Hvor svært kan det være?
ADVARSEL .. dette indlæg indeholder helt urimeligt meget brok!
Da jeg for mange år siden kørte motorcykel havde jeg rigtig mange dårlige værkstedsoplevelser. Det stoppede først da jeg købte en BMW og begyndte at bruge det værksted som også servicerede Rigspolitiets motorcykler .. der var ikke plads til fejl. Med cyklerne kan jeg lave det meste selv, men de gange der har været brug for et værksted har jeg selvfølgelig belært af motorcykelerfaringerne, valgt et kvalitetsværksted .. har jeg troet. Dyre cykler og kendte kunder må borge for kvaliteten, men nej!
Inden jeg lånte Bos Dizzy til Highball’en kørte den med en Recon Gold. Billig gaffel med en fin funktion, indtil den desværre sank helt sammen og måtte på operationsbordet. Et besøg hos et Københavnsk kultværksted fik den på højkant .. men slet ikke i sin tidligere form! Et par andre mindre heldige reparationer samme sted gjorde udslaget, jeg skiftede til et top-pro-sted .. virkelig dyre cykler, fine kunder, Mavic certificeret, klub-rabat, osv. De fik Recon’en i topform igen, så da det var galt med min Fox gaffel, som jeg eller plejer at sende til TFTuned i England, fik de også den i behandling. Umiddelbart helt OK.
Den omtalte Fox gaffel synes jeg efterhånden manglede lidt vandring, så den røg til værkstedet igen. Ny service, det hjalp ikke så den røg umiddelbart efter til TFTuned. Vel hjemme igen er den i topform med fuld vandring, årsag: for meget olie i luftkammeret! Ved nærmere eftertanke har den faktisk manglet vandring siden den første service på top-pro-værkstedet! Der skal være 5 ml olie i luftkammeret, udelukkende for at smøre .. hvor svært kan det være at måle?
Nu står jeg og er på vej til Mallorca og opdager at T-boys kassettebody er slidt. Det plejer de at ordne på top-pro-værkstedet men da det dårligt kan nåes og min ven brandmanden har en body liggende, beslutter jeg at skifte den selv. Body’en er helt sikkert nedslidt fordi jeg i næsten et år kørte med en skæv aksel, hvilket samme værksted ikke opdagede hverken da de rettede hjulet efter et uheld eller da de senere skiftede body’en. Jeg opdagede det selv da det næsten ødelagde min tur i de sydfranske Alper. Nå, af med en slidte body .. fåckkk, den er ikke magen til! Der skal ikke meget research til at finde ud af at top-pro-værkstedet har sat en forkert body på! Det både løser og forklarer også hvorfor jeg har haft problemer med at kæden kører på geardroppet i højeste gear.
OK, nu tror jeg jeg har forstået det .. man skal lave alting selv! Og kan jeg ikke må jeg vist prøve det autoriserede værksted i de nordlige forstæder.
En rigtig storebror
Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.
Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.
Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.
Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.
Den rolige Bos
Nu er det snart Jul og det kunne have været Santa Claus der ringede. Det var tæt på, det var Santa Cruz-impotør Bertelsen, der spurgte om ikke jeg havde lyst til at prøve en ny forgaffel, Bos Dizzy. Bos er fra Frankrig og et stort mærke i DH og enduro, Dizzy er deres XC-gaffel.
Gaflen er virkelig lækker, som en Thomson frempind, CNC-fræst til perfektion ned i mindste detalje .. ca 1.600g. Egentligt skulle den have været på T-boy, men Highball’en stod først i rækken til nye forben. Den RockShox Recon Gold der sad på Highball’en har jeg været glad for, men det blev meget tydeligt allerede på første tur med den franske fætter, at der er klasseforskel. Om det er 15 mm akslen, Recon er med QR, eller stivheden i selve gaflen, eller kombinationen, ved jeg ikke, men Dizzy er bare meget stivere. Det var som at få en ny forende på cyklen og styringen blev meget mere præcis. Det er sådan noget jeg altid har læst testere skrive, men aldrig rigtig forstået at man kunne mærke .. det kan man! Men når vi nu er ved akslen, som også er CNC-fræst og meget lækker, den er alt for avanceret og kan være langsommelig at montere i en snæver vending.
Selvom den hedder Dizzy bliver man heldigvis ikke svimmel over justeringsmulighederne. Lufttryk, rebound og compressionsdæmpning er hvad man kan justere. De to første stiller man jo hjemmefra og compressiondæmpningen, som man regulerer mens man kører, sidder øverst på højre ben og stilles fra soft over medium til hard, trinløst med en lille arm. Det fungerer rigtig godt og nemt, meget bedre end Fox’s drejeknap som er både svær at få fat i med handsker og svær at aflæse hvor står.
På sporet bliver man heller ikke svimmel, det er den bedst dæmpede gaffel jeg har prøvet. Selv når man står op og træder føler man ikke den bobber, selvom om den bevæger sig. Heller ikke på de små spor mærker man meget til gaffelbevægelser, Dizzy er helt rolig og gør ikke meget væsen af sig .. men den suger alle ujævnhederne. Og den har, i modsætning til Fox, en nærmest liniær affjedringskurve, dvs den ikke bliver hårdere jo dybere den dykker. Det er typisk på DH-gafler med lang vandring, og selvom jeg var lidt skeptisk overfor det på en XC-gaffel med kun 100mm’s vandring, har jeg kun oplevet det som positivt .. man kan bruge alle 100mm helt udramatisk.
Gaflen passer på alle måder rigtig godt til Highball’en, den er let, lækker, med røde stafferinger ligesom cyklen, stiv og fantastisk dæmpet, men jeg bliver jo nok nødt til at flytte den over på T-boy på et tidspunkt for at se om den stadig opfører sig som skovens duks når der også er en blød bag-ende.
I skovens dybe stille ro
Vi kører jo tit de samme ruter og specielt de mere transport-orienterede dele, bliver tit de samme. Derfor var det også fedt da Jesper sidste år viste et nyt lille spor tæt på vores mødested .. jeg tror han havde fundet det på sin hundeluftertur. Vi har kørt det tit siden, selvom det er temmelig marginalt og i disse løvfaldstider næsten umuligt at se. I dag bød det så på en overraskelse .. jeg punkterede. Det er jo normalt ikke den store sensation, men det skete så voldsomt at jeg var sikker på det var et søm! Et check i skovbunden viste heldigvis at det var det ikke .. men de rustne rester af noget der måske engang har været en hegnspæl!
I betragtning af hvor ofte og hvor mange vi har kørt der, er det bemærkelsesværdigt at ingen før har ramt den. Og heldigvis var det kun et dæk der røg, for den er så skarpt at den lavede et snit på over en cm og et på 2 cm gennem både dæk og slange! Brandmanden er altid velekviperet, og mens jeg brugte hans strips til at sikre de indvendige lapper ikke poppede helt ud sammen med slangen, sørgede hundelufteren for at metalresterne spidede en tilpas stor kævle .. nedefra.
Vi har snart en lang og stolt tradition i gruppen for at køre med strips om dækkene, og mine to holdt da også helt fint næsten 40 km. Den ene opgav ævret lige inden bygrænsen, den anden holdt hele vejen hjem.
Pivskiden og den franske forbindelse
Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!
Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.
Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.
Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.
Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!
Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
Kovending
Da jeg lige havde bygget Dad’en ville alle vide hvordan den kørte i forhold til Tallboy’en. Nu presser sammenligningen mellem cocktailen og den halve øl sig på, og selvom jeg ikke havde forudset det, er den sammenligning meget mere lige. Her er ikke tale om at vælge mellem rødvin og bøffer, men mere som at vælge mellem fransk og italiens rødvin. Nogle er til det ene, andre til det andet .. og nogle er til begge dele.
Det er kommet bag på mig at jeg faktisk er til begge dele, men nogle uger i det tørre og lettere friserede sommerland uden mudder, rødder og meget stejle stigninger, har givet mig smag for Highball’en. Den er bare så nem og ligetil. Dels er den sat enklere op med 1×10, en relativ primitiv gaffel og med slanger i race-dæk. Ikke så meget pjat, afsted, træd til og man er flyvende. Det føles som at sidde på en raket, og den kører fantastisk. En tand lettere og kvikkere .. som jeg beskrev den tidligere, den er “nimble”.
Når så endelig Tallboy’en kommer ud, er det til gengæld som at komme hjem .. og jeg kan slet ikke forstå at jeg har kunnet overveje at tage Highball’en. Nu begynder jeg at forstå de racere der vælger cykel efter ruten. Så længe man kan holde en hardtail flyvende og ruten ikke er værre end man holde baghjulet nede, er det fedt .. og faktisk ikke så ukomfortabelt som man skulle tro. Men begynder man først at hænge fast i rødder og sten, eller skal køre rigtig langt, er der både langt mere bid i bagenden og langt mere komfort i en fully.
Men kunne Dad’en ikke det samme? Nej, men jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvorfor. Det handler om at føle sig flyvende og det var jeg bare ikke på samme måde. Måske pga af de næsten 2 ekstra kilo, måske pga køreegenskaberne .. eller måske en cocktail, eller noget helt tredje? Nu skal man jo være lidt blåøjet for ikke at se sammenhængen mellem den gode sommer, de tørre spor og det positive indtryk. Men Highball’en er jo også min vintercykel, så jeg glæder mig til at se hvordan jeg har det med den efter den første tur i plus 2 grader og knæhøj mudder. Fortsættelse følger!
En carbon cocktail
Man skal passe på hvad man ønsker sig, hvem man flirter med, og at sige til en cykelpusher: kan du ikke give mig et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Sammenlagt er det grunden til at Dad nu er degraderet til city-singlespeed og erstattet af en carbon cocktail, en matsort Highball. Som nævnt blev der lige lavet lidt ekstra tuning med 1×10, men ellers er et sæt nye bremser den eneste forskel ud over stellet, så det er nemt at mærke forskellen på de to cykler .. en markant forskel!
Som tidligere beskrevet var turen på en Highball alu en øjenåbner, men skridtet videre til carbonudgaven er lige så markant. Måske i kombination med at alu’en havde en 120mm gaffel, mens min carbon har arvet en 100mm. Da jeg fik min første Superlight læste jeg en anmeldelse som beskrev den som “nimble”, og det var lige præcis hvad den var. Og det er også hvad min nye carbon Highball er. Ordet er lidt svært at oversætte direkte, men de autoriserede forsøg går i retning af rap, kvik, smidig og adræt. Og selvom jeg måske også ville have hæftet ordet kvik på Dad og adræt på alu Highball’en, så er det altså kun kulfiberversionen der lever rigtig op til ordet nimble.
PS. For ikke Santa Cruz kendere kan jeg fortælle at deres første 29er kom til at hedde Tallboy .. som er slang for en stor (0,5L) øldåse. SC er så blevet i drinksterminologien og har kaldt deres 29er hardtail for en Highball .. hvilket er en longdrink i et højt cylinderglas. Som CV Jørgensen synger: høj som en highball på en bardisk ud på natten.
En blev til to .. og ti blev til to!
En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.
Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.
Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!
Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!
Overraskende og beskidt
I forbindelse med udgivelsen af min bog Mtb – Mountainbike for novicer og nørder, havde jeg lovet min lokale boghandel Kleins en beskidt cykel til vinduet. Mine egne har ikke tid til den slags, så jeg spurgte Thomas fra Team Bertelsen om de kunne undvære en af deres democykler, og vi blev enige om at den rosa Superlight jeg tidligere har prøvet, ville egne sig til opgaven. Da jeg fik cyklen viste det sig at være en ny cobolt-blå HighBall med orange logo .. Thomas mente farven egnede sig bedre som blikfang.
Nu havde jeg lovet en beskidt cykel, og Thomas havde givet grønt lys, så jeg tog en tur i Hareskoven i regnvejr på HighBall’n. Næsten en pligtopgave dels fordi jeg helst kører fully, dels fordi jeg er meget tilfreds med min Dad stålhardtail. Dad’n er meget styrevillig, nem at smide rundt på de små spor og fordi det er stål, har den også en vis komfort. HighBall’n og Dad’n ligner også hinanden til forveksling, rent geometrisk, når de står ved siden af hinanden.
Allerede på cykelstien på vej til skoven kunne jeg godt mærke forskel. HighBall’ens alustel er stivere, det er som om trådet bliver omsat mere direkte, men overraskelsen kom først rigtigt i skoven .. den er samtidig mere komfortabel på sporet! Jeg har godt set en video med en gammel stelbygger der påstår at komfort handler mere om opbygning og geometri, end om materiale, men jeg troede faktisk ikke på det .. og slet ikke når cyklen samtidig er mere stiv. Og overraskelserne fortsatte, styringen er mindst lige så hurtig som Dad’ens, men cyklen er samtidig langt mere stabil! Det var virkelig både en øjenåbner og en oplevelse at svine HighBall’n til et par timer i skoven.
Det var også første gang jeg kørte med Shimanos nye 29er-venlige 3×10 kranksæt, 22-30-40. Udover jeg ikke kunne finde på at køre med tre klinger igen, fungerer det faktisk fremragende, meget bedre den traditionelle gearing. Crossmark dækkene bliver jeg til gengæld aldrig gode venner med, så foretrækker jeg klart de småkoppede Ikon .. også i regnvejr.
MTBlog.dk 
3 comments