Glad i låget vers. 4.0
Det startede egentligt ret harmløst. Jeg var på udkig efter et billigt fully-stel til en sommerhuscykel, og fald over et Santa Cruz Superlight reststel hos HiBike. Det var i 2006, og da vinteren kom, kom Superlighten med til byen som vintercykel. Den var dejlig umiddelbar at køre på og meget simpel med dens singlepivot bagsvinger. Jeg havde skiftet lejer, alle 8, i bagstellet på min Blur, så jeg kunne sagtens se fidusen i kun at have 2 lejer, som oven i købet ikke sad nede ved krankboxen. Og da det blev forår var min Blur faktisk udkonkureret på dansk jord, jeg var blevet alt for glad for at køre Superlight!
Den første Superlight blev lanceret af Santa Cruz i 1999, og fik navnet fordi det var en let udgave af deres Heckler, Santa Cruz anden fully .. og den første fully der rent faktisk kørte godt. I 2002 kom en revideret version 2.0, det var den jeg købte, og selvom bagstellet var blevet stivere, var det ikke noget at tale om, og den maximale dækbrede var 2.1 .. hvis der også skulle være plads til mudder. Så da version 3.0 kom i 2007, med bla stivere bagende og bedre mudclearence, var jeg ikke i tvivl om det var min cykel. Selvom navnet efterhånden var misvisende, blev den meget præcist beskrevet som “nimble”, i en engelsk anmeldelse. En dejlig simpel og køreglad cykel, som man bare blev glad i låget af. Ikke en komfortabel fully som min Blur og min Blur LT2, men mere en hardtail med affjedring.
Sidste år red jeg med på 29er bølgen, så Superlighten og Blur LT2’eren, blev solgt til fordel for en Tallboy .. der var ikke noget valg. Men i år er der så kommet en Superlight version 4.0 med 29″ hjul! Jeg skal ikke have ny cykel, men da Team-Bertelsen, som har stort set alle Santa Cruz modellerne som democykler, tilbød en tur, var det svært at sige nej!
Den var let rosa og helt ny, og det var tæt på kærlighed ved første blik. Det virker helt velkendt at svinge den ind på sporet i noget der burde hedde Randers Regnskov, men som ligger ved Fussingø. Den er umiddelbar og letkørt, har ingen unoder og virker næsten livligere end Tallboy’n .. den er stadig nimble! Tre timer i skoven afslører dog at en aluminiums singlepivot, ikke kan hamle op med en VPP carbon model når det gælder komfort og køreegenskaber, men når det gælder køreglæde lader den ikke noget tilbage. Man bliver stadig glad i låget .. og så koster en hel Superlight mindre end et Tallboy carbon stel. Hvor er det ærgerligt at Tallboy’n er så alsidig, at jeg ikke har brug for to cykler længere. Måske skulle man overveje en vinterfully igen?
Nye trends på gamle ben .. update fra modeugen.
Det er modeuge, men til min store overraskelse, og skuffelse, har det været småt med cykelmoden. Specielt havde jeg glædet mig til at se, hvad englænderne i år havde luret fra os halvgamle småsure mænd!
Som tidligere omtalt på bloggen har vi skabt vores helt eget look: bibshorts inderst, altså cykelbukser med seler, og baggy’s med hjemmemonterede seler yderst. Det er ikke en cocktail man kan købe færdig, eller rettere det har man ikke tidligere kunnet. Sidste år må Altura have luret os af, måske på Wales-turen, for nu kan man tilkøbe originale seler til netop den model flere af os kører med.
Trenden har også bredt sig sydpå, og fornylig blev den tyske toprytter Manuel Fumic, som den første, set i baggy’s til et World Cup løb! Seneste nyt, og det burde have været vist på modemessen, er at engelske Endura har taget hele pakken og næste år laver baggy’s med indbyggede bibshort. Hvor vi kalder vores morfar baggy’s, har Endura valgt at kamuflere inspirationen ved at kalde dem MTR go-faster shorts!
Nok er vi halvgamle og småsure, men vores ben sætter stadig MTB-modedagsordenen.
Kunsten at køre langsomt .. og blive hurtig!
Min krops besøg af en Boliviansk flagellat i februar, betød udover 6 ugers sygdom, 8 tabte kilo og et par måneders hård genoptræning, at jeg pludselig kørte hurtigere end jeg plejer! Vi er en lille homogen gruppe der kører meget sammen, så en mindre ændring i formkurven, bemærkes straks. På vores tur til Lake District, 2 måneder efter flagellatbesøget, var jeg ualmindelig godt kørende og har selvfølgelig spekuleret en del på hvorfor .. men ikke overvejet at få flagellaten tilbage!
Umiddelbart er der 4 mulige rationelle forklaringer. Jeg tabte 8 kilo og tog kun det halve på igen, altså et vægttab på 4 kg eller næsten 5% af min kropsvægt. Mine ben fik næsten 8 ugers cykelpause .. og havde godt af det? Inden Boliviaturen, hvor jeg skulle lave video om vilde kakaobønner for Oialla, havde jeg læst om et forsøg med mus og mørk chokolade, som næsten dokumenterede at chokolade er bedre end træning, og at det sammen med træning er helt uovertruffen .. og har selvfølgelig spist mørk chokolade siden. Endelig var jeg nervøs for ikke at have fået trænet nok op til Lake District turen, efter sygdommen, så jeg intensiverede træningen de sidste 2 uger inden, men ved at lægge nogle restitutionsture ind, ture hvor jeg holdt mig omkring 60-70% af maxpuls, og under 75%.
Her 3 måneder efter Lake District turen er formen normal igen. Jeg har stadig ikke taget alle 8 kg på, og jeg spiser chokolade, så der røg de to teorier. Den lange cykelpause tror jeg ikke selv på, og vil forøvrigt helst heller ikke sidde stille igen .. det er også uholdbart hvis jeg skal holde pause i to måneder, køre i to måneder osv. Tilbage er restitutionsturene!
Jeg har læst flere artikler om at hvis man ikke kan køre langsomt, kan man heller ikke køre hurtigt, og at køre langsomt er det nye sort. En af de store proff-trænere går så langt som at sige til sine ryttere, at kan de ikke holde sig under 70% af maxpuls op af stigningerne, må de stå af cyklen og trække! Så det er åbenbart alvor.
Nu må vi se hvad der sker, jeg har i hvert tilfælde tænkt mig at erstatte en eller to af mine 4-5 ugentlige træninger, med restitutionsture. Det spøjse er at det næsten føles lige så hårdt, er langt kedeligere, og at min normale landevejstur som tager to timer for fuldt knald, kun tager 4 minutter længere i morfartempo. Og spinning med en puls mellem 60 og 70%, er bare mærkeligt!
Med hiv og sving
I MTB-verdenen er der en tilbagevendende diskussion om click-pedaler eller flats, er det optimale. Artikler om man ikke tilfører energi ved at hive op i pedalen, har fået flats-fan til at vejre morgenluft.
Uden at ville blande mig i hvilke pedaler man lyst til at køre med, det er alligevel et personligt valg med fordele og ulemper, er jeg nødt til uddybe “at man ikke tilfører energi ved at hive i pedalen”. Det er tilsyneladende rigtigt, da der er lavet en del tests, men det der hører med til historien er at man ikke kan flytte sin opadgående fod hurtigt nok til at den ikke kommer i vejen for pedalen. Sagt med andre ord, man taber energi fordi foden sidder i vejen! Derfor er resultatet at man får mere ud af sine kræfter hvis man har et rundt tråd, altså lærer at hive pedalen tilbage og op, for så går der mindre energi tabt! Du kan læse den lange historie fra Bicycling.com her, hvor der bla står:
“When you look at even the best cyclists, they’re losing power on the upstroke,” says Carver. “The pedal is actually pushing your leg up, so the goal is to lose as little power as possible and get that foot out of the way.”
Og det fede er, at den bedste måde at træne det på, ifølge artiklen, er at køre mountainbike!
Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
På sporet .. af en konflikt?
Gate District .. eller Postmand Pers baghave
Efter et par ture i Alpernes stejle og forrevne klipper, og en enkelt på håndlavede spor i Wales, stod drømmen om bløde grønne bjerge lysende klar. Ikke bakker, men bjerge med sten, klipper og masser af græs .. grønne bjerge. Jeg har længe kikket misundeligt på turbeskrivelser fra Lake District, Englands mest klippede nationalpark op til den skotske grænse, og efter en forsigtig forespørgser hos et par turudbydere, gik det hele af sig selv. Pete Corson fra TrailBrakes ringede mig simpelthen op, efter at have modtaget min mail. Hvad ville vi have? Vi ville gerne hentes i lufthavnen, bo rimeligt og køre flest mulige singletracks. No problem, der kom et fair tilbud et par dage senere.
Det er jo svært at vide hvad man skal forvente, men der gik ikke mange timer før det gik op for os at vi var havnet i Postmand Pers baghave, eller i en Barnaby kulisse .. uden mord, men med bjerge. Det gjorde jo ikke turistbilledet dårligere at vi kørte i 4 dage med høj sol og 25 grader, hvilket er som at finde nålen i høstakken. Og det gør det nok lidt svært at komme igen, for vejret kan kun blive dårligere.
I England må man ikke køre på vandrestierne fortalte Pete som noget af det første, hvilket gjorde mig en anelse urolig .. 4 dage på grusveje er jo ikke noget at skrive hjem om. Men England har en gammel hestekultur, og alle de gamle ridestier, bridleways, er åbne for cyklister (bridle er det engelske ord for hovedtøjet til en hest). Der er generelt ingen forskel på vandrestier og bridleways, de er bare definerede som det ene, eller det andet. Så vi fik det hele; grønne græsstier, hjulspor, eroderede nedkørsler på babyheads (rullesten på størrelse med babyhoveder), klaprende skifferpladebelagte spor, anlagte trailcenter-spor, snoede småveje og masser af stenede singletracks.
Hvis nogen tror det er “a walk in the park”, kommer de på bedre tanker. Dels går det stejlere op og ned, end det umiddelbart ser ud til, dels rammer snakebites og almindelige punkteringer fra torne og sten, ved det mindste svaghedstegn fra dækkene. Det er hårdt terræn og efter første dags mange punkteringer, viste den efterfølgende dækinspektion, at selvom det ikke havde givet problemer, tittede slangerne frem flere steder gennem Pete’s dæksider! Det er hård kost med mange skarpe klippekanter, så det er ikke noget for skinny racerdæk .. eller et forkert dæktryk.
Som det er tilfældet i de fleste engelske kulturer, er folk ligetil og selvom området også er et vandrermekka oplevede vi aldrig andet end venlighed. Den private ejendomsret, giver dog visse udfordringer. Alle marker og områder er hegnet ind med stendiger. Meget smukke og gamle stendiger, med store låger. Hver eneste nedkørsel bliver på et eller andet tidspunkt afbrudt af en låge der skal åbnes. På den anden side, gav det nogle dejlige pauser på opkørslerne. Mellem lokale mountainbikere hedder det Gate District!
Grizedale er det lokale trailcenter, og det er også et besøg værd. Vi kørte et langt svedigt track, en rutchebanetur på en halv time, og en fin afveksling fra de naturlige spor. Det er dog kun et loop på 16 km, så også af den grund er det de naturlige spor og det episke ridt på tværs af bjergene, der er den store attraktion. Postmand Pers baghave på steroider 🙂
Hvis du vil se hvordan Lake District ser ud i bevægelse, kan du checke Thomas video fra turen her, og Kristians her.
Små knopper, store forskelle
Det har nok været svært at undgå min missionering for små knopper på 29er dæk, her på siden. Småt er godt .. men ikke hver gang.
Det meste af vinteren gik med Beaver, som gnavede sig gennem mudderhelvedet. Inden da havde jeg fyret den af med Rocket Ron, et virkeligt raketdæk som dur til næsten alt .. undtagen nutella-agtig mudder. Raketdækkene har kondomtynde sider, hvilket går i lokalområdet, men ikke på klippesporene i Lake District, hvor turen snart går til. Og da Schwalbe ikke besvarer mine bønner om en slangeskins-udgave, bestilte jeg et sæt Maxxis Ikon, som netop i EXO udgaven har forstærkede sider. Ikon bliver rost meget, specielt i staterne, og har endnu mindre knopper end Beaver og Rocket Ron .. til gengæld er der mange af dem. Det var så ikke EXO udgaven der dumpede ned fra internettet, men eXC udgaven som ikke er forstærket. Resultat, de røg på Dad’en i stedet for på Tallboyen. Dad’en kører en del i byen, er sommerhuscykel og reservecykel i skoven.
Et par ture i Sandflugtsplantagen med alle dens nåle og kogler, har ikke været overbevisende for Ikons fortræffeligheder. Knopperne er for små til at få rigtigt ved, og i svingene er det som et køre speedway. Endnu en defekt Fox forgaffel har sendt Tallboyen i ufrivillig pit, så nu har Ikonerne også rullet rundt i skovene omkring København. Med tørre og forårskåde spor, er det en helt anden snak. Ikonerne ruller fantastisk og og har fedt greb på hårde tørre spor med de små knopper, også på rødder og sten .. stort luftkammer, stiv bagende og masser af selvtillid. EXO eller eXC.
Men det er ikke noget for Tallboyen, der er for mange dage hvor sporet er ukendt, ikke er knastørt, eller der ligger nedfaldsdele på det .. og jeg er ikke den der skifter dæk som man bør skifte underbukser. Men det er super på Dad’en, så kan jeg køre om kap med dem på slicks i byen, og alligevel tage en tur i skoven uden at skifte dæk.
Honningspor
Jeg indrømmer det, jeg kørte kun 7 af de 12 timer til Stamina12 .. demotivationen sneg sig ind på mig i takt med jeg i længere og længere perioder, kørte i laveste gear eller trak cyklen. Fantastisk arrangement, velorganiseret, smukke omgivelser, rimeligt vejr og en god stemning, .. men honningspor!
For mange år siden havde fruen skrevet et nummer til Melodi Granprix, og vi skulle derfor tilbringe en weekend på hotel i udkanten af Herning. Ikke noget problem sagde jeg, bare cyklen kommer med. Lidt research viste også en skov i rimelig størrelse en 5-6 kilometer længere ude end hotellet.
Faktisk vidste jeg det godt, jeg havde bare glemt det igen, for da jeg for for 35 år siden flyttede til Københavcn fra Jylland, kunne jeg ikke forstå de kaldte Dyrehaven for en skov .. det er jo en park. Skove i Jylland er rigtige skove! Her er ingen vandrestier, men traktorhjulspor og grusveje, så drømmen om et flowy singletrail fortaber sig i blød skovbund og dybe hjulspor. Hvis ikke der er nogen civilisation i nærheden der jævnligt tramper nogle stier, er der sjældent fedt at køre. Faktisk er næste alle gode naturlige spor, oprindeligt vandrestier eller dyreveksler.
Det var første gang der blev kørt mountainbike ved Ledreborg Slot til Stamina12, og ruten var derfor lagt gennem blød skovbund for at skabe nogle singletrails, hæftet sammen af et minimum af grusstier. Facinerende tanke på papiret, men i praksis et honningspor. Det var blødt, fedtet og klæbrigt, selv inden det regnede og gav ikke på noget tidspunkt, på nær en enkelt nedkørsel, reel køreglæde. Det sugede kræfterne ud af benene og motivationen ud af hjertet.
En del af præsentationen af Stamina12, er at det kun den ene dag er muligt at køre på sporene ved Ledreborg Slot, men skal sporene leve op til resten af arrangementet, skal de åbnes året rundt, så de kan køres til og blive faste .. og måske næste år være flowy singletrail, i stedet for honningspor.
Stamina
Det har været småt med indlæg her på bloggen de sidste par måneder, og det er der flere grunde til. Dels var jeg så heldig at få en opgave i Bolivia og dels var jeg så uheldig at have en flagelat med hjem i maven. Efter en intens kamp med flagelaten, som jeg heldigvis vandt, overtog en lokal virus. Det korte af det lange er at jeg først rejste i 2 uger og så var syg i 6 uger .. og tabte 8 kg!
Det er 3 uger siden jeg igen var frisk nok til at cykle og om en uge skal jeg køre Stamina12 .. solo! Det er selvfølgelig ikke et ideelt træningsforløb op til sådant et løb, og min plan er da også bare at have det sjovt og være tilfreds med de omgange jeg får kørt. For 2 uger siden skrev Bente Klarlund i sin brevkasse i Politiken om hvor meget form man mister hvis man er passiv. En gruppe unge veltrænede mænd var blevet lagt i seng i 3 uger, resultatet var at deres fysik efterfølgende var som om de var 30 år ældre, og at det havde taget 3 måneder at få formen tilbage. Ikke opmuntrene, men dr. Helweg, min cykelven og livlæge, mente heldigvis at det ikke galt for mig, da jeg jo mest havde været oppegående.
Den først tur var forfærdelig, og jeg overvejede seriøst at begynde at køre motorcykel igen! Anden tur var meget bedre, og efter 3 ugers træning og masser af mad, er reultatet at jeg har taget 3 kg på (så vi stopper her!) og stort set kører lige så hurtigt som før, .. men desværre ikke kan holde så længe. Jeg ville selv have gættet på det ville være omvendt, altså manglende hurtighed men OK stamina, hvilket også havde været mere optimalt til på lørdag.
MTBlog.dk 
1 comment