MTBlog.dk

Når man nu er i La Paz i Bolivia, mente Rasmus ikke man kunne springe over en tur på The most dangerous road in the world. Han havde prøvet det før med fruen, ren turisttur, med følgebil, ned ad bakke, storslåede udsigter, solskin og 30 grader. Det siger man jo ikke nej til.

Sidst havde de været de eneste deltagere og var  blevet samlet op på hotellet, men vi skulle møde kl. 7 på en nærliggende cafe. Overraskelsen var stor da vi trådte ind af døren og mødte 40 backpakere! Det blev til 3 busser, vores primært med 20-årige piger, fra det meste af verden. Det syntes Darren, vores guide, godt om. Efter en time, og et par rystesammen-lege med Darren som rutineret omdrejningspunkt, nåede vi toppen, La Cumbre, på 4670m. Ikke helt efter planen var der tåget, småregn og 4 grader. Regnjakke, overtræksbukser med sugeevne som en svamp, hjem og handsker blev udleveret sammen med en udførlig og ordentlig instruktion. Og så var alle klar til 6 timer og 3200 meters nedkørsel.

Lige så useriøs Darren var i bussen, ligeså seriøs var han, og hjælpeguiden, ude på vejen. Første stop og opsamling var efter 5 minutter, og sådan fortsatte vi hele vejen ned med længere og længere intervaller. På den måde fik alle en positiv oplevelse af turen, på trods af forskellig erfaring og evner. Fra kulderystende gennemblødning i tågen, til solskoldning og sprukne læber.

Det er grusvej af varierende kvalitet hele vejen, og det farlige består i den går på kanten af bjerget, og der er langt ned, hvilket også har kostet både en guide og en turist livet, de senere år. Navnet stammer fra The Inter-American Development Bank og den tid hvor vejen stadig var eneste forbindelse mellem La Paz og Coroico. Nu bruges den kun lokalt og som turistattraktion, men reglen om at der i modsætning til resten af Bolivia, er venstrekørsel på vejen, gælder stadig. Det skyldes at de nedkørende således er tvunget til at tage ydersporet, og at føreren selv sidder ude ved kanten og kan vudere nøjagtig hvor tæt hjulene er på afgrunden.

Alle kom ned, i mere eller mindre fin stil, og efter et bad og lidt mad i en lokal dyrepark, for socialt udstødte dyr (!), er vi møre og klar til at blive kørt hjem. Men så let går det ikke! Darren synes ikke om den nye vej og har desuden indkøbt en flaske rom og 2 liter cola, som han velvilligt deler ud af. Så vi snegler os tilbage op af The most dangerous road in the world, i bus og til høj tung rockmusik, kun afbrudt af vi må ud af bussen for at reparere vejen, så bussen kan passere en rimelig eroderet sektion. Tre en halv time senere når vi La Paz .. nogle gange er det altså federe at køre ned, end op!