Stamina
Det har været småt med indlæg her på bloggen de sidste par måneder, og det er der flere grunde til. Dels var jeg så heldig at få en opgave i Bolivia og dels var jeg så uheldig at have en flagelat med hjem i maven. Efter en intens kamp med flagelaten, som jeg heldigvis vandt, overtog en lokal virus. Det korte af det lange er at jeg først rejste i 2 uger og så var syg i 6 uger .. og tabte 8 kg!
Det er 3 uger siden jeg igen var frisk nok til at cykle og om en uge skal jeg køre Stamina12 .. solo! Det er selvfølgelig ikke et ideelt træningsforløb op til sådant et løb, og min plan er da også bare at have det sjovt og være tilfreds med de omgange jeg får kørt. For 2 uger siden skrev Bente Klarlund i sin brevkasse i Politiken om hvor meget form man mister hvis man er passiv. En gruppe unge veltrænede mænd var blevet lagt i seng i 3 uger, resultatet var at deres fysik efterfølgende var som om de var 30 år ældre, og at det havde taget 3 måneder at få formen tilbage. Ikke opmuntrene, men dr. Helweg, min cykelven og livlæge, mente heldigvis at det ikke galt for mig, da jeg jo mest havde været oppegående.
Den først tur var forfærdelig, og jeg overvejede seriøst at begynde at køre motorcykel igen! Anden tur var meget bedre, og efter 3 ugers træning og masser af mad, er reultatet at jeg har taget 3 kg på (så vi stopper her!) og stort set kører lige så hurtigt som før, .. men desværre ikke kan holde så længe. Jeg ville selv have gættet på det ville være omvendt, altså manglende hurtighed men OK stamina, hvilket også havde været mere optimalt til på lørdag.
Snask!
Jeg har aldrig været tilhænger af snask, så da jeg konverterede, og min 29er hverken havde C29ss eller Cobalt hjul, som er de eneste ægte 29-USTere, lovede jeg mig selv at den stod på slanger indtil jeg havde råd til den ægte vare. Det har den så gjort siden, for små latex-slanger, for latex fås ikke i 29er. Men det virker!
Forleden lod jeg mig så lokke. Jeg manglede 10 pund for at få kurven sendt gratis til Danmark, så der røg en rulle Stans Yellow-tape i den. Rullen fik ikke lov at ligge længe på værkstedsbordet, da mine fælgbånd var begyndt at have brønde ved alle niplerne. Og så rullede lavinen.
Først bagdækket, det gik fint med at få luft i det, men dæksiderne lød som en utæt ballon. Jeg set alle snask/instruktions-videoerne, så jeg legede cheerleader og brugte hjulet som stok, eller ponpon. Om det er fordi det er 29er eller fordi jeg ikke ligner en cheerleader, ved jeg ikke, men 10 minutter senere var jeg våd af sved og mine arme var ved at falde af. Men dækket holdt luft.
Fordækket gik næsten nemmere, men det er også lettere og mine arme var alligevel færdige fra starten. Succes .. indtil jeg et par timer senere checker om de har holdt luft. Jeg havde vendt fordækket forkert .. mønsteret kører baglæns! Man kan faktisk vende et dæk med 80 ml latex, uden at spilde noget særligt. Men det krævede endnu en tur rundt i luften, af cheerleaderen.
Dagen efter holder de stadig luft, så jeg triller glad i skoven. Umiddelbart kan jeg ikke mærke forskel på flydende hvid, og fast grøn, latex. Heller ikke på det stivfrosne spor, der er ujævnt som en dyreveksel i Alperne. Raketdækkene er fede, også her .. indtil de pludselig begynder at sejle rundt på sporet. Da jeg ikke længere selv kan bestemme i hvilken retning jeg vil, er jeg klar over der er noget galt. Der mangler ca 20 psi i hvert dæk, der er 10 tilbage .. og det er for lidt. Mælkeskægget langs fælgkanten afslører at det nok ikke er selve dækket der er utæt. Tre gentagelser af seancen og en senere konversation med internettet sandsynligør at Mavic TN719 fælge ikke kan gøres tubeless udelukkende med Yellow-tape, men kræver en rimstrip. Og der går min gummigrænse!
Ud over snask er noget snask, og det bare er så nemt, og renligt, med en lille grøn slange, er der heller ikke gram at spare med rimstrip. Michelin 26″ latex slange 126g vs. Yellow-tape 14g, latex 80g, rimstrip 40g, ialt 134g .. altså 2-0 til den grønne slange!
Så er der selvfølgelig alt det andet, snakebits, rullemodstand osv, men indtil Tallboyen får ægte UST-sko, er det grøn mamba, og slut med snask.
PS. Efter et år stort set uden punkteringer, bød december på 8 punkteringer i vores lille gruppe! Det har nok været med til at fremme tanken om snask.
2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!
Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.
Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!
Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!
Kloge Åge og vejrudsigten
Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.
Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.
De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.
Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.
Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Frysepunktet
Det blev pludselig koldt! Temperaturen var også mindst 8 grader lavere her til morgen end sidste søndag. Normalt er jeg rimelig sikker i mit tøjvalg inden søndagsturen, men pludselig havde hjernen ikke helt kunnet følge med temperaturfaldet. Hva’ fan er det nu man har på, når det er koldt?
Lidt roden rundt i cykeltøjsskabet i kælderen, fruen opfindelse for at holde mit cykeltøj ude af vores almindelige klædeskab, bragte mig tilbage på sporet. Vinterstøvler, helt sikket, og et par tykke sokker må være nok .. endnu. Handsker! Hvor fan er de nye vinterhandsker, jeg købte midt i sommerferien? Efter en del hiven skuffer ud og sokker op, blev det til de tynde windstoppere fra sidste år .. problemet udsat. Lange tights med pude, altid på denne årstid, spørgsmålet er kun baggy’erne? Lange, korte, GoreTex? Det blev de korte GoreTex. Resten er det samme hele vinteren; Brynje netundertrøje, langærmet trøje, Gore Windstopper jakke og min Eleven vindvest. Variationen ligger i den langærmede trøje, og det endte med en tynd Swobo af et merino-blandingsprodukt. Og hjelmhue, den var jeg lige ved at køre uden!
Tilbage i soveværelset ifører jeg mig det hele, GoreTex baggy’ernes overflade får mig altid til at tænke på gummibukser, og til at føle mig som en inkontinent, og jeg ender med at ligne en mellemting mellem en frømand i sin kampvåddragt og en Mummietrold. Fruen stikker hovedet en anelse op over dynen og ønsker mig go’ tur med ordene: I ser nu altid bedre ud om vinteren!
Stjernerne på himlen .. og i skoven
Når børnene sover og fruen har kuppet remoten, er en af mine ynglings beskæftigelser at læse udenlandske mountainbikeblade. Det er nærmest zen-agtigt for mig at sidde med et blad i hånden og bladre lidt rundt, og udover alle de fede billeder og beretninger som giver stof til drømme, skærper anmeldelserne af gear også opmærksomheden omkring udstyr, og hvordan det virker. Det er sjældent der ikke er plads til forbedringer!
Tallboy’en og andre 29ere har fyldt meget i bladene i år, men jeg synes det er mere interessant at det vælter med gode, næsten perfekte cykler, ifølge anmeldelserne. De sidste par måneder har jeg siddet med flere blade hvor alle cyklerne i en test, har fået mindst 4 ud af 5 stjerner! Fire stjerner, det er altså en supercykel, stadig ifølge anmeldelserne. Det betyder der er rigtig mange rigtig gode cykler på markedet, også din drømmecykel .. du har måske bare ikke opdaget den endnu.
Mountainbikes har tidligere været mere terrænspecifikke, og ofte kun været rigtig gode til en ting. Det har betydet at mange af os har haft flere cykler, ofte for kun at bruge den enkelte ganske lidt i løbet af året. Med de nyeste cykler bliver grænserne mere flydende og det er nemmere at finde den ene cykel som er lige dig, en xc-racer med 120mm affjedring, en trailbike som ikke vejer stort mere end en racer-fully, eller en 29er som både kan køre både 24-timer og enduro. Og de får 4 stjerner – sporene kører snart ind i himlen!
Rødvin og bøffer
Jeg fik en mail fra Simon; har du overvejet et indlæg på bloggen med sammenligning af din hardtail 29er og din TallBoy? Det var søndag, jeg stod i kø i Irma men kunne alligevel straks svare nej. Eller det vil sige, inden jeg var på vej ud af butikken, havde jeg allerede ændret mening.
Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne min TallBoy og min Dad! Ikke fordi den ene er af carbon, den anden af stål, eller fordi den ene har Fox og XT, mens den anden har RockShox og SLX, eller fordi den ene koster 3 gange så meget som den anden. Nej, fordi det er som at sammenligne rødvin og bøffer .. hvad smager bedst? Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt forstå, hvorfor nogen gerne vil have en sammenligning, jeg har bare aldrig selv lavet den, fordi jeg er helt klar over hvor forskellige cyklerne er, hvad de kan, og hvorfor jeg har dem.
I min verden er en mountainbike fuldaffjedret! Min Tallboy er min mountainbike, og helt fantastisk .. hvis du skulle være i tvivl. Min Dad er min bycykel/vintercykel, og er bygget til det, med de kompromisser der er nødvendige for at opfylde begge dele. Jeg har ikke tidligere haft en decideret vintercykel, men i et forsøg på ikke at vinter-hærge TallBoy’en totalt, har jeg bygget Dad’en; en enklere cykel med billigere dele. Samtidig er Dad’en så flexibel, at den sagtens kan komme med på familietur, og så lige nappe et singletrack mens de andre vender ryggen til.
Jamen hvordan kører de? TallBoy’en er lige blevet Trailbike of the Year i What MTB! De har den til langtidstest og har foreløbelig været på podiet med den efter et Enduro DH-race, og et XC-marathon – det er vist svært at tilføje noget. Dad’en vejer ca. det samme, 12 kg, har også 100mm affjedring, men kun foran, og kører som en livlig stålramme-hardtail skal, charmerende, med direkte respons .. og hoppende bagende. Og desværre alle hardcore hardtail-hippier, selvom Dad’en var af carbon, fyldt med lir og XTR, vejede 4 kg mindre og kostede en million, ville jeg aldrig vælge den før TallBoy’en, til en tur på det fede singletrack. Men den kan så meget andet.
Store boller eller små knopper
Kasper havde for en månedstid siden inviteret os andre halvgamle, halvsure mænd til Vallåsen for at køre downhill. Spændende, og et super sted med fantastiske spor og en helt anderledes stemning end vi er vant til i XC-miljøet. Lift, musik, colaer, kvinder og en stemning af ungdomsfest, men selv det og en fire fem nedkørsler på de lettere ruter, kunne ikke overbevise os om at det var noget for os. Vi mangler simpelthen bollerne til den slags, vi er kommet over den alder hvor det gælder om at putte hovedet under armen, eller i en fullfacehjelm, og køre som om fanden var i hælene, udelukkende ved tyngdekraftens til tider voldsomme hjælp.
Vallåsen reklamerer med de også har et XC-spor, så vi smed knæbeskytterne og kørte fortrøstningsfuldt ud i skoven. Efter en times tid på grusveje tabte vi tålmodigheden og kørte ind på et af de tilsyneladende ufremkommelige småspor der af og til dukkede op. Efter en længere balancering på planker, slæbende cyklen gennem sump og mose, kørte vi pludselig på Hallandsleden, et stykke af vandrestien Skåneleden. Fedt spor, men uholdbart da vi var nødt til at ramme Vallåsen igen på et tidspunkt. Så det blev til mere grusvej indtil vi igen fandt et lille spor .. som endte blindt og resulterede i 500 meters tæt kratkravling med cykel, våde sko og en monster skovflåt .. på bollerne.
Jesper havde fået blod på tanden, så næste morgen tikkede der et link ind i mailboxen på en guided tur på Hallandsåsen, Ridgecycling.com! Afsted igen, men denne gang med guide på fede singletracks. Lonnie, som har Ridgecycling, har fundet alle de små spor, gjort dem farbare og sat dem sammen til en oplevelse. Den sidste sensommerdag .. fantastisk. Jeg kørte bla om kap med en Elg!
Vallåsen kræver store boller og grove dæk, men den svenske underskovs kræver noget andet. En cocktail af grus, mudrede og tilgroede hjulspor, svedige singletracks, hemmelige dyrestier, vandhuller, planker over vandløb og knoldede vandrestier, splitter dækvalget mellem godt greb og let rul. På 29er betyder grove dæk også høj vægt, og som jeg tidligere har indrømmet er jeg blevet lettere allergisk overfor tunge hjul. Mange testere har skrevet at 29er står bedre fast pga den længere kontaktflade mellem dæk og underlag, og jeg har selv erfaret at 29er dæk opfører sig anderledes end 26ere. Så jeg satte raketdækkene på igen og satsede på at bollerne var store nok, trods alt. På nær den ene gang hvor jeg begik hybris og grinede af at Kristians larvefødder mistede grebet, og derfor blev ramt af nemesis, slap de nærmest ikke. Rocket Ron kommer ikke af igen før der er ankelhøj mudder eller knæhøj sne!
Nu er det store spørgsmål så hvad der skal på når mudderet eller sneen lander. Brede tunge sutter med store knopper, som jeg plejer på 26erne, eller lette smalle småknoppede mudderdæk? Der er et halvt kilo, og måske bollerne, til forskel!
Forventningsafstemning vs lokalterminologi
Ligesom cyklen og udstyret skal optimeres, skal oplevelserne det også. Efter en total Wales-succes, var det oplagt at prøve at finde nogle lige så gode spor, lidt tættere på. Så hvor er der rigtige bjerge tættere på Danmark? Harzen er et godt bud, men been there, done that .. twice – og så fede singletracks er der heller ikke. Norge? Oplagt, afsted med Oslofærgen, 2 dage på sporet og hjem igen med båden – genialt synes jeg selv. De andre småsure halvgamle mænd var ikke helt så imponerede, men et par stykker bed på. Efter et indlæg på terrensykkel.no, kom der et godt forslag til overnatning, vandrehjemmet Haraldsheim som ligger 4 km fra færgen, og nogle gode bud på spor. Ikke mindre end 3 store naturområder, Nordmarka, Lillo Marka og Østmarka, ligger lige op til Oslo, og de er iflg. nordmændene fyldt med singletracks!
Thomas fra Gale Gleder Sport, tilbød sågar at lave et GPS track til den første dag, og en guided tur den anden dag .. sådan! Jeg gjorde meget opmærksom på vi gerne ville køre spor, og Thomas lavede en 40 km rute i Nordmarka, som han synes var passende til en hel dag, hvis man tog nogle af opkørslerne på grus! Jeg havde ham mistænkt for at lave en pensionist-tur til os, for vi havde afsløret at vi ikke længere er helt unge .. dumt. Han anbefalede os også bredde dæk med godt mønster pga glatte rødder og svaberg.
Smart at kunne cykle ombord på færgen, ingen cykelkuffert eller fly, og videre til vandrehjemmet næste morgen .. på cykel, og næsten udhvilede. Bagagen blev stillet og GPS’en tændt, 3-4 km til sporet. Det gik hurtigt op for at sommeren heller ikke har været helt tør i Oslo. Vandrestierne i Nordmarka er små snørklede stier med masser af rødder, klipper og vandhuller og de går stejlt op og ned .. og så er der svaberg! Svaberg betyder meget glat klippe og er i praksis en mellemting mellem is og brun sæbe .. fåck, det er glat. Det korte af det lange er at vi gik lige så meget som vi cyklede, og at vi måtte korte ruten ned til godt halvdelen og endda ty til ekstra grusvej, for at nå hjem.
Det var ikke lige det vi havde forventet, og i løbet af aftenen blev vi enige om at man slet ikke kunne køre den slags stier på cykel og at Thomas nok ville diske op med noget andet når han selv var med.
Næste morgen stillede Thomas, en flink ung ingeniør og nybagt far på 30 år, med fullface hjelm og en cykel med 160mm affjedring! Han var oprigtig ked af at sporet ikke havde været godt, og ville prøve at vise os nogle lettere – men det ville blive svært for det var enten grus eller sti, som vi havde oplevet dagen før.
Med Thomas forrest fik vi hurtigt at se, at stierne kan køres og at selvom vi slet ikke kunne være med, hjalp det rigtig meget at køre i hans spor. Nu kørte vi måske godt trefjerdedele af tiden og oplevelsen var en helt anden. Men stadig, slet ikke hvad vi normalt kalder singletrack, heller ikke et teknisk singletrack, snarere et enduro-track. Udfordringer til grænsen hele tiden, og aldrig en pause eller et stykke med flow. Thomas var i sit es og kørte som en bjergged, og vi andre accepterede at der er forskel på hvad man kalder singletrack på norsk og på dansk.
Tre styrt, fem timers total udfordring, to med regn, og 27 km senere, havde vi fået nok, vi var færdige og drømte bare om baren på Oslo-båden. Og vi erkender det, de er gale de nordmænd, men fåck hvor kan de køre cykel!
PS. Tusind tak til Thomas, som virkelig gjorde et stort arbejde for os uden overhovedet at kende os. Og skulle du en dag have lyst til at se sporene omkring København, siger du bare til.
MTBlog.dk 
2 comments