Av min arm !
Jeg kører faktisk aldrig i skoven uden et kamera, min Canon G10 har sin egen lomme i Nomad’en. Turen til Alperne har sat gang i overvejelserne om jeg måske har kræfter til også at slæbe et lille spejlreflex-kamera med, og i givet fald med hvilken optik .
Sidste gang for 2 år siden, købte jeg specielt til lejligheden en kraftig 10-22 mm vidvinkel-zoom, til min Canon 450D. Men den blev ikke brugt på turen, jeg orkede simpelt hen ikke at køre med et kilo ekstra i rygsækken ! Nu står den i skabet og er faktisk heller ikke med i opløbet om en plads i år, da jeg nok satser på også at kunne lave tele-optagelser.
Jeg er ikke blevet stærkere, og jeg er blevet ældre, men til gengæld er jeg nok mere opsat på at ville have et “rigtig” kamera med. Så på landevejsturen forleden forsøgte jeg at visualisere hvad jeg egentlig skal have med i rygsækken på turen og hvordan jeg kan minimalisere det .. med ca et kilo ! Det lykkedes ikke rigtigt, og i desperation begyndte jeg at overveje placeringen af de forskellige ting i rygsækken. Jeg har altid G10’eren i den venstre af sidelommerne, som jeg kan nå mens jeg kører, og geler og barer i den højre. Hov, der er noget galt ! Det er altid svært at få kameraet fra venstre til højre hånd, som jeg bruger til at fotografere med .. det skal da ligge i højre side !
Hvorfor fan det ligger i venstre lomme ? Det gør det fordi jeg er mere flexibel i venstre arm end i højre, og i den gamle Deuter rygsæk lå det helt omme i nettet, og der kunne jeg kun få venstre arm om .. nogen gange, og med så meget besvær at jeg ofte var ved at flå armen af led og samtidig køre galt.
Gamle vaner er svære at slippe af med, så er det nemmere med slimspor fra brugte geler. Det krævede kun lidt sulfo at få højre lomme til at blive ren nok til at huse G10’eren.
Varmeflimmer
Egentligt var det planen at Superlight’en skulle have været med på ferien i Kroatien, da den er rimelig let og simpel, og kan køre næsten hvad som helst, også asfalt. Af forskellige årsager gik det ikke sådan, jeg fik ingen cykel med, og måtte derfor ud og leje et turist-lig.
Vi var 3 og det var netop hvad byens centrale udlejer kunne mønstre på en gang; en lokal produceret Author i den meget billige ende, en ramponeret GT Aggressor i discount-udgave og en godt slidt flere år gammel Cannondale F7 .. som jeg fik. En nødtørstig service med et multitool på terassen fik bremser og gear til at virke, sadel og styr til at harmonere og sololie, faktor 30, fungerer fantastisk som kædefedt. Og så kom der EggBeatere på.
De første dage på Hvar havde jeg kikket lændselsfuldt på de små stejle og stenede stier i området, men havde måttet erkende at selv på min Blur LT ville det være en mundfuld. Så på en pensionsmoden Cannondale med en forgaffel hvis bedste, og eneste, funktion var at den kunne sige KLONK, et baghjul med konstant jamrende eger og V-bremser der selv som nye ikke havde været meget værd, var det et no-go.
Det blev til et mix af 3 af de ruter den lokale turistforening havde anbefalet som dagsture. 60 km, 1.200 hm på et mix af asfalt og dårlige grusveje, med en heftig stigning til øens højeste punkt på 628 m, Sveti Nicola. Fed tur !
De efterfølgende dage havde jeg selvfølgelig abstinenser og ville køre mere, men det pudsige var at jeg ikke længere drømte om at slippe den langbenede med 150mm løs på de vilde nedkørsler, men om at trille rundt på min gamle Marin stål-hardtail, som er blevet degarderet til bycykel med flats ! Det var næppe pga positiv indflydelse fra Cannondalen, men snarere fordi hele byen og området, og de 32 grader, mere indbød til uformel leg på trapper, småstier og stejle bygader fra Middelalderen, end hardcore kørsel med hele udstyret og sammenbidt attitude. Livet er enkelt ved Middelhavet !
Bare rolig, nu er jeg kommet hjem, og på bedre tanker efter den første tur til købmanden på Marin’en. Her er byen for enkel, vejret for dårligt og livet for kompliceret til en hardtail 😉
Sorte huller
Det er svært at træne til en Alpe-tur på visse punkter her i Danmark. Specielt er det vanskeligt at træne nedkørsler der er lange og stejle nok. I Alperne er nedkørslerne hårrejsende stejle og lange nok til at musklerne i underarmene syrer fuldstændig til af at bremse og lårerne skriger af at hænge bagved sadlen i halve timer i træk.
De fleste af os har “sorte huller” rundt omkring på sporene, steder vi enten ikke kan, eller tør, køre. Personligt havde jeg 3 på mine sædvanlige ruter indtil sidste år. En af dem er nedkørslen fra Klint ! Klint er et gammelt kalkbrud helt ud til vandet, hvor man med lidt øvelse og held, lige akkurat kan træde op til toppen af et enkelt singletrack. Fra toppen er der en fantastisk udsigt, og en efter min mening, scarry nedkørsel af en eroderet, stenet og meget stejl tidligere sti. Jeg har flere somre holdt og kikket fra toppen, og tænkt det ikke var noget for mig. Sidste år havde vi allerede besluttet Alpe-turen nu til september, så nedkørslen var jo oplagt træning. Det krævede lidt tilløb og justering af udstyr, men det blev da til et par gange, en enkelt endda rimelig elegant.
Og nu holdt jeg der så igen i dag .. på den langbenede .. med fjernbetjent sænkbar sadelpind .. og uden en rimelig undskyldning. Det kunne have været et pres, men det var det faktisk ikke da jeg holdt der. Den så ikke nær så skrækindjagende ud som sidste år, det er fantastisk hvad man kan vænne sig til. Og ned gik det med hjertet i halsen og pulsen bankene .. næsten elegant.
Nok har vi ikke Alpetræningsfaciliteter i Danmark, men de sorte huller kan sagtens bruges som det. I den sidste ende handler det jo om at overvinde sig selv !
Roskiller
Flere af vennerne spiller fodbold og størsteparten af dem indrømmer at det kniber med at få løbetrænet, men læg en bold foran dem og de løber til de segner.
Sådan har jeg det lidt på sporet. Det der med at ræse et par omgange på et af sporene er fint nok, men i det lange løb er jeg ikke sportsmand nok til det. Jeg kan ikke finde motivationen i at slå 45 sekunder af tiden rundt på det blå spor ! Det betyder at selvom vi som regel kører på de kendte spor, er turen forskellig fra gang til gang og kan vi finde nogle nye spor eller måder at komme rundt på, er det toppen. Først den ene vej, og så den anden vej rundt på det nye spor i Store Dyrehave forrige weekend, var ved at tage livet af mig. Dels var det fysisk hårdt, der var et par stykker i gruppen der kørte rigtig hurtigt, dels kræver sporet meget arbejde på cyklen og dels var det mentalt svækkende for mig ikke at komme nogen vegne. Tanken om at køre i ring for blot at vende om og køre den anden vej, havde en dårlig effekt på mig. Retfærdighedsvis skal det siger, jeg selv havde fundet på det.
Siden min cykelbuddy Thomas flyttede til Roskilde har han forsøgt at lave en længere og længere tur rundt om Roskilde, Roskiller-turen. Den indeholder bla stier langs Roskilde Fjord, Boserup Skov, Skjoldungestien, det hvide spor og i søndags forsøgte vi så at udvide den med et spor langs Ramsødalen. Ikke alt er teknisk, det er en smuk blanding af det hele. Svedige singletracks på det hvide spor, flydende stier med panoramaudsigt langs fjorden og hjulspor med hoftehøjt græs over marker. Og selvom jeg igen var ved at dø på det hvide spor, der er sjovt nok altid nogen der kører meget hurtigere end mig, kan jeg sagtens komme til kræfter igen ved tanken om nye spændende stier.
Episk, kalder vi de ture som har mange kilometer og oplevelser, og som ikke kun indeholder mountainbikespor. Det er OK at træne spinning og køre landevejen i løbet af ugen, bare for træningens skyld, men om søndagen skal være søndagstur og ikke kun træning .. og det skal helst være episk ind i mellem.
Så starter cross-sæsonen igen !
Siden vi fik sommerhus, har jeg forsøgt at finde de fede spor i området og for et par år siden begyndte jeg også at lede efter nogle lokale at køre med. Dels for at få selskab og dels for lære flere spor at kende. Rygtet ville vide at der kørte en flok, og af og til så jeg også ryggen af nogle ude i skoven. Det var dog lidt svært at få kontakt, og først da min søns børnehavepædagog afslørede at hun havde en bror der bor og kører i området, lykkedes det.
Jeg mødte op i fuld weekendkriger udstyr; fully, brede dæk og kamelryg. Det burde nok have vagt min mistanke at de andre kørte på citydæk, med låst affjedring og at der endda var en enkelt på en crosscykel. Friskt, siger jeg til ham på crosscyklen, at nappe turen på sådan en cykel, men det mente han nu ikke ! Det varede heller ikke længe inden jeg var enig med ham !
De lægger ud i et rasende tempo .. ud af landevejen ! Jeg kender ellers et fedt spor, men beslutter mig for ikke at blande mig .. det kan tids nok komme. Efter et par kilometer er jeg allerede bagefter og ved at dø. Heldigvis kikser den ene et gearskift og knækker kæden. Surt, siger de i kor, du må trække hjem. Nej, nej, siger jeg og pakker kamelryggen ud og et powerlink senere er vi på vej igen. Afsted det går og da vi nærmer os Sandflugtsplantagen er jeg igen bagefter men optimist ved tanken om vi nu drejer ind på et spor i skoven. Så kan de bare vente sig ! Men nej, vi fræser med over 30 km i timen ad grusvejen langs vandet. Efter yderligere 5 minutter opgiver jeg og råber, bare kør ! Men jeg er allerede så langt bagefter at de ikke kan høre det, så det gør de.
Surt show ! Men jeg synes jo ikke rigtig det var fair, så efter at have sundet mig et par uger beslutter jeg mig for at forsøge igen. Med en anden cykel ! Major Jake bliver udstyret med cross-dæk, som den egentligt er født til, og jeg lader baggy’s og kamelryg blive hjemme. De kikker lidt, både på mig og Major Jake, da vi møder op, men denne gang kan jeg følge med, også på de 2 asfalt-rundture som er inkluderet, og jeg blander mig endda i spurten 😉
De kører hver dag den samme tur på det samme tidspunkt, så det er bare at hægte sig på. 32 km og alt over en time er uacceptabelt .. det er go’ pulstræning ! Nu mangler jeg bare at overbevise dem om de også skal prøve at køre med i skoven 😉
Hængerøv eller MTB-nørd ?
Det udspillede sig nogenlunde sådan her i butikken:
Har I fået de nye baggy’s hjem ?
Baggy’s ??? Mener du løse cykelbukser ?
Baggy’s ! Sådan nogle shorts som dem du har på, bare med pude .. eller uden, sådan nogen mountainbikere bruger.
Ja, løse cykelbukser ! Dem har vi ikke.
Er det bare mig, eller er det den slags ordvekslinger der får en til at overgive sig til internettet på trods af et antal stigende special-butikker og principielle holdninger om at købe lokalt ?
Man ser det komme
Så skete det ! Det som jeg siger kun sker hvis man er uopmærksom og ikke vedligeholder tingene ordentligt.
Inden den lange tur sidste weekend hev jeg lidt i mine EggBeater pedaler. Et par meget gamle pedaler der er rebuildet et par gange og som kun sidder på cyklen fordi jeg ikke synes man kan smide ting væk der dur. Det var ikke første gang jeg hev i dem, der havde været alt for meget slør i dem længe, og ikke første gang jeg tænkte at nu skulle de skiftes. Men nej, jeg orker ikke lige i dag og de klarer selvfølgelig en tur til.
Det gjorde de ikke ! Efter et par timer og med 5o km tilbage, brød kuglelejet i den venstre pedal sammen og pedalen bevægede sig frit ud af spindlen. Og så lige i regnvejr og på langtur. Heldigvis skete der ikke noget og jeg kunne med lidt opmærksomhed og muskelkraft, holde pedalen på plads. Men ikke mere leg, slut med at stå op og slut med at træde igennem på kraftige stigninger. Men frem kom jeg, tak !
Der har været mange indlæg på DMK’s board om at EggBeatere holder dårligt, og hver gang har jeg svaret at man bare skal huske at rebuilde dem når der kommer slør i dem. Right, det gælder åbenbart også mig. Jeg vidste det ville ske, jeg har 3 sæt nye eller nyservicerede EggBeatere liggende klar, og jeg har frygtet det de sidste mange gange jeg har kørt, men pludselig fik jeg et anfald af sparsommelighed .. eller var det dovenskab ? Nu er det bedre at forebygge end at helbrede, så når det gælder udstyr, stol på den mandlige intuition og gå aldrig ned på udstyr.
Less is more ..
Som tidligere nævnt i Røvtur, er 2 af mine sadler bukket under for slid og længere tids overbelastning. Som et forsøg har jeg købt en WTB Silverado Race inden jeg smider kassen efter 2 nye i SLR udgaven. WTB’s SLT udgaver adskiller sig fra Team udgaven ved at være læderbetrukning. Race er så yderligere downgraded med CrMo rails. Vægtforskellene for de 3 modeller er inden for 30 g, men prisen er dobbelt op fra Race til SLT. Team er kun straffet med 5 g og ligger prismæssigt midt imellem. Til min røv er intet for godt, så selvfølgelig skal det være SLT’eren med læder.
Efter en tur til Rørvig i silende regn med den midlertidige Race, er jeg imidlertid kommet på andre tanker. 4 timer i mudder plejer at betyde et mudderlag på sadlen som næsten kræver neglebørste for at komme af. Det er mast ind i læderet så overfladen efter rengøring kan forveksles med ruskind. Ved Kulhuse måtte jeg vente på den lille færge og holdt lige ved siden af lystsejlernes vandslange. Cyklen fik en tur, det samme gjorde sadlen .. og den var uden berøring som ny ! Måske er læder slet ikke velegnet til det danske vejr ?
Min kone klagede også fornyeligt over mit nyindkøb til hendes cykel, en WTB Speed She sadel. Ikke at den ikke passede hendes popo, men den havde syninger så den sugede vand og gav våde bukser i regnvejr. Det ignorede jeg fuldstændigt for det var da det dårligste argument, det vigtigste er trods alt at sidde godt ! Forleden havde hun så taget bilen, så jeg undtagelsesvis måtte afsted på bycyklen på trods af en ustabil DMI-melding. Efter løst opgave kom jeg ud til en våd cykel, og en gennemblødt WTB SST sadel .. i læder. Det er ikke fedt i cowboy bukser !
Jeg har ombestemt mig, det skal være Silverado Team med kunststof, ingen læder til mig. Og fruen har købt ny cykel, så det problem er løst 😉
Dimser og dutter .. med og uden garanti
For at få opfyldt sine hede drømme om udstyr, er det nærliggende nogen gange at købe over nettet eller brugt på Skrotbunken. Den dims jeg havde set mig varm på i efteråret, fandt jeg let brugt på Skrotbunken og blev den lykkelige ejer af til næsten halv pris. En måned senere var den på udsalg til stort set samme pris hos CRC .. surt !
Det er en følsom dims, så den kørte ikke hele vinteren, men efter 2 ture i foråret, hvor det viste sig at den rent faktisk er næsten uundværlig, brød den sammen. Helt sammen .. uden garanti ! Nu er det en avanceret dims som der ikke kører mange i Danmark, så jeg ringede direkte til importøren som sagde at de ikke selv kunne servicere den, men hvis jeg sendte den ind, sendte de den videre til udlandet. Så checkede jeg den engelske importør, han reparerer dem, og ville gerne, mod et klækkeligt honorar og dyr forsendelse, mennnnnn …… der er et upgrade program som jeg kunne gøre brug af i mit eget land. Det kendte den danske importør dog ikke til, faktisk var den nye model slet ikke nået til Danmark. Surt show, så dimsen røg til England.
Efter 3 uger i England kom der så besked om at dimsen faktisk var rigtig syg og at reservedelene lige var gået i restordre. Mennnnnn ….. han kunne tilbyde mig en OEM-upgrade billigt .. med garanti ! Måske er det min oversættelse der ikke er helt up to date, men synes jo ikke at 20% under hvad en ny koster hos CRC, er billigt. Så valget er nu enten at smide den gamle ud og sige det var dyrt at prøve dimsen, eller at betale yderligere 1,5 dims for at få den nye model .. med garanti !
Jeg skulle aldrig have købt dimsen i første omgang for den er næsten uundværlig .. med garanti !
Landevejstanker
Der er roadier og der er mountainbikere .. jeg er mountainbiker. Men som de fleste mountainbikere træner jeg også på landevejen. Det er lidt lettere at gøre hvis man kun har kort tid, det kræver ikke de store forberedelser, man kan gøre det næsten hvor som helst og som regel er der ingen vedligehold på cyklen bagefter. Alt i alt en udemærket situation .. det er bare så kedeligt !
Et par gange om ugen i sommerhalvåret, kører jeg 2 timer af stort set den samme rute. Det er nemt, ud af byen, op over 80% af max.puls, spurte på alle bakkerne og huske ikke at køre som en adrenalinjunkie når jeg rammer byen igen. Og så er der spin-off’en. Efter sådan en tur med endorfiner frit flydende og hovedet under armen, er verdenssituationen løst ! Man tænker helt klart, det er som meditation på speed (ikke at jeg har prøvet).
Faktisk er jeg næsten overbevidst om at de 2 timer jeg nogen gange pjækker fra jobbet for at tage turen, betaler sig hjem mange gange senere 😉
MTBlog.dk 
leave a comment