I det vilde vesten, alene i sadlen
Det startede egentligt rigtig godt. Til en uges fødselsdagsfest i en spansk badeby, havde jeg smuglet T-boy med i bagagen da jeg tidligere har erfaret at udvalget af lejecykler begrænser sig landevejsracere og discount mtb’er, og mit temperament ikke egner sig til en uge på stranden. Selvom selve terrænet i den grad indbyder til knoppede dæk, er der ikke mange lokale der kører på dem, så min research havde kun resulteret i nogle GPS-spor fra Wikiloc, hvoraf mange er stort set ens og de fleste på grusveje. Jeg havde udset mig to som var rubriceret som difficult, nok primært pga opkørslerne på dårligt grus.
Selve området er ud over stranden, nærmest et bjerg-ørkenområde. Det er ikke uden grund der i nærheden ligger ikke mindre end 3 hele western-kulisse-byer, som kaldes Mini Hollywood og havde deres storhedstid da man lavede spagettiwesterns som Once upon a time in the West og Den gode, den onde og den grusomme.
Den første rute gik op i bjergene bag byen og tilbage langs vandet. Meget fin og varieret tur, 25 km med bla en 4 km og 300 hm opkørsel i et udtørret flodleje, en del grus og vandrestier, lidt flowy singletrack og en enkelt nedkørsel som ikke egnede sig til at køre alene .. så det gjorde jeg ikke. Næste dag have jeg rookie’n med på en lejecykel, og han synes også om turen, måske mest pga af cafeen midvejs.
Rookie’n og jeg tog også en tur op på det lokale bjerg, grus og meget stejlt et par steder, de lokales morgenvandretur. Jeg spurgte bla om der var slanger i bjergene, men rookie’n, som fornyelig også er blevet deltids lokal, afviste med henvisning til de manglende rovfugle. Vel nede igen fandt vi dog ud af at fødselarens kone netop havde tråd på en spansk hugorm samme morgen på vej op af bjerget, heldigvis uden at blive bidt. Den spanske udgave er noget mere spicy end den danske.
Den anden rute kunne jeg ikke lokke rookie’n med ud på. Dels havde fødselsdagsfesten været hård ved os, dels syntes han den var for lang .. 30 km eller ca. 3 timer i hans tempo. Så jeg måtte alene afsted. Ikke noget jeg er vild med, men på den anden side virkede området jo ikke umiddelbart som det rene wild west.
Allerede da jeg drejede ind på grusvej bag byen og begyndte opstigningen på den anden side af bjergene, fornemmede jeg godt at det ikke var et turistområde. Huse med hegn, lukkede skodder og gøende hunde. Som jeg kørte op blev der længere mellem husene, de blev mere forfaldne og mere tillukkede .. og hundene større. Og jeg hader bidske hunde! Efter et par kilometer uden huse men med flere håndmalede privat-skilte i vejkanten, kom en større indhegning med masser af får, og to store hunde som spottede mig længe inden jeg var i nærheden. Heldigvis holdt hegnet men jeg kørte forbi i et noget højere pace end jeg plejer, kun for at fortsætte op til et tydeligt skilt med “Privat – kun adgang for husets beboere”. Jeg stolede på GPS-sporet og fortsatte lettere nervøs. Efter 5-600m, og inden jeg nåede huset, drejede sporet fra af en lille grussti, og jeg åndede lettet op. Et par hundrede meter nede drejede sporet igen og stien blev meget lille og helt tilgroet .. og et lille skilt fortalte at jeg nu kørte ind i et rovfugle reservat! Kombinationen af en tilvokset sti og rovfugle på udkik efter slanger, og trætte mountainbikere, fik igen adrenalinen op, og det blev ikke bedre da stien pludselig var skyllet væk, så der var en 2 meter dyb kløft jeg måtte passere nærmest kravlende. Men det var kun forretten! Længere fremme var der eroderet en kløft på mindst 4 meters dybde. Det er ikke sådan lige at kravle 4 meter op og ned med en cykel på ryggen, så jeg måtte på opdagelse i buskene langs kløften og fandt et sted hvor der kun var ca 2 meter næsten lodret væg, til gengæld skulle jeg så bagefter kravle/hive mig op af en 10-20 m skrænt med græs og buske. På grusvejen med hundene havde jeg tænkt at jeg nok kunne holde en hund væk så længe at jeg kunne ringer efter forstærkninger fra fødselsdagsselskabet, men den mulighed var ligesom udelukket her hvis jeg kom galt afsted eller i nærkontakt med en slange .. dels vidste jeg dårligt hvor jeg var, dels var det helt umuligt at komme hertil i bil. Senere fandt jeg ud af at store dele af Indiana Jones The last crusade, er optaget lige der.
Heldigvis gik det godt og da jeg spottede et hus i horisonten åndede jeg lettet op. Sporet kørte direkte ind i baghaven, men blev også mere og mere ufremkommeligt! Først inde mellem flere huse gik det op for mig at det hele var forladt. Smadrede vinduer, flasker og affald over alt .. et resort der ikke overlevede finanskrisen? Jeg fulgte sporet ned gennem den allé der engang havde ført op til husene men nu nærmest var ufremkommelig pga nedfald fra træerne. Forenden var en stor portnerbolig og en 4 m høj metallåge spærrede vejen, forsvarligt aflåst med kæde og hængelås! Heldigvis var portnerboligen lige så forladt som resten, og en tur gennem baghaven og over den tidligere terrasse mellem smadrede flasker, væltet grill og stole bragte mig rundt om huset og ud på vejen. Resten af turen var dejlig udramatisk, masser af højdemeter mest på asfalt gennem en lille nuttet turistby, Cortijo Cabrera, og tilbage til stranden af biveje.
Og hvorfor er der ingen billeder af alle strabadserne? Jeg havde simpelthen for travlt med at komme væk! Om jeg kører alene en anden gang af ukendte spor i et fremmed land .. næppe!
Gennem byen med Mary i hånden og uden knopper
For ikke så længe siden var næsten alt på mtb’er standard .. sådan er det ikke mere. Nu er der 3 hjulstørrelser, forskellige gaffel og headset størrelser, forskellige hjulaksler og nav-breder og mulighed for 11, 20, 22, 27 eller 30 gear. Det er tæt på noget rod .. i hvert tilfælde når man har flere cykler og gerne vil have det hele til at passe sammen.
Da HighBall’n landede i min garage fik jeg nærmest en cykel for meget, eller rettere det betød at jeg var nødt til at have mindst 3 cykler med brede dæk. T-boy, den rigtige cykel, HighBall’n, ekstra, vinter og sommerhuscykel og Dad blev til bycykel. Jeg har forsøgt at sætte dem stort set ens op, men alle de forskellige standards gør det svært, eller dyrt, da man ikke umiddelbart kan flytte alle dele rundt. Og når jeg fandt en ny fed stump til den ene, skulle de andre to også have .. nu har jeg opgivet!
I stedet for at dyrke lighederne, er jeg begyndt at satse på forskellighederne. HighBall’n har længe kørt med 1×10 med OneUp 42T, men nu får den også en oval klinge. Det skal prøves, og det bliver spændende! Den beholder også sit lidt smallere styr, for når man tonser rundt udenfor skoven er der ikke meget ved at have et vingefang som en albatros. Dad som kun kører i byen har allerede fået en fast forgaffel og 1×10 med en standard kassette. Fornyelig smed den så knopperne da jeg fik et sæt SuperMoto af Schwalbe. Fantastisk dæk, lav vægt, stor volumen, 2.35, og et greb som en Formel 1 racer .. i hvert tilfælde så længe man ikke kører trapper i regnvejr. Og Dad ser stadig godt ud .. hvad den ikke gør med smalle racerdæk. Nu kom der også et Mary styr på. Det virkede faktisk nogle gange lidt mærkeligt at køre rundt i byen med et bredt riser bar .. i attack-stilling! Mary er langt blødere og giver en mere naturligt håndstilling .. med mindre man sidder som et Santa Cruz logo.
Før havde jeg en Tallboy og to halvdårlige efterligninger, nu har jeg tre relativt forskellige cykler med hver deres charme. Det er en win-win-win situation .. altså ud over de efterhånden ikke passer ret mange dele sammen.
Og her er den rigtige Mary, hende styret er opkaldt efter! Vi deltog begge i LaSantas MTB-uge i januar 2006, hvor Mary mødte op på et håndbygget vidunder fra On-One, en køleskabsblå Inbread med et Mary-bar. Det holdt dog ikke længe for instruktør-drengene syntes styret var noget pjat og udskiftede det efter første dag!
Nye gamle spor
Indrømmet, jeg synes det har været en lang og brun vinter, og jeg er efterhånden godt træt af at køre de samme vinteregnede spor og ruter. Nyt udstyr har der heller ikke været meget af, så det har hverken kunnet motivere eller give anledning til blog-brok. Faktisk har det de sidste måneder været meget svært at finde motivationen og det var en hel befrielse da saltet var væk fra vejene og landevejscrosseren blev sluppet løs. Heldigvis er sommerhussæsonen nu også startet igen, og efter 4 dage med høj sol og trekvart lange rør, på spor jeg ikke har set det sidste halve år, har jeg næsten allerede fortrængt de kedelige brune måneder.
En vinters fravær fra sommerlandet er næsten som at få nye spor. Dels er der altid sket større eller mindre ændringer, og dels er det fedt at genopdage sporene. Desuden er sporene næsten tørre bla fordi vi ikke er ret mange der kører på dem og fordi en stor del af dem ligger på sand i nåleskov. Det er en win-win-win-win-situation!
Skovarbejderne har fældet flere steder hvilket har kostet et par stier, til gengæld har det også synliggjort et par heftige nedkørsler. Og det er nu ikke så dårligt når næste destination er Mallorca!
PS. Følg mig evt på Instagram sorensvendsencom, mtb-billeder bliver tagget #mtblogdk.
En rigtig storebror
Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.
Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.
Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.
Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.
Kovending
Da jeg lige havde bygget Dad’en ville alle vide hvordan den kørte i forhold til Tallboy’en. Nu presser sammenligningen mellem cocktailen og den halve øl sig på, og selvom jeg ikke havde forudset det, er den sammenligning meget mere lige. Her er ikke tale om at vælge mellem rødvin og bøffer, men mere som at vælge mellem fransk og italiens rødvin. Nogle er til det ene, andre til det andet .. og nogle er til begge dele.
Det er kommet bag på mig at jeg faktisk er til begge dele, men nogle uger i det tørre og lettere friserede sommerland uden mudder, rødder og meget stejle stigninger, har givet mig smag for Highball’en. Den er bare så nem og ligetil. Dels er den sat enklere op med 1×10, en relativ primitiv gaffel og med slanger i race-dæk. Ikke så meget pjat, afsted, træd til og man er flyvende. Det føles som at sidde på en raket, og den kører fantastisk. En tand lettere og kvikkere .. som jeg beskrev den tidligere, den er “nimble”.
Når så endelig Tallboy’en kommer ud, er det til gengæld som at komme hjem .. og jeg kan slet ikke forstå at jeg har kunnet overveje at tage Highball’en. Nu begynder jeg at forstå de racere der vælger cykel efter ruten. Så længe man kan holde en hardtail flyvende og ruten ikke er værre end man holde baghjulet nede, er det fedt .. og faktisk ikke så ukomfortabelt som man skulle tro. Men begynder man først at hænge fast i rødder og sten, eller skal køre rigtig langt, er der både langt mere bid i bagenden og langt mere komfort i en fully.
Men kunne Dad’en ikke det samme? Nej, men jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvorfor. Det handler om at føle sig flyvende og det var jeg bare ikke på samme måde. Måske pga af de næsten 2 ekstra kilo, måske pga køreegenskaberne .. eller måske en cocktail, eller noget helt tredje? Nu skal man jo være lidt blåøjet for ikke at se sammenhængen mellem den gode sommer, de tørre spor og det positive indtryk. Men Highball’en er jo også min vintercykel, så jeg glæder mig til at se hvordan jeg har det med den efter den første tur i plus 2 grader og knæhøj mudder. Fortsættelse følger!
En carbon cocktail
Man skal passe på hvad man ønsker sig, hvem man flirter med, og at sige til en cykelpusher: kan du ikke give mig et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Sammenlagt er det grunden til at Dad nu er degraderet til city-singlespeed og erstattet af en carbon cocktail, en matsort Highball. Som nævnt blev der lige lavet lidt ekstra tuning med 1×10, men ellers er et sæt nye bremser den eneste forskel ud over stellet, så det er nemt at mærke forskellen på de to cykler .. en markant forskel!
Som tidligere beskrevet var turen på en Highball alu en øjenåbner, men skridtet videre til carbonudgaven er lige så markant. Måske i kombination med at alu’en havde en 120mm gaffel, mens min carbon har arvet en 100mm. Da jeg fik min første Superlight læste jeg en anmeldelse som beskrev den som “nimble”, og det var lige præcis hvad den var. Og det er også hvad min nye carbon Highball er. Ordet er lidt svært at oversætte direkte, men de autoriserede forsøg går i retning af rap, kvik, smidig og adræt. Og selvom jeg måske også ville have hæftet ordet kvik på Dad og adræt på alu Highball’en, så er det altså kun kulfiberversionen der lever rigtig op til ordet nimble.
PS. For ikke Santa Cruz kendere kan jeg fortælle at deres første 29er kom til at hedde Tallboy .. som er slang for en stor (0,5L) øldåse. SC er så blevet i drinksterminologien og har kaldt deres 29er hardtail for en Highball .. hvilket er en longdrink i et højt cylinderglas. Som CV Jørgensen synger: høj som en highball på en bardisk ud på natten.
En blev til to .. og ti blev til to!
En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.
Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.
Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!
Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!
Overraskende og beskidt
I forbindelse med udgivelsen af min bog Mtb – Mountainbike for novicer og nørder, havde jeg lovet min lokale boghandel Kleins en beskidt cykel til vinduet. Mine egne har ikke tid til den slags, så jeg spurgte Thomas fra Team Bertelsen om de kunne undvære en af deres democykler, og vi blev enige om at den rosa Superlight jeg tidligere har prøvet, ville egne sig til opgaven. Da jeg fik cyklen viste det sig at være en ny cobolt-blå HighBall med orange logo .. Thomas mente farven egnede sig bedre som blikfang.
Nu havde jeg lovet en beskidt cykel, og Thomas havde givet grønt lys, så jeg tog en tur i Hareskoven i regnvejr på HighBall’n. Næsten en pligtopgave dels fordi jeg helst kører fully, dels fordi jeg er meget tilfreds med min Dad stålhardtail. Dad’n er meget styrevillig, nem at smide rundt på de små spor og fordi det er stål, har den også en vis komfort. HighBall’n og Dad’n ligner også hinanden til forveksling, rent geometrisk, når de står ved siden af hinanden.
Allerede på cykelstien på vej til skoven kunne jeg godt mærke forskel. HighBall’ens alustel er stivere, det er som om trådet bliver omsat mere direkte, men overraskelsen kom først rigtigt i skoven .. den er samtidig mere komfortabel på sporet! Jeg har godt set en video med en gammel stelbygger der påstår at komfort handler mere om opbygning og geometri, end om materiale, men jeg troede faktisk ikke på det .. og slet ikke når cyklen samtidig er mere stiv. Og overraskelserne fortsatte, styringen er mindst lige så hurtig som Dad’ens, men cyklen er samtidig langt mere stabil! Det var virkelig både en øjenåbner og en oplevelse at svine HighBall’n til et par timer i skoven.
Det var også første gang jeg kørte med Shimanos nye 29er-venlige 3×10 kranksæt, 22-30-40. Udover jeg ikke kunne finde på at køre med tre klinger igen, fungerer det faktisk fremragende, meget bedre den traditionelle gearing. Crossmark dækkene bliver jeg til gengæld aldrig gode venner med, så foretrækker jeg klart de småkoppede Ikon .. også i regnvejr.
De lokale
Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.
Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.
Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!
Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.
Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.
Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.
Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.
Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.
PS. Familien nød også turen!
Den lange på steroider!
Vejen for 29ere har været brolagt med forbehold, skepsis, hån og dødsannoncer. Og en af de ting de fleste har været sikre på, er at de store hjul aldrig ville fungere på en fully med lang vandring. Ligesom carbon for nogle år siden var utænkeligt i DH, og nu ikke er noget særsyn, kommer 29erne nu med 130-40mm, hvilket reelt set er cykler der skal sammenlignes med 160mm 26ere.
På vores lille testtur i nærheden af Randers Regnskov, fik jeg mulighed for at køre lidt på en Tallboy LTc (long travel carbon). Ikke nok med det var topmodellen med fuld XTR, fåckk .. så var den vild! Det er som at komme på en steroide-udgave af min egen Tallboy. Pumpet, kraftfuld og med et ego der er større end hjulene. Det er helt vildt, man føler man kan gøre hvad som helst på den cykel. Bare peg forhjulet fremad, og der er ikke noget der kan stoppe den. Og samtidig kravler den som en bjergged .. på epo. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave den cykel .. op eller ned, bare kom an. Til vores forhold er det mildt sagt overkill, men det er fuldstændig uproblematisk og en stor fornøjelse, at smide den rundt i den danske underskov. Og bare tanken om en tur i Alperne …
I september nummeret af What Mountain Bike, argumentere Guy Kesteven i en klumme for 29ere, uanset højde og kørestil, og han skriver en lille historie om sin endouro-ven, Alex Rafferty som er en af englands bedste. Alex, som elsker sin 160mm Nomad, blev sendt ned af et tre-minutters DH-spor et par gange på sin cykel, og fik så udleveret en Intense 140mm 29er. Første tur på den nye cykel skar han 7 sekunder af sin tid, anden gang 10 sekunder. Så er den bjergged vist barberet.
MTBlog.dk 
leave a comment