Her og der
Det er blevet nemmere! EasyJet flyver nu direkte fra København til Bristol .. og der holdt en minibus med trailer og ventede på os og vores cykler. Det gik fint sidst; fly til Heathrow, shuttle til et hotel med udlejningsbiler, leje af to store biler der kan have 6 mand og 6 cykelkufferter, 3 timer på vejen, i den modsatte side .. og så retur. Men alligevel, nu er Afan virkelig indenfor rækkevide til en lang weekend. Det er både blevet billigere og nemmere.
For to år siden var alle på 26ere, men jeg havde sneget T-boy med uden de andre vidste noget .. jomfrutur. Nu kører vi alle seks på 29ere. Men englænderne kører tilsyneladende stadig på minicykler. På trods af at Afan er en nationalpark med 140 km spor, at vi boede på en bike-Lodge med masser af andre mountainbikere, at vi var i to trailparks, så vi ikke andre 29ere.
De engelske blade har ellers opdaget det. Fornyelig læste jeg en test af trail/marathon 29ere i What Mountainbike, hvor de bla konkluderede at de aldrig havde tilbagelagt deres testrute så hurtigt! Desuden påstod de at dækmønsteret på 29ere var næsten ligegyldigt, så længe det var småknoppet. Sidst vi var afsted på 26ere gik vi voldsomt op i dæk, og var nået frem til en form for konsensus om fede dæk med grove knopper. Denne gang var det langt mere spredt, 5 forskellige modeller, smalle, meget småknoppede, men ingen brede eller rigtig grove dæk. Og alle var glade for deres valg .. også selvom det regnede. Hjemme igen går den ikke, der er forskel på terræn, og dæk, og i Danevang kan man altså komme til kort, når det er pløret.
Og mens vi er ved forskellene. Hvor vi i fuld mtb-udrustning kunne træde direkte ind i en Men in Black-film eller en bedemandsudflugt, er der mere farvelade over englænderne. De smarteste kan køre direkte på scenen med Elton John! Men sådan bliver man måske når det er gråt og regner, det meste af året? Vi har haft sol de andre gange vi har været i England, og personligt må jeg nok indrømme at jeg ikke helt var ekviperet til 3 dages regn.
Normalt er det noget med en regnjakke og et par GoreTex shorts, hvis det drypper. Og det går fint på en 3-4 timers tur, men 3 hele dage kræver et andet udstyr. Jeg har også bemærket det på alpeturene, tyskerne har alt i regntøj med i kamelryggen. Skal man køre hele dage, kan det ikke nytte noget at fødderne er våde, hænderne kolde, kamelryggen tager vand ind og at det er en overraskelse at det også regner næste dag!
14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis også køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 år siden, alting var voldsommere og større .. altså på nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis også er vokset efter mange år på sporet.
Underbevidst eller bare ubevidst?
Som de fleste læser af denne blog sikkert har bemærket, er jeg vild med raketdækkene aka Rocket Ron! Efter min smag er det det bedste allround dæk i 29er. Og efter det er kommet i slangeskindsudgaven, fungere det også på sten og klipper. Det skal virkelig være ekstremt terræn, dyb mudder eller knastør hardpack, før de bliver skiftet.
Hvad de færreste derimod nok ikke er klar over, er at jeg i en del år også har haft en favorit sko, Salomon XA 3D Ultra2. Ikke som cykelsko, men bare til som dagligdagssko. De er lette, stabile og behagelige, og når det ene par er slidt ned, bestiller jeg bare et nyt par på nettet. Fornyelig havde jeg dog et problem, modellen er lavet om og er ikke længere sort! Den nye model er sort med røde stafferinger og røde såler. Noget af en overvindelse .. men de blev bestilt.
Skoene kom, og ikke nok med de har røde såler, der er også hvide knopper i sålerne. Heldigvis er det jo ikke noget andre ser, når man går i dem, men da jeg så det, var der noget der gik op for mig. Tilfælde eller ej .. Salomon XA 3D Ultra2 er skoenes svar på raketdækkene!
Skiftemønster .. skifte mønster
Skiftet fra 3×10 til 2×10 foran har krævet lidt tilvænning. Der er gear nok i begge ender, men langt ned fra 36’eren til den lille 22T, hvilket gør at selve skiftet skal bruges anderledes end med 3×10. Ofte skifter jeg samtidig for og bag for at reducere springet i gear. Og i kritiske situationer har skiftet flere gange givet chainsuck!
Chainsuck er normalt noget man får med slidt og beskidt kæde, eller nedslidte klinger, så at det kommer med et helt nyt set-up gav lidt spekulationer. Jeg har før haft chainsuck på 22-klinger, ofte fordi de var af aluminium og derfor trådt i stykker efter få gange i dansk pløre. En stålklinge har altid løst det problem, så det var første skridt, at montere en billig stålklinge på mit dyre nyindkøbte bikeporn Middleburn kranksæt. Men det hjalp ikke.
Næste tanke var at kæden måske ikke blev holdt stram nok, selvom længden er rigtig, og i jagten på en af de nye Shadow+ bagskiftere kom jeg forbi 29er Bike Shop. Christian havde ikke en +skifter, som han heller ikke mente ville hjælpe, men blev ved med at tilbyde at de gerne ville kikke på cyklen for at finde fejlen .. han havde dog ikke umiddelbart en oplagt løsning, bedste bud var en forkert kædelinie. Lettere provokeret gik jeg hjem og kikkede grundigt på kranksættet, kæde osv. .. hvis de skulle kunne diagnostisere fejlen, måtte jeg også selv kunne.
På min Dad har jeg også monteret 2×10, men SLX 24-38 .. og det kører bare. I forbindelse med købet af det dyre Middleburn kranksæt har jeg selvfølgelig researched lidt og fundet ud af at eneste minus kunne være at Middleburn klingerne ikke er helt så avanceret forarbejdet som Shimanos, og derfor måske ikke skifter helt så slick. Shimanos 38T ligner noget der er kommet i klemme i en række standsemaskiner, fyldt med hak, bøj og manglende eller nedfilede tænder. Middleburns 36T er næsten helt glat, med 4 løftenitter .. og der mangler kun et par halve tænder her og der. Eller rettere, der mangler lidt på to tænder for hver kvarte omgang.
Lidt gearskiften med cykel i reperationsstanderen viste hurtigt at Middleburns store klinge ikke slipper kæden lige nemt alle steder, når man skifter! Lidt opfriskning ude på vejen viser at jeg typisk skifter når pedalarmen er omkring kl. 2-3 .. og Middleburn er optimeret til kl. 1 .. og derefter hver 3. time. Og kun der. Shimano er dels langt mere flydende og nok optimeret omkring kl. 2.
Kl. 1 dur ikke for mig, højre fod er ved at træde til .. men måske kl. 4? H12 blev kørt med en ny bevidsthed om skiftemønstre. Det var ikke hver gang jeg ramte kl. 4 præcist, ofte blev den nærmere 5 .. men ikke et eneste chainsuck!
Hvad tid skifter du?
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
10 slag for meget, 9 timer for lidt
Sæsonens første tur til eller fra sommerhuset, er altid hård. 80 km, over 40 km singletrack, 15 km grus og resten på asfalt, er lige en tand mere end de sædvanlige søndagsture. Som regel kører jeg alene, men denne gang havde jeg lovet at vise direktøren sporet, som er et resultat af flere års research.
Jeg vidste godt at direktøren kører noget hurtigere end jeg, men ikke at han havde brugt vinteren til målrettet træning mod BC Race. Så mens jeg kæmpede for at få luft, kørte han nærmest restitution! Det forsøgte jeg selvfølgelig at gøre noget ved, med det resultat at jeg i over 3 timer kørte med en puls på mellem 80 og 96%. Det gør man ikke ustraffet og sjældent har jeg været så flad bagefter, jeg var nærmest ikke i stand til at spise eller lave noget fornuftigt flere timer efter. Med godt 10 slag for meget, er det som at have en siver .. på et tidspunkt er dækket helt fladt. Heldigvis var jeg tilsyneladende frisk igen allerede næste morgen, så det har nok været god træning!
Næste weekend er det så igen H12, som solorytter. Det spændende bliver om formen holder og om en bedre kontrol af pulsen vil kunne forlænge køretiden til 12 timer. Jeg har aldrig været i tvivl om at opskriften på at køre langt er at køre i sit eget tempo, men om 10 slag kan give 9 timer, er det store spørgsmål.
Slangeskind og slangebid .. og en skrue løs
Så kom den, slangeskinsversionen af raketdækkene! Den eneste grund til jeg ikke har haft raketdækkene på i udlandet, er at klipper og sten har en kedelig indflydelse på de kondomtynde sider. Men det er slut nu .. og det er min brug af Moby Dick så også. Fornyelig skrev de i en test af 29ere i What MTB, at småknoppede dæk var det optimale, og at dækmønsteret stort set ingen betydning havde. Så langt vil jeg ikke gå; der er ingen grund til store knopper .. men jeg kan altså sagtens mærke forskel i bidet på Maxxis Ikon og Schwalbes raketdæk.
Det blev endnu en svær fødsel at montere dem, men et par døgn med slanger gjorde tricket. De vejer 80g mere i slangeskinsudgaven, men Schwalbe påstår at det nye 2013 mønster til gengæld nedsætter rullemodstanden med 15%, så mon ikke det går lige op. De ruller i hvert tilfælde fantastisk!
Rocket Ron er normalt 127 TPI, men den nye slangeskinsversion er 67 TPI, så ikke nok med siderne er forstærkede, de er også stivere. Normalt kører jeg med 28/32 psi i dækkene, jeg har trods alt en rimelig kampvægt, men i den nye version har jeg reduceret det til 24/28 psi. Det synes min danske medsammensvorne på Lanzarote, som også kørte raketdæk, dog uden slangeskind, nu stadig var rigeligt .. altså indtil han punkterede 3 gange på 5 km! To snakebits og en skarp sten.
På de hjemlige breddegrader holder set-up’et også .. på alt andet end et klæbrigt lag overflademudder. Så med mindre der kommer knæhøj mudder så bæverne skal på, bliver raketdækkene med slangeskind siddende til pigdækkene skal på igen.
PS. Lavalandskabet på Lanzarote er rimelig kontant og ustruktureret, hvilket ikke kun gik ud over dækkene. T-boy tabte en klingebolt, spideren på kranksættet gik løs, bagnavet skulle spændes sammen og den bagerste bremseskive tabte 2 skruer!
De lokale
Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.
Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.
Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!
Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.
Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.
Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.
Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.
Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.
PS. Familien nød også turen!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
En tand eller to for meget
På trods af al virakken og mersalget i forbindelse med 29ernes indtog på markedet, ser det ud til at både Shimano og SRAM har glemt at de større hjul også betyder en automatisk 12% højere gearing. Nok blev 11-36 kassetten lanceret for at kompensere, men det skyldtes nok i ligeså høj grad 2×10 kranksættene, som kom samtidig. Det korte af det lange er, at selv med 22T foran og 36 bagpå, er en 29er gearet 5-6% højere end en 26er med 34 bagpå.
Nu lyder de 5-6 procent ikke af så meget, men da jeg første gang skulle over Alperne fik vi en liste med udstyr cyklen burde være ekviperet med. Jeg købte det hele .. undtagen 11-34 kassetten, men beholdt min 11-32. Allerede på den første opkørsel var jeg klar over fejltagelsen! Og på hver eneste opkørsel resten af ugen, ca. 12.000 hm, bandede jeg over de manglende 6%.
2×10 giver et øget spring mellem klingerne og 14 tænder er den maximale forskel for en forskifter, så et 2-klinge 29er set-up skal hedde 22-36. SRAM kom med det sidste år, men Shimano laver det ikke endnu, faktisk er 24T principielt deres mindste klinge! Man kan så heldigvis snyde og bruge stål 22T’eren fra det gamle LX, den holder suverænt og vejer 13 mere end alu-klingerne .. men 36T kniber det med.
What MTB har en side der hedder Eye-Candy, og i seneste nummer viste de Middleburns nye X-type Duo kranksæt med 22-36! Ikke nok med det er smukt som en solopgang over Øresund, det rammer også lige ned i Shimanos blinde vinkel. Så nu skal 2×10 prøves .. når isen er af skoven.
Sydtyskerne, som bruger Alperne som baghave, har længe vidst at selv 22T kan være for meget, når man kører opad i mange timer på stier. Derfor laver Mountain Goat en 20T, som med lidt fileri kan monteres på de fleste kransæt. Også Shimano har nu erkendt at 29er kræver en speciel gearing, for i deres nye line-up fås specifikke 29er sæt med 22-30-40. Så mangler vi bare et 20-34 sæt!
MTBlog.dk 
3 comments