Den flagrende finger og den frie kadance
Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.
For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.
Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.
Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.
Silkeskåret .. tynde skiver?
Mine bremser har været nærmest fit and forget de seneste år. Shimano i en high-end model, Ashima SOS klodser, med metal i enderne og resin i midten, og Ashimas letvægtsskiver. På trods af cocktailen og de anorektiske skiver med den manglende masse, har det fungeret optimalt. Der er mere bid og mindre vægt, end i den originale opsætning, og jeg har aldrig oplevet de er kørt varme .. hvilket jeg ellers har prøvet to gange med originale skiver i Alperne.
Forleden var biddet i forbremsen forsvundet, og selvom jeg havde skiftet klodser i en kritisk situation og derfor havde stoppet de forhåndenværende Shimano resin-klodser i, var det det jo ikke en acceptabel årsag. Jeg afmonterede klodserne for at checke dem og behandle overfladerne med lidt sandpapir for at fjerne evt urenheder eller olie/fedtpletter. På slibeklodsen med sandpapir var det pludseligt tydeligt at klodserne langt fra var plane .. de buede voldsomt. Et hurtigt kik på skiverne afslørede at de i kanten var helt normale men på midten nærmest papirtynde! Jeg har aldrig tidligere regnet skiver for en sliddel, men da jeg ikke har planer om at vende tilbage til de originale skiver, må jeg nok til det og skifte dem hvert andet år.
En carbon cocktail
Man skal passe på hvad man ønsker sig, hvem man flirter med, og at sige til en cykelpusher: kan du ikke give mig et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Sammenlagt er det grunden til at Dad nu er degraderet til city-singlespeed og erstattet af en carbon cocktail, en matsort Highball. Som nævnt blev der lige lavet lidt ekstra tuning med 1×10, men ellers er et sæt nye bremser den eneste forskel ud over stellet, så det er nemt at mærke forskellen på de to cykler .. en markant forskel!
Som tidligere beskrevet var turen på en Highball alu en øjenåbner, men skridtet videre til carbonudgaven er lige så markant. Måske i kombination med at alu’en havde en 120mm gaffel, mens min carbon har arvet en 100mm. Da jeg fik min første Superlight læste jeg en anmeldelse som beskrev den som “nimble”, og det var lige præcis hvad den var. Og det er også hvad min nye carbon Highball er. Ordet er lidt svært at oversætte direkte, men de autoriserede forsøg går i retning af rap, kvik, smidig og adræt. Og selvom jeg måske også ville have hæftet ordet kvik på Dad og adræt på alu Highball’en, så er det altså kun kulfiberversionen der lever rigtig op til ordet nimble.
PS. For ikke Santa Cruz kendere kan jeg fortælle at deres første 29er kom til at hedde Tallboy .. som er slang for en stor (0,5L) øldåse. SC er så blevet i drinksterminologien og har kaldt deres 29er hardtail for en Highball .. hvilket er en longdrink i et højt cylinderglas. Som CV Jørgensen synger: høj som en highball på en bardisk ud på natten.
En blev til to .. og ti blev til to!
En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.
Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.
Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!
Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!
Tabte spor og nyt terræn
Bodil var hård ved nogle af de fede spor i sommerlandet! Strandsporet langs Flyndersø er væk, ligesom det meste af de to huse der lå der. Det smalle spor mellem skrænten og vandkanten ved Klint, er også helt væk. Men når døre lukker sig åbnes der nye, og ved Klint har jeg allerede fundet en ny og næsten bedre erstatning. Udfordringen er at der er så få gode spor i området at man næsten altid kører den samme tur og at der er en del småkedelige transportstykker mellem de gode bidder.
Forårets lokale sommerlandsreklame omtalte nye vandreruter i området, og vandrespor er tit rigtig fede. Specielt fremhævede den en ny rute gennem bla Ulkerup Skov, som jeg ikke har specielt gode erfaringer med. Så jeg sneg mig ind i på turistkontoret og købte et vandrekort og fik et “go tur” med ud af døren .. jeg tror ikke hun så mine cykelsko. For et par år siden havde jeg et par forsøg i Annebjerg og Ulkerup Skov og fandt kun tung grus og plørede hjulspor. Den nye 11 km vandrerute byder på en del fin grus men også singletrails og ikke mindst nyklippede vandrestier lang markskel, og de er af nærmest episk karakter. Det er længe siden jeg har kørt gennem så smukt åbent landskab i Danevang. Afmærkningen kan dog visse steder være vanskelig at finde.
Vel hjemme på terrassen viste et nærkik på kortet at der er kommet mange afmærkede ruter. En del af dem kører jeg allerede, men der er også en del nye ruter som kan forbinde de bidder af gode spor som findes i området. Ligesom det O-kort jeg faldt over for 10 år siden afslørede sammenhængen mellem alle de små trampestier og dyreveksler i Sandflugtsplantagen, giver det nye kort nye muligheder for at få sporene i de forskellige området til at hænge sammen .. på nye måder. Faktisk er det som at have fået en masse nye spor.
Og så jeg fandt nye venner i Ulkerup Skov .. godt det ikke var en night-ride!
Overraskende og beskidt
I forbindelse med udgivelsen af min bog Mtb – Mountainbike for novicer og nørder, havde jeg lovet min lokale boghandel Kleins en beskidt cykel til vinduet. Mine egne har ikke tid til den slags, så jeg spurgte Thomas fra Team Bertelsen om de kunne undvære en af deres democykler, og vi blev enige om at den rosa Superlight jeg tidligere har prøvet, ville egne sig til opgaven. Da jeg fik cyklen viste det sig at være en ny cobolt-blå HighBall med orange logo .. Thomas mente farven egnede sig bedre som blikfang.
Nu havde jeg lovet en beskidt cykel, og Thomas havde givet grønt lys, så jeg tog en tur i Hareskoven i regnvejr på HighBall’n. Næsten en pligtopgave dels fordi jeg helst kører fully, dels fordi jeg er meget tilfreds med min Dad stålhardtail. Dad’n er meget styrevillig, nem at smide rundt på de små spor og fordi det er stål, har den også en vis komfort. HighBall’n og Dad’n ligner også hinanden til forveksling, rent geometrisk, når de står ved siden af hinanden.
Allerede på cykelstien på vej til skoven kunne jeg godt mærke forskel. HighBall’ens alustel er stivere, det er som om trådet bliver omsat mere direkte, men overraskelsen kom først rigtigt i skoven .. den er samtidig mere komfortabel på sporet! Jeg har godt set en video med en gammel stelbygger der påstår at komfort handler mere om opbygning og geometri, end om materiale, men jeg troede faktisk ikke på det .. og slet ikke når cyklen samtidig er mere stiv. Og overraskelserne fortsatte, styringen er mindst lige så hurtig som Dad’ens, men cyklen er samtidig langt mere stabil! Det var virkelig både en øjenåbner og en oplevelse at svine HighBall’n til et par timer i skoven.
Det var også første gang jeg kørte med Shimanos nye 29er-venlige 3×10 kranksæt, 22-30-40. Udover jeg ikke kunne finde på at køre med tre klinger igen, fungerer det faktisk fremragende, meget bedre den traditionelle gearing. Crossmark dækkene bliver jeg til gengæld aldrig gode venner med, så foretrækker jeg klart de småkoppede Ikon .. også i regnvejr.
Defragmenteret på sporet .. H12 revisited
H12 var igen en fantastisk oplevelse, solskin, knastøre spor, fed stemning, velorganiseret arrangement, dejlige mennesker .. og en benhård rute! Jeg fik deja vu allerede på første omgang, og da alle vi fallerede soloryttere hang ud i teltet sidst på eftermiddagen, forstod jeg at der nærmest er tale om en slags kollektiv destruktion .. lidt ligesom lemminger.
Første og anden omgang blev kørt i et hug. Den første var en slags skovtur med alle de andre, vi kørte i kortege i adstadigt tempo og med kø ved alle singletrackene. Meget hyggeligt og afslappet.
Anden omgang kom der lidt fart på .. og de første lændesmerter meldte sig. Ruten er fantastisk pga de mange fede singletracks, men benhård fordi der er fyldt med rødder. Man skal lede længe efter en mere ujævn rute. Selv nedkørslerne er highspeed rysteture. Efter omgangen var der dømt forsøg på kaffe og lidt udstræk for lænden.
Tredje omgang starter fint, lænden har det bedre og der bliver givet gas. Jeg begynder faktisk at tro på at jeg kan køre tiden ud, det er målet, antallet af omgange er mindre vigtigt .. det er alligevel ikke så mange. I teltet får numpetten en gang ekstra fedtcreme, da jeg kan mærke huden allerede er tynd et enkelt sted.
Fjerde omgang er sidste omgang inden frokostsandwichen. Den trækker, men ikke nok til at jeg ikke kan begynde at mærke mine ben, lænden gør ond igen, den ene fod småsover og nakken er stiv. Det er en træt mand der sætter sig med sin sandwich, som han ikke rigtig kan spise, så det bliver mest til sodavand og kage. Heldigvis kikker nogle af de andre halvgamle småsure mænd jeg plejer at køre med, forbi og byder på en rigtig cafe au lait. Så jeg er, lidt overspist, klar igen efter en gang hoftevrik for at løsne lænden.
Femte omgang er svær at få hul på, jeg fryser da jeg kører ud på omgangen. Efter et stykke tid er det som om trætheden, ømheden og smerterne kommer i balance. Jeg finder en fin rytme hvor jeg kan blive ved at køre. Det hjælper og jeg får igen et mentalt overskud. Hænderne er begyndt at snurre ind i mellem og det er som om mine bukser krøller et sted under den ene balle, men lænden har det godt og benene er bare trætte. Lidt udstræk på bænken i teltet, et par bidder af sandwichen, en kanelsnegl, en sodavand og lidt fedtcreme, så er jeg klar igen.
Sjette omgang kalder, jeg starter igen kold men giver den lidt gas flere steder. Jeg er rigtig træt men jævnt fordelt i kroppen, hænder og fødder snurrer på skift men lænden har det fint. Måske satser jeg for hårdt på en stigning, for pludselig gør mit ene knæ ondt. Jeg forsøger at koncentrere mig om at belaste det andet ben, men det vil ikke rigtigt gå væk. Det er ikke slemt, men nok til at alle de andre småskavanker der kører rundt i kroppen forsvinder. Jeg tager en lidt længere pause i teltet for at se om ikke det går væk af sig selv. Jeg ikke er den eneste der kæmper med kroppen, teltet er som et vacum af brugt energi og forsøg på restitution, fra ren apati til målrettet selvhjælp.
Syvende omgang bliver den sidste, det kan jeg allerede mærke efter få hundrede meter. Hver gang jeg træder til, gør knæet ondt. Ærgerligt for nu er det som kroppen har fundet ro i den overbelastede tilstand, en slag smerte-zen hvor den kan fortsætte .. i hvert tilfælde lidt endu. Men knæet kan ikke, ikke uden en skade der vil tage flere måneder at komme over. Jeg kører til kanten, og nyder den sidste omgang. Tanken om det er slut, giver en slags vinger.
I teltet er jeg ikke alene. Der sidder allerede en håndfuld, og der kommer flere dryssende hele tiden. En slags kollektiv sammenbrud .. lidt af gangen, men efter samme mønster. Stemningen er høj, det er et accepteret nederlag at stoppe når kroppen giver op. Syv omgange eller 93 km på 7,5 time blev det til .. I’ll be back!
Kædereaktion
Der er mange forslag til hvordan man får sin kæde, krans og klinger, til at holde længere. Hvor man på landevejen typisk kan skifte kæde en gang uden at skifte krans, og endnu en gang før klingerne også skal fornys, er der langt mere kontant afregning på sporet. Personligt synes jeg den bedste løsning er at køre det helt ned og så skifte det hele, hver gang. Så slipper man også for en masse bøvl med at få nye og gamle dele til at køre sammen.
Kæden er klart det svage led, og jo længere den kan køre, eller rettere jo mindre den strækker sig, jo længere holder hele skidtet. For mange år siden så jeg en test hvor to ens cykler med henholdsvis Shimano og SRAM kørte de samme ture og løb. Generelt var der ikke den store forskel på slidtagen på de enkelte dele, undtagen på kæden. Shimanos holdt ca. 3 gange så lang tid. På det tidspunkt kørte jeg med SRAM kæde, så jeg skiftede selvfølgelig til Shimano og gik fra at udskifte kæde, krans og klinger flere gange om året, til ret fast at skifte en gang om året. Det er som sagt en gammel test, så der gælder nok ikke det samme i dag.
En ren kæde holder, og skifter, meget bedre end en beskidt, så jeg kører faktisk sjældent mere end en eller to ture uden at gøre den ren. Kæderenser med affedter, så ser den ud som ny .. men det er slut! De grundige tyskere har fundet ud af at man affedter kæden totalt med en traditionel kæderenser hvor kæden kører gennem en plastbeholder med børster og affedter, og så får man ikke olie ordentligt ind i rullerne igen. Så det sidste års tid har den stået på mere moderat brug af affedter påført med en forstøver og en Grunge-brush. Kæden bliver ikke lige så ren, og kræver ofte også en klud og lidt knofedt, til gengæld holder den længere.
Mens jeg kørte 3×9 var chainsuck den sikre indikator på at det var skiftetid. Efter jeg er gået over til 2×10 er der ingen chainsuck, og kun de små og meget spidse tænder på den store klinge indikerer at hele systemet er ved at være godt slidt. Og begge mine cykler kører langt mere end et år mellem skiftene. Det burde ikke være skifte til 2×10 der gør det, for det betyder i realiteten et forøget slid af klingerne da der kun er to i stedet for tre, så jeg tror tyskerne igen har fat i den lange ende .. af kæden.
Hvorfor .. lycraens mysterier 2
Det tog mig nogle år at finde ud af at tyske og amerikanske cykelbukser har en mere realistisk størrelse og pasform end italienske, når man har one-pack. Men hvordan kan det være at mine XL bibshorts bliver mindre og mindre jo mere de bliver brugt og vasket, når de samme bukser som lange eller knickers, bliver større og større, jo mere man bruger dem?!?
Okay, jeg indrømmer …
At det var sjovere at køre i søndags hvor solen skinnede, end det har været længe. Det er bare ikke altid lige let at vælte ud af sengen kl. 7 søndag morgen, for en time senere at køre i skoven. Når det er mørkt og koldt, eller regnen står ned i stænger skal der virkelig overvindelse til. Men en søndag med sol direkte på hovedpuden, gør det ikke noget at temperaturen kun er 5°. Jeg læste på et tidspunkt en klumme af Mike Ferrentino hvor han modvilligt indrømmede at en del af det er så fedt at køre lange mountainbikeløb, er at det er så dejlig bagefter. Sådan har jeg det det meste af vinteren.
At selvom jeg påstår at T-boy kan komme rundt alle steder, og at jeg aldrig har oplevet andet, at jeg rent faktisk havde et problem i Nepal! Vi skulle ned at det det smalleste, vildt stejle, gedespor .. med hårnåle! Dinesh min guide kunne lige smide sin gamle Orange p7 med 26″ hjul rundt, men jeg måtte af cyklen .. to gange. Jeg kunne simpelthen ikke få de store hjul så snævert rundt på så stejlt et spor.
At jeg har købt to 20T stålklinger i US. I rigtige bjerge er gearingen på en 29er et problem .. med mindre man har WorldCup-ben. De fleste kranksæt har 24T som mindste klinge, og generelt er 22T det mindste der kan opdrives. 29ere er 12% højere gearet end 26″ pga de store hjul, og på lange opkørsler kniber det for mig at have et lavt nok gear. De tyske MountainGoat har længe lavet en 20T i alu, som dog kræver lidt tilpasning med en fil, men så faldt jeg over en fyr i US som selv fræser dem i stål, direkte til montering. Så nu er jeg klar hvis nogen skulle invitere mig til Alperne eller Pyrenæerne.
At bloggen her har været forsømt på det sidste! Det skyldes primært at jeg har brugt tiden på at skrive bogen “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” som udkommer midt i maj. Hvis du vil følge med, kan du melde dig ind i gruppen med tilsvarende navn på FaceBook.
At det er fedt at blive trukket hjem til byen efter en lang tur .. tak til Duracell-tvillingerne Brandmanden og Bassen.
MTBlog.dk 
leave a comment