Mørkets gerninger
Jeg har fået en last! Fra en pålidelig cykelpusher ved jeg det ikke er unormalt i den mørke tid, men jeg må med skam bekende at jeg efterhånden lider af den året rundt. Når mørket falder på, og ungerne sover, klikker jeg “buy” på de underligste cykeldimser på nettet. I lang tid bildte jeg mig selv ind at det både var fornuftigt og at jeg sparede penge, men efterhånden er jeg blevet mere og mere tvivlrådig når jeg ser bekræftigelses-mailen næste morgen. Faktisk er jeg nået dertil at jeg har måttet love mig selv ikke at gå videre til betaling om aftenen, men vente til næste morgen for at lave en mere fornuftsbetonet vurdering der.
Nu er det jo ikke sådan at det er de rene unødvendigheder jeg køber, mere sådan at der altid sniger sig et eller andet total overflødigt ned i kurven. Generelt er der mange penge at spare på at købe dele og udstyr på tyske og engelske hjemmesider, ofte mere end 30%, og når man ellers ved hvad man har brug for, og kan holde sig til det, fungerer det rigtig fint. Jeg har aldrig haft problemer, heller ikke med ombytning eller garantireparationer, og er efterhånden på fornavn med chauffører fra GLS, UPS, DHL, FedX og manden i den røde uniform.
Forleden var det så en fodpumpe jeg surfede efter. Min gamle havde delvist opgivet ævret, og selvom jeg to gange har forsøgt med nye smådele fra de lokale pushere i området, er den bare ikke længere god. Så ikke flere penge ud af vinduet, men en ny pumpe. Og rigtig glad og overrasket blev jeg, da jeg erfarede at den nye pumpe jeg havde udset mig, var billigst i en dansk webshop .. endda en af pionerne.
Min konto hos webshoppen havde ikke været i brug de sidste 4 år kunne jeg se, og jeg følte mig helt skyldig. Alle mine mange web-indkøb i de år, har været foretaget i udlandet .. ikke særlig patriotisk!
Pakken med pumpen kom, men desværre kunne jeg ikke få manometeret til at virke. Heldigvis har webshoppen også en butik i nærheden, men der måtte de melde pas. Dels kunne de heller ikke få manometeret til at virke, og dels skulle alt gå gennem webshoppen. Oprettelse af sag, afvent forsendelsespapirer, på posthuset og så en mail om at manometeret virker fint. Alt kontakt på mail med to dages svarinterval, og så er pumpen pludselig sendt til producenten. Jeg får vel en anden pumpe tænker jeg .. men nej, jeg må vente til producenten har kikket på den. Pumpen virker fint, så 5 uger efter den blev købt, lander den igen på adressen.
Lidt natligt surferi afslører at jeg ikke er den eneste der har et problem med pumpen og at det er en coctail af dårlig instruktion og konstruktion, forventningsafstemning og en manglende ekstradims. Altsammen noget en kompetent pusher havde kunnet afsløre i en mail, eller en to minutters telefonsamtale .. hvis man kunne ringe.
Nu er ektradimsen bestilt, for 4 € i Tyskland, for den kan man desværre ikke få i Danevang. Og jeg er helt på linie med Obama: 4 more years!
Kære Søren, du skal i behandling for din lidelse. Jeg vil sige, at du er klar, nu du har erkendt der kunne være tale om et problem.
Ring til mig på klinikken.
Hilsen Birger, Cykolog
– jeg kender i øvrigt et sted hvor de billigt sælger Topeak Joe Blow Mountain pumper billigt – med et kæmpekammer som blæser dit 29″ op med kun 5 blæs…
Jeg er enig med cykolog Birger i, at du har et problem, men jeg synes jeg kan læse mellem linierne at du selv er begyndt at arbejde med det, så jeg har håb for dig! Men når det er sagt så står jeg faktisk selv og skal bruge en ny fodpumpe. Kan jeg lukrere på dine mange timers forskning og evt. få et model navn og et link til en (udenlandsk) webshob. Så slipper jeg nemlig selv for at få tilbagefald da jeg stadig er på afvænning.
Kh. Christian
Jeg er enig med cykolog Birger i, at du har et problem, men jeg synes jeg kan læse mellem linierne at du selv er begyndt at arbejde med det, så jeg har håb for dig! Men når det er sagt så står jeg faktisk selv og skal bruge en ny fodpumpe. Kan jeg lukrere på dine mange timers forskning og evt. få et model navn og et link til en (udenlandsk) webshob. Så slipper jeg nemlig selv for at få tilbagefald da jeg stadig er på afvænning.
Kh. Christian
Tak for jeres omsorg, begge to!
Bare rolig, jeg er startet i gruppetto-terapi, og det er rigtig godt. Vi har allerede lavet fællesindkøb på nettet, med yderligere rabat til følge, og jeg er også blevet gjort opmærksom på behov jeg slet ikke vidste jeg havde 🙂
Havde Birger været lidt hurtigere ved (Dyre)havelågen, så der ikke var røget en cyber-bestilling afsted, havde jeg klart nappet den Joe Blow Mountain til de penge! Men måske kan du nå det Christian, og overtale ham til at sende den til Mols Bjerge?
Jeg har haft en Specialized i mange år, og den har været god. Det eneste jeg kunne ønske mig bedre er et større kammer og et bedre manometer til MTB .. det behøver ikke gå til 160 psi!
Valget faldt på en Lezyne Dirt Floor, som opfylder de krav .. og bare er lækker! Det de ikke skrev, heller ikke med småt, er at den ikke kan vise dæktrykket før man har pumpet! Pumpen har et specielt ventilhoved som skal skrues på, og det gør at trykket ikke vises umiddelbart. Og det er ikke nok med et let lille pift, der skal et ordentligt pump til .. eller flere 😦
Man kan købe en ekstra dims så den virker som en almindelig pumpe man bare sætter ned over ventilen, og det er den dims der nu er på vej med kurer fra Tyskland.
Så Christian, hvad skal jeg sige .. jeg synes Specialized ventilhoved er genialt, da det bare sættes ned over ventilen, uanset type! Men vil du, som jeg, prioritere et større kammer og et bedre manometer, og leve med et dobbelthoved, så er Joe Blow et oplagt valg .. når prisen er rigtig 😉
Har du alt for god tid, og skal pumpen primært se godt ud i garagen, så er Lezyne valget.