Grim .. og genial !
En mørk efterårsaften i sommerhuset uden kvalificeret læsestof, gik jeg igennem de gamle mountainbikeblade jeg havde efterladt det sidste års tid. Jeg faldt over en skamrosning af en aparte rygsæk, WingNut Hyper 3, som specielt med høj vægt, fungerer meget bedre for cyklister, end de klassiske. For ikke så længe siden havde jeg også set en test hvor samme rygsæk vandt, men jeg havde slået det hen, dels pga. testeren som jeg ikke er vild med, dels pga rygsækkens mærkelige udformning. Lidt videre research viste at alle der havde haft rygsækken på, var kommet til samme konklusion, den er meget bedre end de andre når der kom vægt i.
Som fotograf har man et tilbagevendende problem, hvor meget udstyr kan man holde til at køre med uden det ødelægger turen. Min grænse går ved et lille DSLR med en let optik, men som regel har jeg kun et større kompaktkamera med, da rygsækken ellers er generende.
Jeg bestilte en WingNut .. og sidste søndag var jomfruturen. Der var det sædvanlige i sækken samt det lille DSLR kamera. Det er første gang jeg overhovedet ikke har været generet af rygsækken og endda tænkte, næste weekend tager jeg en ekstra optik med !
Ingen rygsæk er helt perfekt, Deuter har efter min mening den bedste ryg, men Dakine Nomad har længe været min foretrukne pga udformningen, de mange detaljer og specielt sidelommerne, som kan nås mens man kører. WingNut’en er heller ikke perfekt men den har også sidelommerne som Nomad’en, og så kan den noget de andre ikke kan, bruges ubesværet med høj vægt .. men fååck hvor er den grim når den sidder på ryggen. Check selv Kaspers billeder af mig fra i søndags:
Latenstid
I efteråret 85 sendte BMW en ny motorcykel på markedet, BMW K75. Fem forhandlere havde fået lov at køre en hjem fra München, dels for at prøve den, dels for at deres kunder også kunne prøve den. Jeg fik en kort tur på en af dem og var ikke rigtig imponeret. Vinteren gik og da foråret kom, og sæsonen startede, var jeg ikke i tvivl, jeg skulle have en ! Det blev til over 150.000 km på de 2 jeg havde af den model, og jeg vil altid betragte K75s som min motorcykel. Jeg blev gladere og gladere for den, jo længere jeg kørte på den.
Men det har jo ikke meget med mountainbiking at gøre ? Nej, men jeg fik en kort tur på Kaspers nye 29″ i dag .. og det fik mig til at tænke på det 😉
Evolution eller marketing ?
Er det evolution eller marketing når der kommer en ny version af Nobby Nic hvert år ? Eller når de fleste mainstream cykelmærker hvert år kommer med en ny kollektion, som primært adskiller sig fra sidste år kollektion i favevalget ?
Er Eggbeateren og en del andre Crank Brothers produkter revolution eller Kejserens nye klær ? Er 29″ ?
Jeg har fået børn i tre årtier og kommer tit til at tænke på udviklingen af bleer. I 80’erne var det i sig selv revolutionerende at kunne bruge engangsbleer. I 90’erne kom den store udvikling og bleerne blev kønsspecifikke, bleer til drenge og bleer til piger. Og så skete den store revolutionen i det nye årtusinde, unisex bleen blev opfundet .. én ble til drenge og piger !!!
Det er sgu svært at gennemskue hvad der er tom marketing, evolution, revolution og Kejserens nye klær. Men det viser sig altid efter en tid på sporet !
Kongen abdicerer, dronningen tager over !
Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og da jeg for en del år siden blev coached beskrev min mangeårige kollega mig som et fejlsøgende missil. Min lærling gennem 4 år sagde: han forbereder sig vildt grundigt og laver så noget om i sidste øjeblik. Så efter jeg i et halv år har været sikker på at ville køre Mountain King på Alpeturen, har jeg nu 2 uger inden vi tager afsted, besluttet at det bliver Rubber Queen i stedet !
Jeg er vild med Mountain King og ser med bekymring frem til den version 2 Continental lige har lanceret. Samtidig er det ingen hemmelighed at dækket har det svært med mudder pga de lave knopper. De første 2 omgange til H12 var som Bambi på isen, efter en hel nats regn. Og et par nedkørsler fra Klint her i sommers, har gjort det helt tydeligt at løse sten og lave knopper heller ikke er den bedste kombination. På en Alpetur ved man aldrig helt hvordan terrænet bliver, men det bliver varieret og der bliver sikkert både mudrede stier og masser af løse sten. Så jeg har besluttet at ofre den lave rullemodstand og det fantastiske kantgreb til fordel for et mere robust dæk med større knopper.
Nu er Rubber Queen ikke et tilfældigt dæk, men et par af mine favorit-testeres yndlings-dæk. På den Blur LT2 Guy Kesteven langtidstestede, sad der Rubber Queen når ikke andre dæk skulle testes, og Brian Mullin aka PastaJet, som bla laver bloggen GramsLightBikes, undlader ikke en chance for at rose det. Selv købte jeg et sæt forrige vinter og en enkelt tur i høj tø-sne var nok til jeg konkluderede at der fandtes bedre dæk, så de røg igen. Og det var nok lidt forhastet, for lige netop sidegrebet i fedtet føre, er nok dækkets eneste rigtige svaghed. En skæbne det deler med alle rigtige knopdæk hvor knopperne sidder på rækker, hvilket samtidigt også er det der gør at det bider rigtig godt både op og ned.
Efter en enkelt lang tur i skoven i dårligt vejr må jeg sige det ruller bedre end forventet og at det står rigtig godt fast, meget bedre end Mountain King. Eneste problem er stadig sidegrebet. Når man kører på noget fedtet der skråner til den ene side, så dækket skal stå fast sideverts, er der ikke et perfekt greb. Men det har begge mine test-guruer også bemærket, og når de kan leve med det, kan jeg vel også ? Eller frit efter Marilyn Monroe; no rubber’s perfect .. heller ikke gummi-dronningen.
Kolde rør og varme boller
Som jeg beskrev i et tidligere indlæg, Livrem og seler, opdagede jeg baggy-shorts fortræffeligheder i vinters. Det har været stærkt vanedannende, dels bliver man ikke våd i røven i dårlig vejr og dels ser det meget bedre ud. Faktisk så meget at mine kone en søndag, hvor jeg tidligt sneg mig ud af soveværelset i fuld cykelgear, sagde at jeg så godt ud ! Det er aldrig sket før .. i cykeloutfit. Siden har jeg kørt i baggies.
Baggies giver 2 problemer, dels falder de ned når man kører, dels varmer de, hvilket er fint om vinteren, men knap så attraktivt om sommeren. Det første problem er blevet løst med seler, en løsning der forøvrigt har bredt sig til en del af de halvgamle mænd jeg kører sammen med. Vi taler faktisk om at få en lavet en produktion af “morfar-baggies” med seler 😉
Det andet problem, de varme boller, har jeg løst med et par nye baggies. Jeg læste en test i What MountainBike, hvor de fremhævede Specialized Enduro som værende ideelle til varm vejr. Sådan et par jeg nu fået efter en del besvær. De måtte hjem fra England, og i mellemtiden har bladet haft en ny test og udråbt Endura Hummvee Lite til de cool’este baggies i byen. Anyway Enduro’erne er fantastiske ! De er lavet med mesh de rigtige steder, sidder perfekt og føles luftige . Og så er der elastik i linningen, det er ikke så sexet men virker næsten lige så godt som seler på alle andre måder.
Faktisk er det fedeste ved baggies nok egentligt at man føler sig som en checket mountainbiker og ikke som en halvnøgen, gennemsvedt atlet, hvilket kan være rigtig rart når man ikke lige ligger fladt hen over styret.
Av min arm !
Jeg kører faktisk aldrig i skoven uden et kamera, min Canon G10 har sin egen lomme i Nomad’en. Turen til Alperne har sat gang i overvejelserne om jeg måske har kræfter til også at slæbe et lille spejlreflex-kamera med, og i givet fald med hvilken optik .
Sidste gang for 2 år siden, købte jeg specielt til lejligheden en kraftig 10-22 mm vidvinkel-zoom, til min Canon 450D. Men den blev ikke brugt på turen, jeg orkede simpelt hen ikke at køre med et kilo ekstra i rygsækken ! Nu står den i skabet og er faktisk heller ikke med i opløbet om en plads i år, da jeg nok satser på også at kunne lave tele-optagelser.
Jeg er ikke blevet stærkere, og jeg er blevet ældre, men til gengæld er jeg nok mere opsat på at ville have et “rigtig” kamera med. Så på landevejsturen forleden forsøgte jeg at visualisere hvad jeg egentlig skal have med i rygsækken på turen og hvordan jeg kan minimalisere det .. med ca et kilo ! Det lykkedes ikke rigtigt, og i desperation begyndte jeg at overveje placeringen af de forskellige ting i rygsækken. Jeg har altid G10’eren i den venstre af sidelommerne, som jeg kan nå mens jeg kører, og geler og barer i den højre. Hov, der er noget galt ! Det er altid svært at få kameraet fra venstre til højre hånd, som jeg bruger til at fotografere med .. det skal da ligge i højre side !
Hvorfor fan det ligger i venstre lomme ? Det gør det fordi jeg er mere flexibel i venstre arm end i højre, og i den gamle Deuter rygsæk lå det helt omme i nettet, og der kunne jeg kun få venstre arm om .. nogen gange, og med så meget besvær at jeg ofte var ved at flå armen af led og samtidig køre galt.
Gamle vaner er svære at slippe af med, så er det nemmere med slimspor fra brugte geler. Det krævede kun lidt sulfo at få højre lomme til at blive ren nok til at huse G10’eren.
Varmeflimmer
Egentligt var det planen at Superlight’en skulle have været med på ferien i Kroatien, da den er rimelig let og simpel, og kan køre næsten hvad som helst, også asfalt. Af forskellige årsager gik det ikke sådan, jeg fik ingen cykel med, og måtte derfor ud og leje et turist-lig.
Vi var 3 og det var netop hvad byens centrale udlejer kunne mønstre på en gang; en lokal produceret Author i den meget billige ende, en ramponeret GT Aggressor i discount-udgave og en godt slidt flere år gammel Cannondale F7 .. som jeg fik. En nødtørstig service med et multitool på terassen fik bremser og gear til at virke, sadel og styr til at harmonere og sololie, faktor 30, fungerer fantastisk som kædefedt. Og så kom der EggBeatere på.
De første dage på Hvar havde jeg kikket lændselsfuldt på de små stejle og stenede stier i området, men havde måttet erkende at selv på min Blur LT ville det være en mundfuld. Så på en pensionsmoden Cannondale med en forgaffel hvis bedste, og eneste, funktion var at den kunne sige KLONK, et baghjul med konstant jamrende eger og V-bremser der selv som nye ikke havde været meget værd, var det et no-go.
Det blev til et mix af 3 af de ruter den lokale turistforening havde anbefalet som dagsture. 60 km, 1.200 hm på et mix af asfalt og dårlige grusveje, med en heftig stigning til øens højeste punkt på 628 m, Sveti Nicola. Fed tur !
De efterfølgende dage havde jeg selvfølgelig abstinenser og ville køre mere, men det pudsige var at jeg ikke længere drømte om at slippe den langbenede med 150mm løs på de vilde nedkørsler, men om at trille rundt på min gamle Marin stål-hardtail, som er blevet degarderet til bycykel med flats ! Det var næppe pga positiv indflydelse fra Cannondalen, men snarere fordi hele byen og området, og de 32 grader, mere indbød til uformel leg på trapper, småstier og stejle bygader fra Middelalderen, end hardcore kørsel med hele udstyret og sammenbidt attitude. Livet er enkelt ved Middelhavet !
Bare rolig, nu er jeg kommet hjem, og på bedre tanker efter den første tur til købmanden på Marin’en. Her er byen for enkel, vejret for dårligt og livet for kompliceret til en hardtail 😉
Hængerøv eller MTB-nørd ?
Det udspillede sig nogenlunde sådan her i butikken:
Har I fået de nye baggy’s hjem ?
Baggy’s ??? Mener du løse cykelbukser ?
Baggy’s ! Sådan nogle shorts som dem du har på, bare med pude .. eller uden, sådan nogen mountainbikere bruger.
Ja, løse cykelbukser ! Dem har vi ikke.
Er det bare mig, eller er det den slags ordvekslinger der får en til at overgive sig til internettet på trods af et antal stigende special-butikker og principielle holdninger om at købe lokalt ?
Man ser det komme
Så skete det ! Det som jeg siger kun sker hvis man er uopmærksom og ikke vedligeholder tingene ordentligt.
Inden den lange tur sidste weekend hev jeg lidt i mine EggBeater pedaler. Et par meget gamle pedaler der er rebuildet et par gange og som kun sidder på cyklen fordi jeg ikke synes man kan smide ting væk der dur. Det var ikke første gang jeg hev i dem, der havde været alt for meget slør i dem længe, og ikke første gang jeg tænkte at nu skulle de skiftes. Men nej, jeg orker ikke lige i dag og de klarer selvfølgelig en tur til.
Det gjorde de ikke ! Efter et par timer og med 5o km tilbage, brød kuglelejet i den venstre pedal sammen og pedalen bevægede sig frit ud af spindlen. Og så lige i regnvejr og på langtur. Heldigvis skete der ikke noget og jeg kunne med lidt opmærksomhed og muskelkraft, holde pedalen på plads. Men ikke mere leg, slut med at stå op og slut med at træde igennem på kraftige stigninger. Men frem kom jeg, tak !
Der har været mange indlæg på DMK’s board om at EggBeatere holder dårligt, og hver gang har jeg svaret at man bare skal huske at rebuilde dem når der kommer slør i dem. Right, det gælder åbenbart også mig. Jeg vidste det ville ske, jeg har 3 sæt nye eller nyservicerede EggBeatere liggende klar, og jeg har frygtet det de sidste mange gange jeg har kørt, men pludselig fik jeg et anfald af sparsommelighed .. eller var det dovenskab ? Nu er det bedre at forebygge end at helbrede, så når det gælder udstyr, stol på den mandlige intuition og gå aldrig ned på udstyr.
Less is more ..
Som tidligere nævnt i Røvtur, er 2 af mine sadler bukket under for slid og længere tids overbelastning. Som et forsøg har jeg købt en WTB Silverado Race inden jeg smider kassen efter 2 nye i SLR udgaven. WTB’s SLT udgaver adskiller sig fra Team udgaven ved at være læderbetrukning. Race er så yderligere downgraded med CrMo rails. Vægtforskellene for de 3 modeller er inden for 30 g, men prisen er dobbelt op fra Race til SLT. Team er kun straffet med 5 g og ligger prismæssigt midt imellem. Til min røv er intet for godt, så selvfølgelig skal det være SLT’eren med læder.
Efter en tur til Rørvig i silende regn med den midlertidige Race, er jeg imidlertid kommet på andre tanker. 4 timer i mudder plejer at betyde et mudderlag på sadlen som næsten kræver neglebørste for at komme af. Det er mast ind i læderet så overfladen efter rengøring kan forveksles med ruskind. Ved Kulhuse måtte jeg vente på den lille færge og holdt lige ved siden af lystsejlernes vandslange. Cyklen fik en tur, det samme gjorde sadlen .. og den var uden berøring som ny ! Måske er læder slet ikke velegnet til det danske vejr ?
Min kone klagede også fornyeligt over mit nyindkøb til hendes cykel, en WTB Speed She sadel. Ikke at den ikke passede hendes popo, men den havde syninger så den sugede vand og gav våde bukser i regnvejr. Det ignorede jeg fuldstændigt for det var da det dårligste argument, det vigtigste er trods alt at sidde godt ! Forleden havde hun så taget bilen, så jeg undtagelsesvis måtte afsted på bycyklen på trods af en ustabil DMI-melding. Efter løst opgave kom jeg ud til en våd cykel, og en gennemblødt WTB SST sadel .. i læder. Det er ikke fedt i cowboy bukser !
Jeg har ombestemt mig, det skal være Silverado Team med kunststof, ingen læder til mig. Og fruen har købt ny cykel, så det problem er løst 😉
MTBlog.dk 
13 comments