Det store spøgelse i skoven
Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.
Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.
Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.
Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.
Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !
I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.
PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂
Op og ned
Hvem fan har en kontorstol idag uden højdejustering ? Nej vel, så hvorfor har alle mountainbikere så ikke en justerbar sadelpind ?
Jeg var selv lidt skeptisk, men alle artikler jeg læste om justerbare sadelpinde sluttede med at forfatteren var blevet afhængig. Sådan er det faktisk med mange ting, har man først prøvet, kan man ikke undvære det. Ikke helt overbevist, købte jeg først en brugt .. som hurtigt gik i stykker. Det er faktisk det eneste reelle problem med dem, de holder dårligt .. virkelig dårligt ! Reparatøren tilbød mig en ny, den nye model, til favorabel pris og med en understregning af 2 års garanti, så jeg bed på. Den virkede fantastisk i Alperne, den er helt uundværligt i det terræn. Faktisk så vanedannende at kom med ud på hjemmebanen, hvor den brød sammen efter første tur ! Garanti er godt, så den røg afsted og efter 2 måneders venten på reservedele kom den også ny og frisk hjem igen .. med en besked om at jeg skulle huske at holde den ren !
Renlighed er godt og jeg havde da også checket at der ikke var mudderrester i teleskop-systemet, så jeg udbad mig en forklaring. Jo, man skal holde ventilen i toppen af pinden ren, den man aktiverer når man vil justere højden. Hvordan måtte jeg spørge, for den sidder gemt langt oppe under sadlen. Svaret kom: man skruer sadlen af, opbløder mudderrester med en vatpind med lunken sæbevand og renser med en piberenser .. helst efter hver tur !!!
RockShox har løst det ved at lave hydraulik helt hen til knappen på styret, det er dyrt ! Fox er på vej med en pind, og de påstår de har erfaringen til at få det til at virke. Og jeg venter på det næste sammenbrud !
Format ?
Normalt fotograferer jeg kun på sporet for sjov og kan derfor også selv bestemme hvor meget udstyr jeg gider køre rundt med. Men sidste lørdag var det anderledes, fagbladet Sygeplejersken bringer i hvert nummer et opslagsbillede, altså stort over to sider, fra et hjørne af sygeplejen og havde bestilt mig til at tage et billede af Kenneth og Klaus, som jeg ofte kører med, og som begge er sygeplejersker.
Jeg har altid min Canon G10 med i kamelryggen og efter jeg har fået en WingNut, har jeg ofte også et Canon 500D med, det fysisk mindste Canon spejlreflex kamera med den lille APS-C chip. Det giver langt mere kontrol at fotografere med et spejlreflex-kamera men til gengæld kræver det også mere tid når man skal have rygsækken af, kameraet frem osv. Rent teknisk er det også bedre, specielt i dårligt lys og med lange brænvidder. Men min professionelle stolthed sagde mig at jeg burde rykke endnu et skridt og tage billedet med et fullframe kamera, hvilket jo gør at udstyret vokser, både i størrelse og i vægt ! Seb Rogers er en engelsk mountainbike-fotograf som ikke laver andet (!), altså udover også at blogge om sine problemer i forbindelse med det. Efter 42 blogindlæg er jeg klar over der ikke findes et endeligt svar på problemet med hvor meget udstyr man skal medbringe. Så det endte med fullframe, en Canon 5D mk II med 70-200 mm f4’eren og en 28 mm f1.8 ved siden af .. og G10’eren.
Rent vægtmæssigt var det ikke noget problem med WingNut’en, den er fantastisk, og rent arbejdsmæssigt fungerede det fint. Og nu sidder jeg så med A2 print af et par af billederne og sammenligner med et par taget med 500D’eren .. og kan dårligt se forskel ! Hmm … men det var vel også det Seb Rogers prøvede på at fortælle !? Og det betyder i hvert tilfælde at det kun er D500 der er med i kamelryggen for sjov.
PS. Det er selvfølgelig ikke nogen af de her billeder der kommer i Sygeplejersken .. så stay tuned !
Hjernevridning
De er fede, mine nye pigdæk, helt uundværlige i det her vejr ! Ikke så meget pjat, bare afsted gennem sneen og over isen.
Det eneste lille problem er at hjernen har svært ved at følge med ! Det gælder ikke kun min, men også dem der ser os fra deres selvvalgte exil ude i sneen. De går rundt i knæhøj sne fordi de ikke tør gå på isen på vejen, vi kommer tordnende med 40 km/t og de er ved at tabe underkæben.
Pigdækkene har faktisk et rimeligt greb når man drøner hen over isen, men hjernen kan ikke forstå det. Det er mindblowing, som en tur i den vildeste rutchebane, at overskride naturlovenes grænser på den måde. Så selv om det giver trykhed med piggene, danser de grønne grise alligevel 😀
Kolde fødder
Efterhånden har jeg fået styr på min påklædning, selv når det er rigtig koldt. Jeg hader at blive kold og en del år troede jeg det var et nødvendigt onde ved vintertræning, men en Brynje Super Thermo netundertrøje inderst, en Craft ulden mellemlagstrøje udenpå og så de nødvendige lag trøjer, jakker og veste, har løst problemet. Selv mine hænder har haft varmen de senere år i skiftevis Roeckl og GribGrap handsker. Også efter 4 timer.
Men mine fødder fryser og jeg har prøvet alt nu .. undtagen elektriske såler. Det første tiltag var vinterstøvler, og det virker. Men jeg syntes ikke de var varme nok, så jeg bestilte et par Pearl Izumi GTX Barrier, som iflg. BikeRadar skulle være de varmeste. Det var også som at stikke foden i en foret moonboot, at få dem på. Desværre holdt varmen ikke og jeg synes de var for bløde at køre i selvom sålen var stiv. Specialized Defroster er ikke specielt varm, men til gengæld fede at køre i og kan bruges i dårligt vejr året rundt.
Så må sokkerne jo redde det. Sealskins laver et par vandtætte vintersokker, som skulle være det bedste. De er da også så varme at man sveder om fødderne efter 5 minutter, og desværre også så tykke at de er svære at have i selv en et nummer for stor sko, og mine fødder var stadig lilla efter 4 timer i skoven. Alt i uld og skisokker er blevet købt og prøvet, og min lokale sportspusher endte med at tilbyde mig kombinerede uld og støttestømper for at øge blodomløbet ! De er nu ikke de eneste der har lavet antydninger til min alder for min søster forærede mig allerede støttestrømper for et par år siden .. men så gammel er jeg altså ikke, endnu !
Denne vinter besluttede jeg så at være lidt systematisk, specielt efter vi kom til at tale lidt om det ude på sporet. Halvdelen af dem jeg kører med, står som mig med lilla fødder og skriger under bruseren, når de kommer hjem ! Følgende har jeg erfaret virker, og kombinationen af det hele, giver den bedste varme;
- vinterstøvler, mindst et nummer for store
- flere lag tynde sokker, mindst en uld og evt kombineret med en Goretex skal-sok
- tykke neopren skoovertræk
Det er jo ikke særligt overraskende, men nødvendigt for optimal varme. Og når jeg så stadig fryser, skyldes det nok at med alderen falder foden lidt sammen hvilket giver dårligt blodgennemstrømning og ligesom mine fødder efter 2 timers spinning kan begynde at snurre, fryser de også efter 4 timer i skoven.
PS. Støttestrømperne virker ikke på varmen .. jeg har prøvet dem !
Bambi .. med pigsko !
Jeg hader at cykle på is ! Pludselig, og uden grund, forsvinder begge hjul inden du kan nå at sige fåååck .. jeg hader det og det gør altid ondt. Måske er det et gammelt traume fra da jeg som studerende pendlede på cykel mellem Trørød og Haraldsgade. Den første frostdag måtte jeg bide i asfalten tre gange inden jeg passerede DTU i Lundtofte, og derefter havde åndsnærværelse nok til at tage bussen resten af vejen. Jeg hader at cykle på is !
Normalt er en dansk vinter jo noget med sne i et par weekender, men sidste år var der så meget sne, at jeg både nåede at købe langrendski og overveje at købe pigdæk. Tre af de andre tosser jeg kører med året rundt, måtte umotiveret ned og bide i isen .. jeg slap. Men så heldig er der jo ingen, der siger, at jeg er i år ! Mit argument, overfor mig selv – og fruen…., for at købe pigdæk er, at selvom de er dyre og nok skal hænge en stor del af tiden i kælderen de næste år, er det alligevel bedre og billigere end et brækket kraveben.
På vej ud af byen, kan jeg allerede høre, at piggene virker; de synger højrøstet med på hvad som helst, men da jeg første gang drejer skarpt ud over en klump frossen sne og is, er jeg alligevel ved at stå på hovedet. Selv gummitræer vokser ikke ind i himmelen .. men det er tæt på ! Da jeg først har fundet ud af, at jeg stadig skal være forsigtig, kører det bare. På de strækninger, hvor der helt tydeligt er is under sneen, og hvor jeg normalt er ved at skide grønne grise, kan jeg høre piggene nynne svagt. Det giver lige det ekstra greb og den ekstra tryghed, der gør, at det stadig er rigtig sjovt. Og på vej op af stigningerne på singletrackene i skoven, hvor baghjulet normalt slipper og spinner på et tidspunkt, når der er tilpas meget fastkørt sne, bider dækkene stille og roligt hele vejen op. På et tidspunkt spurgte min køreven Jesper om det var benene eller dækkene .. de andre måtte nemlig af cyklerne af og til. Jeg svarede, at det selvfølgelig var benene .. men det er ikke rigtigt, det er dækkene !
Så længe der er sne og is, ryger de pigdæk ikke af cyklen ! De er lidt træge at træde på asfalt, selvom de ikke vejer mere end de Mountain King 2.4 UST jeg normalt kører med, og jeg kan ikke montere dem med latex, selvom de i princippet er tubeless-ready. Jeg prøvede alt: trykluft, CO2 patroner, selv gaffertape hele vejen rundt, men måtte overgive mig og stoppe latex-slager i. Men ellers er det svært at sige noget grimt om dem .. efter første tur. Pigdæk virker klart bedst med lavt dæktryk, så måske prøver jeg alligevel at hive slangerne ud, nu da dækkene har sat sig. På den anden side er det jo også sådan nogle dæk, der skal af og på alt efter vejret, og så er latex-løsningen noget snask. Hmmm … det bliver vist det første snakebite, der afgør det 😉
Stort og småt
Kasper kunne ikke deltage på søndagsturen pga sit sociale liv og spurgte, meget overraskende, om jeg så ikke ville låne hans nye Niner ! Hvad kan jeg sige, ud over TAK ! Det gav mig mulighed for at finjustere cyklen så det var som at sidde på en af min egne, og køre en rigtig tur på den. Min første rigtig tur på en 29″ hardtail.
Det er ingen hemmelighed at jeg drømmer om en Santa Cruz Tallboy, og at pressens skamrosning af den ikke har gjort drømmene mindre våde. Men det er jo lidt svært, for det er næppe muligt med en prøvetur og hvem siger at 29″ er noget for mig ? Jeg har læst mange anmeldelser af 29″ere og bla et par stykker hvor testere bliver så glade for en 29″ med kort vandring at de sælger deres 5.5″ fully. Så forventningerne var store !
Og nu bagefter er det lidt svært at komme med en klar mening, dels fordi det trods alt kun var 60 km, dels fordi det jo ikke er en revolution. Alle pros og cons kan man læse i bladene og jeg er sikker på de er rigtige. 29″ ruller bare bedre over ting, 29″ er lidt trægere, 29″ griber lidt bedre osv., og når alt kommer til alt handler det nok mere om man kan lide fornemmelsen af 29″. Nogle kan lide hardtail, nogle fullier og nu er repetoiret udvidet med stor og små hjul.
Nu er jeg ikke vant til at køre hardtail og det kan være vanskeligt at skelne hvad der skyldes den manglende affjedring og hvad der skyldes de store hjul, men jeg er ikke i tvivl om at 29″ er effektivt .. hvis jeg var racer ville jeg helt sikkert købe en. Så ville jeg sikker også have benene til at holde den rullende .. og når den er rullende føles den nærmest ustoppelig. Principielt er en 29″ 11% højere gearet end en 26″ med de samme komponenter, men det mærkelige er at man ofte kører i samme gear som på en 26″ ! Og jeg forstår slet ikke at den lange stejle rodfyldte stigning jeg altid kæmper mig op af i laveste gear, også lader sig besejre på samme måde på Niner’en !? Hvor fan får man 11% flere kræfter fra .. det er 2 gear.
I What Mountainbike har de udråbt Tallboy til at være den for øjeblikket bedste 29″ fully med slutsætningen: this is, without doubt, the fastest trail bike we’ve ever ridden. Selvsamme blad havde fornyelig en leder hvor redaktøren slog fast, at en ny cykel kun er bedre end den gamle, hvis den får dig til at cykle mere. Så spørgsmålet må blive for os weekendkrigere; er 29″ sjovere ?
Grim .. og genial !
En mørk efterårsaften i sommerhuset uden kvalificeret læsestof, gik jeg igennem de gamle mountainbikeblade jeg havde efterladt det sidste års tid. Jeg faldt over en skamrosning af en aparte rygsæk, WingNut Hyper 3, som specielt med høj vægt, fungerer meget bedre for cyklister, end de klassiske. For ikke så længe siden havde jeg også set en test hvor samme rygsæk vandt, men jeg havde slået det hen, dels pga. testeren som jeg ikke er vild med, dels pga rygsækkens mærkelige udformning. Lidt videre research viste at alle der havde haft rygsækken på, var kommet til samme konklusion, den er meget bedre end de andre når der kom vægt i.
Som fotograf har man et tilbagevendende problem, hvor meget udstyr kan man holde til at køre med uden det ødelægger turen. Min grænse går ved et lille DSLR med en let optik, men som regel har jeg kun et større kompaktkamera med, da rygsækken ellers er generende.
Jeg bestilte en WingNut .. og sidste søndag var jomfruturen. Der var det sædvanlige i sækken samt det lille DSLR kamera. Det er første gang jeg overhovedet ikke har været generet af rygsækken og endda tænkte, næste weekend tager jeg en ekstra optik med !
Ingen rygsæk er helt perfekt, Deuter har efter min mening den bedste ryg, men Dakine Nomad har længe været min foretrukne pga udformningen, de mange detaljer og specielt sidelommerne, som kan nås mens man kører. WingNut’en er heller ikke perfekt men den har også sidelommerne som Nomad’en, og så kan den noget de andre ikke kan, bruges ubesværet med høj vægt .. men fååck hvor er den grim når den sidder på ryggen. Check selv Kaspers billeder af mig fra i søndags:
Latenstid
I efteråret 85 sendte BMW en ny motorcykel på markedet, BMW K75. Fem forhandlere havde fået lov at køre en hjem fra München, dels for at prøve den, dels for at deres kunder også kunne prøve den. Jeg fik en kort tur på en af dem og var ikke rigtig imponeret. Vinteren gik og da foråret kom, og sæsonen startede, var jeg ikke i tvivl, jeg skulle have en ! Det blev til over 150.000 km på de 2 jeg havde af den model, og jeg vil altid betragte K75s som min motorcykel. Jeg blev gladere og gladere for den, jo længere jeg kørte på den.
Men det har jo ikke meget med mountainbiking at gøre ? Nej, men jeg fik en kort tur på Kaspers nye 29″ i dag .. og det fik mig til at tænke på det 😉
Oppe i skyerne
Da vi skulle vælge Alpe-tur denne gang, gik jeg efter at den skulle være lige så udfordrende som sidste gang og have så meget singletrack som muligt. Vi endte med at vælge Sky-turen fra Joko MTB, 4 gange over 2.600 m og en gang over 3.000 m.
Jeg havde nok ikke gjort mig helt klart, og heller ikke læst den tyske tekst ordentligt, at det betød at vi skulle trække/skubbe cyklerne en god bid næsten hver dag. Ellers kan man ikke komme så højt op !
Men nej hvor var der fantastisk deroppe. Udsigt over hele verden .. singletrails på verden top 😀
Men så melder spørgsmålet sig, er det værd at slæbe cyklen i halve og hele timer, for at komme op hvor luften er tynd og panoramaen bred ? Sporene er ikke bedre, kun udsigten 😀
MTBlog.dk 
3 comments