The most dangerous road in the world
Når man nu er i La Paz i Bolivia, mente Rasmus ikke man kunne springe over en tur på The most dangerous road in the world. Han havde prøvet det før med fruen, ren turisttur, med følgebil, ned ad bakke, storslåede udsigter, solskin og 30 grader. Det siger man jo ikke nej til.
Sidst havde de været de eneste deltagere og var blevet samlet op på hotellet, men vi skulle møde kl. 7 på en nærliggende cafe. Overraskelsen var stor da vi trådte ind af døren og mødte 40 backpakere! Det blev til 3 busser, vores primært med 20-årige piger, fra det meste af verden. Det syntes Darren, vores guide, godt om. Efter en time, og et par rystesammen-lege med Darren som rutineret omdrejningspunkt, nåede vi toppen, La Cumbre, på 4670m. Ikke helt efter planen var der tåget, småregn og 4 grader. Regnjakke, overtræksbukser med sugeevne som en svamp, hjem og handsker blev udleveret sammen med en udførlig og ordentlig instruktion. Og så var alle klar til 6 timer og 3200 meters nedkørsel.
Lige så useriøs Darren var i bussen, ligeså seriøs var han, og hjælpeguiden, ude på vejen. Første stop og opsamling var efter 5 minutter, og sådan fortsatte vi hele vejen ned med længere og længere intervaller. På den måde fik alle en positiv oplevelse af turen, på trods af forskellig erfaring og evner. Fra kulderystende gennemblødning i tågen, til solskoldning og sprukne læber.
Det er grusvej af varierende kvalitet hele vejen, og det farlige består i den går på kanten af bjerget, og der er langt ned, hvilket også har kostet både en guide og en turist livet, de senere år. Navnet stammer fra The Inter-American Development Bank og den tid hvor vejen stadig var eneste forbindelse mellem La Paz og Coroico. Nu bruges den kun lokalt og som turistattraktion, men reglen om at der i modsætning til resten af Bolivia, er venstrekørsel på vejen, gælder stadig. Det skyldes at de nedkørende således er tvunget til at tage ydersporet, og at føreren selv sidder ude ved kanten og kan vudere nøjagtig hvor tæt hjulene er på afgrunden.
Alle kom ned, i mere eller mindre fin stil, og efter et bad og lidt mad i en lokal dyrepark, for socialt udstødte dyr (!), er vi møre og klar til at blive kørt hjem. Men så let går det ikke! Darren synes ikke om den nye vej og har desuden indkøbt en flaske rom og 2 liter cola, som han velvilligt deler ud af. Så vi snegler os tilbage op af The most dangerous road in the world, i bus og til høj tung rockmusik, kun afbrudt af vi må ud af bussen for at reparere vejen, så bussen kan passere en rimelig eroderet sektion. Tre en halv time senere når vi La Paz .. nogle gange er det altså federe at køre ned, end op!
2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!
Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.
Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!
Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!
Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Store boller eller små knopper
Kasper havde for en månedstid siden inviteret os andre halvgamle, halvsure mænd til Vallåsen for at køre downhill. Spændende, og et super sted med fantastiske spor og en helt anderledes stemning end vi er vant til i XC-miljøet. Lift, musik, colaer, kvinder og en stemning af ungdomsfest, men selv det og en fire fem nedkørsler på de lettere ruter, kunne ikke overbevise os om at det var noget for os. Vi mangler simpelthen bollerne til den slags, vi er kommet over den alder hvor det gælder om at putte hovedet under armen, eller i en fullfacehjelm, og køre som om fanden var i hælene, udelukkende ved tyngdekraftens til tider voldsomme hjælp.
Vallåsen reklamerer med de også har et XC-spor, så vi smed knæbeskytterne og kørte fortrøstningsfuldt ud i skoven. Efter en times tid på grusveje tabte vi tålmodigheden og kørte ind på et af de tilsyneladende ufremkommelige småspor der af og til dukkede op. Efter en længere balancering på planker, slæbende cyklen gennem sump og mose, kørte vi pludselig på Hallandsleden, et stykke af vandrestien Skåneleden. Fedt spor, men uholdbart da vi var nødt til at ramme Vallåsen igen på et tidspunkt. Så det blev til mere grusvej indtil vi igen fandt et lille spor .. som endte blindt og resulterede i 500 meters tæt kratkravling med cykel, våde sko og en monster skovflåt .. på bollerne.
Jesper havde fået blod på tanden, så næste morgen tikkede der et link ind i mailboxen på en guided tur på Hallandsåsen, Ridgecycling.com! Afsted igen, men denne gang med guide på fede singletracks. Lonnie, som har Ridgecycling, har fundet alle de små spor, gjort dem farbare og sat dem sammen til en oplevelse. Den sidste sensommerdag .. fantastisk. Jeg kørte bla om kap med en Elg!
Vallåsen kræver store boller og grove dæk, men den svenske underskovs kræver noget andet. En cocktail af grus, mudrede og tilgroede hjulspor, svedige singletracks, hemmelige dyrestier, vandhuller, planker over vandløb og knoldede vandrestier, splitter dækvalget mellem godt greb og let rul. På 29er betyder grove dæk også høj vægt, og som jeg tidligere har indrømmet er jeg blevet lettere allergisk overfor tunge hjul. Mange testere har skrevet at 29er står bedre fast pga den længere kontaktflade mellem dæk og underlag, og jeg har selv erfaret at 29er dæk opfører sig anderledes end 26ere. Så jeg satte raketdækkene på igen og satsede på at bollerne var store nok, trods alt. På nær den ene gang hvor jeg begik hybris og grinede af at Kristians larvefødder mistede grebet, og derfor blev ramt af nemesis, slap de nærmest ikke. Rocket Ron kommer ikke af igen før der er ankelhøj mudder eller knæhøj sne!
Nu er det store spørgsmål så hvad der skal på når mudderet eller sneen lander. Brede tunge sutter med store knopper, som jeg plejer på 26erne, eller lette smalle småknoppede mudderdæk? Der er et halvt kilo, og måske bollerne, til forskel!
Forventningsafstemning vs lokalterminologi
Ligesom cyklen og udstyret skal optimeres, skal oplevelserne det også. Efter en total Wales-succes, var det oplagt at prøve at finde nogle lige så gode spor, lidt tættere på. Så hvor er der rigtige bjerge tættere på Danmark? Harzen er et godt bud, men been there, done that .. twice – og så fede singletracks er der heller ikke. Norge? Oplagt, afsted med Oslofærgen, 2 dage på sporet og hjem igen med båden – genialt synes jeg selv. De andre småsure halvgamle mænd var ikke helt så imponerede, men et par stykker bed på. Efter et indlæg på terrensykkel.no, kom der et godt forslag til overnatning, vandrehjemmet Haraldsheim som ligger 4 km fra færgen, og nogle gode bud på spor. Ikke mindre end 3 store naturområder, Nordmarka, Lillo Marka og Østmarka, ligger lige op til Oslo, og de er iflg. nordmændene fyldt med singletracks!
Thomas fra Gale Gleder Sport, tilbød sågar at lave et GPS track til den første dag, og en guided tur den anden dag .. sådan! Jeg gjorde meget opmærksom på vi gerne ville køre spor, og Thomas lavede en 40 km rute i Nordmarka, som han synes var passende til en hel dag, hvis man tog nogle af opkørslerne på grus! Jeg havde ham mistænkt for at lave en pensionist-tur til os, for vi havde afsløret at vi ikke længere er helt unge .. dumt. Han anbefalede os også bredde dæk med godt mønster pga glatte rødder og svaberg.
Smart at kunne cykle ombord på færgen, ingen cykelkuffert eller fly, og videre til vandrehjemmet næste morgen .. på cykel, og næsten udhvilede. Bagagen blev stillet og GPS’en tændt, 3-4 km til sporet. Det gik hurtigt op for at sommeren heller ikke har været helt tør i Oslo. Vandrestierne i Nordmarka er små snørklede stier med masser af rødder, klipper og vandhuller og de går stejlt op og ned .. og så er der svaberg! Svaberg betyder meget glat klippe og er i praksis en mellemting mellem is og brun sæbe .. fåck, det er glat. Det korte af det lange er at vi gik lige så meget som vi cyklede, og at vi måtte korte ruten ned til godt halvdelen og endda ty til ekstra grusvej, for at nå hjem.
Det var ikke lige det vi havde forventet, og i løbet af aftenen blev vi enige om at man slet ikke kunne køre den slags stier på cykel og at Thomas nok ville diske op med noget andet når han selv var med.
Næste morgen stillede Thomas, en flink ung ingeniør og nybagt far på 30 år, med fullface hjelm og en cykel med 160mm affjedring! Han var oprigtig ked af at sporet ikke havde været godt, og ville prøve at vise os nogle lettere – men det ville blive svært for det var enten grus eller sti, som vi havde oplevet dagen før.
Med Thomas forrest fik vi hurtigt at se, at stierne kan køres og at selvom vi slet ikke kunne være med, hjalp det rigtig meget at køre i hans spor. Nu kørte vi måske godt trefjerdedele af tiden og oplevelsen var en helt anden. Men stadig, slet ikke hvad vi normalt kalder singletrack, heller ikke et teknisk singletrack, snarere et enduro-track. Udfordringer til grænsen hele tiden, og aldrig en pause eller et stykke med flow. Thomas var i sit es og kørte som en bjergged, og vi andre accepterede at der er forskel på hvad man kalder singletrack på norsk og på dansk.
Tre styrt, fem timers total udfordring, to med regn, og 27 km senere, havde vi fået nok, vi var færdige og drømte bare om baren på Oslo-båden. Og vi erkender det, de er gale de nordmænd, men fåck hvor kan de køre cykel!
PS. Tusind tak til Thomas, som virkelig gjorde et stort arbejde for os uden overhovedet at kende os. Og skulle du en dag have lyst til at se sporene omkring København, siger du bare til.
Dinosaurdesign
Vi er stadig nogle dinosaurer som mener at der er forskel på en stang-cykel fra vores sydlige nabo og en haute couture-cykel fra guds eget land. Ikke at der ikke kommer fine cykler fra Europa, eller at alt hvad der har passeret Atlanten er fantastisk, men alt for ofte er det value for money-argumentet, der slår igennem. Der er heller ingen tvivl om at man ofte får mere for pengene når man køber en Europæisk web-cykel, og at det kan være svært at påvise forskellen til en amerikansk lokalopdrættet ener.
29er-bølgen ramte først Amerika, både hos producenter og forbrugere, og nu er det snart fifty-fifty med hjulstørrelsen på cykler der ruller ud på de amerikanske spor. Stort set alle fabrikanterne derovre har langsomt opgraderet deres program med 29er modeller, i takt med de har kunnet nå at udvikle dem. En af de sjovere historier er fra Yeti, hvor ejeren Chris Conroy katagorisk udtalte at 29″ ikke var noget for dem. En dag gik det op for ham at der pludselig var forbløffende få medarbejdere i kantinen til frokost, det viste sig at være fordi medarbejderne i smug arbejdede på en 29er prototype. Det vink forstod han og legalisere projektet – det blev til Yeti Big top, en skamrost hardtail, og der er en fully på vej.
Nu er det gået op for de europæiske forbrugere og producenter, at det ikke kun er en modedille med 29er – og så skal skeen i den anden hånd. Hvor amerikanerne forsigtigt har produceret en enkelt model eller to og derefter udviddet programmet, tager tyske Cube udfordringen op med skræmmende tysk effektivitet – de har ingen 29er i år, men næste år er der 10 modeller i programmet!
Kald mig bare gammeldags og negativ, men jeg tror ikke på man kan lave 10 nye gode modeller på et år! Jeg synes det lugter langt væk af at lade sig styre blindt af markedskræfter og profit, og en ligegyldighed overfor forbrugerne. Måske er det her forskellen på stang-varer og haute couture, bliver rigtig synlig?
Store hjul og små ting
Er en 29er ikke bare en mountainbike med store hjul ? Jo, og siden den første 29er så dagens lys i 1999, har fabrikanterne kæmpet for at minimere de medfølgende ulemperne, så de er et reelt alternativ til 26″. Al udvikling tager tid, se bare på affjedring af baghjulet som også har været ca. 10 år om at blive velfungerende, så i dag er det bare at sætte sig og køre .. eller er det ?
Selvom en 29er bare er en mountainbike med lidt større hjul, kan man desværre ikke bare overføre sin viden fra 26″ ! Der er nogle andre parametre eller spilleregler, småting som virker anderledes pga de store hjul og den lidt anderledes geometri på stellet.
Det helt vitale er at de større hjul giver en markant forøget gyro-effekt, som man klart mærker og er nødt til at forholde sig til. En 12% større diameter og dæk der typisk vejer 20% mere, er ikke småting i fysikkens verden. Så der skal kunne tages fat og det betyder et bredere styr !
Det bredere styr betyder at der skal være kortere mellem sadel og styr, for at du sidder som du plejer og det er oplagt at løse med en kortere frempind – også fordi en kortere frempind giver en kvikkere styring hvilket modvirker det lidt træge i de store hjul. Vægt og størrelse gør det også sværere at løfte forhjulet, men den kortere frempind hjælper også på det. Tilgengæld betyder det også at du pludselig har vægten længere tilbage på cyklen end du normalt har. Det forøger også den naturlige tryghed de store hjul automatisk giver pga det relativt lavere tyngdepunkt (krankboxen ligger under hjulakslerne).
De store hjul giver også en længere trædeflade, så man kan køre med mindre knoppede dæk, som typisk er lettere, og have samme greb som en 26er med grovere dæk. Faktisk virker samme dækmønster ofte helt forskelligt på 26 og 29″ ! Min egen TallBoy har fået hele turen og nu løfter den faktisk forhjulet på opkørsler, hvis jeg ikke passer på – fuldstændig som min gamle 26er Superlight. Ren win-win situation, eller hva’ ?
Da jeg var over Alperne første gang, insisterede vores guide Frank “Jeg ved alting bedst”, på at vi skulle øve os i at lægge vægt på forhjulet i sving, så vi fik bedre greb. På Blur’en med Fat Albert dæk, kunne jeg ikke forstå hvad han talte om – Fede Albert bider uanset hvad. Men de sidste par ture på TallBoy’en, som jo har fået smag for at køre stærkt, oplever jeg nu at forhjulet slipper i sving ! De småknoppede dæk, den mindre vægt på forhjulet pga den korte frempind og min utilpassede køreteknik, er en farlig cocktail. Ligesom uopmærksomhed straffes hårdt, da man ikke bare lige drejer et stort hjul i fuld fart.
At køre 29er er lidt som at starte forfra og genopdage alting på ny. Spillereglerne har fået et lille twist !
1-2-3-Flow
Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.
Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.
I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !
Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !
Den fede mand og vægtknepperiet
Når man som mig har en trøjeholder rundt om maven på et sted mellem 5 og 10 kilo, virker det lidt malplaceret at gå op i om sadelpinden vejer 50 g mere eller mindre. Ikke sådan at jeg har været ligeglad, det har bare aldrig været rigtig vigtigt. Om vægten sidder på maven eller på cykel er lige meget, og så betyder 100g ikke så meget. Det er selvfølgelig kun en halv sandhed, for den uaffjedrede vægt betyder mere end mavefedt, og den roterende vægt betyder meget mere. Men alligevel, og min kærlighed til UST-dæk har heller bidraget med anorektiske tanker, for de er notorisk tungere, men jeg har holdt mig til de udregninger der siger at det ikke betyder noget, for den reducerede rullemodstand opvejer det så rigeligt.
Som Henrik, en ægte vægtknepper, lynhurtigt spottede til H12, så har det ændret sig. Bremseskiverne er mere hul end materiale på Tallboy’en. Med skiftet til 29″ er der meget der er anderledes og de erfaringer jeg har fra 26″ kan ikke umiddelbart overføres har jeg opdaget. Jeg er på den femte Santa Cruz cykel og har efterhånden helt check på hvordan de skal sættes op for at passe mig perfekt. Tallboy’en er bare en lille smule anderledes. Styret skal være bredere for at kontrollere de store hjul, frempinden skal være kortere for at give en kvikkere styring, det bredere styr gør at afstanden mellem sadel og styr skal være kortere og forhjulet skal være så let som muligt for at gøre det nemmere at kontrollere det store hjul og den medfølgende forøgede gyroeffekt. Den større omkreds på hjulene, giver også en anden kontaktflade mellem dæk og underlag, så dækmønstrene virker anderledes end på 26″. Generelt kan man sige at man ikke behøver så groft et mønster på 29″, og man kan køre med en anelse lavere dæktryk uden at lave snakebites.
Wales blev erobret med 800 g fede Ardent 2.4 dæk på opfordring fra BenBen. Perfekt til formålet men også så tunge at skiftet tilbage til de originale 650 g CrossMark var markant. Jeg fik blod på tanden og reducerede frempinden med 10 mm, vægten på dækket fra 650 til 520 g, på slangen fra 180 til 110 g og på skiven fra 150 til 112 g .. og det gav en helt ny køreoplevelse. Tallboy’en er nu lige så “nimble” som Superlight’en ! Forhjulet løfter man lige så let som på en 26″, man kan kaste cyklen rundt på sporet, skal endda kæmpe lidt for at holde forhjulet nede på meget stejle stigninger og det store hjul bemærkes kun negativt når der ikke er plads til den store diameter mellem forhindringer.
Jeg er blevet vægtknepper og har fået gram på hjernen .. overvejer sågar selv at tabe mig. Less is more !
Hudløst .. H12 i bagspejlet
Egentligt ville jeg slet ikke skrive om H12, dels fordi det var så fantastisk et arrangement at det bare ville blive en lind strøm af tillægsord, dels fordi at den ene plet ikke skulle overtage billedet fra et ellers på alle måder sublimt arrangement. Men de forløbne dage har vist at det er pletten vi taler om ! Sikkert fordi alt andet var så perfekt .. og sikkert også fordi vi jo er gamle sure mænd, som gerne vil brokke os.
Hustlerne havde set det komme, for mens vi gik og mentalt forberedte os i soloteltet, og drak hjemmebrygget rødbede juice, kom der en Hustler med en stor sort tushpen og skrev S på vores højre læg. S for solo, så de andre ryttere kunne se vi kørte som snegle og ikke brændte det hele af på første omgang, og så vi selv kunne joke med det stod for super, slow eller sej. Den forskudte start med holdryttere på den ene sløjfe og soloryttere på den anden, var perfekt og i sologruppen var der fint flow. Men så kom holdraketterne for fuld gas ! Allerede om formiddagen talte vi om det, og som Jakob bemærkede, så er det nok vilkårene når man faktisk kører to løb som et. Helt galt gik det over middag da en uidentificeret rytter, på trods af advarsler fra banevagter og protester fra Mette, forsøgte at overhale hende indenom ned af den stejle skråning. Han væltede i forsøget og tog Mette med, og som prikken over i’et sprang han på cyklen og kørte videre uden kommentarer eller hjælp, mens Mette måtte på skadestuen med hjernerystelse, en forvredet skulder og et forslået knæ. Tal om dårlig stil .. flugtcyklist til et motionsløb !
Min egen irritationstærskel var også på prøve en del gange, jeg blev overfuset flere gange, kørt af sporet en enkelt og røvirriteret mange gange over andre ryttere der forsøgte at overhale inden og udenom på steder hvor det betød jeg skulle bremse op for at de kunne komme ind igen. På den anden side undskyldte ham der kørte mig af sporet flere gange, de fleste overhalede helt problemfrit og mange kom med opmuntrende kommentarer og begejstrede tilråb når de overhalede, fordi jeg var solorytter ! Og sjovt nok var det ikke de allerhurtigste i klubtrøjer der var det største problem.
Egentligt burde dens slags bare drukne i et ellers overdådigt arrangement .. men det er altså stadig lidt hudløst. Kasper, som havde hele familien med til cykelløb for første gang, blev bange for at fruen aldrig mere ville tillade ham at deltage i den slags efter at have hørt forskellige ryttere råbe så højt og grimt af hinanden på asfaltstrækningen op til pladsen, at han selv blev helt bekymret.
Nu var det ikke Worldcuppen, men et motionsløb, og uden at kende de officielle regler, vil jeg opfordre Hustlerne til at de næste år indskærper hvordan der skal køres. Min egen holdning er at man som langsom giver den plads man kan, uden at skulle bremse op eller køre udenfor sporet, og resten er op til den hurtige. Kan man ikke overhale uden at genere på de vilkår, må man vente ! Desuden overhaler man generelt venstre om, kun under helt specielle forhold kan man overhale højre om, ellers er vi langsomme som en hunds i et spil kegler.
Brok, brok, brok .. FÅCKK hvor var det et fedt løb !
MTBlog.dk 
4 comments