Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
Gate District .. eller Postmand Pers baghave
Efter et par ture i Alpernes stejle og forrevne klipper, og en enkelt på håndlavede spor i Wales, stod drømmen om bløde grønne bjerge lysende klar. Ikke bakker, men bjerge med sten, klipper og masser af græs .. grønne bjerge. Jeg har længe kikket misundeligt på turbeskrivelser fra Lake District, Englands mest klippede nationalpark op til den skotske grænse, og efter en forsigtig forespørgser hos et par turudbydere, gik det hele af sig selv. Pete Corson fra TrailBrakes ringede mig simpelthen op, efter at have modtaget min mail. Hvad ville vi have? Vi ville gerne hentes i lufthavnen, bo rimeligt og køre flest mulige singletracks. No problem, der kom et fair tilbud et par dage senere.
Det er jo svært at vide hvad man skal forvente, men der gik ikke mange timer før det gik op for os at vi var havnet i Postmand Pers baghave, eller i en Barnaby kulisse .. uden mord, men med bjerge. Det gjorde jo ikke turistbilledet dårligere at vi kørte i 4 dage med høj sol og 25 grader, hvilket er som at finde nålen i høstakken. Og det gør det nok lidt svært at komme igen, for vejret kan kun blive dårligere.
I England må man ikke køre på vandrestierne fortalte Pete som noget af det første, hvilket gjorde mig en anelse urolig .. 4 dage på grusveje er jo ikke noget at skrive hjem om. Men England har en gammel hestekultur, og alle de gamle ridestier, bridleways, er åbne for cyklister (bridle er det engelske ord for hovedtøjet til en hest). Der er generelt ingen forskel på vandrestier og bridleways, de er bare definerede som det ene, eller det andet. Så vi fik det hele; grønne græsstier, hjulspor, eroderede nedkørsler på babyheads (rullesten på størrelse med babyhoveder), klaprende skifferpladebelagte spor, anlagte trailcenter-spor, snoede småveje og masser af stenede singletracks.
Hvis nogen tror det er “a walk in the park”, kommer de på bedre tanker. Dels går det stejlere op og ned, end det umiddelbart ser ud til, dels rammer snakebites og almindelige punkteringer fra torne og sten, ved det mindste svaghedstegn fra dækkene. Det er hårdt terræn og efter første dags mange punkteringer, viste den efterfølgende dækinspektion, at selvom det ikke havde givet problemer, tittede slangerne frem flere steder gennem Pete’s dæksider! Det er hård kost med mange skarpe klippekanter, så det er ikke noget for skinny racerdæk .. eller et forkert dæktryk.
Som det er tilfældet i de fleste engelske kulturer, er folk ligetil og selvom området også er et vandrermekka oplevede vi aldrig andet end venlighed. Den private ejendomsret, giver dog visse udfordringer. Alle marker og områder er hegnet ind med stendiger. Meget smukke og gamle stendiger, med store låger. Hver eneste nedkørsel bliver på et eller andet tidspunkt afbrudt af en låge der skal åbnes. På den anden side, gav det nogle dejlige pauser på opkørslerne. Mellem lokale mountainbikere hedder det Gate District!
Grizedale er det lokale trailcenter, og det er også et besøg værd. Vi kørte et langt svedigt track, en rutchebanetur på en halv time, og en fin afveksling fra de naturlige spor. Det er dog kun et loop på 16 km, så også af den grund er det de naturlige spor og det episke ridt på tværs af bjergene, der er den store attraktion. Postmand Pers baghave på steroider 🙂
Hvis du vil se hvordan Lake District ser ud i bevægelse, kan du checke Thomas video fra turen her, og Kristians her.
Den tynde gnaver med de små tænder
Jeg har aldrig været vild med mudderdæk, dels fordi en rute sjældent er rent mudder, dels fordi mudderdæks generelle egenskaber, og specielt deres kantgreb, sjældent er særligt godt. Min løsning har tidligere år været at køre på et bredt grovknoppet dæk i vinterhalvåret, senest Mountain King 2.4, og det har fungeret fint.
Med skiftet til 29er, havde jeg egentlig tænk mig at fortsætte stilen og bestilte for måneder siden, et sæt Nobby Nic 2.35. Og havde det ikke været for min nye allergi mod tunge dæk, og deres vægt på 725g, var de bare røget på. Men mine oplevelser med raket-dækkene, har gjort at jeg er mere åben overfor nye dæk-forsøg. Maxxis laver et 29er specific mudderdæk, Beaver, på bare 530g. Næsten for godt til ikke at prøve .. det er altså 200g mindre end NN pr. hjul.
Beaver har ikke meget pels eller sul på kroppen, når det kommer ud af pakken. Tynde dæksider, og relativ små “slicede” knopper i lige rækker. På hjulet syner det heller ikke af meget, det er 5mm smallere end raketdækket, og knopperne rager ikke ud over ballonen. Lidt skinny!
Nu har jeg også for første gang lavet en decideret vintercykel, min Dad, så dækkene kom på med det samme – jeg vælger bare cykel efter føret, i stedet for at skifte dæk. Men da Dad’en også er by og turcykel, betyder det at jeg har rullet lidt rundt på Beaverne uden føret egentligt har retfærdiggjort det. Sjovt nok kører de faktisk meget godt, har fint greb og kantgreb, på trods af de små knopper og deres manglende bredde. Lidt ukomfortabelt på en hardtail, pga det lille luftkammer, men der er altså noget med 29″ og små knopper, som bare virker! Den først tur gennem en større mudderplamage var en øjenåbner. Med bredde grove dæk kommer man fint gennem mudder, det foregår bare ikke altid i en lige linie, og man er aldrig helt sikker på hvor man rammer på den anden side. Beaverne skar sig gennem mudderet, snorlige! Ny fornemmelse at kunne køre lige igennem mudder, i stedet for at sejle rundt i det. Og bagefter er dækkene stadig rene!
Søndagens tur gennem bla en smattet Geels Skov, viste at det nok bliver svært at finde et bedre dæk til den slags. Ikke noget med pludselig at slippe i sving, som jeg har oplevet 26″ mudderdæk gøre. Eneste krise var da forhjulet slap grebet for et kort øjeblik pga en stor sten på en stejl stigning, men det gjorde Kristians NN 2.4 også! Dækket opførte sig eksemplarisk på trods af en defekt bagbremse og deraf følgende forhjulsbremsninger ned af smattede tracks. Egentlig er jeg pelsdyrsallergiker, men med mindre der kommer sne, sidder der bævere på Dad’en vinteren over.
Flydende greb
Et af de år Slush-cup burde have heddet Mud-cup, var der en meget aktiv tråd på DMKs board om dækvalg, og specielt om den førende rytters dæk. Tilsyneladende stod hans dæk fast og i hvert tilfælde kom han først i mål hver gang. Der var mange forslag og teorier om dækkene, store knopper, smalle dæk, lav dæktryk og mange specifikke modelforslag. Men på et tidspunkt blandede rytteren sig selv i debatten og afslørede at det var nærmest semi-slick han kørte på!
I søndags stod jeg så igen på hovedet i skoven, meget spektakulært, mit forhjul smuttede på en rod på en nedkørsel, og jeg tog resten af skrænten uden cykel. Og hvad har det med indledningen at gøre? Jo, jeg tror altid mine nye dæk står bedre fast end de gamle og glemmer at intet dæk står fast på glatte våde rødder, uanset hvad folk og producenter påstår.
En våd sommer har ellers tvunget mig til at flyde afsted på mine minimalt knoppede raket-dæk, og faktisk gjort at jeg har kørt med flow i stedet for greb. Men et par nye efterårsdæk med ordentlige knopper skulle prøves og straks opfører jeg mig som Nobrain Nic og tror jeg der er greb alle vegne, også de steder hvor der aldrig er greb. Det er også helt forkert at køre langsomt og forsøge at få fuldt greb, farten er din ven, og det gælder ikke kun på nedkørsler, men også på alle de steder det er svært at stå fast. Man skal flyde hen over de svære og glatte passager. Og så skal man huske, at når det går galt er det som regel rarest at have kørt langsomt 😉
Mark Weir, MTB’ens svar på Dirty Harry, er en stor fortaler for “dynamiske dæk”, dvs dæk der har en blød overgang mellem greb og intet greb. Med sådant et dæk kan man køre bevidst på kanten af dets formåen, og lidt længere. Med et dæk som pludseligt slipper er man nødt til at blive på den sikre side.
Kort sagt, det handler ikke nødvendigvis om at have fuldt greb men om at have flow nok med det greb man har – og der er ingen dæk der står fast på glatte våde rødder.
MTBlog.dk 
4 comments