Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
Varm luft og utæt gummi
På sommerferien sidste tur fik mit bagdæk en siver, en lille en som latexen normalt ville lappe straks. Men jeg måtte pumpe 3 gange og humpe hjem .. jeg gad trods alt ikke smide en slange i. Det sker faktisk rimeligt tit på vores ture at et slangeløst dæk med latex ikke lapper sig selv, og på trods af ejermandens forsikringer om frisk latex og nylige påfyldninger, viser det sig oftest at dækket er helt tørt indvendigt. Hidtil har jeg mest set det som en brist i mine cykelvenners omgang med sandheden.
Inden ferien havde jeg for en sikkerheds skyld givet begge dæk en ekstra 80 ml latex påfyldning, så jeg var sikker på der var rigeligt i. Og så vil lortet ikke lappe? Et hurtigt tjek viste at dækket var helt tørt indvendigt! Nu har det været en usædvanlig god og varm sommer, men at over 80 ml latex kan vapourere ud gennem dækket på 4 uger er alligevel utroligt.
Den varme sommer har også sat sit præg på min cykelkælder som har svært ved at slippe af med både varmen og fugten efter en tordenbyge. 25 grader fugtig luft afslører pludselig også hvor meget væske der fordamper fra dækket .. dækket er fugtigt hele vejen rundt på slidbanen efter en nat i en ellers tør kælder.
Besværlig kærlighed
Så er det igen ved den tid på året, hvor raketdækkene ikke længere er ideelle. De røg af forleden og efter en brav kamp med mine Beaver, opgav jeg at montere dem tubeless! Nedtur at skulle putte slanger i, og tanken om helt at droppe de svedige gummikampe og flydende latex, meldte sig .. igen.
I dag fik jeg så besøg af en mtb-smittet rookie, som fik den lange historie om alt det fede grej, og under forklaring af tubeless og dets herlig og besværligheder stod jeg med det afmonterede raket-fordæk. Mens jeg lod fingrene løbe rundt i dækket, stak jeg mig pludselig .. en stor torn stak ind i dækket. Glimrende illustration af at man med latex bare kører videre, selvom man har en torn i dækket, og burde være punkteret. En tur hele vejen rundt i dækket, afslørede yderligere 3 torne! Det fordæk har kørt siden slutningen af april, bagdækket er slidt op og lige erstattet, og i den tid har jeg været punkteret 2 gange, hvor jeg har måttet stoppe en slange i. Jeg har yderligere haft to punkteringer, hvor latexen stoppede hullet, så reelt har jeg altså været punkteret mindst 8 gange .. muligvis flere, jeg checkede ikke det gamle bagdæk for torne inden jeg smed det ud.
De to gange jeg har måttet stoppe en slange i, har jeg godt nok været irriteret! Det er noget værre svineri at stoppe en slange i et latexfyldt dæk, der er smurt ind i mudder. Men set i bagspejlet, er de to gange meget bedre end hvis jeg havde skullet skifte slange 8 gange .. mindst!
Jeg erkender det, jeg er vild med latex og slangeløse dæk .. på trods af alle besværlighederne. Og hvis nogen undrer sig over hvad der bliver af latexen i dækket, når den forsvinder, eller rettere fordamper, så bliver resterne til en gummi-koral!
En halvfed cykel
Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.
Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!
Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.
Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!
Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!
Fars fede (cykel)ferie
Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.
Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.
Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt. Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.
Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.
Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.
Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.
Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.
Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!
Underbevidst eller bare ubevidst?
Som de fleste læser af denne blog sikkert har bemærket, er jeg vild med raketdækkene aka Rocket Ron! Efter min smag er det det bedste allround dæk i 29er. Og efter det er kommet i slangeskindsudgaven, fungere det også på sten og klipper. Det skal virkelig være ekstremt terræn, dyb mudder eller knastør hardpack, før de bliver skiftet.
Hvad de færreste derimod nok ikke er klar over, er at jeg i en del år også har haft en favorit sko, Salomon XA 3D Ultra2. Ikke som cykelsko, men bare til som dagligdagssko. De er lette, stabile og behagelige, og når det ene par er slidt ned, bestiller jeg bare et nyt par på nettet. Fornyelig havde jeg dog et problem, modellen er lavet om og er ikke længere sort! Den nye model er sort med røde stafferinger og røde såler. Noget af en overvindelse .. men de blev bestilt.
Skoene kom, og ikke nok med de har røde såler, der er også hvide knopper i sålerne. Heldigvis er det jo ikke noget andre ser, når man går i dem, men da jeg så det, var der noget der gik op for mig. Tilfælde eller ej .. Salomon XA 3D Ultra2 er skoenes svar på raketdækkene!
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
Slangeskind og slangebid .. og en skrue løs
Så kom den, slangeskinsversionen af raketdækkene! Den eneste grund til jeg ikke har haft raketdækkene på i udlandet, er at klipper og sten har en kedelig indflydelse på de kondomtynde sider. Men det er slut nu .. og det er min brug af Moby Dick så også. Fornyelig skrev de i en test af 29ere i What MTB, at småknoppede dæk var det optimale, og at dækmønsteret stort set ingen betydning havde. Så langt vil jeg ikke gå; der er ingen grund til store knopper .. men jeg kan altså sagtens mærke forskel i bidet på Maxxis Ikon og Schwalbes raketdæk.
Det blev endnu en svær fødsel at montere dem, men et par døgn med slanger gjorde tricket. De vejer 80g mere i slangeskinsudgaven, men Schwalbe påstår at det nye 2013 mønster til gengæld nedsætter rullemodstanden med 15%, så mon ikke det går lige op. De ruller i hvert tilfælde fantastisk!
Rocket Ron er normalt 127 TPI, men den nye slangeskinsversion er 67 TPI, så ikke nok med siderne er forstærkede, de er også stivere. Normalt kører jeg med 28/32 psi i dækkene, jeg har trods alt en rimelig kampvægt, men i den nye version har jeg reduceret det til 24/28 psi. Det synes min danske medsammensvorne på Lanzarote, som også kørte raketdæk, dog uden slangeskind, nu stadig var rigeligt .. altså indtil han punkterede 3 gange på 5 km! To snakebits og en skarp sten.
På de hjemlige breddegrader holder set-up’et også .. på alt andet end et klæbrigt lag overflademudder. Så med mindre der kommer knæhøj mudder så bæverne skal på, bliver raketdækkene med slangeskind siddende til pigdækkene skal på igen.
PS. Lavalandskabet på Lanzarote er rimelig kontant og ustruktureret, hvilket ikke kun gik ud over dækkene. T-boy tabte en klingebolt, spideren på kranksættet gik løs, bagnavet skulle spændes sammen og den bagerste bremseskive tabte 2 skruer!
De lokale
Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.
Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.
Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!
Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.
Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.
Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.
Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.
Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.
PS. Familien nød også turen!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
MTBlog.dk 
leave a comment