Luxus .. eller livsnødvendigt
“Vejret er altid bedre end det ser ud gennem vinduet” har længe været et af mine mantraer når vækkeuret ringer søndag morgen kl. 7 og det er bælgmørkt, regner eller bare er gråt og trist. Efterhånden har jeg også lært at selvom det har været tøvejr hele ugen, og måske endda regnet, kan der godt være sne og frost i skoven. Det er altid lidt varmere i byen, og skoven og jorden holder på kulden og frosten.
Sidste søndag var som bambi på isen visse steder på sporet, og det var et rent under at kun økologen var nede at se nærmere på skovbunden. Dejligt frosthårdt spor, men totalt utilregneligt med islag på udvalgte steder. Ikke kun tilfrosne vandpytter, selv det nyanlagte spor med hårdt stampet sand og grus, var visse steder glaseret med usynligt is.
Jeg opdagede pigdæk for snart mange år siden, og er en stor fan. De giver den sikkerhed at jeg kan køre afslappet og ikke er stiv som et bræt og har skuldrene helt oppe i nakken af frygt for at styrte. Jeg hader faktisk is .. når jeg ikke har pigdæk på! Derfor var ugen også gået med at holde øje med vejret. 4° graders varme flere dage, lidt regn onsdag, en sludbyge fredag eftermiddag og 2° .. men nattefrost mellem lørdag og søndag. Jeg lavede en sidste øjebliks beslutning og skiftede til pigdæk inden jeg gik i seng lørdag.
Sporet var ikke umiddelbart så glat som forrige søndag, men nu var jeg jo også ligeglad. Efter en en tur på et stykke afmærket mtb-spor, det er typisk dem der har mest is, kørte pædagogen og jeg og talte mens vi rullede et stykke grusvej med hvid pulverrim .. men pludselig forsvandt han! Det var nok det sidste sted på turen vi ville være nervøs for is, en bred grusvej med grove sten, men det er ikke første gang jeg har set det. Til de bekymrede kan jeg sige, han har det godt igen .. efter 3 sting.
Der er noget udstyr man kun bruger få gange om året, og visse år måske slet ikke. Knickers, et par gange hvert efterår, og måske en enkelt gang om foråret. Luffer, nogle år slet ikke. Førstehjælpskit, jeg har brugt mit to gange på 10 år. Pigdæk, det år jeg købte dem, sad de på i over 2 måneder, sidste år brugte jeg dem slet ikke. Men køb det alligevel! Fidusen er også at når man bruger det så lidt, holder det meget længe.
18 år senere …
Jeg fik deja vu! For 18 år siden havde fruen og jeg været til en fest i de nordlige forstæder og ladet bilen stå. I et anfald af, nu må jeg også se at få rørt mig, tog jeg min citybike op for at hente bilen. Turen gik af cykelstier og ruter og bla gennem Dyrehaven .. jeg var solgt! Mandag morgen stod jeg hos en cykelhandler og spurgte om ikke han havde et tilbud på en mountainbike, jeg ikke kunne sige nej til .. og det havde han.
Idag var jeg så afsted igen efter en efterladt bil, og pga af en nylig meniskoperation gik turen igen gennem Dyrehaven, på de brede stier. Knæet er endnu ikke til rødder, bump og hop, så ikke noget med småstier og singletracks som jeg plejer. Jeg praler i festligt lag med at jeg har kørt over 250.000 km på motorcykel, hvilket de færreste har, men jeg tror jeg efterhånden har siddet flere timer på cyklen, end på motorcyklen, som måtte vige pladsen for mountainbiken. 18 år hvor jeg stort set hver eneste søndag har kørt i skoven, et eller andet sted, og hvor træning flere gange ugentligt er blevet rutinen .. det havde jeg ikke set komme!
Der er sket meget på 18 år, mountainbiking er gået fra at være en marginal freaksport til at være mainstream folkesport. Den tekniske evolution har budt på flere højdepunkter som nærmest er små revolutioner: jeg fik den første fully efter et år, og den havde skivebremser, så kom de slangeløse dæk, 29er hjul ændrede fuldstændig min cykeloplevelse, det var som at komme hjem, og senest har dropperposten boosted både komforten og min sikkerhed. Personligt er jeg i lang bedre form end for 18 år siden, jeg er godt nok ikke blevet tyndere, men tør dårligt tænke på hvad der var sket hvis jeg ikke var begyndt at cykle! Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser på mountainbike og fået en masse ligeså singletrack-mindede venner. Jeg er blevet en del af et netværk hvor man altid kan finde en entusiast der gerne vil vise rundt på de lokale spor, og jeg rejser aldrig nogen steder uden at checke om der er gode muligheder for at cykle, og om jeg skal have min egen cykel med.
Det er ikke kun mountainbikere der er blevet flere af, det er også skovgæster generelt. Så sådan en tur gennem Dyrehaven er ikke længere en ensom fornøjelse, men næsten en form for spidsrod. Antallet af uberettiget selvretfærdige ignoranter er stærkt stigende, specielt når solen skinner, så dræberblikkene hænger løst. Folk der mener at netop deres hund godt kan gå uden snor, selvom det ikke er tilladt, og nægter både at reagere personligt eller kalde på hunden, når jeg ringer med klokken og passerer. Grupper der går 2-3-4 ved siden af hinanden og ikke flytter sig, selvom de fylder hele stien. Folk der overhovedet ikke reagerer eller flytter sig, selvom de har kunnet se en komme imod dem de sidste 200m. Løbere som er tabt for omverdenen, dels pga af høj musik i ørerne, men også pga af massiv arrogance. Og endeligt alle de pæne mennersker der bare kikker på en med slet skjult afsky.
Anyway, det er desværre nok en generel samfundstendens og skal ikke spolere mine gode oplevelser. Jeg tager foreløbeligt 18 år mere, men holder mig fra de brede stier og finder ind på de små singletracks igen, ligeså snart knæet tillader det.
Ujævn præstation
Højbollen har jo fået nye hjul, godt nok et af gangen, som blev købt på tilbud .. og med dæk! Mavic Quest 29×2.35 UST-ready. Umiddelbart var de ikke lige min kop the, bla fordi de er lidt overvægtige .. 810g. Efter forgæves at have forsøgt at sælge dem, billigt, og have læst nogle ret positive anmeldelser, besluttede jeg at de passende kunne køre som vinterdæk på Højbollen. Tunge dæk er lig med go’ træning, og biddet skulle være godt nok. Efter et par ture, på tørre spor, må jeg sige at de foreløbeligt passer på beskrivelsen, lidt tunge men fint greb. På vej hjem fra skoven forleden havde jeg dog en lidt pudsig oplevelse. Cyklen hoppede på cykelstien som om et af dækkene ikke var sat rigtigt på plads på fælgen!
Min far kørte orienteringsløb i bil i 60’er, og var på et tidspunkt jysk mester. Han var meget pertentlig med alt hvad der havde med bil at gøre, også sine egen Folkevogn og senere Peugeot 404. Når han havde fået nye dæk på bilen kørte han til en vulkanisør, 100km væk, hvor de blev høvlet i en maskine, så de var helt runde! Lidt hysterisk, har jeg altid tænkt .. men måske arveligt?
Nå, men jeg gik i pit med Højbollen for lige at sætte dækket rigtig på plads. Lidt pinligt, og en fejl jeg normalt ikke laver .. hvilket jeg da heller ikke havde gjort. Bagdækket hopper pludseligt 2-3mm over et stykke på 4-5cm .. helt umotiveret. Det er ikke rundt! Lidt nysgerrig checker jeg også lige forhjulet .. det er næsten lige så slemt. Og dækkene er endda leveret på hjul der er købt to forskellige steder, i to forskellige lande og med 4 måneders mellemrum. Måske har Mavic et produktionsproblem med deres dæk!?
Vokseværk
Da jeg for 16 år siden købte min første gule Marin Nail Trail, var et af butikkens salgsargumenter at det var en rigtig trailorienteret mountainbike .. fordi den havde et 58 cm styr! På det tidspunkt var 54 cm standard. Hver gang jeg byggede ny cykel, voksede styret. Ind i mellem blev det for bredt, jeg husker bla at jeg savede et 66 cm styr ned til 62 cm … arghhh!
Min først T-boy blev for 5 år siden leveret med 68 cm styr. For et par år siden udviddede jeg til 71 cm og igen for et års tid siden til 72. Og alligevel syntes jeg at mine hænder hele tiden røg ud over kanten .. så nu er det blevet 75 cm. Det var som at komme hjem! Ligesom da jeg første gang satte mig op på en 29er, fik jeg den der følelse af at passe sammen med cyklen, at være i harmoni. Om det er 74, 75 eller 76 cm er sikkert ikke afgørende, men lige der omkring passer mig.
Nu er det ikke en udvikling jeg er alene om, men en klar tendens i hele branchen. Brede styr og korte frempinde. Det passer også med at mange cykler bliver mere trailorienterede og får længere og fladere gafler. For os der ikke også skifter ramme gælder det om at få tilpasset cockpittet til et bredt styr. En generel huskeregel er at for hver 2 cm styret bliver bredere, skal frempinden kortes af med 1 cm. Jeg er selv gået fra 90mm på T-boy til 60, men har også opdaget at der er flere faktorer end bare længden der betyder noget for hvor styret egentligt havner. Den forrige frempind var fx en 70mm 17° .. reelt var dens længe kun 55mm, til gengæld hævede den samtidig styret med 20mm. Jeg skiftede til en 60mm 6° og et styr med 20mm mere rise, og sidder nøjagtig samme sted som før. Den slags er svært at klare på øjemål, derfor har jeg lavet nedenstående diagram, så man kan se hvad der sker med afstanden og højden, i forhold til sadlen, når man skifter frempind.
Vil du bruge diagrammet, er det nemmeste at printe det ud. Du tager en linial og markerer på x og y-aksen hvor din frempind rammer og du kan så se hvor lang den reelt er, og hvor meget den løfter styret. Vil så fx tættere på, men holde højden, kan du med en vandret linial se hvilke muligheder der er. Grunden til der står 20° i parentes ved 0°, er at forgaflen hælder omkring 70° og derfor automatisk giver en hældning selv med en lige frempind. Derfor er en racerfrempind også -17° så den ser vandret ud.
Generationskløften
Havde jeg bare været 20 år yngre og haft gode ben .. for fååååck, hvor kører den godt den nye T-boy3! Efter et par timer i skovene ved Silkeborg på det gule lyn, står det helt klart at det er rigtigt hvad jeg skrev i det forrige indlæg .. jeg er ikke nogen aggressiv kører, desværre. Det er sjovest at køre en cykel ud til kanten, men jeg har hverken kræfterne eller modet til at presse den nye Tallboy.
T-boy3 er længere og mere buff end de tidligere versioner med 10mm ekstra vandring, en 34mm relativ flad gaffel og en kortere bagstag. Umiddelbart virker den helt bekendt, men det er som om den har styrketrænet .. en del. Og er blevet voksen og følsom. Uanset hvad den skal ned af, er den helt rolig, ikke noget XC-nervøsitet, og på et snoet singletrack kører den som på skinner. Kun på de stejle og svære opkørsler, hvor jeg kun lige har kræfter til at holde den igang, kan jeg mærke at styringen er tungere end på min egen. En del af forklaringen kan også være dækvalget. Det gule lyn var monteret med Maxxis Minion foran, et dæk der vidner om ambitionsniveauet, men også vejer halvanden gang så meget som raketdækkene jeg kører med.
En flad gaffel giver stabilitet og det er da også den gennemgående følelse i forhold til tidligere versioner .. den ligger virkelig godt på sporet og indgyder tryghed. Samtidig er affjedringen blevet mere umiddelbar sensitiv, så den er silkeblød og vildt komfortabel .. uden at det er gået ud over hverken evnen til at opsuge de store drops eller være fri for pedal-bob. Det er stadig en langbenet kilometeræder .. som nu også gerne napper et enduro-track! En moderne cykel der skal køres med hele kroppen og som indbyder til at blive presset .. jo hurtigere, jo sjovere!
Så havde jeg bare været 20 år yngre! Men det er jeg ikke, og er nærmest vokset sammen med min T2 .. lidt out-dated og smånervøs på stejle nedkørsler.
PS. Jeg fik desværre ikke prøvet cyklen med 27.5+ hjul, men med de sutter den havde på var det hverken greb eller komfort den manglede!
Uden bøvs
Det gik op for mig i løbet af sommeren, at jeg ikke er særligt agressiv .. i min mountainbike kørsel. Jeg monterede jo Schwalbes ProCore system med et sæt raketdæk uden slangeskind. Den store fidus i systemet er at der er to luftkamre, så man kan have et højt tryk inderst, 85 psi, så dækket hverken bøvser eller laver snakebites, og et meget lavt tryk, ned til 10-12 psi, i yderkammeret så man får et monstergreb. Jeg lagde ud med 12 psi foran og 15 bag, det var jo som at køre på selvklæbende luftpuder! Det greb helt vildt, gyngede lidt og rullede .. også på den kedelige måde i svingene. Med så lavt tryk deformerer dækkene for meget i svingene til at det føles stabilt. Op med trykket til 15 psi foran og 20 bag .. stadig for lidt. 20 foran og 25 bag er perfekt .. men det er jo stort set det samme jeg kører med uden ProCore! Systemet er også primært beregnet til større dæk og vildere kørere, DH og Enduro, og der virker det helt sikkert. Men til en gråskægget mand, som ikke kan få et almindeligt tubeless set-up til at bøvse med et tryk på 21/26, er det total overkill.
Højbollen har jo lillebror status og må finde sig i aflagte stumper. Den fik T-boys gamle C29ssMax hjul på i vinters, men i foråret gik en af palerne i friløbet sine egne veje og raserede hele bagnavet. Jeg kunne ikke finde et nyt baghjul magen til, så det blev et CrossMax XL som har 23mm fælg .. og pludselig så fordækket på den gamle 19mm fælg meget smalt ud! Højbollens sommerdæk set-up har været Ikon, det er der masser af fart i men ikke meget greb, så jeg havde i foråret smidt et Ardent Race foran. Det har jeg ikke været imponeret af, kun lidt bedre greb og uden Ikons fart. Forleden faldt jeg så over et XL forhjul, og på det har Ardent Race fordækket fået en markant bedre personlighed. Det er nu større end Ikon og har et noget bedre greb. Ikke som raketdækkene, mere ala Racing Ralph .. til gengæld vejer det som Nobby Nic.
Den næsten perfekte punktering
Hvis den perfekte punktering findes, må det være den man først opdager når man piller dækket af og opdager tornen eller tegnestiften der er gået igennem .. latexen har lappet hullet. Den næsten lige så perfekte punktering er når man pludselig hører luften fløjte ud af dækket, for straks at blive afløst af hvide latex-strint, som bliver svagere og svagere, for at stoppe helt.
På en korttidsudgang, på vej over Slotslyngen, med solen stående lavt ind over de tørre spor, var det rimeligt nedtur at høre punkteringsfløjten fra bagdækket .. som ikke ville stoppe! Jeg glemmer for tit hvor hurtigt latex fordamper om sommeren, og der var helt klart lavvande i bagdækket, for selv med hullet nedad, kom der nærmest ikke noget latex ud. Tanken om griseriet ved at skulle smide en slange ind i latex-resterne var næsten ubærlig .. det er absolut bagdelen ved tubeless. Heldigvis var det første der faldt ud af min kamelryg mit nye tubeless lappegrej fra Dynaplug .. det havde jeg også glemt. Hætten af beholderen, der sidder allerede en gummiorm med messingspids klar i hætten, gennem dækket med spidsen så kun gummihalen stikker ud, frem med micro-samuraisværdet, som også er i beholderen, og hug den overskydende del af gummihalen af. 80 slag med pumpen, og du er køreklar! Det hele tager ca 2 minutter, og med solen i ryggen, midt på Slotslyngen, er det tæt på også at være en næsten perfekt punktering.
Lille, lækker, gennemtænkt og effektivt .. og lidt dyr. Men jeg er nok nødt til at have et sæt mere, så der er et i begge mine kamelrygge .. og jeg kan undgå slange i latexsnask.
Swing it!
En ting er at regne den ud og finde ud af at 2 eller 3×10 stadig giver større spændvidde og flere gear at vælge imellem end 1x et eller andet, selvom det sikkert ikke varer længe, noget andet er at finde ud af om forskifteren er en top-swing bottom-pull, eller måske en down-swing top-pull .. eller en top-swing top-pull? På trods af de fleste af os der stadig kører med forskifter sjældent skænker dem en tanke, findes der faktisk et utal af variationer .. 34.9 eller direct mount?
Shimano satser lidt anderledes end SRAM og efter sigende skulle deres nye elektriske 2×11 gearsystem selv finde ud af hvordan der skal skiftes gear, og det skal være svært at mærke om det sker for eller bag! Personligt tror jeg ikke jeg skal have batteri på cykler foreløbeligt, men et spin-off fra det elektriske system er en ny side-swing forskifter. Det lyder jo ikke som nogen revolution, men det er sgu tæt på!
Først var jeg lige ved at opgive da jeg ikke kunne finde en i XT 10-speed, men så så jeg en video fra WMB med Trailbike of the Year (den er optaget lige netop der hvor vi kørte i foråret og med den samme guide) hvor Santa Cruz’en var monteret med en side-swing .. en Deore. I XT er det kun 11-speed, men Deore og SLX er stadig 10-speed, så her kan den fås.
Kabelføringen er lidt anderledes, men ellers er det lige ud af landevejen at skifte. Min nye Tallboy har direct mount og kører med en 34T Middleburn klinge og en LX 22T stålklinge. Den gamle XT bottom-swing toppull-skifter var konstrueret til at køre 38T som minimum, så den kunne faktisk ikke justeres langt nok ned .. men det kan den nye SLX side-swing. Middleburn er kendt for mange positive ting, men ikke for at skifte specielt godt .. det mærker man overhovedet ikke med den nye side-swing skifter. Det er bare slick shift!
Det er helt sikker fedt at undvære forskifteren, men en anden fidus ved et 2-klinge set-up, udover den udvidede gearing, er at man med et skift foran hurtigt kan være klar til en uforudset stigning. Et skift foran svarer til en 2-3 gear bagpå, og med den nye skifter er det ikke længere noget problem at komme tilbage igen.
Gummisniksnak
Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.
Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.
De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.
Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.
Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?
Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.
Reparationsalderen og de tre F’er
En af de karakteristiske ting ved at køre mountainbike er at tingene bliver slidt og skal udskiftes .. specielt på denne årstid. Og det udløser som regel et af tre scenarier:
* Fint, så kan jeg endelig opgradere! Det er jo på det tidspunkt det er fornuftigt at opgradere og hvor man relativt nemt kan forsvare den økonomiske side af en opgradering .. også overfor sin bedre halvdel.
*Fåååck, det er penge ud af vinduet! Du skal have den samme del igen, så cyklen bliver ikke bedre af udskiftningen. Kedeligt og ikke særligt sjovt.
*Fedt, den er dækket af garantien! Og med lidt held er der kommet en ny og forbedret version.
Der er selvfølgelig så også den virkelig kedelige version hvor man har fået købt en så dyr cykel at man ikke har råd til at vedligeholde den med dele af den samme standard og må sætte erstatte dyre dele med billige. Men det er så nederen at det gør man kun en gang.
Mine cykler må være kommet i reparationsalderen, for jeg synes jeg er ramt af en masse F’er! Havde jeg nu kun en cykel ville det nok ikke være så markant, men når 4 cykler har kørt i flere år uden de store problemer, kommer nedbrudene væltende på et tidspunkt .. og det er altså nu.
Forleden, på vej op af kælkebakken med fuld vægt i pedalerne, lød der forleden et metallisk knæk fra baghjulet. Højbollen blev til en mtb-fixie, 11 gear men ikke noget friløb! Rimeligt svært at køre i skov med, og de 15 km landevej hjem gav rigeligt med udfordring. Knækket pal i bodyen, som samtidig havde benyttet lejligheden til at rasere hele indmaden i C29ssMax-navet. Dødt hjul, 4 år gammel model, umuligt at finde, så det blev en opgradering til sidste års CrossMax XL, som var på tilbud. Klart bedre hjul, meget bedre friløb, samme vægt men dyrt og ikke nærmest ikke mærkbar forbedring.
Det er lidt som at sende dæmper og gaffel til den årlige service. Man kan godt mærke at det har hjulpet, men det er sjældent en revolution. Højbollens Bos Dizzy-gaffel er røget til service men allerede inden jeg har fået den tilbage, er jeg meget tilfreds! Jeg har nemlig i mellemtiden sat den gamle RockShox-gaffel på, og det er altså en nedgradering der er til at tage og føle på, og et tydeligt bevis på Dizzy’ens suveræne dæmpning. T-boys Fox gaffel og dæmper er også servicemodne, men det bliver knap så sjovt. De har nemlig begge igen, og desværre typisk for Fox, slidt coatningen af, så det bliver dyrt.
Og så en klar treer .. T-boy er sendt til spor-himlen, og erstattet af T2! For et par måneder siden fandt jeg en lille revne ved en af aluminiumsbøsningerne i bagstellet på T-boy. Heldigvis er der 5 års garanti på Santa Cruz carbonstel, men desværre (!) er Santa Cruz løbet tør for løse bagender til den model, så jeg var nødt til at få et helt nyt version2 stel! If it works, don’t fix it var Santa Cruz indgang til version2 stellet, så udover det kosmetiske er kun affjedringen ændret en smule. T2 er ny og flot, men det er det fuldstændig som at sidde på T-boy. Den eneste mærkbare forskel er at når bagdæmperen er fuldt åben er der nærmest ingen pedal-bop! Så nu kan man ændre dæmpningen bagpå efter terrænet uden hensyntagen til hvor meget man skal træde i pedalerne.
MTBlog.dk 
leave a comment