Rødvin og bøffer
Jeg fik en mail fra Simon; har du overvejet et indlæg på bloggen med sammenligning af din hardtail 29er og din TallBoy? Det var søndag, jeg stod i kø i Irma men kunne alligevel straks svare nej. Eller det vil sige, inden jeg var på vej ud af butikken, havde jeg allerede ændret mening.
Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne min TallBoy og min Dad! Ikke fordi den ene er af carbon, den anden af stål, eller fordi den ene har Fox og XT, mens den anden har RockShox og SLX, eller fordi den ene koster 3 gange så meget som den anden. Nej, fordi det er som at sammenligne rødvin og bøffer .. hvad smager bedst? Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt forstå, hvorfor nogen gerne vil have en sammenligning, jeg har bare aldrig selv lavet den, fordi jeg er helt klar over hvor forskellige cyklerne er, hvad de kan, og hvorfor jeg har dem.
I min verden er en mountainbike fuldaffjedret! Min Tallboy er min mountainbike, og helt fantastisk .. hvis du skulle være i tvivl. Min Dad er min bycykel/vintercykel, og er bygget til det, med de kompromisser der er nødvendige for at opfylde begge dele. Jeg har ikke tidligere haft en decideret vintercykel, men i et forsøg på ikke at vinter-hærge TallBoy’en totalt, har jeg bygget Dad’en; en enklere cykel med billigere dele. Samtidig er Dad’en så flexibel, at den sagtens kan komme med på familietur, og så lige nappe et singletrack mens de andre vender ryggen til.
Jamen hvordan kører de? TallBoy’en er lige blevet Trailbike of the Year i What MTB! De har den til langtidstest og har foreløbelig været på podiet med den efter et Enduro DH-race, og et XC-marathon – det er vist svært at tilføje noget. Dad’en vejer ca. det samme, 12 kg, har også 100mm affjedring, men kun foran, og kører som en livlig stålramme-hardtail skal, charmerende, med direkte respons .. og hoppende bagende. Og desværre alle hardcore hardtail-hippier, selvom Dad’en var af carbon, fyldt med lir og XTR, vejede 4 kg mindre og kostede en million, ville jeg aldrig vælge den før TallBoy’en, til en tur på det fede singletrack. Men den kan så meget andet.
Den store test
Min bycykel, en dejlig stål-hardtail med aflagte dele, blev stjålet fornyeligt. Surt, og skræmmende fordi tyven åbenbart havde holdt øje med mig og cyklen! Men allerede inden havde jeg været i gang med planlægningen af et projet 29er by/vintercykel, dels fordi jeg gerne vil køre 29er hele tiden så kroppen og psyken vænner sig helt til de store hjul, dels fordi jeg godt kan bruge en vintercykel til at aflaste slitagen på de dyre dele i de 10 vinter-smat-måneder om året.
29er markedet er helt nede i Europa, US tager alt hvad de kan få, så det er ikke sådan at få fingrene i den rigtige cykel. Efter at have købt både en hel cykel og 3 stel, som desværre alligevel ikke kunne leveres, endte jeg med et Sobre Dad stel fra en lille fabrik i Frankrig. Spændende, for det er ikke meget man kan finde om det på nettet, og det har kun været produceret siden februar.
Det er en ulig konkurence at koste en tiendedel af et Tallboy stel, og samtidig skulle køre ligeså godt, men efter et lidt stresset indkøb af manglende stumper og en samling i tusmørke i cykelskuret på landet, er den klar til at tage konkurrencen op. Jeg har tidligere skrevet om den lokale mountainbikegruppe som pisker afsted på mountainbikes med låst affjedring og tynde dæk, og hvad kunne være en bedre test for Dad’en, end en tur med dem? Som et kompromis mellem bycykel og vinterlåge, må en tur fladt ned over styret med fuld fart af grus og asfaldtveje, være som at være på hjemmebane.
Og det var det, altså alt taget i betragtning .. jeg hang på! En 29er er ikke nogen landevejsracer; de knoppede dæk giver syre i lårene og det brede styr en stabil vindmodstand. Men det er jo konceptet, og ikke cyklens skyld, og den korte tur hjem af rigtige singletrails afslørede også at selvom det ikke er nogen Tallboy , så er det en fed cykel som rammer lige i øjet.
Store hjul og små ting
Er en 29er ikke bare en mountainbike med store hjul ? Jo, og siden den første 29er så dagens lys i 1999, har fabrikanterne kæmpet for at minimere de medfølgende ulemperne, så de er et reelt alternativ til 26″. Al udvikling tager tid, se bare på affjedring af baghjulet som også har været ca. 10 år om at blive velfungerende, så i dag er det bare at sætte sig og køre .. eller er det ?
Selvom en 29er bare er en mountainbike med lidt større hjul, kan man desværre ikke bare overføre sin viden fra 26″ ! Der er nogle andre parametre eller spilleregler, småting som virker anderledes pga de store hjul og den lidt anderledes geometri på stellet.
Det helt vitale er at de større hjul giver en markant forøget gyro-effekt, som man klart mærker og er nødt til at forholde sig til. En 12% større diameter og dæk der typisk vejer 20% mere, er ikke småting i fysikkens verden. Så der skal kunne tages fat og det betyder et bredere styr !
Det bredere styr betyder at der skal være kortere mellem sadel og styr, for at du sidder som du plejer og det er oplagt at løse med en kortere frempind – også fordi en kortere frempind giver en kvikkere styring hvilket modvirker det lidt træge i de store hjul. Vægt og størrelse gør det også sværere at løfte forhjulet, men den kortere frempind hjælper også på det. Tilgengæld betyder det også at du pludselig har vægten længere tilbage på cyklen end du normalt har. Det forøger også den naturlige tryghed de store hjul automatisk giver pga det relativt lavere tyngdepunkt (krankboxen ligger under hjulakslerne).
De store hjul giver også en længere trædeflade, så man kan køre med mindre knoppede dæk, som typisk er lettere, og have samme greb som en 26er med grovere dæk. Faktisk virker samme dækmønster ofte helt forskelligt på 26 og 29″ ! Min egen TallBoy har fået hele turen og nu løfter den faktisk forhjulet på opkørsler, hvis jeg ikke passer på – fuldstændig som min gamle 26er Superlight. Ren win-win situation, eller hva’ ?
Da jeg var over Alperne første gang, insisterede vores guide Frank “Jeg ved alting bedst”, på at vi skulle øve os i at lægge vægt på forhjulet i sving, så vi fik bedre greb. På Blur’en med Fat Albert dæk, kunne jeg ikke forstå hvad han talte om – Fede Albert bider uanset hvad. Men de sidste par ture på TallBoy’en, som jo har fået smag for at køre stærkt, oplever jeg nu at forhjulet slipper i sving ! De småknoppede dæk, den mindre vægt på forhjulet pga den korte frempind og min utilpassede køreteknik, er en farlig cocktail. Ligesom uopmærksomhed straffes hårdt, da man ikke bare lige drejer et stort hjul i fuld fart.
At køre 29er er lidt som at starte forfra og genopdage alting på ny. Spillereglerne har fået et lille twist !
1-2-3-Flow
Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.
Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.
I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !
Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !
Den fede mand og vægtknepperiet
Når man som mig har en trøjeholder rundt om maven på et sted mellem 5 og 10 kilo, virker det lidt malplaceret at gå op i om sadelpinden vejer 50 g mere eller mindre. Ikke sådan at jeg har været ligeglad, det har bare aldrig været rigtig vigtigt. Om vægten sidder på maven eller på cykel er lige meget, og så betyder 100g ikke så meget. Det er selvfølgelig kun en halv sandhed, for den uaffjedrede vægt betyder mere end mavefedt, og den roterende vægt betyder meget mere. Men alligevel, og min kærlighed til UST-dæk har heller bidraget med anorektiske tanker, for de er notorisk tungere, men jeg har holdt mig til de udregninger der siger at det ikke betyder noget, for den reducerede rullemodstand opvejer det så rigeligt.
Som Henrik, en ægte vægtknepper, lynhurtigt spottede til H12, så har det ændret sig. Bremseskiverne er mere hul end materiale på Tallboy’en. Med skiftet til 29″ er der meget der er anderledes og de erfaringer jeg har fra 26″ kan ikke umiddelbart overføres har jeg opdaget. Jeg er på den femte Santa Cruz cykel og har efterhånden helt check på hvordan de skal sættes op for at passe mig perfekt. Tallboy’en er bare en lille smule anderledes. Styret skal være bredere for at kontrollere de store hjul, frempinden skal være kortere for at give en kvikkere styring, det bredere styr gør at afstanden mellem sadel og styr skal være kortere og forhjulet skal være så let som muligt for at gøre det nemmere at kontrollere det store hjul og den medfølgende forøgede gyroeffekt. Den større omkreds på hjulene, giver også en anden kontaktflade mellem dæk og underlag, så dækmønstrene virker anderledes end på 26″. Generelt kan man sige at man ikke behøver så groft et mønster på 29″, og man kan køre med en anelse lavere dæktryk uden at lave snakebites.
Wales blev erobret med 800 g fede Ardent 2.4 dæk på opfordring fra BenBen. Perfekt til formålet men også så tunge at skiftet tilbage til de originale 650 g CrossMark var markant. Jeg fik blod på tanden og reducerede frempinden med 10 mm, vægten på dækket fra 650 til 520 g, på slangen fra 180 til 110 g og på skiven fra 150 til 112 g .. og det gav en helt ny køreoplevelse. Tallboy’en er nu lige så “nimble” som Superlight’en ! Forhjulet løfter man lige så let som på en 26″, man kan kaste cyklen rundt på sporet, skal endda kæmpe lidt for at holde forhjulet nede på meget stejle stigninger og det store hjul bemærkes kun negativt når der ikke er plads til den store diameter mellem forhindringer.
Jeg er blevet vægtknepper og har fået gram på hjernen .. overvejer sågar selv at tabe mig. Less is more !
Niogtyve tanker
Vi weekendkrigere arver jo på godt og ondt meget af den udvikling og det tankesæt, der er tiltænkt worldcup-racerne. For det meste er det til stor glæde, men af og til giver det også mudder i systemet. For hvor mange af os glade entusiaster, er det egentligt vigtigt at komme først, eller køre hurtigst ? Selvom vi træner efter eliteprogrammer, på trods af deller både her og der, og vægtoptimerer vores cykler til det anorektiske, på trods af dellerne, handler det jo i sidste ende ikke om at komme først, men om at have det sjovest !?
Jeg er overbevidst om at alt hvad der generelt bliver skrevet om 29″ vs 26″, er rigtigt, fordele og ulemper. Og de direkte sammenligninger jeg har set giver heller ikke et entydigt billede af en vinder. Det hele kommer an på terræn, rytter og kørestil. Nogle kører hardtail, nogle fully, nogle UST andre med latexslanger, nogle er til knopper andre til slicks og nogle kan bedre lide brunetter end blondiner. Der er heldigvis ikke noget der er rigtigt og forkert, kun valg og konsekvenser.
Som barn kæmper de fleste sig gennem en række cykler som skiftevis er for store og for små, og en sjælden gang passer, og hjulstørrelsen vokser med cyklens og barnets størrelse. Men på et tidspunkt stopper det, så vokser kun kroppen .. og stellet ! Alt efter sluthøjde og bygning, passer man så mere eller mindre ideelt på en mountainbike. Med en meter og fireogfirs og lange ben, giver det klart en mere naturlig fornemmelse at sidde på min nye Tallboy, end på mine tidligere Santa Cruz’er. Jeg sidder mere i cyklen, end på cyklen. De uundgåelige uheld på sporet de seneste år, kan næsten alle beskrives ved en flyvetur ud over styret, hvilket er en klar konsekvens af en forkert vægtfordeling på et kritisk tidspunkt. En teleskop-sadelpind hjælper meget og flytter tyngdepunktet ned hvor alt ting bliver nemmere .. hvis man har aktiveret den ! Et 29″ stel flytter også tyngdepunktet, ikke så voldsomt, men permanent. Det giver en anden tryghed .. og træghed. Valg og konsekvenser.
Efter bare et par hundrede kilometer på Tallboy’en, er jeg ikke i tvivl om at min krop er til 29″ .. ligesom min røv er til WTB sadler. Mine bange anelser om at min diesel-kørestil ville blive yderligere forstærket med en wagonwhell’er, havde heldigvis ikke noget på sig, snarere tværtimod. Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen selvom man sidder på en Tallboy. Nok er risikoen for at tage den over styret er reduceret, men jeg kunne da sagtens mærke på rutchebanesporene i Wales, at de store hjul med deres større gyro-effekt, er tæt på at have deres vilje når man er træt og ikke længere helt fremme på beatet .. naturlovene regerer stadig.
PS. Det lavere tyngdepunkt på en 29″ skyldes at krankboxhøjden er den samme som på en 26″. Derfor kommer krankboxen ca. 4 cm under hjulakslerne på en 29″, hvor den på en 26″ ca. ligger i samme højde.
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 🙂 Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
Det store spøgelse i skoven
Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.
Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.
Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.
Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.
Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.
Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !
I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.
PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂
Stort og småt
Kasper kunne ikke deltage på søndagsturen pga sit sociale liv og spurgte, meget overraskende, om jeg så ikke ville låne hans nye Niner ! Hvad kan jeg sige, ud over TAK ! Det gav mig mulighed for at finjustere cyklen så det var som at sidde på en af min egne, og køre en rigtig tur på den. Min første rigtig tur på en 29″ hardtail.
Det er ingen hemmelighed at jeg drømmer om en Santa Cruz Tallboy, og at pressens skamrosning af den ikke har gjort drømmene mindre våde. Men det er jo lidt svært, for det er næppe muligt med en prøvetur og hvem siger at 29″ er noget for mig ? Jeg har læst mange anmeldelser af 29″ere og bla et par stykker hvor testere bliver så glade for en 29″ med kort vandring at de sælger deres 5.5″ fully. Så forventningerne var store !
Og nu bagefter er det lidt svært at komme med en klar mening, dels fordi det trods alt kun var 60 km, dels fordi det jo ikke er en revolution. Alle pros og cons kan man læse i bladene og jeg er sikker på de er rigtige. 29″ ruller bare bedre over ting, 29″ er lidt trægere, 29″ griber lidt bedre osv., og når alt kommer til alt handler det nok mere om man kan lide fornemmelsen af 29″. Nogle kan lide hardtail, nogle fullier og nu er repetoiret udvidet med stor og små hjul.
Nu er jeg ikke vant til at køre hardtail og det kan være vanskeligt at skelne hvad der skyldes den manglende affjedring og hvad der skyldes de store hjul, men jeg er ikke i tvivl om at 29″ er effektivt .. hvis jeg var racer ville jeg helt sikkert købe en. Så ville jeg sikker også have benene til at holde den rullende .. og når den er rullende føles den nærmest ustoppelig. Principielt er en 29″ 11% højere gearet end en 26″ med de samme komponenter, men det mærkelige er at man ofte kører i samme gear som på en 26″ ! Og jeg forstår slet ikke at den lange stejle rodfyldte stigning jeg altid kæmper mig op af i laveste gear, også lader sig besejre på samme måde på Niner’en !? Hvor fan får man 11% flere kræfter fra .. det er 2 gear.
I What Mountainbike har de udråbt Tallboy til at være den for øjeblikket bedste 29″ fully med slutsætningen: this is, without doubt, the fastest trail bike we’ve ever ridden. Selvsamme blad havde fornyelig en leder hvor redaktøren slog fast, at en ny cykel kun er bedre end den gamle, hvis den får dig til at cykle mere. Så spørgsmålet må blive for os weekendkrigere; er 29″ sjovere ?
MTBlog.dk 
8 comments