Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Store boller eller små knopper
Kasper havde for en månedstid siden inviteret os andre halvgamle, halvsure mænd til Vallåsen for at køre downhill. Spændende, og et super sted med fantastiske spor og en helt anderledes stemning end vi er vant til i XC-miljøet. Lift, musik, colaer, kvinder og en stemning af ungdomsfest, men selv det og en fire fem nedkørsler på de lettere ruter, kunne ikke overbevise os om at det var noget for os. Vi mangler simpelthen bollerne til den slags, vi er kommet over den alder hvor det gælder om at putte hovedet under armen, eller i en fullfacehjelm, og køre som om fanden var i hælene, udelukkende ved tyngdekraftens til tider voldsomme hjælp.
Vallåsen reklamerer med de også har et XC-spor, så vi smed knæbeskytterne og kørte fortrøstningsfuldt ud i skoven. Efter en times tid på grusveje tabte vi tålmodigheden og kørte ind på et af de tilsyneladende ufremkommelige småspor der af og til dukkede op. Efter en længere balancering på planker, slæbende cyklen gennem sump og mose, kørte vi pludselig på Hallandsleden, et stykke af vandrestien Skåneleden. Fedt spor, men uholdbart da vi var nødt til at ramme Vallåsen igen på et tidspunkt. Så det blev til mere grusvej indtil vi igen fandt et lille spor .. som endte blindt og resulterede i 500 meters tæt kratkravling med cykel, våde sko og en monster skovflåt .. på bollerne.
Jesper havde fået blod på tanden, så næste morgen tikkede der et link ind i mailboxen på en guided tur på Hallandsåsen, Ridgecycling.com! Afsted igen, men denne gang med guide på fede singletracks. Lonnie, som har Ridgecycling, har fundet alle de små spor, gjort dem farbare og sat dem sammen til en oplevelse. Den sidste sensommerdag .. fantastisk. Jeg kørte bla om kap med en Elg!
Vallåsen kræver store boller og grove dæk, men den svenske underskovs kræver noget andet. En cocktail af grus, mudrede og tilgroede hjulspor, svedige singletracks, hemmelige dyrestier, vandhuller, planker over vandløb og knoldede vandrestier, splitter dækvalget mellem godt greb og let rul. På 29er betyder grove dæk også høj vægt, og som jeg tidligere har indrømmet er jeg blevet lettere allergisk overfor tunge hjul. Mange testere har skrevet at 29er står bedre fast pga den længere kontaktflade mellem dæk og underlag, og jeg har selv erfaret at 29er dæk opfører sig anderledes end 26ere. Så jeg satte raketdækkene på igen og satsede på at bollerne var store nok, trods alt. På nær den ene gang hvor jeg begik hybris og grinede af at Kristians larvefødder mistede grebet, og derfor blev ramt af nemesis, slap de nærmest ikke. Rocket Ron kommer ikke af igen før der er ankelhøj mudder eller knæhøj sne!
Nu er det store spørgsmål så hvad der skal på når mudderet eller sneen lander. Brede tunge sutter med store knopper, som jeg plejer på 26erne, eller lette smalle småknoppede mudderdæk? Der er et halvt kilo, og måske bollerne, til forskel!
Flydende greb
Et af de år Slush-cup burde have heddet Mud-cup, var der en meget aktiv tråd på DMKs board om dækvalg, og specielt om den førende rytters dæk. Tilsyneladende stod hans dæk fast og i hvert tilfælde kom han først i mål hver gang. Der var mange forslag og teorier om dækkene, store knopper, smalle dæk, lav dæktryk og mange specifikke modelforslag. Men på et tidspunkt blandede rytteren sig selv i debatten og afslørede at det var nærmest semi-slick han kørte på!
I søndags stod jeg så igen på hovedet i skoven, meget spektakulært, mit forhjul smuttede på en rod på en nedkørsel, og jeg tog resten af skrænten uden cykel. Og hvad har det med indledningen at gøre? Jo, jeg tror altid mine nye dæk står bedre fast end de gamle og glemmer at intet dæk står fast på glatte våde rødder, uanset hvad folk og producenter påstår.
En våd sommer har ellers tvunget mig til at flyde afsted på mine minimalt knoppede raket-dæk, og faktisk gjort at jeg har kørt med flow i stedet for greb. Men et par nye efterårsdæk med ordentlige knopper skulle prøves og straks opfører jeg mig som Nobrain Nic og tror jeg der er greb alle vegne, også de steder hvor der aldrig er greb. Det er også helt forkert at køre langsomt og forsøge at få fuldt greb, farten er din ven, og det gælder ikke kun på nedkørsler, men også på alle de steder det er svært at stå fast. Man skal flyde hen over de svære og glatte passager. Og så skal man huske, at når det går galt er det som regel rarest at have kørt langsomt 😉
Mark Weir, MTB’ens svar på Dirty Harry, er en stor fortaler for “dynamiske dæk”, dvs dæk der har en blød overgang mellem greb og intet greb. Med sådant et dæk kan man køre bevidst på kanten af dets formåen, og lidt længere. Med et dæk som pludseligt slipper er man nødt til at blive på den sikre side.
Kort sagt, det handler ikke nødvendigvis om at have fuldt greb men om at have flow nok med det greb man har – og der er ingen dæk der står fast på glatte våde rødder.
Store hjul og små ting
Er en 29er ikke bare en mountainbike med store hjul ? Jo, og siden den første 29er så dagens lys i 1999, har fabrikanterne kæmpet for at minimere de medfølgende ulemperne, så de er et reelt alternativ til 26″. Al udvikling tager tid, se bare på affjedring af baghjulet som også har været ca. 10 år om at blive velfungerende, så i dag er det bare at sætte sig og køre .. eller er det ?
Selvom en 29er bare er en mountainbike med lidt større hjul, kan man desværre ikke bare overføre sin viden fra 26″ ! Der er nogle andre parametre eller spilleregler, småting som virker anderledes pga de store hjul og den lidt anderledes geometri på stellet.
Det helt vitale er at de større hjul giver en markant forøget gyro-effekt, som man klart mærker og er nødt til at forholde sig til. En 12% større diameter og dæk der typisk vejer 20% mere, er ikke småting i fysikkens verden. Så der skal kunne tages fat og det betyder et bredere styr !
Det bredere styr betyder at der skal være kortere mellem sadel og styr, for at du sidder som du plejer og det er oplagt at løse med en kortere frempind – også fordi en kortere frempind giver en kvikkere styring hvilket modvirker det lidt træge i de store hjul. Vægt og størrelse gør det også sværere at løfte forhjulet, men den kortere frempind hjælper også på det. Tilgengæld betyder det også at du pludselig har vægten længere tilbage på cyklen end du normalt har. Det forøger også den naturlige tryghed de store hjul automatisk giver pga det relativt lavere tyngdepunkt (krankboxen ligger under hjulakslerne).
De store hjul giver også en længere trædeflade, så man kan køre med mindre knoppede dæk, som typisk er lettere, og have samme greb som en 26er med grovere dæk. Faktisk virker samme dækmønster ofte helt forskelligt på 26 og 29″ ! Min egen TallBoy har fået hele turen og nu løfter den faktisk forhjulet på opkørsler, hvis jeg ikke passer på – fuldstændig som min gamle 26er Superlight. Ren win-win situation, eller hva’ ?
Da jeg var over Alperne første gang, insisterede vores guide Frank “Jeg ved alting bedst”, på at vi skulle øve os i at lægge vægt på forhjulet i sving, så vi fik bedre greb. På Blur’en med Fat Albert dæk, kunne jeg ikke forstå hvad han talte om – Fede Albert bider uanset hvad. Men de sidste par ture på TallBoy’en, som jo har fået smag for at køre stærkt, oplever jeg nu at forhjulet slipper i sving ! De småknoppede dæk, den mindre vægt på forhjulet pga den korte frempind og min utilpassede køreteknik, er en farlig cocktail. Ligesom uopmærksomhed straffes hårdt, da man ikke bare lige drejer et stort hjul i fuld fart.
At køre 29er er lidt som at starte forfra og genopdage alting på ny. Spillereglerne har fået et lille twist !
Weekend i Wales
Indrømmet, det lyder næsten hovedløst, Wales på en weekend ! Men ikke desto mindre var det hvad Jesper serverede som forslag for et par måneder siden. Han havde prøvet det før og hans entusiasme var egentlig helt unødvendig for at overbevise mig, selvom min holdning altid har været at det er klart nemmere at køre ned i Europa. Tanken om bløde uendelige højlandsbakker, lange singletrails, pints og english breakfast, vandt hurtigt over cykelkuffert, fly, billeje, venstre kørsel og notorisk dårligt vejr.
Det er besværligt at komme til Wales, 3×34 til lufthavnen med cykelkufferter, indcheck med oversize bagage, propfuld shuttle til biludlejer, 2 biler til 5 mand med kufferter og 3 timer i den forkerte side af vejen .. men det gik faktisk nemt ! Og herfra var det en fest. Afan er en stor naturpark med over 100 km fede singletrails. Og det er ikke bare singletrails, det er de fedeste singletrails jeg nogensinde har kørt, i hvert tilfælde i den længde. Hvis du forestiller dig dit favorit stykke fra Rude, Geels eller Marselisborg, som måske er 100-200 m langt .. og så strækker det ud til mindst det ti dobbelte 🙂 Selve området er gearet til mountainbiking, fra hotellet Afan Lodge, til de 2 cykelbutikker og cafeteriet, som dog netop havde valgt at skifte ejer og holde lukket mens vi var der. Så det blev powerbarer til frokost, for alt andet i 20 miles omkreds, er lukket.
Bare fordi man er havnet på nogle de fedeste spor i England, er der jo ingen der siger at man skal blive der. Hvorfor ikke gøre livet lidt besværligt ? Så søndag smed vi cyklerne ind i bilerne og kørte halvanden time til Brecon Beacons, et stort højlandsområde med afmærkede spor. Eller rettere, de lader som om de er afmærkede, i modsætning til Afan hvor sporene er minitiøst afmærkede. Et minikort og en kort beskrivelse bagpå, var vores guide fra turistkontoret til en sort rute i Black Mountains. Det betød en meget langsom start med ikke mindre end tre fejlkørsler, og det blev ikke bedre af der som noget af det første var en gåtur med cyklen på ryggen, på over en halv time. Det var nu hurtigt glemt efter nedkørslen på den anden side ! Fåckk .. det var fedt ! 500 højdemeter nedad på flowy singletrails, små grusstier, jordstier og skærvestykker. Og sådan var resten af de 52 km, episke og fantastiske. Noget helt andet end de komprimerede rollercoaster-spor i Afan (udtales forøvrigt aevan på walisisk).
Indrømmet vi havde taget mandag fri, så det blev til endnu en formiddag på de svedige singletrails, men nu i fugtigt vejr. Det var lige før det var helt rart at skulle holde lidt igen, efter rutchebaneturen for fuldt knald to dage før. Sjælen rejser trods alt kun med 20 km/t.
De lokale, altså fra hele England, kommer typisk på deres downhill-inspirede cykler, eller nyindkøbte hardtail, og giver den gas. Vi kørte på lidt af hvert, 140mm AM fully’er, en marathon fully og min nye Tallboy, og egentligt var det lidt ligemeget, vi havde det monster sjovt alle mand, sporene kan det hele.
Det er noget snask !
Næsten lige så længe som UST-systemet har eksisteret, har jeg været en varm fortaler for det, altså slangeløse dæk og fælge. Og jeg har forsøgt at rive vantro ud af den vildfarelse at der skal flydende latex i UST dæk. Der er selvfølgelig specielle situationer hvor det er godt men generelt skal der ikke. Den holdning har jeg nu lettet lidt på, for når et UST dæk har kørt et stykke tid, begynder det at blive små-utæt, og så er det faktisk smart at smide en sjat latex i for det klarer problemet.
Både Continental og Schwalbe har i år lanceret en linie dæk til xc som er tubeless-ready, dvs der skal flydende latex i før de er tætte. Det er resultatet af at en hel masse racere har brugt ghetto-løsningen, altså brugt almindelige dæk med flydende latex. Og det er jo fristende, man får det bedste fra 2 verdener; lav vægt, lav rullemodstand og selvlapning af mindre huller, og nu også når de er beregnet til det, stabile sidevægge. Jeg har da også renonceret på principperne og bestilt 2 par tubeless-ready dæk og håber bare det virker bedre end mine Nokian pigdæk som også er tubeless-ready, men som det på trods af al min UST erfaring ikke er lykkedes at montere uden slanger. Og at jeg skal ikke skal skifte dæk alt for tit ! Jeg har lige erkendt vinterens overtag og hevet mine Mountain King 2.4 af igen til fordel for pigdækkene og det er altså stadig noget griseri at hive et dæk med flydende latex af !
Bambi .. med pigsko !
Jeg hader at cykle på is ! Pludselig, og uden grund, forsvinder begge hjul inden du kan nå at sige fåååck .. jeg hader det og det gør altid ondt. Måske er det et gammelt traume fra da jeg som studerende pendlede på cykel mellem Trørød og Haraldsgade. Den første frostdag måtte jeg bide i asfalten tre gange inden jeg passerede DTU i Lundtofte, og derefter havde åndsnærværelse nok til at tage bussen resten af vejen. Jeg hader at cykle på is !
Normalt er en dansk vinter jo noget med sne i et par weekender, men sidste år var der så meget sne, at jeg både nåede at købe langrendski og overveje at købe pigdæk. Tre af de andre tosser jeg kører med året rundt, måtte umotiveret ned og bide i isen .. jeg slap. Men så heldig er der jo ingen, der siger, at jeg er i år ! Mit argument, overfor mig selv – og fruen…., for at købe pigdæk er, at selvom de er dyre og nok skal hænge en stor del af tiden i kælderen de næste år, er det alligevel bedre og billigere end et brækket kraveben.
På vej ud af byen, kan jeg allerede høre, at piggene virker; de synger højrøstet med på hvad som helst, men da jeg første gang drejer skarpt ud over en klump frossen sne og is, er jeg alligevel ved at stå på hovedet. Selv gummitræer vokser ikke ind i himmelen .. men det er tæt på ! Da jeg først har fundet ud af, at jeg stadig skal være forsigtig, kører det bare. På de strækninger, hvor der helt tydeligt er is under sneen, og hvor jeg normalt er ved at skide grønne grise, kan jeg høre piggene nynne svagt. Det giver lige det ekstra greb og den ekstra tryghed, der gør, at det stadig er rigtig sjovt. Og på vej op af stigningerne på singletrackene i skoven, hvor baghjulet normalt slipper og spinner på et tidspunkt, når der er tilpas meget fastkørt sne, bider dækkene stille og roligt hele vejen op. På et tidspunkt spurgte min køreven Jesper om det var benene eller dækkene .. de andre måtte nemlig af cyklerne af og til. Jeg svarede, at det selvfølgelig var benene .. men det er ikke rigtigt, det er dækkene !
Så længe der er sne og is, ryger de pigdæk ikke af cyklen ! De er lidt træge at træde på asfalt, selvom de ikke vejer mere end de Mountain King 2.4 UST jeg normalt kører med, og jeg kan ikke montere dem med latex, selvom de i princippet er tubeless-ready. Jeg prøvede alt: trykluft, CO2 patroner, selv gaffertape hele vejen rundt, men måtte overgive mig og stoppe latex-slager i. Men ellers er det svært at sige noget grimt om dem .. efter første tur. Pigdæk virker klart bedst med lavt dæktryk, så måske prøver jeg alligevel at hive slangerne ud, nu da dækkene har sat sig. På den anden side er det jo også sådan nogle dæk, der skal af og på alt efter vejret, og så er latex-løsningen noget snask. Hmmm … det bliver vist det første snakebite, der afgør det 😉
Kongen abdicerer, dronningen tager over !
Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og da jeg for en del år siden blev coached beskrev min mangeårige kollega mig som et fejlsøgende missil. Min lærling gennem 4 år sagde: han forbereder sig vildt grundigt og laver så noget om i sidste øjeblik. Så efter jeg i et halv år har været sikker på at ville køre Mountain King på Alpeturen, har jeg nu 2 uger inden vi tager afsted, besluttet at det bliver Rubber Queen i stedet !
Jeg er vild med Mountain King og ser med bekymring frem til den version 2 Continental lige har lanceret. Samtidig er det ingen hemmelighed at dækket har det svært med mudder pga de lave knopper. De første 2 omgange til H12 var som Bambi på isen, efter en hel nats regn. Og et par nedkørsler fra Klint her i sommers, har gjort det helt tydeligt at løse sten og lave knopper heller ikke er den bedste kombination. På en Alpetur ved man aldrig helt hvordan terrænet bliver, men det bliver varieret og der bliver sikkert både mudrede stier og masser af løse sten. Så jeg har besluttet at ofre den lave rullemodstand og det fantastiske kantgreb til fordel for et mere robust dæk med større knopper.
Nu er Rubber Queen ikke et tilfældigt dæk, men et par af mine favorit-testeres yndlings-dæk. På den Blur LT2 Guy Kesteven langtidstestede, sad der Rubber Queen når ikke andre dæk skulle testes, og Brian Mullin aka PastaJet, som bla laver bloggen GramsLightBikes, undlader ikke en chance for at rose det. Selv købte jeg et sæt forrige vinter og en enkelt tur i høj tø-sne var nok til jeg konkluderede at der fandtes bedre dæk, så de røg igen. Og det var nok lidt forhastet, for lige netop sidegrebet i fedtet føre, er nok dækkets eneste rigtige svaghed. En skæbne det deler med alle rigtige knopdæk hvor knopperne sidder på rækker, hvilket samtidigt også er det der gør at det bider rigtig godt både op og ned.
Efter en enkelt lang tur i skoven i dårligt vejr må jeg sige det ruller bedre end forventet og at det står rigtig godt fast, meget bedre end Mountain King. Eneste problem er stadig sidegrebet. Når man kører på noget fedtet der skråner til den ene side, så dækket skal stå fast sideverts, er der ikke et perfekt greb. Men det har begge mine test-guruer også bemærket, og når de kan leve med det, kan jeg vel også ? Eller frit efter Marilyn Monroe; no rubber’s perfect .. heller ikke gummi-dronningen.
Ikke flere lapper !
Det her indlæg handler ikke om det nye krav fra Arbejdstilsynet, som gør at cykelhandlere ikke længere vil lappe slanger ! Men som omtalt i et tidligere indlæg, er det svært at lappe et nyere Continental UST-dæk med traditionelle lapper. Lapperne vil ikke vulkanisere fast på inderside-overfladen, og sliber man kommer nylontrådene straks frem.
I min skoletid arbejdede jeg på tankstation, det var dengang der stadig var betjening, og på et tidspunkt avancerede jeg til også at lappe punkteringer på slangeløse bildæk. Dengang fandt man hullet, filede det stort og rent, og satte en lim-tilsølet gummiprop i med noget der lignede en forstørret hæklenål. Og forleden fandt jeg noget tilsvarende til UST-dæk hos ChainReaction, et Weldtite Tubeless Tyre Outside Repair Kit !
Søndag punkterede jeg så, en lille torn gav en siver og i dag skulle forsøget stå. Ud med tornen og i med en alt for stor fil. Væmmelig fornemmelse at lave et hul større i et dæk til 400 kr ! På med en besynderlig brun og slimet gummistreng i hæklenålen og godt med lim. Set i bakspejlet burde jeg nok have overvundet min frygt for fiasko og filet lidt mere, men i kom den. Nu ser det ud som om en brun mini-allien er på vej ud af dækket .. og imorgen ved jeg om det er tæt.
UPDATE: det virker, dækket er tæt !
Kongen og den fede
Der er sikkert mange meninger om hvad der er den vigtigste del på en mountainbike, men når vi ellers taler om en cykel på et vist niveau, er jeg ikke i tvivl om at dækkene er det afgørende. Det er i hvert tilfælde altid der jeg har mine overvejelser, specielt til ture på ukendte spor i fremmed terræn. Siden jeg besluttede mig for endnu en Alpe-tur, har dækkene været det store spørgsmål.
Sidst jeg kørte i Alperne var der i følge arrangøren og tourguiden, ingen tvivl, det skulle være Schwalbe Fat Albert dæk. Så sådan blev det. At få et sæt Fat Albert på cyklen, var en noget anderledes oplevelse, lidt som at få larvefødder på. Det rullede lidt trægt på vores lokale spor, men åd sig gennem alting og slap aldrig grebet. Det samme galt på sporene i Alperne, de var fantastiske nedad og tunge opad. Men dels er de for meget til dansk terræn og dels har jeg aldrig været så vild med Schwalbe dæk, så efter hjemkomsten blev de pillet af.
Sidste år i Andalusien, som ikke er helt så råddent terræn som Alperne, besluttede jeg køre Continental Mountain King 2.4. Mountain King ruller noget bedre Fat Albert og var perfekt til sporene i Andalusien. Det skal lige siges at at MK 2.4 er et noget andet og voldsommere dæk end 2.2 versionen, knopperne er væsentligt større og højere.
I mellemtiden er der kommet en ny version af Fat Albert som skulle rulle bedre, og som jeg bestilte efter mange overvejelser og modtog fornyelig. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg kunne ikke li’ dem da jeg så dem, så jeg har solgt dem igen .. uden at prøve dem. Og besluttet at køre Mountain King 2.4, som jeg er vild med, i hvert tilfælde der hvor jeg har prøvet dem.
Nogen vil nok mene det er snævertsynet kun at kikke på de to dæk, hvad med Kenda Nevegal, Panaracer Rampage, Nobby Nic, Rubber Queen og alle de andre ? Dels kan man ifølge tyske cykelblade kun krydse Alperne på Fat Albert, englænderne og amerikanerne er dog noget mindre begejstrede, dels er næsten alle andre kvalificerede dæk tungere og ruller dårligere. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser i tests, dels er selv cykelblade lokalpatriotiske hvor mærkeligt det end lyder, dels er forskel på test og virkelighed. Det tyske MountainBike lavede en dæktest hvor de ud over at måle rullemodstand på den autoriserede måde, også lod testkørerne vudere rullemodstanden subjektivt. Interessant nok blev Schwalbe dæk, som altid har lav rullemodstand, subjektivt vuderet til at have en lidt højere rullemodstad !
Rart at have taget en beslutning og fået det ud af verden, jeg kører Mountain King ! Der er dog lige en lille ting der skræmmer mig. På sidste Alpetur fulgte jeg alle bureauets og guidens råd, på nær på et punkt .. og det fortrød jeg. De sagde at man skulle køre 11-34 kassette og jeg kørte 11-32 .. bommer ! Det sved på alle opkørslerne, og det er mindst halvdelen af tiden. Heldigvis er det nye bureau ikke helt så katagoriske i deres anbefalinger af dæk 😉
MTBlog.dk 
6 comments