Pinden i røven
Det er meget få dimser der føles som en revolution på cyklen. Skivebremser, 29″ hjul og slangeløse dæk er de seneste. Men nu er der en til!
Egentligt er det flere år siden jeg fik den første justerbare sadelpind. Den var brugt og gik i stykker efter kort tid. Jeg købte den nye model med remote .. den gik også hurtigt i stykker. Efter en garantireparation var den med i Alperne, men det var den tur hvor jeg styrtede allerede første dag, og efter det var det ren overlevelse .. sænket sadel eller ej. Jeg solgte pinden med cyklen, og på den nye 29er synes jeg ikke rigtig det var nødvendigt .. og slet ikke med den holdbarhed de havde udvist.
Faktisk var det nok anmeldelserne af de nye modeller, og deres pålidelighed, der fik mig på banen igen, for hverken mine egne, eller dem jeg kenders pinde, har kunnet holde. Det blev en KS Lev og den havde debut i Wales. Den fungerer fint og jeg var aldrig kommet ned af det sorte spor i bikeparken uden. Men jeg havde ikke fået monteret remoten perfekt .. jeg skulle flytte hånden for at aktivere den og det går bare ikke. Det skal være ligeså nemt som at skifte gear!
Efter lidt frem og tilbage sidder remoten perfekt, og på Mallorca overgav jeg mig betingelsesløst. Ned af asfaltvej, sænk sadlen og du kører fra de andre. Ned af grusvej, du får meget mere kontrol. Ned af singletrail, du flyver. Og når remoten sidder rigtigt, bruger du den hele tiden, uanset hvor kort strækningen er. Nu skal jeg bare lære ikke at tage fejl af den og gearskifteren!
Jeg havde egentligt tænkt mig at afmontere den igen, og kun bruge den i udlandet, men det er vanedannende. På sidste søndagstur var sadlen nede omkring 25 gange, og alle tanker om afmontering er skrinlagt. Nu må vi se hvordan den overlever vinteren, men foreløbelig fungerer den upåklageligt .. med kun lidt slør.
Styr på fingerjobbet
Det var nok fordi jeg af og til bliver øm i den yderste del af håndfladerne, jeg begyndte at se sammenhængen mellem hvilken finger man bremser med og hvordan man holder på styret. Selvfølgelig bruger jeg kun en finger, og siden alpeguiden Frank for 5 år siden lærte mig at bruge langefingeren, ikke pegefingeren, har jeg gjort det. Jeg synes argumenterne om at langefingeren er længere og stærkere, og at man samtidig holder bedre fast på styret, er gode, og selvom ca. 80 % af alle pro-ryttere bremser med pegefingeren, har jeg holdt fast .. og forsøgt at overbevise andre.
Men en dag gik det op for mig at jeg, selvom bremsegrebene sidder perfekt, vrider hånden lidt når jeg strækker langefingeren ud og bremser .. og deraf ømheden i den yderste del af håndfladen. Et hurtigt forsøg med at bruge pegefingeren i stedet, viste at så fordeler trykket sig meget bedre i hele håndfladen! Efter en omrokering af greb og skiftere og en tur i skoven, er jeg ikke i tvivl .. det er den rigtige løsning! Nu skal jeg bare vænne mig til det.
Når man ændrer en indstilling, som har fungeret i mange år, begynder man også at se kritisk på andre. Så da brandmanden deklarerede at hans nye 730 mm Thomson styr med 6º backsweep var meget behageligere end hans gamle 685 mm Easton, magen til mit, med 9º backsweep og 5º upsweep, blev jeg helt dårlig. Nyt styr, ny frempind .. pyh, det er bare dyrt. I mit forsøg på at visualisere et bredere styr med en anden vinkel på håndtagene, hold jeg hænderne ud i luften, som om jeg holdt på det. Når man gør det imaginære styr bredere, skal frempinden være kortere og der skal være mere backsweep på styret. Når man går i “attack”-stilling, som jeg lærte på et teknikkursus fornyelig, altså bøjer sig frem og stikker albuerne ud, så skal der upsweep på styret. Faktisk kan man med sådan et imaginært, og gratis, styr, præcist se hvordan hænderne drejer, når styret bliver bredere, eller man flytter albuerne fra kroppen og ud. Og nu er jeg glad for mit styr IRL igen.
Fars fede (cykel)ferie
Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.
Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.
Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt. Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.
Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.
Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.
Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.
Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.
Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!
Hvordan fan ..
Hvordan fan lykkes det cykeltyve at stjæle 17.000 cykler om året alene i København, når jeg ikke kan bryde en Bastalås op på 2 timer med håndværktøj?
Sommerens gåde startede på stranden, hvor en cykelnøgle forsvandt i sandet. Jeg tilbød selvfølgelig straks at brække låsen op, hvis bare cyklen blev slæbt op til sommerhuset, som er rimeligt ekviperet med værktøj i sommermånederne.
Jeg startede naivt med at tro på vandrehistorierne om at en Bastalås bare kan sparkes op. OK, det var den nyeste model fra Basta, men hverken spark eller velplacerede slag med en stor hammer, gjorde større indtryk på låsen. Så saver vi da bare bøjlen over .. nix, hærdet stål! Låsekassen ligner bøjet blik, men kan heller ikke åbnes med håndværktøj .. men den kan man save i! Det lykkes mig at fjerne dele af låsekassen, men kun for at finde ud af at selve bøjlen der svinger gennem hjulet, er en hel cirkel af hærdet stål som kun er åben på lige det stykke hvor hjulet løber gennem låsen. Og ringen er så stærk at man ikke kan vride den så meget at man kan lempe fælgen igennem, selvom hele den ene side af låsekassen er åbnet.
Det korte af det lange var at jeg sveddryppende opgav efter to timer! Lidt efterfølgende research på nettet bekræftede at jeg ikke var helt idiot, men at man behøver en vinkelsliber eller en kraftig boltsaks. Dagen efter kom ejermanden med en rimelig stor boltsaks, byggemarkedsmodel, som jeg kunne beholde som tak for hjælpen, når han havde klippet låsen over. Jeg har nu en boltsaks med ødelagte kæber, for det lykkedes heller ikke med den. Den lokale cykelhandler grinede vist, og klarede problemet på et par minutter med en vinkelsliber.
Det interessante, og meget positive, er at det faktisk kræver ordentligt værktøj at åbne en moderne lås. Så kan man låse sin cykle fast til noget med en god lås, skal en tyv altså igang med en vinkelsliber eller en monstrøs boltsaks. Og har man parkeret i fuld offentlighed, er det næppe tyvens ønskesituation. En video på nettet med en tidligere cykeltyv, bekræfter da også at det er hans bedste bud på at sikre sin cykel .. men også at hvis tyven vil have cyklen, og er villigt til at løbe risikoen ved at arbejde i fuld offentlighed, kan man ikke gøre ret meget.
På den anden side
At være konverteret fra entusiastisk motorcyklist til mountainbikefreak, er efterhånden lettere forvirrende! Det var faktisk galt helt fra starten, forbremsen sad i den forkerte side. Det fixede jeg straks, så jeg har altid kørt som englænderne og australierne, med forbremsen i højre hånd. Lettere forvirrende når man låner cykel, eller låner ud, men ellers ikke noget problem.
Men nu er den gal igen, jeg har været på teknikkursus. På motorcykel handler det om at læne sig længst muligt ind i svinget, gerne ved at hænge ud over motorcyklen. Køredragter til race er faktisk lavet med en nylon-klods på knæet, så man kan få det helt i asfalten når man hænger på siden af motorcyklen. Teorien er at der er bedre dækgreb, og større trædeflade, jo længere man kommer væk fra dækkanten. Og efter 250.000 km sidder det dybt i rygraden, selvom jeg aldrig fik knæet helt i afalten.
Nu skal jeg så læne den anden vej! Instruktør Jes talte overbevisende om fordelene ved at lægge cyklen mere ned end en selv. Dels kan man bruge kantknopperne på dækket, som er gode i sving med løst underlag, dels er det lettere at have vægten på den udvendige pedal og ikke mindst, er det meget nemmere at redde en udskridning. Teknikken kan nok diskuteres, men et hurtigt kik i cykelblade og på videoer, gør diskussionen overflødig .. alle de professionelle bruger den.
Jeg lover at forsøge .. men det bliver nok ligesom med wheelie’n, som jeg har forsøgt at lære i 10 år, og stadig ikke er i stand til at udføre over mere end en meter eller to.
Her og der
Det er blevet nemmere! EasyJet flyver nu direkte fra København til Bristol .. og der holdt en minibus med trailer og ventede på os og vores cykler. Det gik fint sidst; fly til Heathrow, shuttle til et hotel med udlejningsbiler, leje af to store biler der kan have 6 mand og 6 cykelkufferter, 3 timer på vejen, i den modsatte side .. og så retur. Men alligevel, nu er Afan virkelig indenfor rækkevide til en lang weekend. Det er både blevet billigere og nemmere.
For to år siden var alle på 26ere, men jeg havde sneget T-boy med uden de andre vidste noget .. jomfrutur. Nu kører vi alle seks på 29ere. Men englænderne kører tilsyneladende stadig på minicykler. På trods af at Afan er en nationalpark med 140 km spor, at vi boede på en bike-Lodge med masser af andre mountainbikere, at vi var i to trailparks, så vi ikke andre 29ere.
De engelske blade har ellers opdaget det. Fornyelig læste jeg en test af trail/marathon 29ere i What Mountainbike, hvor de bla konkluderede at de aldrig havde tilbagelagt deres testrute så hurtigt! Desuden påstod de at dækmønsteret på 29ere var næsten ligegyldigt, så længe det var småknoppet. Sidst vi var afsted på 26ere gik vi voldsomt op i dæk, og var nået frem til en form for konsensus om fede dæk med grove knopper. Denne gang var det langt mere spredt, 5 forskellige modeller, smalle, meget småknoppede, men ingen brede eller rigtig grove dæk. Og alle var glade for deres valg .. også selvom det regnede. Hjemme igen går den ikke, der er forskel på terræn, og dæk, og i Danevang kan man altså komme til kort, når det er pløret.
Og mens vi er ved forskellene. Hvor vi i fuld mtb-udrustning kunne træde direkte ind i en Men in Black-film eller en bedemandsudflugt, er der mere farvelade over englænderne. De smarteste kan køre direkte på scenen med Elton John! Men sådan bliver man måske når det er gråt og regner, det meste af året? Vi har haft sol de andre gange vi har været i England, og personligt må jeg nok indrømme at jeg ikke helt var ekviperet til 3 dages regn.
Normalt er det noget med en regnjakke og et par GoreTex shorts, hvis det drypper. Og det går fint på en 3-4 timers tur, men 3 hele dage kræver et andet udstyr. Jeg har også bemærket det på alpeturene, tyskerne har alt i regntøj med i kamelryggen. Skal man køre hele dage, kan det ikke nytte noget at fødderne er våde, hænderne kolde, kamelryggen tager vand ind og at det er en overraskelse at det også regner næste dag!
14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis også køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 år siden, alting var voldsommere og større .. altså på nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis også er vokset efter mange år på sporet.
Underbevidst eller bare ubevidst?
Som de fleste læser af denne blog sikkert har bemærket, er jeg vild med raketdækkene aka Rocket Ron! Efter min smag er det det bedste allround dæk i 29er. Og efter det er kommet i slangeskindsudgaven, fungere det også på sten og klipper. Det skal virkelig være ekstremt terræn, dyb mudder eller knastør hardpack, før de bliver skiftet.
Hvad de færreste derimod nok ikke er klar over, er at jeg i en del år også har haft en favorit sko, Salomon XA 3D Ultra2. Ikke som cykelsko, men bare til som dagligdagssko. De er lette, stabile og behagelige, og når det ene par er slidt ned, bestiller jeg bare et nyt par på nettet. Fornyelig havde jeg dog et problem, modellen er lavet om og er ikke længere sort! Den nye model er sort med røde stafferinger og røde såler. Noget af en overvindelse .. men de blev bestilt.
Skoene kom, og ikke nok med de har røde såler, der er også hvide knopper i sålerne. Heldigvis er det jo ikke noget andre ser, når man går i dem, men da jeg så det, var der noget der gik op for mig. Tilfælde eller ej .. Salomon XA 3D Ultra2 er skoenes svar på raketdækkene!
Skiftemønster .. skifte mønster
Skiftet fra 3×10 til 2×10 foran har krævet lidt tilvænning. Der er gear nok i begge ender, men langt ned fra 36’eren til den lille 22T, hvilket gør at selve skiftet skal bruges anderledes end med 3×10. Ofte skifter jeg samtidig for og bag for at reducere springet i gear. Og i kritiske situationer har skiftet flere gange givet chainsuck!
Chainsuck er normalt noget man får med slidt og beskidt kæde, eller nedslidte klinger, så at det kommer med et helt nyt set-up gav lidt spekulationer. Jeg har før haft chainsuck på 22-klinger, ofte fordi de var af aluminium og derfor trådt i stykker efter få gange i dansk pløre. En stålklinge har altid løst det problem, så det var første skridt, at montere en billig stålklinge på mit dyre nyindkøbte bikeporn Middleburn kranksæt. Men det hjalp ikke.
Næste tanke var at kæden måske ikke blev holdt stram nok, selvom længden er rigtig, og i jagten på en af de nye Shadow+ bagskiftere kom jeg forbi 29er Bike Shop. Christian havde ikke en +skifter, som han heller ikke mente ville hjælpe, men blev ved med at tilbyde at de gerne ville kikke på cyklen for at finde fejlen .. han havde dog ikke umiddelbart en oplagt løsning, bedste bud var en forkert kædelinie. Lettere provokeret gik jeg hjem og kikkede grundigt på kranksættet, kæde osv. .. hvis de skulle kunne diagnostisere fejlen, måtte jeg også selv kunne.
På min Dad har jeg også monteret 2×10, men SLX 24-38 .. og det kører bare. I forbindelse med købet af det dyre Middleburn kranksæt har jeg selvfølgelig researched lidt og fundet ud af at eneste minus kunne være at Middleburn klingerne ikke er helt så avanceret forarbejdet som Shimanos, og derfor måske ikke skifter helt så slick. Shimanos 38T ligner noget der er kommet i klemme i en række standsemaskiner, fyldt med hak, bøj og manglende eller nedfilede tænder. Middleburns 36T er næsten helt glat, med 4 løftenitter .. og der mangler kun et par halve tænder her og der. Eller rettere, der mangler lidt på to tænder for hver kvarte omgang.
Lidt gearskiften med cykel i reperationsstanderen viste hurtigt at Middleburns store klinge ikke slipper kæden lige nemt alle steder, når man skifter! Lidt opfriskning ude på vejen viser at jeg typisk skifter når pedalarmen er omkring kl. 2-3 .. og Middleburn er optimeret til kl. 1 .. og derefter hver 3. time. Og kun der. Shimano er dels langt mere flydende og nok optimeret omkring kl. 2.
Kl. 1 dur ikke for mig, højre fod er ved at træde til .. men måske kl. 4? H12 blev kørt med en ny bevidsthed om skiftemønstre. Det var ikke hver gang jeg ramte kl. 4 præcist, ofte blev den nærmere 5 .. men ikke et eneste chainsuck!
Hvad tid skifter du?
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
MTBlog.dk 
6 comments