I skovens dybe stille ro
Vi kører jo tit de samme ruter og specielt de mere transport-orienterede dele, bliver tit de samme. Derfor var det også fedt da Jesper sidste år viste et nyt lille spor tæt på vores mødested .. jeg tror han havde fundet det på sin hundeluftertur. Vi har kørt det tit siden, selvom det er temmelig marginalt og i disse løvfaldstider næsten umuligt at se. I dag bød det så på en overraskelse .. jeg punkterede. Det er jo normalt ikke den store sensation, men det skete så voldsomt at jeg var sikker på det var et søm! Et check i skovbunden viste heldigvis at det var det ikke .. men de rustne rester af noget der måske engang har været en hegnspæl!
I betragtning af hvor ofte og hvor mange vi har kørt der, er det bemærkelsesværdigt at ingen før har ramt den. Og heldigvis var det kun et dæk der røg, for den er så skarpt at den lavede et snit på over en cm og et på 2 cm gennem både dæk og slange! Brandmanden er altid velekviperet, og mens jeg brugte hans strips til at sikre de indvendige lapper ikke poppede helt ud sammen med slangen, sørgede hundelufteren for at metalresterne spidede en tilpas stor kævle .. nedefra.
Vi har snart en lang og stolt tradition i gruppen for at køre med strips om dækkene, og mine to holdt da også helt fint næsten 40 km. Den ene opgav ævret lige inden bygrænsen, den anden holdt hele vejen hjem.
Pivskiden og den franske forbindelse
Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!
Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.
Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.
Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.
Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!
På kollissionskurs
Der er blevet råbt efter mig et par gange på det seneste. Sidst blev jeg kaldt gammelfar i byen, fordi jeg kørte efter færdselsloven. I skoven har jeg ikke kunnet høre hvad der blev sagt for det har begge gange været fra modkørende i høj fart som mente jeg skulle flytte mig væk og udenfor sporet.
En af de mere animerede debatter den seneste tid på DMK’s forum, har været om det er OK at sporet i Rude er blevet ensrettet. De fleste ser det som en fordel at man nu kan give den gas uden at få en modkørende i hovedet, men der er flere som mener de skal have lov til at køre som det passer dem. Og det er nok essensen af det hele, både i byen og i skoven, mange cyklister vil at have lov at køre som det passer dem!
Selvom jeg langt fra er nogen engel i trafikken, eller i skoven, ser jeg færdselsloven som et utroligt godt redskab, som gør at vi alle kan gøre næsten hvad vi vil. Færdselsloven gælder både i byen og i skoven. Det sidste kommer nok som en overraskelse for en del, og i hvert tilfælde er der en del fodgængere der ikke tror det. Men lad os holde os til cyklisterne. Færdselsloven gør det meget nemmere at forstå og forudsige hvad andre medcyklister gør. Når man møder hinanden, holder man til højre og støder ikke sammen. Når man overhaler sker det venstre om, så begge parter ved hvad der sker. Selvfølgelig er der også en form for conduite og nogle uskrevne regler i skoven så den der kører op tager den letteste rute, og har man øjenkontakt og gensidig forståelse for at det er lettere at passere hinanden højre om, er det heller ikke noget problem.
En del af dem der har det svært med færdselsloven i skoven, kører som om de er ved at vinde et cykelløb. De tror at fordi de træner, er sporet pludseligt befriet for færdselsloven og andre begrænsende faktorer .. det er det ikke! Faktisk er det normalt i motionsløb at man skal overholde færdselsloven, det er kun i afspærrede løb færdselsloven er suspenderet. Og selvom man kører hurtigt har man ikke mere ret til sporet, end dem der kører langsomt.
Det pudsige er at det jo ikke er Worldcup-racere der opfører sig dårligt når de træner, nej det er primært gennemsnitlige midaldrende mænd som mig selv, i stram lycra. Og vi ville jo nok bare have godt af den ekstra træning en opbremsning og en acceleration giver. Så spænd hjelmen og kør pænt!
PS. Jeg er som sagt ingen engel men har det princip at bryder jeg reglerne må det ikke være til gene for andre.
Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
100.000 hits!
I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.
Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.
Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!
Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.
Varm luft og utæt gummi
På sommerferien sidste tur fik mit bagdæk en siver, en lille en som latexen normalt ville lappe straks. Men jeg måtte pumpe 3 gange og humpe hjem .. jeg gad trods alt ikke smide en slange i. Det sker faktisk rimeligt tit på vores ture at et slangeløst dæk med latex ikke lapper sig selv, og på trods af ejermandens forsikringer om frisk latex og nylige påfyldninger, viser det sig oftest at dækket er helt tørt indvendigt. Hidtil har jeg mest set det som en brist i mine cykelvenners omgang med sandheden.
Inden ferien havde jeg for en sikkerheds skyld givet begge dæk en ekstra 80 ml latex påfyldning, så jeg var sikker på der var rigeligt i. Og så vil lortet ikke lappe? Et hurtigt tjek viste at dækket var helt tørt indvendigt! Nu har det været en usædvanlig god og varm sommer, men at over 80 ml latex kan vapourere ud gennem dækket på 4 uger er alligevel utroligt.
Den varme sommer har også sat sit præg på min cykelkælder som har svært ved at slippe af med både varmen og fugten efter en tordenbyge. 25 grader fugtig luft afslører pludselig også hvor meget væske der fordamper fra dækket .. dækket er fugtigt hele vejen rundt på slidbanen efter en nat i en ellers tør kælder.
En blev til to .. og ti blev til to!
En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.
Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.
Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!
Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!
Tabte spor og nyt terræn
Bodil var hård ved nogle af de fede spor i sommerlandet! Strandsporet langs Flyndersø er væk, ligesom det meste af de to huse der lå der. Det smalle spor mellem skrænten og vandkanten ved Klint, er også helt væk. Men når døre lukker sig åbnes der nye, og ved Klint har jeg allerede fundet en ny og næsten bedre erstatning. Udfordringen er at der er så få gode spor i området at man næsten altid kører den samme tur og at der er en del småkedelige transportstykker mellem de gode bidder.
Forårets lokale sommerlandsreklame omtalte nye vandreruter i området, og vandrespor er tit rigtig fede. Specielt fremhævede den en ny rute gennem bla Ulkerup Skov, som jeg ikke har specielt gode erfaringer med. Så jeg sneg mig ind i på turistkontoret og købte et vandrekort og fik et “go tur” med ud af døren .. jeg tror ikke hun så mine cykelsko. For et par år siden havde jeg et par forsøg i Annebjerg og Ulkerup Skov og fandt kun tung grus og plørede hjulspor. Den nye 11 km vandrerute byder på en del fin grus men også singletrails og ikke mindst nyklippede vandrestier lang markskel, og de er af nærmest episk karakter. Det er længe siden jeg har kørt gennem så smukt åbent landskab i Danevang. Afmærkningen kan dog visse steder være vanskelig at finde.
Vel hjemme på terrassen viste et nærkik på kortet at der er kommet mange afmærkede ruter. En del af dem kører jeg allerede, men der er også en del nye ruter som kan forbinde de bidder af gode spor som findes i området. Ligesom det O-kort jeg faldt over for 10 år siden afslørede sammenhængen mellem alle de små trampestier og dyreveksler i Sandflugtsplantagen, giver det nye kort nye muligheder for at få sporene i de forskellige området til at hænge sammen .. på nye måder. Faktisk er det som at have fået en masse nye spor.
Og så jeg fandt nye venner i Ulkerup Skov .. godt det ikke var en night-ride!
Overraskende og beskidt
I forbindelse med udgivelsen af min bog Mtb – Mountainbike for novicer og nørder, havde jeg lovet min lokale boghandel Kleins en beskidt cykel til vinduet. Mine egne har ikke tid til den slags, så jeg spurgte Thomas fra Team Bertelsen om de kunne undvære en af deres democykler, og vi blev enige om at den rosa Superlight jeg tidligere har prøvet, ville egne sig til opgaven. Da jeg fik cyklen viste det sig at være en ny cobolt-blå HighBall med orange logo .. Thomas mente farven egnede sig bedre som blikfang.
Nu havde jeg lovet en beskidt cykel, og Thomas havde givet grønt lys, så jeg tog en tur i Hareskoven i regnvejr på HighBall’n. Næsten en pligtopgave dels fordi jeg helst kører fully, dels fordi jeg er meget tilfreds med min Dad stålhardtail. Dad’n er meget styrevillig, nem at smide rundt på de små spor og fordi det er stål, har den også en vis komfort. HighBall’n og Dad’n ligner også hinanden til forveksling, rent geometrisk, når de står ved siden af hinanden.
Allerede på cykelstien på vej til skoven kunne jeg godt mærke forskel. HighBall’ens alustel er stivere, det er som om trådet bliver omsat mere direkte, men overraskelsen kom først rigtigt i skoven .. den er samtidig mere komfortabel på sporet! Jeg har godt set en video med en gammel stelbygger der påstår at komfort handler mere om opbygning og geometri, end om materiale, men jeg troede faktisk ikke på det .. og slet ikke når cyklen samtidig er mere stiv. Og overraskelserne fortsatte, styringen er mindst lige så hurtig som Dad’ens, men cyklen er samtidig langt mere stabil! Det var virkelig både en øjenåbner og en oplevelse at svine HighBall’n til et par timer i skoven.
Det var også første gang jeg kørte med Shimanos nye 29er-venlige 3×10 kranksæt, 22-30-40. Udover jeg ikke kunne finde på at køre med tre klinger igen, fungerer det faktisk fremragende, meget bedre den traditionelle gearing. Crossmark dækkene bliver jeg til gengæld aldrig gode venner med, så foretrækker jeg klart de småkoppede Ikon .. også i regnvejr.
Kædereaktion
Der er mange forslag til hvordan man får sin kæde, krans og klinger, til at holde længere. Hvor man på landevejen typisk kan skifte kæde en gang uden at skifte krans, og endnu en gang før klingerne også skal fornys, er der langt mere kontant afregning på sporet. Personligt synes jeg den bedste løsning er at køre det helt ned og så skifte det hele, hver gang. Så slipper man også for en masse bøvl med at få nye og gamle dele til at køre sammen.
Kæden er klart det svage led, og jo længere den kan køre, eller rettere jo mindre den strækker sig, jo længere holder hele skidtet. For mange år siden så jeg en test hvor to ens cykler med henholdsvis Shimano og SRAM kørte de samme ture og løb. Generelt var der ikke den store forskel på slidtagen på de enkelte dele, undtagen på kæden. Shimanos holdt ca. 3 gange så lang tid. På det tidspunkt kørte jeg med SRAM kæde, så jeg skiftede selvfølgelig til Shimano og gik fra at udskifte kæde, krans og klinger flere gange om året, til ret fast at skifte en gang om året. Det er som sagt en gammel test, så der gælder nok ikke det samme i dag.
En ren kæde holder, og skifter, meget bedre end en beskidt, så jeg kører faktisk sjældent mere end en eller to ture uden at gøre den ren. Kæderenser med affedter, så ser den ud som ny .. men det er slut! De grundige tyskere har fundet ud af at man affedter kæden totalt med en traditionel kæderenser hvor kæden kører gennem en plastbeholder med børster og affedter, og så får man ikke olie ordentligt ind i rullerne igen. Så det sidste års tid har den stået på mere moderat brug af affedter påført med en forstøver og en Grunge-brush. Kæden bliver ikke lige så ren, og kræver ofte også en klud og lidt knofedt, til gengæld holder den længere.
Mens jeg kørte 3×9 var chainsuck den sikre indikator på at det var skiftetid. Efter jeg er gået over til 2×10 er der ingen chainsuck, og kun de små og meget spidse tænder på den store klinge indikerer at hele systemet er ved at være godt slidt. Og begge mine cykler kører langt mere end et år mellem skiftene. Det burde ikke være skifte til 2×10 der gør det, for det betyder i realiteten et forøget slid af klingerne da der kun er to i stedet for tre, så jeg tror tyskerne igen har fat i den lange ende .. af kæden.
MTBlog.dk 
2 comments