:
Latenstid
I efteråret 85 sendte BMW en ny motorcykel på markedet, BMW K75. Fem forhandlere havde fået lov at køre en hjem fra München, dels for at prøve den, dels for at deres kunder også kunne prøve den. Jeg fik en kort tur på en af dem og var ikke rigtig imponeret. Vinteren gik og da foråret kom, og sæsonen startede, var jeg ikke i tvivl, jeg skulle have en ! Det blev til over 150.000 km på de 2 jeg havde af den model, og jeg vil altid betragte K75s som min motorcykel. Jeg blev gladere og gladere for den, jo længere jeg kørte på den.
Men det har jo ikke meget med mountainbiking at gøre ? Nej, men jeg fik en kort tur på Kaspers nye 29″ i dag .. og det fik mig til at tænke på det 😉
Evolution eller marketing ?
Er det evolution eller marketing når der kommer en ny version af Nobby Nic hvert år ? Eller når de fleste mainstream cykelmærker hvert år kommer med en ny kollektion, som primært adskiller sig fra sidste år kollektion i favevalget ?
Er Eggbeateren og en del andre Crank Brothers produkter revolution eller Kejserens nye klær ? Er 29″ ?
Jeg har fået børn i tre årtier og kommer tit til at tænke på udviklingen af bleer. I 80’erne var det i sig selv revolutionerende at kunne bruge engangsbleer. I 90’erne kom den store udvikling og bleerne blev kønsspecifikke, bleer til drenge og bleer til piger. Og så skete den store revolutionen i det nye årtusinde, unisex bleen blev opfundet .. én ble til drenge og piger !!!
Det er sgu svært at gennemskue hvad der er tom marketing, evolution, revolution og Kejserens nye klær. Men det viser sig altid efter en tid på sporet !
Oppe i skyerne
Da vi skulle vælge Alpe-tur denne gang, gik jeg efter at den skulle være lige så udfordrende som sidste gang og have så meget singletrack som muligt. Vi endte med at vælge Sky-turen fra Joko MTB, 4 gange over 2.600 m og en gang over 3.000 m.
Jeg havde nok ikke gjort mig helt klart, og heller ikke læst den tyske tekst ordentligt, at det betød at vi skulle trække/skubbe cyklerne en god bid næsten hver dag. Ellers kan man ikke komme så højt op !
Men nej hvor var der fantastisk deroppe. Udsigt over hele verden .. singletrails på verden top 😀
Men så melder spørgsmålet sig, er det værd at slæbe cyklen i halve og hele timer, for at komme op hvor luften er tynd og panoramaen bred ? Sporene er ikke bedre, kun udsigten 😀
Crashtanker
Solen skinner, det er første dag på Alpe-turen og vi kører på et fantastisk singletrack, Zeblatrail ikke så langt fra Ischl. Det går rigtig godt, der er flow, Blur’en er i sit es, Joplin’en er sænket en anelse og jeg husker jeg tænker “farten er din ven” da jeg skal ned af et lille småstejl stenet stykke. På vej ned rammer forhjulet et eller andet, så kontrollen ryger, og det kommer ud i lidt sne .. og forsvinder. Da jeg går ned er jeg allerede klar over at det her ikke er godt ! På mit GPS-track kan jeg se at jeg kører 27,2 km/t da jeg rammer jorden med højre side og hovedet først, for derefter at ramme en stor sten som jeg ruller op over og stopper i en meget ubekvemt stilling. De andre kan også se det ikke så godt ud, så de kommer straks. Jeg er total forslået og ør, men efter at have sundet mig lidt kan jeg konstatere at jeg ikke umiddelbart har brækket noget, at jeg ikke har ondt i hovedet og ikke ser dobbelt. Mirakuløst har jeg tilsyneladende ikke fået fatale skader og efter en lille pause, og at have repareret de meget små materielle skader, tutten var røget af min Camelbak-slange og det ene glas røget ud af mine briller, er jeg klar til at køre videre. Min hjelm har taget skraldet og er egentlig færdig, men må holde turen ud. De næste dage og nætter er ikke så sjove, men ikke værre end jeg stadig kan nyde turen, og sidste dag er jeg næsten mig selv igen.
Vel hjemme igen er jeg stadig taknemlig over det ikke gik værre og er begyndt at overveje om grænsen er nået !? Jeg siger som regel til folk jeg er en tøssedreng og normalt ikke crasher, men lidt hovedregning viser at det måske ikke passer. Tre uger inden sidste Alpe-tur bøjede jeg et riben efter mødet med en lille græstue og en tur over styret, jeg tog den ud over styret på en klippesti i Andalusien sidste år, og havde det heller ikke godt, og nu det her. Alle 3 gange sort uheld .. eller er det en tendens ?
En del af det er så fedt at køre mountainbike er at man selv i min alder, hele tiden kan blive bedre og dygtigere. Og jeg synes det er sjovt at overvinde mig selv og blive bedre til at køre svære ting på trods af frygtsomheden, som også kommer med alderen. Men måske er grænsen for udvikling nået og konsekvenserne ved et styrt blevet for store ?
Kongen abdicerer, dronningen tager over !
Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og da jeg for en del år siden blev coached beskrev min mangeårige kollega mig som et fejlsøgende missil. Min lærling gennem 4 år sagde: han forbereder sig vildt grundigt og laver så noget om i sidste øjeblik. Så efter jeg i et halv år har været sikker på at ville køre Mountain King på Alpeturen, har jeg nu 2 uger inden vi tager afsted, besluttet at det bliver Rubber Queen i stedet !
Jeg er vild med Mountain King og ser med bekymring frem til den version 2 Continental lige har lanceret. Samtidig er det ingen hemmelighed at dækket har det svært med mudder pga de lave knopper. De første 2 omgange til H12 var som Bambi på isen, efter en hel nats regn. Og et par nedkørsler fra Klint her i sommers, har gjort det helt tydeligt at løse sten og lave knopper heller ikke er den bedste kombination. På en Alpetur ved man aldrig helt hvordan terrænet bliver, men det bliver varieret og der bliver sikkert både mudrede stier og masser af løse sten. Så jeg har besluttet at ofre den lave rullemodstand og det fantastiske kantgreb til fordel for et mere robust dæk med større knopper.
Nu er Rubber Queen ikke et tilfældigt dæk, men et par af mine favorit-testeres yndlings-dæk. På den Blur LT2 Guy Kesteven langtidstestede, sad der Rubber Queen når ikke andre dæk skulle testes, og Brian Mullin aka PastaJet, som bla laver bloggen GramsLightBikes, undlader ikke en chance for at rose det. Selv købte jeg et sæt forrige vinter og en enkelt tur i høj tø-sne var nok til jeg konkluderede at der fandtes bedre dæk, så de røg igen. Og det var nok lidt forhastet, for lige netop sidegrebet i fedtet føre, er nok dækkets eneste rigtige svaghed. En skæbne det deler med alle rigtige knopdæk hvor knopperne sidder på rækker, hvilket samtidigt også er det der gør at det bider rigtig godt både op og ned.
Efter en enkelt lang tur i skoven i dårligt vejr må jeg sige det ruller bedre end forventet og at det står rigtig godt fast, meget bedre end Mountain King. Eneste problem er stadig sidegrebet. Når man kører på noget fedtet der skråner til den ene side, så dækket skal stå fast sideverts, er der ikke et perfekt greb. Men det har begge mine test-guruer også bemærket, og når de kan leve med det, kan jeg vel også ? Eller frit efter Marilyn Monroe; no rubber’s perfect .. heller ikke gummi-dronningen.
Kolde rør og varme boller
Som jeg beskrev i et tidligere indlæg, Livrem og seler, opdagede jeg baggy-shorts fortræffeligheder i vinters. Det har været stærkt vanedannende, dels bliver man ikke våd i røven i dårlig vejr og dels ser det meget bedre ud. Faktisk så meget at mine kone en søndag, hvor jeg tidligt sneg mig ud af soveværelset i fuld cykelgear, sagde at jeg så godt ud ! Det er aldrig sket før .. i cykeloutfit. Siden har jeg kørt i baggies.
Baggies giver 2 problemer, dels falder de ned når man kører, dels varmer de, hvilket er fint om vinteren, men knap så attraktivt om sommeren. Det første problem er blevet løst med seler, en løsning der forøvrigt har bredt sig til en del af de halvgamle mænd jeg kører sammen med. Vi taler faktisk om at få en lavet en produktion af “morfar-baggies” med seler 😉
Det andet problem, de varme boller, har jeg løst med et par nye baggies. Jeg læste en test i What MountainBike, hvor de fremhævede Specialized Enduro som værende ideelle til varm vejr. Sådan et par jeg nu fået efter en del besvær. De måtte hjem fra England, og i mellemtiden har bladet haft en ny test og udråbt Endura Hummvee Lite til de cool’este baggies i byen. Anyway Enduro’erne er fantastiske ! De er lavet med mesh de rigtige steder, sidder perfekt og føles luftige . Og så er der elastik i linningen, det er ikke så sexet men virker næsten lige så godt som seler på alle andre måder.
Faktisk er det fedeste ved baggies nok egentligt at man føler sig som en checket mountainbiker og ikke som en halvnøgen, gennemsvedt atlet, hvilket kan være rigtig rart når man ikke lige ligger fladt hen over styret.
MTBlog.dk 
9 comments