Sort is
For en del år siden var jeg på Grønland og fik der forklaret at den sorte is er den farligste når man sejler, for den er næsten umulig at se i vandet. Sort is er frossen smeltevand, uden luftbobler og derfor gennemsigtig .. og meget hård. Efter dagens tur i skoven, har jeg nu erfaret at det ikke kun er skibe i det grønlandske farvand, der skal tage sig i agt for sort is.
Efter 4 vintre på pigdæk er jeg ret begejstret for dem, og har stor tillid til deres evner når det gælder is og sne. Det har været en total fryd at kunne stå fast, og ikke spænde op i skuldre og nakke i ren frygt, når sneen har gjort skoven hvid og glat. Nyfalden sne, pakket og trampet sne, tø sne og isslag .. piggene æder det. Sort is er en ny udfordring, som de måske ikke helt er op til .. men næsten. I en skov med opkørte spor hvor alt er belagt med et tyndt lag sort is, og hvor fodgængere ikke kan stå eller gå på stierne, er det stadigt muligt at kravle rundt i lav fart, og faktisk også at forcere de fleste både stigninger og nedkørsler. Det er noget helt andet end den sædvanlige hæsblæsende jagt rundt på sporet. En total koncentreret trilletur, hvor det kun er dækslip der får pulsens op, og fejltagelser straffes hårdt og øjeblikligt med nærkontakt af tredje grad, med sort is.
Udover en spændende og anderledes tur, fik vi også demonstreret forskellen, altså udover prisen, på dæk med få pigge og med mange pigge .. grebet er stort set proportionalt med antallet af pigge.
Mørkets gerninger
Jeg har fået en last! Fra en pålidelig cykelpusher ved jeg det ikke er unormalt i den mørke tid, men jeg må med skam bekende at jeg efterhånden lider af den året rundt. Når mørket falder på, og ungerne sover, klikker jeg “buy” på de underligste cykeldimser på nettet. I lang tid bildte jeg mig selv ind at det både var fornuftigt og at jeg sparede penge, men efterhånden er jeg blevet mere og mere tvivlrådig når jeg ser bekræftigelses-mailen næste morgen. Faktisk er jeg nået dertil at jeg har måttet love mig selv ikke at gå videre til betaling om aftenen, men vente til næste morgen for at lave en mere fornuftsbetonet vurdering der.
Nu er det jo ikke sådan at det er de rene unødvendigheder jeg køber, mere sådan at der altid sniger sig et eller andet total overflødigt ned i kurven. Generelt er der mange penge at spare på at købe dele og udstyr på tyske og engelske hjemmesider, ofte mere end 30%, og når man ellers ved hvad man har brug for, og kan holde sig til det, fungerer det rigtig fint. Jeg har aldrig haft problemer, heller ikke med ombytning eller garantireparationer, og er efterhånden på fornavn med chauffører fra GLS, UPS, DHL, FedX og manden i den røde uniform.
Forleden var det så en fodpumpe jeg surfede efter. Min gamle havde delvist opgivet ævret, og selvom jeg to gange har forsøgt med nye smådele fra de lokale pushere i området, er den bare ikke længere god. Så ikke flere penge ud af vinduet, men en ny pumpe. Og rigtig glad og overrasket blev jeg, da jeg erfarede at den nye pumpe jeg havde udset mig, var billigst i en dansk webshop .. endda en af pionerne.
Min konto hos webshoppen havde ikke været i brug de sidste 4 år kunne jeg se, og jeg følte mig helt skyldig. Alle mine mange web-indkøb i de år, har været foretaget i udlandet .. ikke særlig patriotisk!
Pakken med pumpen kom, men desværre kunne jeg ikke få manometeret til at virke. Heldigvis har webshoppen også en butik i nærheden, men der måtte de melde pas. Dels kunne de heller ikke få manometeret til at virke, og dels skulle alt gå gennem webshoppen. Oprettelse af sag, afvent forsendelsespapirer, på posthuset og så en mail om at manometeret virker fint. Alt kontakt på mail med to dages svarinterval, og så er pumpen pludselig sendt til producenten. Jeg får vel en anden pumpe tænker jeg .. men nej, jeg må vente til producenten har kikket på den. Pumpen virker fint, så 5 uger efter den blev købt, lander den igen på adressen.
Lidt natligt surferi afslører at jeg ikke er den eneste der har et problem med pumpen og at det er en coctail af dårlig instruktion og konstruktion, forventningsafstemning og en manglende ekstradims. Altsammen noget en kompetent pusher havde kunnet afsløre i en mail, eller en to minutters telefonsamtale .. hvis man kunne ringe.
Nu er ektradimsen bestilt, for 4 € i Tyskland, for den kan man desværre ikke få i Danevang. Og jeg er helt på linie med Obama: 4 more years!
Styr evolutionen
Min første mountainbike, en Marin Nail Trail 1998, have et 58 cm bredt riserbar. Det var lidt anderledes end de flade 54 eller 56 cm styr de fleste cykler blev leveret med, og indikerede at her der var tale om en rigtig trailbike. Den nye hype. Hver gang jeg har købt et nyt styr, eller en ny cykel, er styret blevet bredere. Først 61 cm, så 64, 66 og nu er det endt på 69 cm. Og de vokser stadig. Forleden så jeg en cykelanmeldelse hvor det største kritikpunkt på cyklen var at styret kun var 72 cm!
Den slags evolution eller udvikling sætter jeg altid i perspektiv med mine oplevelser med bleer. Min ældste datter blev født da engangsbleer var det nye sort for forældre. Min søn som kom 4 år senere og blev ramt af evolutionen, han fik lov at holde rumpen tør med boy-specifikke bleer. Efternøgleren 10 år senere, oplevede så den ultimative revolution, unisex bleen!
Så lur mig om ikke styrbreden begynder at krympe inden så længe. Den slags handler i høj grad om mode og meromsætning .. mere end evolution.
Det store slagsmål de senere år har jo være hjulstørrelsen, og her er det nye 650b eller 27,5 som ligger mellem 26 og 29er. Cykelbranchen oplevede en sand eksplotion i slaget af mountainbikes i forbindelse med 29erne, alle skulle have ny cykel, og branchen har vejret morgenluft og håber på de kan gentage succeen med 650b. Men som en af de kompetente journalister skrev fornyelig, så har 650b eksisteret i umindelige tider uden at blive den store succes, så hvorfor skulle det pludselig være den hellige gral?
Der er få rigtig markante revolutioner i mountainbikeverdenen i de 15 år jeg har kørt, og dem jeg synes har betydet så meget at det har givet anledning til at skrotte velfungerende udstyr er; fuldaffjedring, skivebremser, slangeløse dæk og 29″ hjul .. resten er hype og marketing, som fint venter til den næste naturlige udskiftning.
Teknologisk nålepude
De sidste års vintre har givet os helårs-weekendkrigere mulighed for at købe lidt ekstra gear .. pigdæk! Og det er ikke kun grejbunken der vokser, det er også oplevelsen. Det er mind-blowing og total surealistisk at tage den med 40 km/t hen over isen. Selvfølgelig kan man komme rundt på sporene med et par grovknoppede dæk, det er bare ikke nær så sjovt! Og selvom der umiddelbart kun er sne, er dækmønsteret optimeret til det, og tit er der jo is eller fasttrampet sne nedeunder.
Jeg indrømmer jeg har tvivlet, ikke på pigdækkene, men på at de har kunnet køre tubeless .. det er ligesom naturstridigt! Men erfaringerne fra de seneste dækmonteringer, og indkøb af diverse hjælpemidler, har fået mig til at føle mig som favorit i kampen mand vs. tubeless-dæk. Så på kom de, Ice Spiker Pro’erne fra sidste år .. vupti, og en slat latex. Og de kører .. helt suverænt!
Tanken om at køre hurtigt på is kan være svær for hjernen at kapere, men at det foregår på dæk med kondomtynde sider og 402 pigge, uden slange .. wow!
Globaliseret flow .. eller en glidebane
De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.
Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.
Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.
Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.
Tung i røven .. eller forkert teori?
Det er ikke så ofte det sker mere, men jeg havde en blind date i lørdags. Indenrigsmedisteren havde deklaret køreforbud søndag pga Dansk Flygtningehjælps store indsamling, og der var ingen af de sædvanligvis småsure halvgamle mænd der ville med ud lørdag. Så jeg lagde en kontaktannonce på DMK’s board .. og fik bid!
Jeg snød .. og Googled min date, så jeg vidste nogenlunde hvordan han så ud, og at vi har en fælles passion for tohjulede med flere kræfter end benene kan præstere. Andreas, som den blinde aftale hedder, viste sig at være en flink fyr med bedre ben end mig, og alligevel med pli nok til at holde sig bagved og lade mig bestemme turen. En ideel skovdate.
Det var muddersæsonens første tur på Dad med bæver-dæk, og ved det første lille hop røg min ene fod ud af pedalen, så jeg landede lidt hårdt på sadlen på den stive vintercykel. Sadlen sad derefter i en vinkel som ville umuliggøre al fremtidig reproduktion, og selvom det er OK, besluttede jeg alligevel at stoppe og justere den. Helt godt blev det ikke, men det gør det sjældent med den slags justeringer i skoven.
Næsten alle mountainbikere har en brist, en achilleshæl, eller hvad vi skal kalde det, en del på cyklen som de altid ødelægger. Nogle destuerer krankboxe, andre knækker stel, ik’ Kasper, og så er der dem hvis hjul ligner kartoffelchips efter hver tur. Andreas ødelægger sadler, fortalte han mens jeg skruede. Og det passer, for da vi nåede tilbage efter turen lignede begge rails, under hans sadel, bøjede søm .. og den ene hang ikke længere fast. Jeg har ikke selv nogen favoritdestruktion og beundrede tilfreds min solide vintercykel .. og opdagede at det ikke var sadlen der havde forskubbet sig, men saddelpinden der var bøjet ca 1,5 cm bagud!
Keith Bontrager har lanceret teorien; stærk, let, billig – vælg to! Den teori er ligeså elementær for mountainbikere som tyngdekraften .. troede jeg! Min billige Ritchey Comp pind burde med sine 305 g være ubøjelig, så enten holder teorien ikke, eller også er jeg udenfor normalvægtsområdet for mountainbikere .. og skal på skrump.
Gummisnak og latexsnask
En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.
Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.
De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!
En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.
What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:
- Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
- Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
- Køb din egen kompressor!
- CO2 patroner er ikke løsningen.
- En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.
Rigtige mænd bruger netundertrøje
Jeg tror det var X-man Bo der introducerede netundertrøjen til mig .. altså i forbindelse med cykling. Brynje netundertrøje, uanset temperatur. Det kørte jeg med et par år indtil jeg fandt ud af at tage den af når temperaturen var over 25 grader .. det gør Bo ikke! For et par år siden fandt jeg så ud af at andre producenter også lavede netundertrøjer, som endda var kortere så de ikke skulle rulles op i en pølse på maven for at være under min bib-shorts.
Nu hader jeg at fryse, og specielt om vinteren hvor man skiftevis er varm og gennembødt af sved, og kold og gennemblæst af en iskold vind, er det svært. Netundertrøjen leder sveden væk fra kroppen og videre til næste lag tøj, og er meget bedre til det end almindelige svedundertrøjer. Men sidder netundertrøjen ikke stramt, er det virkelig klamkoldt, men det gælder alle svedundertrøjer.
Men hvordan fan tester man hvilken netundertrøje der virker bedst? Det fandt jeg ud af ved et tilfælde, hvor jeg ved en fejl havde smidt en netundertrøje i tasken, i stedet for en almindelig svedundertrøje, på vej til spinning. Spinning er den perfekte test og giver en umiddelbar respons, i hvert tilfælde hvis man som mig sveder som en vredet karklud. Sidder trøjen for løst, er den klamkold så snart man holder op med at træde, hvis ventilationen kører, er den for varm koger man over inden opvarmningen er slut, og sidder den for stramt, ligner man (jeg) Freddie Mercury i 80’erne. Den trøje der virker bedst i spinningslokalet, er også den trøje der virker bedst ude, der er en direkte sammenhæng .. i hvert tilfælde så længe det ikke er frostvejr, for så er uld løsningen.
Enkelt, og så alligevel ikke .. for man er jo også forfængelig. Craft Cool Mesh Superlight på sporet, den virker bare bedst, Gore Base Layer i spinningslokalet, så ser man stadig ud som om man har tøj på, og uld når man burde køre på ski i stedet. Er det kummefryser koldt, laver Brynje faktisk en kombineret net og uld undertrøje, en to i en, og igen viser netundertrøjen sig som umulig at slå .. koldt eller varmt. Aldrig mere undertrøjer uden huller!
Pedal damn it .. med en kvart sød!
På bycyklen har der i snart mange år siddet flats. Først var det DMR V8, en klassiker, og senere en Wellgo kopi af V12. Begge fede pedaler, som jeg aldrig har haft problemer med, eller overvejelser over. Men så en dag lånte fruen cyklen, og for første gang nogensinde kom der en ytring om kvaliteten om noget på en tohjulet .. fede pedaler!
Den slags forpligter .. til at pimpe fruens cykel! Jeg startede straks researchen på fruens nye pedaler, og heldigvis kom der næsten samtidig en stor test af flats i et af de engelske cykelblade. Og vinderen var .. alt for dyr. Det fik mine øjne op for hvor forskellige flats er, alt efter hvad de er lavet til. Udover kvalitetsforskelle, er der både højdeforskel og markant vægtforskel på dem. Når jeg købte V12 kopier i anden omgang var det i sikker forvisning om de var bedre end V8’erne. Det er de sikkert også for dirtjumpere, men for mig lagde de bare 150g på vægten!
Det endte med et par sorte NC-17 STD Zero Pro pedaler til fruen. Billige, helt plane, rimelig lette og med støbte pins. Et tilbud på hvide Nuukproof Electron flats gjorde at jeg også skruede V12 kopierne af min cykel .. og smed hvad der vægtmæssigt svarer til en kvart sød af pedalerne. Det var som at få ny cykel!
Nuuktron Electron holder skoene rigtig godt på plads .. så længe man træder hårdt. DMR pedaler er lidt høje og ikke helt plane, de er lavest i midten. Det betyder at pins’ene, som sidder langs kanten, griber rigtig godt. Nuukproof er lavere, så lave at akslen faktisk er det højeste på pedalen, og derfor skal der trædes til før pins’ene griber ordentligt. Ikke helt optimalt på en bycykel, men hvad gør man ikke for at slippe for en kvart sød på fødderne?
Den lange på steroider!
Vejen for 29ere har været brolagt med forbehold, skepsis, hån og dødsannoncer. Og en af de ting de fleste har været sikre på, er at de store hjul aldrig ville fungere på en fully med lang vandring. Ligesom carbon for nogle år siden var utænkeligt i DH, og nu ikke er noget særsyn, kommer 29erne nu med 130-40mm, hvilket reelt set er cykler der skal sammenlignes med 160mm 26ere.
På vores lille testtur i nærheden af Randers Regnskov, fik jeg mulighed for at køre lidt på en Tallboy LTc (long travel carbon). Ikke nok med det var topmodellen med fuld XTR, fåckk .. så var den vild! Det er som at komme på en steroide-udgave af min egen Tallboy. Pumpet, kraftfuld og med et ego der er større end hjulene. Det er helt vildt, man føler man kan gøre hvad som helst på den cykel. Bare peg forhjulet fremad, og der er ikke noget der kan stoppe den. Og samtidig kravler den som en bjergged .. på epo. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave den cykel .. op eller ned, bare kom an. Til vores forhold er det mildt sagt overkill, men det er fuldstændig uproblematisk og en stor fornøjelse, at smide den rundt i den danske underskov. Og bare tanken om en tur i Alperne …
I september nummeret af What Mountain Bike, argumentere Guy Kesteven i en klumme for 29ere, uanset højde og kørestil, og han skriver en lille historie om sin endouro-ven, Alex Rafferty som er en af englands bedste. Alex, som elsker sin 160mm Nomad, blev sendt ned af et tre-minutters DH-spor et par gange på sin cykel, og fik så udleveret en Intense 140mm 29er. Første tur på den nye cykel skar han 7 sekunder af sin tid, anden gang 10 sekunder. Så er den bjergged vist barberet.
MTBlog.dk 
2 comments