En rigtig storebror
Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.
Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.
Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.
Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.
Den rolige Bos
Nu er det snart Jul og det kunne have været Santa Claus der ringede. Det var tæt på, det var Santa Cruz-impotør Bertelsen, der spurgte om ikke jeg havde lyst til at prøve en ny forgaffel, Bos Dizzy. Bos er fra Frankrig og et stort mærke i DH og enduro, Dizzy er deres XC-gaffel.
Gaflen er virkelig lækker, som en Thomson frempind, CNC-fræst til perfektion ned i mindste detalje .. ca 1.600g. Egentligt skulle den have været på T-boy, men Highball’en stod først i rækken til nye forben. Den RockShox Recon Gold der sad på Highball’en har jeg været glad for, men det blev meget tydeligt allerede på første tur med den franske fætter, at der er klasseforskel. Om det er 15 mm akslen, Recon er med QR, eller stivheden i selve gaflen, eller kombinationen, ved jeg ikke, men Dizzy er bare meget stivere. Det var som at få en ny forende på cyklen og styringen blev meget mere præcis. Det er sådan noget jeg altid har læst testere skrive, men aldrig rigtig forstået at man kunne mærke .. det kan man! Men når vi nu er ved akslen, som også er CNC-fræst og meget lækker, den er alt for avanceret og kan være langsommelig at montere i en snæver vending.
Selvom den hedder Dizzy bliver man heldigvis ikke svimmel over justeringsmulighederne. Lufttryk, rebound og compressionsdæmpning er hvad man kan justere. De to første stiller man jo hjemmefra og compressiondæmpningen, som man regulerer mens man kører, sidder øverst på højre ben og stilles fra soft over medium til hard, trinløst med en lille arm. Det fungerer rigtig godt og nemt, meget bedre end Fox’s drejeknap som er både svær at få fat i med handsker og svær at aflæse hvor står.
På sporet bliver man heller ikke svimmel, det er den bedst dæmpede gaffel jeg har prøvet. Selv når man står op og træder føler man ikke den bobber, selvom om den bevæger sig. Heller ikke på de små spor mærker man meget til gaffelbevægelser, Dizzy er helt rolig og gør ikke meget væsen af sig .. men den suger alle ujævnhederne. Og den har, i modsætning til Fox, en nærmest liniær affjedringskurve, dvs den ikke bliver hårdere jo dybere den dykker. Det er typisk på DH-gafler med lang vandring, og selvom jeg var lidt skeptisk overfor det på en XC-gaffel med kun 100mm’s vandring, har jeg kun oplevet det som positivt .. man kan bruge alle 100mm helt udramatisk.
Gaflen passer på alle måder rigtig godt til Highball’en, den er let, lækker, med røde stafferinger ligesom cyklen, stiv og fantastisk dæmpet, men jeg bliver jo nok nødt til at flytte den over på T-boy på et tidspunkt for at se om den stadig opfører sig som skovens duks når der også er en blød bag-ende.
Skeen, kviven og den gråhårede kvinde
Jeg indrømmer, selvfølgeligt modstræbende og kun på opfordring, at jeg efter en 3-4 timer i sadlen godt kan blive lidt øm i røven. I mange år har jeg brugt WTB-sadler og efter at have været gennem en del modeller har jeg nu den samme Silverado på 4 cykler og som løs spinnings-sadel. Silvarode får ikke de fedeste anmeldelser og jeg læste forleden en hvor de skrev at de fleste ikke umiddelbart synes om Silverado, men når der endelig var en den passede, var personen vild med den. Hver eneste sadeltest de senere år har derimod fremhævet Charge Spoon som behagelig, og billig, og som forundringsparat kom jeg til at bestille en. Jeg var allerede begyndt at regne på hvad det ville koste at skifte alle sadlerne, hvor jeg kunne nøjes med skeen, og hvor det ville være nødvendigt med den dyrere og lettere Knife.
Skeen er en lækker sadel, specielt til pengene, men allerede på den første rigtige tur kom jeg i tvivl om ikke det var kviven jeg havde fået. Ikke fordi den var let, men fordi det var som at sidde på en meget sløv knivsæg som pressede konstant på mellemkødet. Ikke en tilvænningssag men en forkert anatomi! For kort “love channel” og for buet og for bred til mine siddeknogler, som af gode grunde hedder som de gør.
If it works, don’t fix it! Jeg tror sgu alle der cykler bliver lidt øm i måsen .. på et eller andet tidspunkt.
PS. Ifølge Urben Dictionary betyder Silverado en attrakttiv ældre kvinde med gråt hår.
I skovens dybe stille ro
Vi kører jo tit de samme ruter og specielt de mere transport-orienterede dele, bliver tit de samme. Derfor var det også fedt da Jesper sidste år viste et nyt lille spor tæt på vores mødested .. jeg tror han havde fundet det på sin hundeluftertur. Vi har kørt det tit siden, selvom det er temmelig marginalt og i disse løvfaldstider næsten umuligt at se. I dag bød det så på en overraskelse .. jeg punkterede. Det er jo normalt ikke den store sensation, men det skete så voldsomt at jeg var sikker på det var et søm! Et check i skovbunden viste heldigvis at det var det ikke .. men de rustne rester af noget der måske engang har været en hegnspæl!
I betragtning af hvor ofte og hvor mange vi har kørt der, er det bemærkelsesværdigt at ingen før har ramt den. Og heldigvis var det kun et dæk der røg, for den er så skarpt at den lavede et snit på over en cm og et på 2 cm gennem både dæk og slange! Brandmanden er altid velekviperet, og mens jeg brugte hans strips til at sikre de indvendige lapper ikke poppede helt ud sammen med slangen, sørgede hundelufteren for at metalresterne spidede en tilpas stor kævle .. nedefra.
Vi har snart en lang og stolt tradition i gruppen for at køre med strips om dækkene, og mine to holdt da også helt fint næsten 40 km. Den ene opgav ævret lige inden bygrænsen, den anden holdt hele vejen hjem.
Pivskiden og den franske forbindelse
Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!
Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.
Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.
Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.
Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!
Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
Varm luft og utæt gummi
På sommerferien sidste tur fik mit bagdæk en siver, en lille en som latexen normalt ville lappe straks. Men jeg måtte pumpe 3 gange og humpe hjem .. jeg gad trods alt ikke smide en slange i. Det sker faktisk rimeligt tit på vores ture at et slangeløst dæk med latex ikke lapper sig selv, og på trods af ejermandens forsikringer om frisk latex og nylige påfyldninger, viser det sig oftest at dækket er helt tørt indvendigt. Hidtil har jeg mest set det som en brist i mine cykelvenners omgang med sandheden.
Inden ferien havde jeg for en sikkerheds skyld givet begge dæk en ekstra 80 ml latex påfyldning, så jeg var sikker på der var rigeligt i. Og så vil lortet ikke lappe? Et hurtigt tjek viste at dækket var helt tørt indvendigt! Nu har det været en usædvanlig god og varm sommer, men at over 80 ml latex kan vapourere ud gennem dækket på 4 uger er alligevel utroligt.
Den varme sommer har også sat sit præg på min cykelkælder som har svært ved at slippe af med både varmen og fugten efter en tordenbyge. 25 grader fugtig luft afslører pludselig også hvor meget væske der fordamper fra dækket .. dækket er fugtigt hele vejen rundt på slidbanen efter en nat i en ellers tør kælder.
Den flagrende finger og den frie kadance
Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.
For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.
Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.
Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.
Kovending
Da jeg lige havde bygget Dad’en ville alle vide hvordan den kørte i forhold til Tallboy’en. Nu presser sammenligningen mellem cocktailen og den halve øl sig på, og selvom jeg ikke havde forudset det, er den sammenligning meget mere lige. Her er ikke tale om at vælge mellem rødvin og bøffer, men mere som at vælge mellem fransk og italiens rødvin. Nogle er til det ene, andre til det andet .. og nogle er til begge dele.
Det er kommet bag på mig at jeg faktisk er til begge dele, men nogle uger i det tørre og lettere friserede sommerland uden mudder, rødder og meget stejle stigninger, har givet mig smag for Highball’en. Den er bare så nem og ligetil. Dels er den sat enklere op med 1×10, en relativ primitiv gaffel og med slanger i race-dæk. Ikke så meget pjat, afsted, træd til og man er flyvende. Det føles som at sidde på en raket, og den kører fantastisk. En tand lettere og kvikkere .. som jeg beskrev den tidligere, den er “nimble”.
Når så endelig Tallboy’en kommer ud, er det til gengæld som at komme hjem .. og jeg kan slet ikke forstå at jeg har kunnet overveje at tage Highball’en. Nu begynder jeg at forstå de racere der vælger cykel efter ruten. Så længe man kan holde en hardtail flyvende og ruten ikke er værre end man holde baghjulet nede, er det fedt .. og faktisk ikke så ukomfortabelt som man skulle tro. Men begynder man først at hænge fast i rødder og sten, eller skal køre rigtig langt, er der både langt mere bid i bagenden og langt mere komfort i en fully.
Men kunne Dad’en ikke det samme? Nej, men jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvorfor. Det handler om at føle sig flyvende og det var jeg bare ikke på samme måde. Måske pga af de næsten 2 ekstra kilo, måske pga køreegenskaberne .. eller måske en cocktail, eller noget helt tredje? Nu skal man jo være lidt blåøjet for ikke at se sammenhængen mellem den gode sommer, de tørre spor og det positive indtryk. Men Highball’en er jo også min vintercykel, så jeg glæder mig til at se hvordan jeg har det med den efter den første tur i plus 2 grader og knæhøj mudder. Fortsættelse følger!
Silkeskåret .. tynde skiver?
Mine bremser har været nærmest fit and forget de seneste år. Shimano i en high-end model, Ashima SOS klodser, med metal i enderne og resin i midten, og Ashimas letvægtsskiver. På trods af cocktailen og de anorektiske skiver med den manglende masse, har det fungeret optimalt. Der er mere bid og mindre vægt, end i den originale opsætning, og jeg har aldrig oplevet de er kørt varme .. hvilket jeg ellers har prøvet to gange med originale skiver i Alperne.
Forleden var biddet i forbremsen forsvundet, og selvom jeg havde skiftet klodser i en kritisk situation og derfor havde stoppet de forhåndenværende Shimano resin-klodser i, var det det jo ikke en acceptabel årsag. Jeg afmonterede klodserne for at checke dem og behandle overfladerne med lidt sandpapir for at fjerne evt urenheder eller olie/fedtpletter. På slibeklodsen med sandpapir var det pludseligt tydeligt at klodserne langt fra var plane .. de buede voldsomt. Et hurtigt kik på skiverne afslørede at de i kanten var helt normale men på midten nærmest papirtynde! Jeg har aldrig tidligere regnet skiver for en sliddel, men da jeg ikke har planer om at vende tilbage til de originale skiver, må jeg nok til det og skifte dem hvert andet år.
MTBlog.dk 
8 comments