Små knopper, store forskelle
Det har nok været svært at undgå min missionering for små knopper på 29er dæk, her på siden. Småt er godt .. men ikke hver gang.
Det meste af vinteren gik med Beaver, som gnavede sig gennem mudderhelvedet. Inden da havde jeg fyret den af med Rocket Ron, et virkeligt raketdæk som dur til næsten alt .. undtagen nutella-agtig mudder. Raketdækkene har kondomtynde sider, hvilket går i lokalområdet, men ikke på klippesporene i Lake District, hvor turen snart går til. Og da Schwalbe ikke besvarer mine bønner om en slangeskins-udgave, bestilte jeg et sæt Maxxis Ikon, som netop i EXO udgaven har forstærkede sider. Ikon bliver rost meget, specielt i staterne, og har endnu mindre knopper end Beaver og Rocket Ron .. til gengæld er der mange af dem. Det var så ikke EXO udgaven der dumpede ned fra internettet, men eXC udgaven som ikke er forstærket. Resultat, de røg på Dad’en i stedet for på Tallboyen. Dad’en kører en del i byen, er sommerhuscykel og reservecykel i skoven.
Et par ture i Sandflugtsplantagen med alle dens nåle og kogler, har ikke været overbevisende for Ikons fortræffeligheder. Knopperne er for små til at få rigtigt ved, og i svingene er det som et køre speedway. Endnu en defekt Fox forgaffel har sendt Tallboyen i ufrivillig pit, så nu har Ikonerne også rullet rundt i skovene omkring København. Med tørre og forårskåde spor, er det en helt anden snak. Ikonerne ruller fantastisk og og har fedt greb på hårde tørre spor med de små knopper, også på rødder og sten .. stort luftkammer, stiv bagende og masser af selvtillid. EXO eller eXC.
Men det er ikke noget for Tallboyen, der er for mange dage hvor sporet er ukendt, ikke er knastørt, eller der ligger nedfaldsdele på det .. og jeg er ikke den der skifter dæk som man bør skifte underbukser. Men det er super på Dad’en, så kan jeg køre om kap med dem på slicks i byen, og alligevel tage en tur i skoven uden at skifte dæk.
Snask!
Jeg har aldrig været tilhænger af snask, så da jeg konverterede, og min 29er hverken havde C29ss eller Cobalt hjul, som er de eneste ægte 29-USTere, lovede jeg mig selv at den stod på slanger indtil jeg havde råd til den ægte vare. Det har den så gjort siden, for små latex-slanger, for latex fås ikke i 29er. Men det virker!
Forleden lod jeg mig så lokke. Jeg manglede 10 pund for at få kurven sendt gratis til Danmark, så der røg en rulle Stans Yellow-tape i den. Rullen fik ikke lov at ligge længe på værkstedsbordet, da mine fælgbånd var begyndt at have brønde ved alle niplerne. Og så rullede lavinen.
Først bagdækket, det gik fint med at få luft i det, men dæksiderne lød som en utæt ballon. Jeg set alle snask/instruktions-videoerne, så jeg legede cheerleader og brugte hjulet som stok, eller ponpon. Om det er fordi det er 29er eller fordi jeg ikke ligner en cheerleader, ved jeg ikke, men 10 minutter senere var jeg våd af sved og mine arme var ved at falde af. Men dækket holdt luft.
Fordækket gik næsten nemmere, men det er også lettere og mine arme var alligevel færdige fra starten. Succes .. indtil jeg et par timer senere checker om de har holdt luft. Jeg havde vendt fordækket forkert .. mønsteret kører baglæns! Man kan faktisk vende et dæk med 80 ml latex, uden at spilde noget særligt. Men det krævede endnu en tur rundt i luften, af cheerleaderen.
Dagen efter holder de stadig luft, så jeg triller glad i skoven. Umiddelbart kan jeg ikke mærke forskel på flydende hvid, og fast grøn, latex. Heller ikke på det stivfrosne spor, der er ujævnt som en dyreveksel i Alperne. Raketdækkene er fede, også her .. indtil de pludselig begynder at sejle rundt på sporet. Da jeg ikke længere selv kan bestemme i hvilken retning jeg vil, er jeg klar over der er noget galt. Der mangler ca 20 psi i hvert dæk, der er 10 tilbage .. og det er for lidt. Mælkeskægget langs fælgkanten afslører at det nok ikke er selve dækket der er utæt. Tre gentagelser af seancen og en senere konversation med internettet sandsynligør at Mavic TN719 fælge ikke kan gøres tubeless udelukkende med Yellow-tape, men kræver en rimstrip. Og der går min gummigrænse!
Ud over snask er noget snask, og det bare er så nemt, og renligt, med en lille grøn slange, er der heller ikke gram at spare med rimstrip. Michelin 26″ latex slange 126g vs. Yellow-tape 14g, latex 80g, rimstrip 40g, ialt 134g .. altså 2-0 til den grønne slange!
Så er der selvfølgelig alt det andet, snakebits, rullemodstand osv, men indtil Tallboyen får ægte UST-sko, er det grøn mamba, og slut med snask.
PS. Efter et år stort set uden punkteringer, bød december på 8 punkteringer i vores lille gruppe! Det har nok været med til at fremme tanken om snask.
Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Store boller eller små knopper
Kasper havde for en månedstid siden inviteret os andre halvgamle, halvsure mænd til Vallåsen for at køre downhill. Spændende, og et super sted med fantastiske spor og en helt anderledes stemning end vi er vant til i XC-miljøet. Lift, musik, colaer, kvinder og en stemning af ungdomsfest, men selv det og en fire fem nedkørsler på de lettere ruter, kunne ikke overbevise os om at det var noget for os. Vi mangler simpelthen bollerne til den slags, vi er kommet over den alder hvor det gælder om at putte hovedet under armen, eller i en fullfacehjelm, og køre som om fanden var i hælene, udelukkende ved tyngdekraftens til tider voldsomme hjælp.
Vallåsen reklamerer med de også har et XC-spor, så vi smed knæbeskytterne og kørte fortrøstningsfuldt ud i skoven. Efter en times tid på grusveje tabte vi tålmodigheden og kørte ind på et af de tilsyneladende ufremkommelige småspor der af og til dukkede op. Efter en længere balancering på planker, slæbende cyklen gennem sump og mose, kørte vi pludselig på Hallandsleden, et stykke af vandrestien Skåneleden. Fedt spor, men uholdbart da vi var nødt til at ramme Vallåsen igen på et tidspunkt. Så det blev til mere grusvej indtil vi igen fandt et lille spor .. som endte blindt og resulterede i 500 meters tæt kratkravling med cykel, våde sko og en monster skovflåt .. på bollerne.
Jesper havde fået blod på tanden, så næste morgen tikkede der et link ind i mailboxen på en guided tur på Hallandsåsen, Ridgecycling.com! Afsted igen, men denne gang med guide på fede singletracks. Lonnie, som har Ridgecycling, har fundet alle de små spor, gjort dem farbare og sat dem sammen til en oplevelse. Den sidste sensommerdag .. fantastisk. Jeg kørte bla om kap med en Elg!
Vallåsen kræver store boller og grove dæk, men den svenske underskovs kræver noget andet. En cocktail af grus, mudrede og tilgroede hjulspor, svedige singletracks, hemmelige dyrestier, vandhuller, planker over vandløb og knoldede vandrestier, splitter dækvalget mellem godt greb og let rul. På 29er betyder grove dæk også høj vægt, og som jeg tidligere har indrømmet er jeg blevet lettere allergisk overfor tunge hjul. Mange testere har skrevet at 29er står bedre fast pga den længere kontaktflade mellem dæk og underlag, og jeg har selv erfaret at 29er dæk opfører sig anderledes end 26ere. Så jeg satte raketdækkene på igen og satsede på at bollerne var store nok, trods alt. På nær den ene gang hvor jeg begik hybris og grinede af at Kristians larvefødder mistede grebet, og derfor blev ramt af nemesis, slap de nærmest ikke. Rocket Ron kommer ikke af igen før der er ankelhøj mudder eller knæhøj sne!
Nu er det store spørgsmål så hvad der skal på når mudderet eller sneen lander. Brede tunge sutter med store knopper, som jeg plejer på 26erne, eller lette smalle småknoppede mudderdæk? Der er et halvt kilo, og måske bollerne, til forskel!
Flydende greb
Et af de år Slush-cup burde have heddet Mud-cup, var der en meget aktiv tråd på DMKs board om dækvalg, og specielt om den førende rytters dæk. Tilsyneladende stod hans dæk fast og i hvert tilfælde kom han først i mål hver gang. Der var mange forslag og teorier om dækkene, store knopper, smalle dæk, lav dæktryk og mange specifikke modelforslag. Men på et tidspunkt blandede rytteren sig selv i debatten og afslørede at det var nærmest semi-slick han kørte på!
I søndags stod jeg så igen på hovedet i skoven, meget spektakulært, mit forhjul smuttede på en rod på en nedkørsel, og jeg tog resten af skrænten uden cykel. Og hvad har det med indledningen at gøre? Jo, jeg tror altid mine nye dæk står bedre fast end de gamle og glemmer at intet dæk står fast på glatte våde rødder, uanset hvad folk og producenter påstår.
En våd sommer har ellers tvunget mig til at flyde afsted på mine minimalt knoppede raket-dæk, og faktisk gjort at jeg har kørt med flow i stedet for greb. Men et par nye efterårsdæk med ordentlige knopper skulle prøves og straks opfører jeg mig som Nobrain Nic og tror jeg der er greb alle vegne, også de steder hvor der aldrig er greb. Det er også helt forkert at køre langsomt og forsøge at få fuldt greb, farten er din ven, og det gælder ikke kun på nedkørsler, men også på alle de steder det er svært at stå fast. Man skal flyde hen over de svære og glatte passager. Og så skal man huske, at når det går galt er det som regel rarest at have kørt langsomt 😉
Mark Weir, MTB’ens svar på Dirty Harry, er en stor fortaler for “dynamiske dæk”, dvs dæk der har en blød overgang mellem greb og intet greb. Med sådant et dæk kan man køre bevidst på kanten af dets formåen, og lidt længere. Med et dæk som pludseligt slipper er man nødt til at blive på den sikre side.
Kort sagt, det handler ikke nødvendigvis om at have fuldt greb men om at have flow nok med det greb man har – og der er ingen dæk der står fast på glatte våde rødder.
Den fede mand og vægtknepperiet
Når man som mig har en trøjeholder rundt om maven på et sted mellem 5 og 10 kilo, virker det lidt malplaceret at gå op i om sadelpinden vejer 50 g mere eller mindre. Ikke sådan at jeg har været ligeglad, det har bare aldrig været rigtig vigtigt. Om vægten sidder på maven eller på cykel er lige meget, og så betyder 100g ikke så meget. Det er selvfølgelig kun en halv sandhed, for den uaffjedrede vægt betyder mere end mavefedt, og den roterende vægt betyder meget mere. Men alligevel, og min kærlighed til UST-dæk har heller bidraget med anorektiske tanker, for de er notorisk tungere, men jeg har holdt mig til de udregninger der siger at det ikke betyder noget, for den reducerede rullemodstand opvejer det så rigeligt.
Som Henrik, en ægte vægtknepper, lynhurtigt spottede til H12, så har det ændret sig. Bremseskiverne er mere hul end materiale på Tallboy’en. Med skiftet til 29″ er der meget der er anderledes og de erfaringer jeg har fra 26″ kan ikke umiddelbart overføres har jeg opdaget. Jeg er på den femte Santa Cruz cykel og har efterhånden helt check på hvordan de skal sættes op for at passe mig perfekt. Tallboy’en er bare en lille smule anderledes. Styret skal være bredere for at kontrollere de store hjul, frempinden skal være kortere for at give en kvikkere styring, det bredere styr gør at afstanden mellem sadel og styr skal være kortere og forhjulet skal være så let som muligt for at gøre det nemmere at kontrollere det store hjul og den medfølgende forøgede gyroeffekt. Den større omkreds på hjulene, giver også en anden kontaktflade mellem dæk og underlag, så dækmønstrene virker anderledes end på 26″. Generelt kan man sige at man ikke behøver så groft et mønster på 29″, og man kan køre med en anelse lavere dæktryk uden at lave snakebites.
Wales blev erobret med 800 g fede Ardent 2.4 dæk på opfordring fra BenBen. Perfekt til formålet men også så tunge at skiftet tilbage til de originale 650 g CrossMark var markant. Jeg fik blod på tanden og reducerede frempinden med 10 mm, vægten på dækket fra 650 til 520 g, på slangen fra 180 til 110 g og på skiven fra 150 til 112 g .. og det gav en helt ny køreoplevelse. Tallboy’en er nu lige så “nimble” som Superlight’en ! Forhjulet løfter man lige så let som på en 26″, man kan kaste cyklen rundt på sporet, skal endda kæmpe lidt for at holde forhjulet nede på meget stejle stigninger og det store hjul bemærkes kun negativt når der ikke er plads til den store diameter mellem forhindringer.
Jeg er blevet vægtknepper og har fået gram på hjernen .. overvejer sågar selv at tabe mig. Less is more !
Det er noget snask !
Næsten lige så længe som UST-systemet har eksisteret, har jeg været en varm fortaler for det, altså slangeløse dæk og fælge. Og jeg har forsøgt at rive vantro ud af den vildfarelse at der skal flydende latex i UST dæk. Der er selvfølgelig specielle situationer hvor det er godt men generelt skal der ikke. Den holdning har jeg nu lettet lidt på, for når et UST dæk har kørt et stykke tid, begynder det at blive små-utæt, og så er det faktisk smart at smide en sjat latex i for det klarer problemet.
Både Continental og Schwalbe har i år lanceret en linie dæk til xc som er tubeless-ready, dvs der skal flydende latex i før de er tætte. Det er resultatet af at en hel masse racere har brugt ghetto-løsningen, altså brugt almindelige dæk med flydende latex. Og det er jo fristende, man får det bedste fra 2 verdener; lav vægt, lav rullemodstand og selvlapning af mindre huller, og nu også når de er beregnet til det, stabile sidevægge. Jeg har da også renonceret på principperne og bestilt 2 par tubeless-ready dæk og håber bare det virker bedre end mine Nokian pigdæk som også er tubeless-ready, men som det på trods af al min UST erfaring ikke er lykkedes at montere uden slanger. Og at jeg skal ikke skal skifte dæk alt for tit ! Jeg har lige erkendt vinterens overtag og hevet mine Mountain King 2.4 af igen til fordel for pigdækkene og det er altså stadig noget griseri at hive et dæk med flydende latex af !
Hjernevridning
De er fede, mine nye pigdæk, helt uundværlige i det her vejr ! Ikke så meget pjat, bare afsted gennem sneen og over isen.
Det eneste lille problem er at hjernen har svært ved at følge med ! Det gælder ikke kun min, men også dem der ser os fra deres selvvalgte exil ude i sneen. De går rundt i knæhøj sne fordi de ikke tør gå på isen på vejen, vi kommer tordnende med 40 km/t og de er ved at tabe underkæben.
Pigdækkene har faktisk et rimeligt greb når man drøner hen over isen, men hjernen kan ikke forstå det. Det er mindblowing, som en tur i den vildeste rutchebane, at overskride naturlovenes grænser på den måde. Så selv om det giver trykhed med piggene, danser de grønne grise alligevel 😀
Bambi .. med pigsko !
Jeg hader at cykle på is ! Pludselig, og uden grund, forsvinder begge hjul inden du kan nå at sige fåååck .. jeg hader det og det gør altid ondt. Måske er det et gammelt traume fra da jeg som studerende pendlede på cykel mellem Trørød og Haraldsgade. Den første frostdag måtte jeg bide i asfalten tre gange inden jeg passerede DTU i Lundtofte, og derefter havde åndsnærværelse nok til at tage bussen resten af vejen. Jeg hader at cykle på is !
Normalt er en dansk vinter jo noget med sne i et par weekender, men sidste år var der så meget sne, at jeg både nåede at købe langrendski og overveje at købe pigdæk. Tre af de andre tosser jeg kører med året rundt, måtte umotiveret ned og bide i isen .. jeg slap. Men så heldig er der jo ingen, der siger, at jeg er i år ! Mit argument, overfor mig selv – og fruen…., for at købe pigdæk er, at selvom de er dyre og nok skal hænge en stor del af tiden i kælderen de næste år, er det alligevel bedre og billigere end et brækket kraveben.
På vej ud af byen, kan jeg allerede høre, at piggene virker; de synger højrøstet med på hvad som helst, men da jeg første gang drejer skarpt ud over en klump frossen sne og is, er jeg alligevel ved at stå på hovedet. Selv gummitræer vokser ikke ind i himmelen .. men det er tæt på ! Da jeg først har fundet ud af, at jeg stadig skal være forsigtig, kører det bare. På de strækninger, hvor der helt tydeligt er is under sneen, og hvor jeg normalt er ved at skide grønne grise, kan jeg høre piggene nynne svagt. Det giver lige det ekstra greb og den ekstra tryghed, der gør, at det stadig er rigtig sjovt. Og på vej op af stigningerne på singletrackene i skoven, hvor baghjulet normalt slipper og spinner på et tidspunkt, når der er tilpas meget fastkørt sne, bider dækkene stille og roligt hele vejen op. På et tidspunkt spurgte min køreven Jesper om det var benene eller dækkene .. de andre måtte nemlig af cyklerne af og til. Jeg svarede, at det selvfølgelig var benene .. men det er ikke rigtigt, det er dækkene !
Så længe der er sne og is, ryger de pigdæk ikke af cyklen ! De er lidt træge at træde på asfalt, selvom de ikke vejer mere end de Mountain King 2.4 UST jeg normalt kører med, og jeg kan ikke montere dem med latex, selvom de i princippet er tubeless-ready. Jeg prøvede alt: trykluft, CO2 patroner, selv gaffertape hele vejen rundt, men måtte overgive mig og stoppe latex-slager i. Men ellers er det svært at sige noget grimt om dem .. efter første tur. Pigdæk virker klart bedst med lavt dæktryk, så måske prøver jeg alligevel at hive slangerne ud, nu da dækkene har sat sig. På den anden side er det jo også sådan nogle dæk, der skal af og på alt efter vejret, og så er latex-løsningen noget snask. Hmmm … det bliver vist det første snakebite, der afgør det 😉
Kongen abdicerer, dronningen tager over !
Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og da jeg for en del år siden blev coached beskrev min mangeårige kollega mig som et fejlsøgende missil. Min lærling gennem 4 år sagde: han forbereder sig vildt grundigt og laver så noget om i sidste øjeblik. Så efter jeg i et halv år har været sikker på at ville køre Mountain King på Alpeturen, har jeg nu 2 uger inden vi tager afsted, besluttet at det bliver Rubber Queen i stedet !
Jeg er vild med Mountain King og ser med bekymring frem til den version 2 Continental lige har lanceret. Samtidig er det ingen hemmelighed at dækket har det svært med mudder pga de lave knopper. De første 2 omgange til H12 var som Bambi på isen, efter en hel nats regn. Og et par nedkørsler fra Klint her i sommers, har gjort det helt tydeligt at løse sten og lave knopper heller ikke er den bedste kombination. På en Alpetur ved man aldrig helt hvordan terrænet bliver, men det bliver varieret og der bliver sikkert både mudrede stier og masser af løse sten. Så jeg har besluttet at ofre den lave rullemodstand og det fantastiske kantgreb til fordel for et mere robust dæk med større knopper.
Nu er Rubber Queen ikke et tilfældigt dæk, men et par af mine favorit-testeres yndlings-dæk. På den Blur LT2 Guy Kesteven langtidstestede, sad der Rubber Queen når ikke andre dæk skulle testes, og Brian Mullin aka PastaJet, som bla laver bloggen GramsLightBikes, undlader ikke en chance for at rose det. Selv købte jeg et sæt forrige vinter og en enkelt tur i høj tø-sne var nok til jeg konkluderede at der fandtes bedre dæk, så de røg igen. Og det var nok lidt forhastet, for lige netop sidegrebet i fedtet føre, er nok dækkets eneste rigtige svaghed. En skæbne det deler med alle rigtige knopdæk hvor knopperne sidder på rækker, hvilket samtidigt også er det der gør at det bider rigtig godt både op og ned.
Efter en enkelt lang tur i skoven i dårligt vejr må jeg sige det ruller bedre end forventet og at det står rigtig godt fast, meget bedre end Mountain King. Eneste problem er stadig sidegrebet. Når man kører på noget fedtet der skråner til den ene side, så dækket skal stå fast sideverts, er der ikke et perfekt greb. Men det har begge mine test-guruer også bemærket, og når de kan leve med det, kan jeg vel også ? Eller frit efter Marilyn Monroe; no rubber’s perfect .. heller ikke gummi-dronningen.
MTBlog.dk 
3 comments