Uden bøvs
Det gik op for mig i løbet af sommeren, at jeg ikke er særligt agressiv .. i min mountainbike kørsel. Jeg monterede jo Schwalbes ProCore system med et sæt raketdæk uden slangeskind. Den store fidus i systemet er at der er to luftkamre, så man kan have et højt tryk inderst, 85 psi, så dækket hverken bøvser eller laver snakebites, og et meget lavt tryk, ned til 10-12 psi, i yderkammeret så man får et monstergreb. Jeg lagde ud med 12 psi foran og 15 bag, det var jo som at køre på selvklæbende luftpuder! Det greb helt vildt, gyngede lidt og rullede .. også på den kedelige måde i svingene. Med så lavt tryk deformerer dækkene for meget i svingene til at det føles stabilt. Op med trykket til 15 psi foran og 20 bag .. stadig for lidt. 20 foran og 25 bag er perfekt .. men det er jo stort set det samme jeg kører med uden ProCore! Systemet er også primært beregnet til større dæk og vildere kørere, DH og Enduro, og der virker det helt sikkert. Men til en gråskægget mand, som ikke kan få et almindeligt tubeless set-up til at bøvse med et tryk på 21/26, er det total overkill.
Højbollen har jo lillebror status og må finde sig i aflagte stumper. Den fik T-boys gamle C29ssMax hjul på i vinters, men i foråret gik en af palerne i friløbet sine egne veje og raserede hele bagnavet. Jeg kunne ikke finde et nyt baghjul magen til, så det blev et CrossMax XL som har 23mm fælg .. og pludselig så fordækket på den gamle 19mm fælg meget smalt ud! Højbollens sommerdæk set-up har været Ikon, det er der masser af fart i men ikke meget greb, så jeg havde i foråret smidt et Ardent Race foran. Det har jeg ikke været imponeret af, kun lidt bedre greb og uden Ikons fart. Forleden faldt jeg så over et XL forhjul, og på det har Ardent Race fordækket fået en markant bedre personlighed. Det er nu større end Ikon og har et noget bedre greb. Ikke som raketdækkene, mere ala Racing Ralph .. til gengæld vejer det som Nobby Nic.
Den næsten perfekte punktering
Hvis den perfekte punktering findes, må det være den man først opdager når man piller dækket af og opdager tornen eller tegnestiften der er gået igennem .. latexen har lappet hullet. Den næsten lige så perfekte punktering er når man pludselig hører luften fløjte ud af dækket, for straks at blive afløst af hvide latex-strint, som bliver svagere og svagere, for at stoppe helt.
På en korttidsudgang, på vej over Slotslyngen, med solen stående lavt ind over de tørre spor, var det rimeligt nedtur at høre punkteringsfløjten fra bagdækket .. som ikke ville stoppe! Jeg glemmer for tit hvor hurtigt latex fordamper om sommeren, og der var helt klart lavvande i bagdækket, for selv med hullet nedad, kom der nærmest ikke noget latex ud. Tanken om griseriet ved at skulle smide en slange ind i latex-resterne var næsten ubærlig .. det er absolut bagdelen ved tubeless. Heldigvis var det første der faldt ud af min kamelryg mit nye tubeless lappegrej fra Dynaplug .. det havde jeg også glemt. Hætten af beholderen, der sidder allerede en gummiorm med messingspids klar i hætten, gennem dækket med spidsen så kun gummihalen stikker ud, frem med micro-samuraisværdet, som også er i beholderen, og hug den overskydende del af gummihalen af. 80 slag med pumpen, og du er køreklar! Det hele tager ca 2 minutter, og med solen i ryggen, midt på Slotslyngen, er det tæt på også at være en næsten perfekt punktering.
Lille, lækker, gennemtænkt og effektivt .. og lidt dyr. Men jeg er nok nødt til at have et sæt mere, så der er et i begge mine kamelrygge .. og jeg kan undgå slange i latexsnask.
Swing it!
En ting er at regne den ud og finde ud af at 2 eller 3×10 stadig giver større spændvidde og flere gear at vælge imellem end 1x et eller andet, selvom det sikkert ikke varer længe, noget andet er at finde ud af om forskifteren er en top-swing bottom-pull, eller måske en down-swing top-pull .. eller en top-swing top-pull? På trods af de fleste af os der stadig kører med forskifter sjældent skænker dem en tanke, findes der faktisk et utal af variationer .. 34.9 eller direct mount?
Shimano satser lidt anderledes end SRAM og efter sigende skulle deres nye elektriske 2×11 gearsystem selv finde ud af hvordan der skal skiftes gear, og det skal være svært at mærke om det sker for eller bag! Personligt tror jeg ikke jeg skal have batteri på cykler foreløbeligt, men et spin-off fra det elektriske system er en ny side-swing forskifter. Det lyder jo ikke som nogen revolution, men det er sgu tæt på!
Først var jeg lige ved at opgive da jeg ikke kunne finde en i XT 10-speed, men så så jeg en video fra WMB med Trailbike of the Year (den er optaget lige netop der hvor vi kørte i foråret og med den samme guide) hvor Santa Cruz’en var monteret med en side-swing .. en Deore. I XT er det kun 11-speed, men Deore og SLX er stadig 10-speed, så her kan den fås.
Kabelføringen er lidt anderledes, men ellers er det lige ud af landevejen at skifte. Min nye Tallboy har direct mount og kører med en 34T Middleburn klinge og en LX 22T stålklinge. Den gamle XT bottom-swing toppull-skifter var konstrueret til at køre 38T som minimum, så den kunne faktisk ikke justeres langt nok ned .. men det kan den nye SLX side-swing. Middleburn er kendt for mange positive ting, men ikke for at skifte specielt godt .. det mærker man overhovedet ikke med den nye side-swing skifter. Det er bare slick shift!
Det er helt sikker fedt at undvære forskifteren, men en anden fidus ved et 2-klinge set-up, udover den udvidede gearing, er at man med et skift foran hurtigt kan være klar til en uforudset stigning. Et skift foran svarer til en 2-3 gear bagpå, og med den nye skifter er det ikke længere noget problem at komme tilbage igen.
Gummisniksnak
Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.
Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.
De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.
Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.
Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?
Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.
Reparationsalderen og de tre F’er
En af de karakteristiske ting ved at køre mountainbike er at tingene bliver slidt og skal udskiftes .. specielt på denne årstid. Og det udløser som regel et af tre scenarier:
* Fint, så kan jeg endelig opgradere! Det er jo på det tidspunkt det er fornuftigt at opgradere og hvor man relativt nemt kan forsvare den økonomiske side af en opgradering .. også overfor sin bedre halvdel.
*Fåååck, det er penge ud af vinduet! Du skal have den samme del igen, så cyklen bliver ikke bedre af udskiftningen. Kedeligt og ikke særligt sjovt.
*Fedt, den er dækket af garantien! Og med lidt held er der kommet en ny og forbedret version.
Der er selvfølgelig så også den virkelig kedelige version hvor man har fået købt en så dyr cykel at man ikke har råd til at vedligeholde den med dele af den samme standard og må sætte erstatte dyre dele med billige. Men det er så nederen at det gør man kun en gang.
Mine cykler må være kommet i reparationsalderen, for jeg synes jeg er ramt af en masse F’er! Havde jeg nu kun en cykel ville det nok ikke være så markant, men når 4 cykler har kørt i flere år uden de store problemer, kommer nedbrudene væltende på et tidspunkt .. og det er altså nu.
Forleden, på vej op af kælkebakken med fuld vægt i pedalerne, lød der forleden et metallisk knæk fra baghjulet. Højbollen blev til en mtb-fixie, 11 gear men ikke noget friløb! Rimeligt svært at køre i skov med, og de 15 km landevej hjem gav rigeligt med udfordring. Knækket pal i bodyen, som samtidig havde benyttet lejligheden til at rasere hele indmaden i C29ssMax-navet. Dødt hjul, 4 år gammel model, umuligt at finde, så det blev en opgradering til sidste års CrossMax XL, som var på tilbud. Klart bedre hjul, meget bedre friløb, samme vægt men dyrt og ikke nærmest ikke mærkbar forbedring.
Det er lidt som at sende dæmper og gaffel til den årlige service. Man kan godt mærke at det har hjulpet, men det er sjældent en revolution. Højbollens Bos Dizzy-gaffel er røget til service men allerede inden jeg har fået den tilbage, er jeg meget tilfreds! Jeg har nemlig i mellemtiden sat den gamle RockShox-gaffel på, og det er altså en nedgradering der er til at tage og føle på, og et tydeligt bevis på Dizzy’ens suveræne dæmpning. T-boys Fox gaffel og dæmper er også servicemodne, men det bliver knap så sjovt. De har nemlig begge igen, og desværre typisk for Fox, slidt coatningen af, så det bliver dyrt.
Og så en klar treer .. T-boy er sendt til spor-himlen, og erstattet af T2! For et par måneder siden fandt jeg en lille revne ved en af aluminiumsbøsningerne i bagstellet på T-boy. Heldigvis er der 5 års garanti på Santa Cruz carbonstel, men desværre (!) er Santa Cruz løbet tør for løse bagender til den model, så jeg var nødt til at få et helt nyt version2 stel! If it works, don’t fix it var Santa Cruz indgang til version2 stellet, så udover det kosmetiske er kun affjedringen ændret en smule. T2 er ny og flot, men det er det fuldstændig som at sidde på T-boy. Den eneste mærkbare forskel er at når bagdæmperen er fuldt åben er der nærmest ingen pedal-bop! Så nu kan man ændre dæmpningen bagpå efter terrænet uden hensyntagen til hvor meget man skal træde i pedalerne.
Vokseværk
Jeg har med interesse fulgt hypen om brede fælge og endnu bredere dæk. Umiddelbart mener jeg plus-fænomenet 27+ og 29+, hvor dækkene er ca 3″ brede, mest af alt er branchens våde drøm om at gentage 29er bølgen hvor alle pludselig ikke kunne nøjes med nogle nye smådele, men alle var nødt til at købe helt nye cykler. Et 29er dæk i 2.25 har samme kontaktareal som et 26er 2.4, og jeg har svært ved at se hvad jeg skal bruge mere til. Plus-prisen er høj, eller rettere vægten er tung, og det er det sidste man har brugt for når man kører 29er hvis cyklen stadig skal være let og legende.
De brede fælge er derimod mere interessante selvom jeg allerede kunne mærke overvægten tynge da jeg begyndte at bygge fiktive hjul på forskellige web-sider. Mine C29ssMax er kun 19mm brede og første generation 29er koncept-hjul, men alligevel er det svært at bygge et stabilt hjulsæt med en bredere fælg, der ikke er tungere. Jeg har været meget glad for hjulene, de er født tubeless, stabile, holdbare og ruller utrolig godt .. så hvorfor sætte det over styr for en bredere fælg? Heldigvis kom der et tilbud ind af døren med Mavics nye XL-udgave. De er to generationer nyere, med alt hvad det indebærer af Mavic-teknologi, vejer det samme og har 23mm fælg.
Den 4mm bredere fælg lyder ikke af meget, men det betyder at Nobby Nic 2.25 vokser fra 53mm over ballonen og 54mm over mønsteret, til 56-56mm! Kan man mærke det? Selvfølgelig kan man det .. i hvert tilfælde når man har betalt kassen for et nyt hjulsæt.
I det vilde vesten, alene i sadlen
Det startede egentligt rigtig godt. Til en uges fødselsdagsfest i en spansk badeby, havde jeg smuglet T-boy med i bagagen da jeg tidligere har erfaret at udvalget af lejecykler begrænser sig landevejsracere og discount mtb’er, og mit temperament ikke egner sig til en uge på stranden. Selvom selve terrænet i den grad indbyder til knoppede dæk, er der ikke mange lokale der kører på dem, så min research havde kun resulteret i nogle GPS-spor fra Wikiloc, hvoraf mange er stort set ens og de fleste på grusveje. Jeg havde udset mig to som var rubriceret som difficult, nok primært pga opkørslerne på dårligt grus.
Selve området er ud over stranden, nærmest et bjerg-ørkenområde. Det er ikke uden grund der i nærheden ligger ikke mindre end 3 hele western-kulisse-byer, som kaldes Mini Hollywood og havde deres storhedstid da man lavede spagettiwesterns som Once upon a time in the West og Den gode, den onde og den grusomme.
Den første rute gik op i bjergene bag byen og tilbage langs vandet. Meget fin og varieret tur, 25 km med bla en 4 km og 300 hm opkørsel i et udtørret flodleje, en del grus og vandrestier, lidt flowy singletrack og en enkelt nedkørsel som ikke egnede sig til at køre alene .. så det gjorde jeg ikke. Næste dag have jeg rookie’n med på en lejecykel, og han synes også om turen, måske mest pga af cafeen midvejs.
Rookie’n og jeg tog også en tur op på det lokale bjerg, grus og meget stejlt et par steder, de lokales morgenvandretur. Jeg spurgte bla om der var slanger i bjergene, men rookie’n, som fornyelig også er blevet deltids lokal, afviste med henvisning til de manglende rovfugle. Vel nede igen fandt vi dog ud af at fødselarens kone netop havde tråd på en spansk hugorm samme morgen på vej op af bjerget, heldigvis uden at blive bidt. Den spanske udgave er noget mere spicy end den danske.
Den anden rute kunne jeg ikke lokke rookie’n med ud på. Dels havde fødselsdagsfesten været hård ved os, dels syntes han den var for lang .. 30 km eller ca. 3 timer i hans tempo. Så jeg måtte alene afsted. Ikke noget jeg er vild med, men på den anden side virkede området jo ikke umiddelbart som det rene wild west.
Allerede da jeg drejede ind på grusvej bag byen og begyndte opstigningen på den anden side af bjergene, fornemmede jeg godt at det ikke var et turistområde. Huse med hegn, lukkede skodder og gøende hunde. Som jeg kørte op blev der længere mellem husene, de blev mere forfaldne og mere tillukkede .. og hundene større. Og jeg hader bidske hunde! Efter et par kilometer uden huse men med flere håndmalede privat-skilte i vejkanten, kom en større indhegning med masser af får, og to store hunde som spottede mig længe inden jeg var i nærheden. Heldigvis holdt hegnet men jeg kørte forbi i et noget højere pace end jeg plejer, kun for at fortsætte op til et tydeligt skilt med “Privat – kun adgang for husets beboere”. Jeg stolede på GPS-sporet og fortsatte lettere nervøs. Efter 5-600m, og inden jeg nåede huset, drejede sporet fra af en lille grussti, og jeg åndede lettet op. Et par hundrede meter nede drejede sporet igen og stien blev meget lille og helt tilgroet .. og et lille skilt fortalte at jeg nu kørte ind i et rovfugle reservat! Kombinationen af en tilvokset sti og rovfugle på udkik efter slanger, og trætte mountainbikere, fik igen adrenalinen op, og det blev ikke bedre da stien pludselig var skyllet væk, så der var en 2 meter dyb kløft jeg måtte passere nærmest kravlende. Men det var kun forretten! Længere fremme var der eroderet en kløft på mindst 4 meters dybde. Det er ikke sådan lige at kravle 4 meter op og ned med en cykel på ryggen, så jeg måtte på opdagelse i buskene langs kløften og fandt et sted hvor der kun var ca 2 meter næsten lodret væg, til gengæld skulle jeg så bagefter kravle/hive mig op af en 10-20 m skrænt med græs og buske. På grusvejen med hundene havde jeg tænkt at jeg nok kunne holde en hund væk så længe at jeg kunne ringer efter forstærkninger fra fødselsdagsselskabet, men den mulighed var ligesom udelukket her hvis jeg kom galt afsted eller i nærkontakt med en slange .. dels vidste jeg dårligt hvor jeg var, dels var det helt umuligt at komme hertil i bil. Senere fandt jeg ud af at store dele af Indiana Jones The last crusade, er optaget lige der.
Heldigvis gik det godt og da jeg spottede et hus i horisonten åndede jeg lettet op. Sporet kørte direkte ind i baghaven, men blev også mere og mere ufremkommeligt! Først inde mellem flere huse gik det op for mig at det hele var forladt. Smadrede vinduer, flasker og affald over alt .. et resort der ikke overlevede finanskrisen? Jeg fulgte sporet ned gennem den allé der engang havde ført op til husene men nu nærmest var ufremkommelig pga nedfald fra træerne. Forenden var en stor portnerbolig og en 4 m høj metallåge spærrede vejen, forsvarligt aflåst med kæde og hængelås! Heldigvis var portnerboligen lige så forladt som resten, og en tur gennem baghaven og over den tidligere terrasse mellem smadrede flasker, væltet grill og stole bragte mig rundt om huset og ud på vejen. Resten af turen var dejlig udramatisk, masser af højdemeter mest på asfalt gennem en lille nuttet turistby, Cortijo Cabrera, og tilbage til stranden af biveje.
Og hvorfor er der ingen billeder af alle strabadserne? Jeg havde simpelthen for travlt med at komme væk! Om jeg kører alene en anden gang af ukendte spor i et fremmed land .. næppe!
Hipster heavy
Nu Dad’en efterhånden udelukkende drøner rundt i byen, er den også tæt på at være blevet helt civiliseret med små detaljer som gør turen praktisk uden at ødelægge det sjove .. og ikke mindst det fede look.
En AssSaver og en mudguard tager det værste vand i regnvejr, Super Moto-dækkene giver Formel 1 fornemmelse, de 1×10 gear på en narrow-wide klinge kører perfekt og giver rigeligt spændvide, Mary giver en afslappet kørestilling og “tommestok”-låsen sidder solidt monteret i flaskeholderskruerne når jeg kører, og giver en vis tryghed når Dad bliver efterladt ubevogtet. Men så manglede jeg lidt plads til bagagetransport!
Jeg havde set en total checket engelsk urban-cykel på Instagram med en kurv/lad, så jeg gik på jagt. Den helt rigtige kurv med brædder i bunden koster selvfølgelig en tusse og skal specialimporteres fra NY, men heldigvis opdagede jeg at min nye lokale Venus cykelpusher havde en næsten tilsvarende hængende til en tredjedel. Og med en montering som med lidt modification, et stort 2,5″ rør-spændebånd, kan bruges på en MTB.
Dad gik fra at være en fejlplaceret mountainbike uden knopdæk til at være total hipster! Desværre kan det være lidt tungt at være hipster, de næsten 3 kg ekstra på forhjulet gjorde bestemt ikke noget godt køreegenskaberne. Det var også lidt mærkeligt for mig ikke at kunne se forhjulet .. selvom det er stort!
Det koster altid at blive civiliseret men jeg har alligevel forsøgt at holde vægten nede .. fx vejer Super Moto ikke mere raketdækkene. Men med 3 kg ekstra på forhjulet og 2 kg i flaskeskruerne var grænsen nået .. Dad kørte nærmest som en tank. Egentligt har jeg også mere brug for et lad end en kurv, og med Googles hjælp fandt jeg et lille frontlad som vejer under det halve. Så nu er Dad igen knap så hip, til gengæld kører den næsten som i gamle dage, og jeg kan igen se forhjulet. Men fåckk .. hvor så den godt ud!
Gennem byen med Mary i hånden og uden knopper
For ikke så længe siden var næsten alt på mtb’er standard .. sådan er det ikke mere. Nu er der 3 hjulstørrelser, forskellige gaffel og headset størrelser, forskellige hjulaksler og nav-breder og mulighed for 11, 20, 22, 27 eller 30 gear. Det er tæt på noget rod .. i hvert tilfælde når man har flere cykler og gerne vil have det hele til at passe sammen.
Da HighBall’n landede i min garage fik jeg nærmest en cykel for meget, eller rettere det betød at jeg var nødt til at have mindst 3 cykler med brede dæk. T-boy, den rigtige cykel, HighBall’n, ekstra, vinter og sommerhuscykel og Dad blev til bycykel. Jeg har forsøgt at sætte dem stort set ens op, men alle de forskellige standards gør det svært, eller dyrt, da man ikke umiddelbart kan flytte alle dele rundt. Og når jeg fandt en ny fed stump til den ene, skulle de andre to også have .. nu har jeg opgivet!
I stedet for at dyrke lighederne, er jeg begyndt at satse på forskellighederne. HighBall’n har længe kørt med 1×10 med OneUp 42T, men nu får den også en oval klinge. Det skal prøves, og det bliver spændende! Den beholder også sit lidt smallere styr, for når man tonser rundt udenfor skoven er der ikke meget ved at have et vingefang som en albatros. Dad som kun kører i byen har allerede fået en fast forgaffel og 1×10 med en standard kassette. Fornyelig smed den så knopperne da jeg fik et sæt SuperMoto af Schwalbe. Fantastisk dæk, lav vægt, stor volumen, 2.35, og et greb som en Formel 1 racer .. i hvert tilfælde så længe man ikke kører trapper i regnvejr. Og Dad ser stadig godt ud .. hvad den ikke gør med smalle racerdæk. Nu kom der også et Mary styr på. Det virkede faktisk nogle gange lidt mærkeligt at køre rundt i byen med et bredt riser bar .. i attack-stilling! Mary er langt blødere og giver en mere naturligt håndstilling .. med mindre man sidder som et Santa Cruz logo.
Før havde jeg en Tallboy og to halvdårlige efterligninger, nu har jeg tre relativt forskellige cykler med hver deres charme. Det er en win-win-win situation .. altså ud over de efterhånden ikke passer ret mange dele sammen.
Og her er den rigtige Mary, hende styret er opkaldt efter! Vi deltog begge i LaSantas MTB-uge i januar 2006, hvor Mary mødte op på et håndbygget vidunder fra On-One, en køleskabsblå Inbread med et Mary-bar. Det holdt dog ikke længe for instruktør-drengene syntes styret var noget pjat og udskiftede det efter første dag!
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
MTBlog.dk 
leave a comment