Mørkets gerninger
Jeg har fået en last! Fra en pålidelig cykelpusher ved jeg det ikke er unormalt i den mørke tid, men jeg må med skam bekende at jeg efterhånden lider af den året rundt. Når mørket falder på, og ungerne sover, klikker jeg “buy” på de underligste cykeldimser på nettet. I lang tid bildte jeg mig selv ind at det både var fornuftigt og at jeg sparede penge, men efterhånden er jeg blevet mere og mere tvivlrådig når jeg ser bekræftigelses-mailen næste morgen. Faktisk er jeg nået dertil at jeg har måttet love mig selv ikke at gå videre til betaling om aftenen, men vente til næste morgen for at lave en mere fornuftsbetonet vurdering der.
Nu er det jo ikke sådan at det er de rene unødvendigheder jeg køber, mere sådan at der altid sniger sig et eller andet total overflødigt ned i kurven. Generelt er der mange penge at spare på at købe dele og udstyr på tyske og engelske hjemmesider, ofte mere end 30%, og når man ellers ved hvad man har brug for, og kan holde sig til det, fungerer det rigtig fint. Jeg har aldrig haft problemer, heller ikke med ombytning eller garantireparationer, og er efterhånden på fornavn med chauffører fra GLS, UPS, DHL, FedX og manden i den røde uniform.
Forleden var det så en fodpumpe jeg surfede efter. Min gamle havde delvist opgivet ævret, og selvom jeg to gange har forsøgt med nye smådele fra de lokale pushere i området, er den bare ikke længere god. Så ikke flere penge ud af vinduet, men en ny pumpe. Og rigtig glad og overrasket blev jeg, da jeg erfarede at den nye pumpe jeg havde udset mig, var billigst i en dansk webshop .. endda en af pionerne.
Min konto hos webshoppen havde ikke været i brug de sidste 4 år kunne jeg se, og jeg følte mig helt skyldig. Alle mine mange web-indkøb i de år, har været foretaget i udlandet .. ikke særlig patriotisk!
Pakken med pumpen kom, men desværre kunne jeg ikke få manometeret til at virke. Heldigvis har webshoppen også en butik i nærheden, men der måtte de melde pas. Dels kunne de heller ikke få manometeret til at virke, og dels skulle alt gå gennem webshoppen. Oprettelse af sag, afvent forsendelsespapirer, på posthuset og så en mail om at manometeret virker fint. Alt kontakt på mail med to dages svarinterval, og så er pumpen pludselig sendt til producenten. Jeg får vel en anden pumpe tænker jeg .. men nej, jeg må vente til producenten har kikket på den. Pumpen virker fint, så 5 uger efter den blev købt, lander den igen på adressen.
Lidt natligt surferi afslører at jeg ikke er den eneste der har et problem med pumpen og at det er en coctail af dårlig instruktion og konstruktion, forventningsafstemning og en manglende ekstradims. Altsammen noget en kompetent pusher havde kunnet afsløre i en mail, eller en to minutters telefonsamtale .. hvis man kunne ringe.
Nu er ektradimsen bestilt, for 4 € i Tyskland, for den kan man desværre ikke få i Danevang. Og jeg er helt på linie med Obama: 4 more years!
Styr evolutionen
Min første mountainbike, en Marin Nail Trail 1998, have et 58 cm bredt riserbar. Det var lidt anderledes end de flade 54 eller 56 cm styr de fleste cykler blev leveret med, og indikerede at her der var tale om en rigtig trailbike. Den nye hype. Hver gang jeg har købt et nyt styr, eller en ny cykel, er styret blevet bredere. Først 61 cm, så 64, 66 og nu er det endt på 69 cm. Og de vokser stadig. Forleden så jeg en cykelanmeldelse hvor det største kritikpunkt på cyklen var at styret kun var 72 cm!
Den slags evolution eller udvikling sætter jeg altid i perspektiv med mine oplevelser med bleer. Min ældste datter blev født da engangsbleer var det nye sort for forældre. Min søn som kom 4 år senere og blev ramt af evolutionen, han fik lov at holde rumpen tør med boy-specifikke bleer. Efternøgleren 10 år senere, oplevede så den ultimative revolution, unisex bleen!
Så lur mig om ikke styrbreden begynder at krympe inden så længe. Den slags handler i høj grad om mode og meromsætning .. mere end evolution.
Det store slagsmål de senere år har jo være hjulstørrelsen, og her er det nye 650b eller 27,5 som ligger mellem 26 og 29er. Cykelbranchen oplevede en sand eksplotion i slaget af mountainbikes i forbindelse med 29erne, alle skulle have ny cykel, og branchen har vejret morgenluft og håber på de kan gentage succeen med 650b. Men som en af de kompetente journalister skrev fornyelig, så har 650b eksisteret i umindelige tider uden at blive den store succes, så hvorfor skulle det pludselig være den hellige gral?
Der er få rigtig markante revolutioner i mountainbikeverdenen i de 15 år jeg har kørt, og dem jeg synes har betydet så meget at det har givet anledning til at skrotte velfungerende udstyr er; fuldaffjedring, skivebremser, slangeløse dæk og 29″ hjul .. resten er hype og marketing, som fint venter til den næste naturlige udskiftning.
Globaliseret flow .. eller en glidebane
De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.
Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.
Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.
Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.
Tung i røven .. eller forkert teori?
Det er ikke så ofte det sker mere, men jeg havde en blind date i lørdags. Indenrigsmedisteren havde deklaret køreforbud søndag pga Dansk Flygtningehjælps store indsamling, og der var ingen af de sædvanligvis småsure halvgamle mænd der ville med ud lørdag. Så jeg lagde en kontaktannonce på DMK’s board .. og fik bid!
Jeg snød .. og Googled min date, så jeg vidste nogenlunde hvordan han så ud, og at vi har en fælles passion for tohjulede med flere kræfter end benene kan præstere. Andreas, som den blinde aftale hedder, viste sig at være en flink fyr med bedre ben end mig, og alligevel med pli nok til at holde sig bagved og lade mig bestemme turen. En ideel skovdate.
Det var muddersæsonens første tur på Dad med bæver-dæk, og ved det første lille hop røg min ene fod ud af pedalen, så jeg landede lidt hårdt på sadlen på den stive vintercykel. Sadlen sad derefter i en vinkel som ville umuliggøre al fremtidig reproduktion, og selvom det er OK, besluttede jeg alligevel at stoppe og justere den. Helt godt blev det ikke, men det gør det sjældent med den slags justeringer i skoven.
Næsten alle mountainbikere har en brist, en achilleshæl, eller hvad vi skal kalde det, en del på cyklen som de altid ødelægger. Nogle destuerer krankboxe, andre knækker stel, ik’ Kasper, og så er der dem hvis hjul ligner kartoffelchips efter hver tur. Andreas ødelægger sadler, fortalte han mens jeg skruede. Og det passer, for da vi nåede tilbage efter turen lignede begge rails, under hans sadel, bøjede søm .. og den ene hang ikke længere fast. Jeg har ikke selv nogen favoritdestruktion og beundrede tilfreds min solide vintercykel .. og opdagede at det ikke var sadlen der havde forskubbet sig, men saddelpinden der var bøjet ca 1,5 cm bagud!
Keith Bontrager har lanceret teorien; stærk, let, billig – vælg to! Den teori er ligeså elementær for mountainbikere som tyngdekraften .. troede jeg! Min billige Ritchey Comp pind burde med sine 305 g være ubøjelig, så enten holder teorien ikke, eller også er jeg udenfor normalvægtsområdet for mountainbikere .. og skal på skrump.
Gummisnak og latexsnask
En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.
Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.
De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!
En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.
What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:
- Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
- Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
- Køb din egen kompressor!
- CO2 patroner er ikke løsningen.
- En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.
Små knopper, store forskelle
Det har nok været svært at undgå min missionering for små knopper på 29er dæk, her på siden. Småt er godt .. men ikke hver gang.
Det meste af vinteren gik med Beaver, som gnavede sig gennem mudderhelvedet. Inden da havde jeg fyret den af med Rocket Ron, et virkeligt raketdæk som dur til næsten alt .. undtagen nutella-agtig mudder. Raketdækkene har kondomtynde sider, hvilket går i lokalområdet, men ikke på klippesporene i Lake District, hvor turen snart går til. Og da Schwalbe ikke besvarer mine bønner om en slangeskins-udgave, bestilte jeg et sæt Maxxis Ikon, som netop i EXO udgaven har forstærkede sider. Ikon bliver rost meget, specielt i staterne, og har endnu mindre knopper end Beaver og Rocket Ron .. til gengæld er der mange af dem. Det var så ikke EXO udgaven der dumpede ned fra internettet, men eXC udgaven som ikke er forstærket. Resultat, de røg på Dad’en i stedet for på Tallboyen. Dad’en kører en del i byen, er sommerhuscykel og reservecykel i skoven.
Et par ture i Sandflugtsplantagen med alle dens nåle og kogler, har ikke været overbevisende for Ikons fortræffeligheder. Knopperne er for små til at få rigtigt ved, og i svingene er det som et køre speedway. Endnu en defekt Fox forgaffel har sendt Tallboyen i ufrivillig pit, så nu har Ikonerne også rullet rundt i skovene omkring København. Med tørre og forårskåde spor, er det en helt anden snak. Ikonerne ruller fantastisk og og har fedt greb på hårde tørre spor med de små knopper, også på rødder og sten .. stort luftkammer, stiv bagende og masser af selvtillid. EXO eller eXC.
Men det er ikke noget for Tallboyen, der er for mange dage hvor sporet er ukendt, ikke er knastørt, eller der ligger nedfaldsdele på det .. og jeg er ikke den der skifter dæk som man bør skifte underbukser. Men det er super på Dad’en, så kan jeg køre om kap med dem på slicks i byen, og alligevel tage en tur i skoven uden at skifte dæk.
Kloge Åge og vejrudsigten
Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.
Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.
De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.
Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.
Dinosaurdesign
Vi er stadig nogle dinosaurer som mener at der er forskel på en stang-cykel fra vores sydlige nabo og en haute couture-cykel fra guds eget land. Ikke at der ikke kommer fine cykler fra Europa, eller at alt hvad der har passeret Atlanten er fantastisk, men alt for ofte er det value for money-argumentet, der slår igennem. Der er heller ingen tvivl om at man ofte får mere for pengene når man køber en Europæisk web-cykel, og at det kan være svært at påvise forskellen til en amerikansk lokalopdrættet ener.
29er-bølgen ramte først Amerika, både hos producenter og forbrugere, og nu er det snart fifty-fifty med hjulstørrelsen på cykler der ruller ud på de amerikanske spor. Stort set alle fabrikanterne derovre har langsomt opgraderet deres program med 29er modeller, i takt med de har kunnet nå at udvikle dem. En af de sjovere historier er fra Yeti, hvor ejeren Chris Conroy katagorisk udtalte at 29″ ikke var noget for dem. En dag gik det op for ham at der pludselig var forbløffende få medarbejdere i kantinen til frokost, det viste sig at være fordi medarbejderne i smug arbejdede på en 29er prototype. Det vink forstod han og legalisere projektet – det blev til Yeti Big top, en skamrost hardtail, og der er en fully på vej.
Nu er det gået op for de europæiske forbrugere og producenter, at det ikke kun er en modedille med 29er – og så skal skeen i den anden hånd. Hvor amerikanerne forsigtigt har produceret en enkelt model eller to og derefter udviddet programmet, tager tyske Cube udfordringen op med skræmmende tysk effektivitet – de har ingen 29er i år, men næste år er der 10 modeller i programmet!
Kald mig bare gammeldags og negativ, men jeg tror ikke på man kan lave 10 nye gode modeller på et år! Jeg synes det lugter langt væk af at lade sig styre blindt af markedskræfter og profit, og en ligegyldighed overfor forbrugerne. Måske er det her forskellen på stang-varer og haute couture, bliver rigtig synlig?
Hudløst .. H12 i bagspejlet
Egentligt ville jeg slet ikke skrive om H12, dels fordi det var så fantastisk et arrangement at det bare ville blive en lind strøm af tillægsord, dels fordi at den ene plet ikke skulle overtage billedet fra et ellers på alle måder sublimt arrangement. Men de forløbne dage har vist at det er pletten vi taler om ! Sikkert fordi alt andet var så perfekt .. og sikkert også fordi vi jo er gamle sure mænd, som gerne vil brokke os.
Hustlerne havde set det komme, for mens vi gik og mentalt forberedte os i soloteltet, og drak hjemmebrygget rødbede juice, kom der en Hustler med en stor sort tushpen og skrev S på vores højre læg. S for solo, så de andre ryttere kunne se vi kørte som snegle og ikke brændte det hele af på første omgang, og så vi selv kunne joke med det stod for super, slow eller sej. Den forskudte start med holdryttere på den ene sløjfe og soloryttere på den anden, var perfekt og i sologruppen var der fint flow. Men så kom holdraketterne for fuld gas ! Allerede om formiddagen talte vi om det, og som Jakob bemærkede, så er det nok vilkårene når man faktisk kører to løb som et. Helt galt gik det over middag da en uidentificeret rytter, på trods af advarsler fra banevagter og protester fra Mette, forsøgte at overhale hende indenom ned af den stejle skråning. Han væltede i forsøget og tog Mette med, og som prikken over i’et sprang han på cyklen og kørte videre uden kommentarer eller hjælp, mens Mette måtte på skadestuen med hjernerystelse, en forvredet skulder og et forslået knæ. Tal om dårlig stil .. flugtcyklist til et motionsløb !
Min egen irritationstærskel var også på prøve en del gange, jeg blev overfuset flere gange, kørt af sporet en enkelt og røvirriteret mange gange over andre ryttere der forsøgte at overhale inden og udenom på steder hvor det betød jeg skulle bremse op for at de kunne komme ind igen. På den anden side undskyldte ham der kørte mig af sporet flere gange, de fleste overhalede helt problemfrit og mange kom med opmuntrende kommentarer og begejstrede tilråb når de overhalede, fordi jeg var solorytter ! Og sjovt nok var det ikke de allerhurtigste i klubtrøjer der var det største problem.
Egentligt burde dens slags bare drukne i et ellers overdådigt arrangement .. men det er altså stadig lidt hudløst. Kasper, som havde hele familien med til cykelløb for første gang, blev bange for at fruen aldrig mere ville tillade ham at deltage i den slags efter at have hørt forskellige ryttere råbe så højt og grimt af hinanden på asfaltstrækningen op til pladsen, at han selv blev helt bekymret.
Nu var det ikke Worldcuppen, men et motionsløb, og uden at kende de officielle regler, vil jeg opfordre Hustlerne til at de næste år indskærper hvordan der skal køres. Min egen holdning er at man som langsom giver den plads man kan, uden at skulle bremse op eller køre udenfor sporet, og resten er op til den hurtige. Kan man ikke overhale uden at genere på de vilkår, må man vente ! Desuden overhaler man generelt venstre om, kun under helt specielle forhold kan man overhale højre om, ellers er vi langsomme som en hunds i et spil kegler.
Brok, brok, brok .. FÅCKK hvor var det et fedt løb !
Dine spor, mine spor …
Så blev det næsten sommer, og den første weekend på landet blev en glimrende illustration af de forskellige interesser der er i forhold til sporene og naturen. Et lille stykke singletrack på en af mine favoritruter var i vinterens løb blevet transformeret til en halvbred grusbelagt vandresti ! Sporet var ikke noget særligt, et 4-500m langt, som regel små-smatet, snoet, smalt singletrack med rødder og passage af to små vandløb, men som forbandt et grus og et landevejsstykke, og derfor gav en dejlig afveksling. Nu er det så blevet “asfalteret” med grus i 2 meters bredde, de to vandløb er ført under og det er blevet en del af en hjertesti. Og de har virkelig gjort sig umage. Ved P-pladsen i den ene ende er der opsat store skilte med omgangstider og korresponderende kondital i forhold til alder og køn. Sådan, et godt initiativ for at forbedre fokesundheden .. og som har kostet mig, og muligvis en 2-3 lokale mountainbikere en lille bid singletrack.
Som en del af min lange rute til byen, kører jeg på et meget smukt, og visse steder teknisk, smalt spor på en skrænt som løber mellem stranden og sommerhusene. Selvom det er en officiel sti som kan ses på visse kort, kommer der næppe andre end de helt lokale. Og det var da også en af dem der sprang op fra familiemiddagen ved havebordet og råbende løb over til mig, for at fortælle at her måtte jeg ikke cykle, det var en vandresti .. og jeg kunne selv se skiltene. Nu har jeg kørte stien en ti gange gennem de sidste par år og aldrig set de to små blå skilte med en vandrer, så jeg går ud fra de var nye og grundejernes forsøg på at holde folk som mig væk.
Senere på turen mødte jeg Christian fra MTB-Teknik, som ikke umiddelbart mente at et lille blåt skilt betød at vi var udelukket fra det gode selskab, og lidt research på nettet viste da også at han har ret. De blå skilte viser kun at der går en vandresti og betyder ikke cykling forbudt (jeg checkede på vejregler.dk) men grundejeren jeg mødte er helt klart af en anden opfattelse.
Polariseringen er til at få øje på ! Enten bliver sporene gjort til fitness-motorveje, eller også bliver de forsøgt lukket for alle andre end en lille gruppe rethavere. Den tid hvor mountainbiking var en minioritetssport for freaks er ovre, nu er det en mainstream fritidsfornøjelse for gud og hvermand, og vi kommer nok til at leve med, og lide under, at samtidig med der kommer flere og flere officielle spor og ruter, vil flere og flere områder og stier, blive lukket for os. Jeg kunne nu bedre lide at være en minioritsfreak !
MTBlog.dk 
4 comments