Gummisnak og latexsnask
En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.
Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.
De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!
En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.
What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:
- Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
- Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
- Køb din egen kompressor!
- CO2 patroner er ikke løsningen.
- En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.
Den lange på steroider!
Vejen for 29ere har været brolagt med forbehold, skepsis, hån og dødsannoncer. Og en af de ting de fleste har været sikre på, er at de store hjul aldrig ville fungere på en fully med lang vandring. Ligesom carbon for nogle år siden var utænkeligt i DH, og nu ikke er noget særsyn, kommer 29erne nu med 130-40mm, hvilket reelt set er cykler der skal sammenlignes med 160mm 26ere.
På vores lille testtur i nærheden af Randers Regnskov, fik jeg mulighed for at køre lidt på en Tallboy LTc (long travel carbon). Ikke nok med det var topmodellen med fuld XTR, fåckk .. så var den vild! Det er som at komme på en steroide-udgave af min egen Tallboy. Pumpet, kraftfuld og med et ego der er større end hjulene. Det er helt vildt, man føler man kan gøre hvad som helst på den cykel. Bare peg forhjulet fremad, og der er ikke noget der kan stoppe den. Og samtidig kravler den som en bjergged .. på epo. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave den cykel .. op eller ned, bare kom an. Til vores forhold er det mildt sagt overkill, men det er fuldstændig uproblematisk og en stor fornøjelse, at smide den rundt i den danske underskov. Og bare tanken om en tur i Alperne …
I september nummeret af What Mountain Bike, argumentere Guy Kesteven i en klumme for 29ere, uanset højde og kørestil, og han skriver en lille historie om sin endouro-ven, Alex Rafferty som er en af englands bedste. Alex, som elsker sin 160mm Nomad, blev sendt ned af et tre-minutters DH-spor et par gange på sin cykel, og fik så udleveret en Intense 140mm 29er. Første tur på den nye cykel skar han 7 sekunder af sin tid, anden gang 10 sekunder. Så er den bjergged vist barberet.
Glad i låget vers. 4.0
Det startede egentligt ret harmløst. Jeg var på udkig efter et billigt fully-stel til en sommerhuscykel, og fald over et Santa Cruz Superlight reststel hos HiBike. Det var i 2006, og da vinteren kom, kom Superlighten med til byen som vintercykel. Den var dejlig umiddelbar at køre på og meget simpel med dens singlepivot bagsvinger. Jeg havde skiftet lejer, alle 8, i bagstellet på min Blur, så jeg kunne sagtens se fidusen i kun at have 2 lejer, som oven i købet ikke sad nede ved krankboxen. Og da det blev forår var min Blur faktisk udkonkureret på dansk jord, jeg var blevet alt for glad for at køre Superlight!
Den første Superlight blev lanceret af Santa Cruz i 1999, og fik navnet fordi det var en let udgave af deres Heckler, Santa Cruz anden fully .. og den første fully der rent faktisk kørte godt. I 2002 kom en revideret version 2.0, det var den jeg købte, og selvom bagstellet var blevet stivere, var det ikke noget at tale om, og den maximale dækbrede var 2.1 .. hvis der også skulle være plads til mudder. Så da version 3.0 kom i 2007, med bla stivere bagende og bedre mudclearence, var jeg ikke i tvivl om det var min cykel. Selvom navnet efterhånden var misvisende, blev den meget præcist beskrevet som “nimble”, i en engelsk anmeldelse. En dejlig simpel og køreglad cykel, som man bare blev glad i låget af. Ikke en komfortabel fully som min Blur og min Blur LT2, men mere en hardtail med affjedring.
Sidste år red jeg med på 29er bølgen, så Superlighten og Blur LT2’eren, blev solgt til fordel for en Tallboy .. der var ikke noget valg. Men i år er der så kommet en Superlight version 4.0 med 29″ hjul! Jeg skal ikke have ny cykel, men da Team-Bertelsen, som har stort set alle Santa Cruz modellerne som democykler, tilbød en tur, var det svært at sige nej!
Den var let rosa og helt ny, og det var tæt på kærlighed ved første blik. Det virker helt velkendt at svinge den ind på sporet i noget der burde hedde Randers Regnskov, men som ligger ved Fussingø. Den er umiddelbar og letkørt, har ingen unoder og virker næsten livligere end Tallboy’n .. den er stadig nimble! Tre timer i skoven afslører dog at en aluminiums singlepivot, ikke kan hamle op med en VPP carbon model når det gælder komfort og køreegenskaber, men når det gælder køreglæde lader den ikke noget tilbage. Man bliver stadig glad i låget .. og så koster en hel Superlight mindre end et Tallboy carbon stel. Hvor er det ærgerligt at Tallboy’n er så alsidig, at jeg ikke har brug for to cykler længere. Måske skulle man overveje en vinterfully igen?
Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
Små knopper, store forskelle
Det har nok været svært at undgå min missionering for små knopper på 29er dæk, her på siden. Småt er godt .. men ikke hver gang.
Det meste af vinteren gik med Beaver, som gnavede sig gennem mudderhelvedet. Inden da havde jeg fyret den af med Rocket Ron, et virkeligt raketdæk som dur til næsten alt .. undtagen nutella-agtig mudder. Raketdækkene har kondomtynde sider, hvilket går i lokalområdet, men ikke på klippesporene i Lake District, hvor turen snart går til. Og da Schwalbe ikke besvarer mine bønner om en slangeskins-udgave, bestilte jeg et sæt Maxxis Ikon, som netop i EXO udgaven har forstærkede sider. Ikon bliver rost meget, specielt i staterne, og har endnu mindre knopper end Beaver og Rocket Ron .. til gengæld er der mange af dem. Det var så ikke EXO udgaven der dumpede ned fra internettet, men eXC udgaven som ikke er forstærket. Resultat, de røg på Dad’en i stedet for på Tallboyen. Dad’en kører en del i byen, er sommerhuscykel og reservecykel i skoven.
Et par ture i Sandflugtsplantagen med alle dens nåle og kogler, har ikke været overbevisende for Ikons fortræffeligheder. Knopperne er for små til at få rigtigt ved, og i svingene er det som et køre speedway. Endnu en defekt Fox forgaffel har sendt Tallboyen i ufrivillig pit, så nu har Ikonerne også rullet rundt i skovene omkring København. Med tørre og forårskåde spor, er det en helt anden snak. Ikonerne ruller fantastisk og og har fedt greb på hårde tørre spor med de små knopper, også på rødder og sten .. stort luftkammer, stiv bagende og masser af selvtillid. EXO eller eXC.
Men det er ikke noget for Tallboyen, der er for mange dage hvor sporet er ukendt, ikke er knastørt, eller der ligger nedfaldsdele på det .. og jeg er ikke den der skifter dæk som man bør skifte underbukser. Men det er super på Dad’en, så kan jeg køre om kap med dem på slicks i byen, og alligevel tage en tur i skoven uden at skifte dæk.
Den store test
Min bycykel, en dejlig stål-hardtail med aflagte dele, blev stjålet fornyeligt. Surt, og skræmmende fordi tyven åbenbart havde holdt øje med mig og cyklen! Men allerede inden havde jeg været i gang med planlægningen af et projet 29er by/vintercykel, dels fordi jeg gerne vil køre 29er hele tiden så kroppen og psyken vænner sig helt til de store hjul, dels fordi jeg godt kan bruge en vintercykel til at aflaste slitagen på de dyre dele i de 10 vinter-smat-måneder om året.
29er markedet er helt nede i Europa, US tager alt hvad de kan få, så det er ikke sådan at få fingrene i den rigtige cykel. Efter at have købt både en hel cykel og 3 stel, som desværre alligevel ikke kunne leveres, endte jeg med et Sobre Dad stel fra en lille fabrik i Frankrig. Spændende, for det er ikke meget man kan finde om det på nettet, og det har kun været produceret siden februar.
Det er en ulig konkurence at koste en tiendedel af et Tallboy stel, og samtidig skulle køre ligeså godt, men efter et lidt stresset indkøb af manglende stumper og en samling i tusmørke i cykelskuret på landet, er den klar til at tage konkurrencen op. Jeg har tidligere skrevet om den lokale mountainbikegruppe som pisker afsted på mountainbikes med låst affjedring og tynde dæk, og hvad kunne være en bedre test for Dad’en, end en tur med dem? Som et kompromis mellem bycykel og vinterlåge, må en tur fladt ned over styret med fuld fart af grus og asfaldtveje, være som at være på hjemmebane.
Og det var det, altså alt taget i betragtning .. jeg hang på! En 29er er ikke nogen landevejsracer; de knoppede dæk giver syre i lårene og det brede styr en stabil vindmodstand. Men det er jo konceptet, og ikke cyklens skyld, og den korte tur hjem af rigtige singletrails afslørede også at selvom det ikke er nogen Tallboy , så er det en fed cykel som rammer lige i øjet.
MTBlog.dk 
7 comments