Store sko .. i små størrelser
De seneste år er mine fødder vokset .. eller cykelskoene skrumpet! Nu er jeg nået til størrelse 45 i cykelsko og det på trods af at jeg har rigeligt plads i en fodformet Birkenstok sandal str. 43. Det er ikke længden det kniber med, men bredden. For at have det nogenlunde komfortabelt og ikke få sovende fødder, har jeg måttet acceptere den ekstra længde, men det har nogle bivirkninger: klamperne skal sidde meget langt tilbage, og selve skoen sidder heller ikke helt godt da sålen hverken passer med svang eller facon.
Om vinteren fryser jeg notorisk fødderne, så jeg har eksperimenteret med en del vinterstøvler. En af fiduserne for ikke at fryse er at der skal være god plads i skoen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på at Lake laver deres støvler i en wide udgave. Der er virkelig plads i en 45 wide, så det blev jeg ret glad for. Ved et tilfælde opdagede jeg så at de også laver flere af deres andre modeller i wide, og at flere af de store mærker laver noget tilsvarende .. de findes bare stort set ikke i danske butikker. Lake og Shimano kalder det wide, Sidi mega og Giro og Mavic HV, high volumen.
Nu er mine spinningssko HV, mine vinterstøvler wide, mine landevejssko wide og mine trailsko HV .. og alle undtagen vinterstøvlerne, størrelse 44. Efter i årevis at have kørt med for lange og smalle sko, er det at få en sko der passer, nøglen til et lykkeligere liv .. bare spørg Askepot.
Cool .. eller bare kold
Jo ældre man bliver, jo mere fryser man om vinteren, og jo mere ubehageligt er det at være våd og kold, samtidig med man sveder! Så de seneste år har jeg købt en del uldtøj .. mest fordi størstedelen er krympet til børnestørrelse og har fået en tæthed som rockwool, efter få vask. Jeg er vaskeautist, så alt ikke-hvidt ryger ind sammen på 40 grader .. der er ingen særbehandling, heller ikke selvom det er uld og der står Assos, Endura eller On-One på det!
En flink ekspedient overbeviste mig i vinters om at der er forskel på sokkeuld, og fik mig til at købe to par dyre sokker fra SmartWool og IceBreaker .. og de både virker og holdere figuren efter 40 graders afvaskning! Men nu er sokker jo ikke bare sokker, har jeg lært af mine landevejsvenner, det er faktisk en af de vigtige indikatorer af hvor cool man er .. altså på landevejen. I skoven er der ikke mange der kikker på sokkerne, om vinteren er de gemt i støvler og om sommeren dækket af mudder eller støv. Men jeg har forstået budskabet og vil jo helst ikke falde udenfor, heller ikke når jeg er på udebane på landevejen.
Men sokkemoden er skiftet! De gammeldags ankelsokker, som vi mountainbikere altid har kørt rundt med, er pludselig den helt rigtige længde .. den forvaskede grå farve er dog ikke moderne. Små cykelsokker der kun lige kryber op over skokanten er ude, ligesom sportsstrømper til knæet .. med mindre man er trialet, eller sidder på plejehjem. Vinterens grå IceBreaker går altså ikke med korte rør, de er også for varme. Og alle sommersokkerne er for korte. Heldigvis er min landevejsven og designer, Jens, begyndt at lave fedt cykeltøj, så nu er jeg klar med top checkede sokker fra Fibr. Designersokker til landevejen, så det i hvert tilfælde ikke er der jeg falder igennem, og ligeså checkede uldsokker til skoven, som både holder en fornuftig temperatur, selv på en sommerdag, og faconen efter en 40 graders vask. Der er fod på det!
PS. Jeg har faktisk luret den. Der må være kun ca 60% uld i sokkerne for at de ikke kryber når man vasker dem på 40 grader.
På vejen .. eller noget der ligner
Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.
Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.
Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.
PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).
Når enden er god
Selv efter min erkendelse af at jeg har en WTB-røv, og at alle andre også får ondt i røven af at sidde længe i sadlen, er der stadig plads til forundring. Jeg skiftede fornyelig sadelpind og i den forbindelse kunne jeg pludselig se at rails’ene på sadlen ikke længere var lige! Nu har jeg jo en rimelig kampvægt, selvfølgelig mest pga kameraer i rygsækken, men det var heller ikke den dyre anorektiske udgave, bare en gedigen pro-udgave med almindelige stål-rails. Det er ikke første gang jeg har oplevet det, problemet er bare at jeg først ser det når sadlen kommer af pinden! Og en skæv sadel giver helt sikkert problemer for ryggen.
Alle mine cykler har den samme sadel, WTB Silverado i forskellig udgave, og jeg forsøger at montere dem ens .. og vandret. Den går så heller ikke! På landevejscrosseren besluttede jeg at forsøge med en lidt længere frempind og en lidt lavere montering af racerstyret, for at få en mere udstrakt kørestilling. Jeg har længe syntes at jeg ikke sad helt så komfortabelt på den sadel som på mine mountainbikes, og den ændrede kørestilling gjorde det kun værre. En justering af sadlen til et par grader under vandret gjorde tricket og sadlen virker nu som på de andre cykler.
Det er jo faktisk ikke det store mysterium at forskellig anatomi kræver forskellige sadler og at forskellig kørestilling kræver forskellig sadeljustering. Men det er et mysterium at FitnessDK ikke er klar over det. De har købt nye spinningscykler, Tomahawk IC7, som ud over en glimrende watt-måler og en del designfejl, også har en Q-factor som en enkeltstartscykel .. og monteret dem med en bred blød bedstemor-sadel som man ikke engang har mulighed for at skifte!
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
100.000 hits!
I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.
Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.
Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!
Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.
Den flagrende finger og den frie kadance
Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.
For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.
Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.
Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.
En beslutning, to sidegevinster, 3 kilo og 4 uger
Kan man have hvalpefedt når man er 56? Jeg følte mig i hvert tilfælde ramt af Martin Kreutzers oplæg til at smide hvalpefedtet i Stamina12‘s nyheder, og besluttede mig at gøre noget ved det. Selvom jeg lever rimelig sundt og træner en del, er det tydeligt at jeg dels får alt for mange godbidder og øl, og at jeg har det bedst når jeg har et lille overskud af kalorier. For to år siden var jeg i Bolivia og havde ufrivilligt en flagellat med hjem i maven. Det betød, ud over 6 ugers sygdom, også at jeg blev 4 kilo lettere .. og pludselig kørte hurtigere. Kiloene har jeg stødt og roligt taget på igen, og mit overskud på sporet, er igen blevet tilsvarende reduceret. Der findes mange velmenende og fornuftige opskrifter på at tabe sig, men jeg synes faktisk Martins er en af de bedste jeg har set. Jeg modificerede den dog lidt, så den ser således ud;
- Ingen slik, kager og anden snask
- Kun alkohol i weekenden. Faktisk holder jeg altid hvid januar, og drikker ellers kun vand
- Ikke spise efter aftensmaden .. og kun en portion
- Sove 8 timer de fleste nætter
Sådan så planen ud 1. januar, og her 4 uger senere har jeg smidt 3 kilo. Det lyder måske ikke af så meget, men i min alder er det faktisk halvsvært at tabe sig når man i forvejen lever sundt .. med mindre man gør noget drastisk. Jeg agter at forstsætte på ubestemt tid, men dels er den hvide januar overstået og dels stabiliserer min vægt sig på et eller andet niveau, nok ikke så langt under den nuværende, så jeg bliver nok ikke Michael Rasmussen-tynd. Men der har været et par interessante sideeffekter. Mit blodsukker er blevet langt mere stabilt, hvilket gør at “jeg vil slå ihjel for en øl” sidst på eftermiddagen er næsten væk, og at jeg efter 4 timer i skoven har det fint når jeg har fået min frokost. Normalt går resten af eftermiddagen med at stoppe alt det søde jeg kan finde, i munden.
Jeg har jo vidst det længe, og det er altså rigtigt. Man regulerer sin vægt med maden, og sin sundhed med motionen. Og bare fordi man sidder på cyklen en del timer, kan man ikke stoppe hvad som helst i munden .. uden at vokse. Som der stod på det virale FaceBook-billede, som hende der har tabt 32 kg havde liked; don’t reward yourself with food, you’r not a dog!
Den magiske grænse
Første gang jeg så hende kom hun udenom mig på bakken op mod Bellahøj. Majestæstisk, høje hæle, sorte nylonstrømper, stilren frakke og hvid pelshue .. på en bedstemorcykel. Nu havde jeg besluttet at tage den med ro ud mod skoven, så jeg fangede hende først ved næste røde lys. Igen fik jeg baghjul, og det var først da det begyndte at gå nedad, jeg kom foran. Jeg forsøgte at holde mit temperament i ro og efter en kilometer langs motorvejen, kom hun udenom igen .. med stoisk ro. Diskret lagde jeg mig på hjul, og vi drønede derudaf med små 30 km/t .. lige indtil vi indhentede min køremakker, som mente det gik for stærkt. Og hun forvandt ud i horisonten.
Nu er jeg den seneste tid flere gange blevet dumped af kvinder på havelåger, sidst var der også en anhænger på slæb, så jeg spottede eldrevet lige efter de høje hæle. Men ved et tilfælde, opdagede jeg denne gang hvordan man holder en elcyklist i skak, når man selv er på den halvfede med knoppede dæk. Normalt indleder man et angreb op ad bakke, men når modstanderen kører elcykel, skal det være ned ad bakke! Elcyklen må i følge lovgivningen kun få hjælp fra motoren op til 25 km/t, i praksis bliver det dog let et par kilometer mere, men derefter er det ren rugbrødsmotor. Så elcykel killer-tricket er at køre stærkt hvor man uden problemer kan holde over 30 km/t .. ellers er det bare at ligge på hjul, de er ofte meget effektive pacere!
Spørg mig .. ny side på bloggen
Da der af og til dukker spørgsmål op mellem kommentarerne, som ikke har noget med indlæggene at gøre, har jeg lavet en side, der hedder “Spørg mig!”. Skabelonen her på WordPress er ikke ideel til det, men nu starter jeg alligevel. Så spørg løs .. og besøg gerne siden af og til for at checke om ikke der er nogle interessante spørgsmål! Den ligger ude til højre, under sider.
MTBlog.dk 
1 comment