Vokseværk
Jeg har med interesse fulgt hypen om brede fælge og endnu bredere dæk. Umiddelbart mener jeg plus-fænomenet 27+ og 29+, hvor dækkene er ca 3″ brede, mest af alt er branchens våde drøm om at gentage 29er bølgen hvor alle pludselig ikke kunne nøjes med nogle nye smådele, men alle var nødt til at købe helt nye cykler. Et 29er dæk i 2.25 har samme kontaktareal som et 26er 2.4, og jeg har svært ved at se hvad jeg skal bruge mere til. Plus-prisen er høj, eller rettere vægten er tung, og det er det sidste man har brugt for når man kører 29er hvis cyklen stadig skal være let og legende.
De brede fælge er derimod mere interessante selvom jeg allerede kunne mærke overvægten tynge da jeg begyndte at bygge fiktive hjul på forskellige web-sider. Mine C29ssMax er kun 19mm brede og første generation 29er koncept-hjul, men alligevel er det svært at bygge et stabilt hjulsæt med en bredere fælg, der ikke er tungere. Jeg har været meget glad for hjulene, de er født tubeless, stabile, holdbare og ruller utrolig godt .. så hvorfor sætte det over styr for en bredere fælg? Heldigvis kom der et tilbud ind af døren med Mavics nye XL-udgave. De er to generationer nyere, med alt hvad det indebærer af Mavic-teknologi, vejer det samme og har 23mm fælg.
Den 4mm bredere fælg lyder ikke af meget, men det betyder at Nobby Nic 2.25 vokser fra 53mm over ballonen og 54mm over mønsteret, til 56-56mm! Kan man mærke det? Selvfølgelig kan man det .. i hvert tilfælde når man har betalt kassen for et nyt hjulsæt.
I det vilde vesten, alene i sadlen
Det startede egentligt rigtig godt. Til en uges fødselsdagsfest i en spansk badeby, havde jeg smuglet T-boy med i bagagen da jeg tidligere har erfaret at udvalget af lejecykler begrænser sig landevejsracere og discount mtb’er, og mit temperament ikke egner sig til en uge på stranden. Selvom selve terrænet i den grad indbyder til knoppede dæk, er der ikke mange lokale der kører på dem, så min research havde kun resulteret i nogle GPS-spor fra Wikiloc, hvoraf mange er stort set ens og de fleste på grusveje. Jeg havde udset mig to som var rubriceret som difficult, nok primært pga opkørslerne på dårligt grus.
Selve området er ud over stranden, nærmest et bjerg-ørkenområde. Det er ikke uden grund der i nærheden ligger ikke mindre end 3 hele western-kulisse-byer, som kaldes Mini Hollywood og havde deres storhedstid da man lavede spagettiwesterns som Once upon a time in the West og Den gode, den onde og den grusomme.
Den første rute gik op i bjergene bag byen og tilbage langs vandet. Meget fin og varieret tur, 25 km med bla en 4 km og 300 hm opkørsel i et udtørret flodleje, en del grus og vandrestier, lidt flowy singletrack og en enkelt nedkørsel som ikke egnede sig til at køre alene .. så det gjorde jeg ikke. Næste dag have jeg rookie’n med på en lejecykel, og han synes også om turen, måske mest pga af cafeen midvejs.
Rookie’n og jeg tog også en tur op på det lokale bjerg, grus og meget stejlt et par steder, de lokales morgenvandretur. Jeg spurgte bla om der var slanger i bjergene, men rookie’n, som fornyelig også er blevet deltids lokal, afviste med henvisning til de manglende rovfugle. Vel nede igen fandt vi dog ud af at fødselarens kone netop havde tråd på en spansk hugorm samme morgen på vej op af bjerget, heldigvis uden at blive bidt. Den spanske udgave er noget mere spicy end den danske.
Den anden rute kunne jeg ikke lokke rookie’n med ud på. Dels havde fødselsdagsfesten været hård ved os, dels syntes han den var for lang .. 30 km eller ca. 3 timer i hans tempo. Så jeg måtte alene afsted. Ikke noget jeg er vild med, men på den anden side virkede området jo ikke umiddelbart som det rene wild west.
Allerede da jeg drejede ind på grusvej bag byen og begyndte opstigningen på den anden side af bjergene, fornemmede jeg godt at det ikke var et turistområde. Huse med hegn, lukkede skodder og gøende hunde. Som jeg kørte op blev der længere mellem husene, de blev mere forfaldne og mere tillukkede .. og hundene større. Og jeg hader bidske hunde! Efter et par kilometer uden huse men med flere håndmalede privat-skilte i vejkanten, kom en større indhegning med masser af får, og to store hunde som spottede mig længe inden jeg var i nærheden. Heldigvis holdt hegnet men jeg kørte forbi i et noget højere pace end jeg plejer, kun for at fortsætte op til et tydeligt skilt med “Privat – kun adgang for husets beboere”. Jeg stolede på GPS-sporet og fortsatte lettere nervøs. Efter 5-600m, og inden jeg nåede huset, drejede sporet fra af en lille grussti, og jeg åndede lettet op. Et par hundrede meter nede drejede sporet igen og stien blev meget lille og helt tilgroet .. og et lille skilt fortalte at jeg nu kørte ind i et rovfugle reservat! Kombinationen af en tilvokset sti og rovfugle på udkik efter slanger, og trætte mountainbikere, fik igen adrenalinen op, og det blev ikke bedre da stien pludselig var skyllet væk, så der var en 2 meter dyb kløft jeg måtte passere nærmest kravlende. Men det var kun forretten! Længere fremme var der eroderet en kløft på mindst 4 meters dybde. Det er ikke sådan lige at kravle 4 meter op og ned med en cykel på ryggen, så jeg måtte på opdagelse i buskene langs kløften og fandt et sted hvor der kun var ca 2 meter næsten lodret væg, til gengæld skulle jeg så bagefter kravle/hive mig op af en 10-20 m skrænt med græs og buske. På grusvejen med hundene havde jeg tænkt at jeg nok kunne holde en hund væk så længe at jeg kunne ringer efter forstærkninger fra fødselsdagsselskabet, men den mulighed var ligesom udelukket her hvis jeg kom galt afsted eller i nærkontakt med en slange .. dels vidste jeg dårligt hvor jeg var, dels var det helt umuligt at komme hertil i bil. Senere fandt jeg ud af at store dele af Indiana Jones The last crusade, er optaget lige der.
Heldigvis gik det godt og da jeg spottede et hus i horisonten åndede jeg lettet op. Sporet kørte direkte ind i baghaven, men blev også mere og mere ufremkommeligt! Først inde mellem flere huse gik det op for mig at det hele var forladt. Smadrede vinduer, flasker og affald over alt .. et resort der ikke overlevede finanskrisen? Jeg fulgte sporet ned gennem den allé der engang havde ført op til husene men nu nærmest var ufremkommelig pga nedfald fra træerne. Forenden var en stor portnerbolig og en 4 m høj metallåge spærrede vejen, forsvarligt aflåst med kæde og hængelås! Heldigvis var portnerboligen lige så forladt som resten, og en tur gennem baghaven og over den tidligere terrasse mellem smadrede flasker, væltet grill og stole bragte mig rundt om huset og ud på vejen. Resten af turen var dejlig udramatisk, masser af højdemeter mest på asfalt gennem en lille nuttet turistby, Cortijo Cabrera, og tilbage til stranden af biveje.
Og hvorfor er der ingen billeder af alle strabadserne? Jeg havde simpelthen for travlt med at komme væk! Om jeg kører alene en anden gang af ukendte spor i et fremmed land .. næppe!
Hipster heavy
Nu Dad’en efterhånden udelukkende drøner rundt i byen, er den også tæt på at være blevet helt civiliseret med små detaljer som gør turen praktisk uden at ødelægge det sjove .. og ikke mindst det fede look.
En AssSaver og en mudguard tager det værste vand i regnvejr, Super Moto-dækkene giver Formel 1 fornemmelse, de 1×10 gear på en narrow-wide klinge kører perfekt og giver rigeligt spændvide, Mary giver en afslappet kørestilling og “tommestok”-låsen sidder solidt monteret i flaskeholderskruerne når jeg kører, og giver en vis tryghed når Dad bliver efterladt ubevogtet. Men så manglede jeg lidt plads til bagagetransport!
Jeg havde set en total checket engelsk urban-cykel på Instagram med en kurv/lad, så jeg gik på jagt. Den helt rigtige kurv med brædder i bunden koster selvfølgelig en tusse og skal specialimporteres fra NY, men heldigvis opdagede jeg at min nye lokale Venus cykelpusher havde en næsten tilsvarende hængende til en tredjedel. Og med en montering som med lidt modification, et stort 2,5″ rør-spændebånd, kan bruges på en MTB.
Dad gik fra at være en fejlplaceret mountainbike uden knopdæk til at være total hipster! Desværre kan det være lidt tungt at være hipster, de næsten 3 kg ekstra på forhjulet gjorde bestemt ikke noget godt køreegenskaberne. Det var også lidt mærkeligt for mig ikke at kunne se forhjulet .. selvom det er stort!
Det koster altid at blive civiliseret men jeg har alligevel forsøgt at holde vægten nede .. fx vejer Super Moto ikke mere raketdækkene. Men med 3 kg ekstra på forhjulet og 2 kg i flaskeskruerne var grænsen nået .. Dad kørte nærmest som en tank. Egentligt har jeg også mere brug for et lad end en kurv, og med Googles hjælp fandt jeg et lille frontlad som vejer under det halve. Så nu er Dad igen knap så hip, til gengæld kører den næsten som i gamle dage, og jeg kan igen se forhjulet. Men fåckk .. hvor så den godt ud!
Gennem byen med Mary i hånden og uden knopper
For ikke så længe siden var næsten alt på mtb’er standard .. sådan er det ikke mere. Nu er der 3 hjulstørrelser, forskellige gaffel og headset størrelser, forskellige hjulaksler og nav-breder og mulighed for 11, 20, 22, 27 eller 30 gear. Det er tæt på noget rod .. i hvert tilfælde når man har flere cykler og gerne vil have det hele til at passe sammen.
Da HighBall’n landede i min garage fik jeg nærmest en cykel for meget, eller rettere det betød at jeg var nødt til at have mindst 3 cykler med brede dæk. T-boy, den rigtige cykel, HighBall’n, ekstra, vinter og sommerhuscykel og Dad blev til bycykel. Jeg har forsøgt at sætte dem stort set ens op, men alle de forskellige standards gør det svært, eller dyrt, da man ikke umiddelbart kan flytte alle dele rundt. Og når jeg fandt en ny fed stump til den ene, skulle de andre to også have .. nu har jeg opgivet!
I stedet for at dyrke lighederne, er jeg begyndt at satse på forskellighederne. HighBall’n har længe kørt med 1×10 med OneUp 42T, men nu får den også en oval klinge. Det skal prøves, og det bliver spændende! Den beholder også sit lidt smallere styr, for når man tonser rundt udenfor skoven er der ikke meget ved at have et vingefang som en albatros. Dad som kun kører i byen har allerede fået en fast forgaffel og 1×10 med en standard kassette. Fornyelig smed den så knopperne da jeg fik et sæt SuperMoto af Schwalbe. Fantastisk dæk, lav vægt, stor volumen, 2.35, og et greb som en Formel 1 racer .. i hvert tilfælde så længe man ikke kører trapper i regnvejr. Og Dad ser stadig godt ud .. hvad den ikke gør med smalle racerdæk. Nu kom der også et Mary styr på. Det virkede faktisk nogle gange lidt mærkeligt at køre rundt i byen med et bredt riser bar .. i attack-stilling! Mary er langt blødere og giver en mere naturligt håndstilling .. med mindre man sidder som et Santa Cruz logo.
Før havde jeg en Tallboy og to halvdårlige efterligninger, nu har jeg tre relativt forskellige cykler med hver deres charme. Det er en win-win-win situation .. altså ud over de efterhånden ikke passer ret mange dele sammen.
Og her er den rigtige Mary, hende styret er opkaldt efter! Vi deltog begge i LaSantas MTB-uge i januar 2006, hvor Mary mødte op på et håndbygget vidunder fra On-One, en køleskabsblå Inbread med et Mary-bar. Det holdt dog ikke længe for instruktør-drengene syntes styret var noget pjat og udskiftede det efter første dag!
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
Hvor svært kan det være?
ADVARSEL .. dette indlæg indeholder helt urimeligt meget brok!
Da jeg for mange år siden kørte motorcykel havde jeg rigtig mange dårlige værkstedsoplevelser. Det stoppede først da jeg købte en BMW og begyndte at bruge det værksted som også servicerede Rigspolitiets motorcykler .. der var ikke plads til fejl. Med cyklerne kan jeg lave det meste selv, men de gange der har været brug for et værksted har jeg selvfølgelig belært af motorcykelerfaringerne, valgt et kvalitetsværksted .. har jeg troet. Dyre cykler og kendte kunder må borge for kvaliteten, men nej!
Inden jeg lånte Bos Dizzy til Highball’en kørte den med en Recon Gold. Billig gaffel med en fin funktion, indtil den desværre sank helt sammen og måtte på operationsbordet. Et besøg hos et Københavnsk kultværksted fik den på højkant .. men slet ikke i sin tidligere form! Et par andre mindre heldige reparationer samme sted gjorde udslaget, jeg skiftede til et top-pro-sted .. virkelig dyre cykler, fine kunder, Mavic certificeret, klub-rabat, osv. De fik Recon’en i topform igen, så da det var galt med min Fox gaffel, som jeg eller plejer at sende til TFTuned i England, fik de også den i behandling. Umiddelbart helt OK.
Den omtalte Fox gaffel synes jeg efterhånden manglede lidt vandring, så den røg til værkstedet igen. Ny service, det hjalp ikke så den røg umiddelbart efter til TFTuned. Vel hjemme igen er den i topform med fuld vandring, årsag: for meget olie i luftkammeret! Ved nærmere eftertanke har den faktisk manglet vandring siden den første service på top-pro-værkstedet! Der skal være 5 ml olie i luftkammeret, udelukkende for at smøre .. hvor svært kan det være at måle?
Nu står jeg og er på vej til Mallorca og opdager at T-boys kassettebody er slidt. Det plejer de at ordne på top-pro-værkstedet men da det dårligt kan nåes og min ven brandmanden har en body liggende, beslutter jeg at skifte den selv. Body’en er helt sikkert nedslidt fordi jeg i næsten et år kørte med en skæv aksel, hvilket samme værksted ikke opdagede hverken da de rettede hjulet efter et uheld eller da de senere skiftede body’en. Jeg opdagede det selv da det næsten ødelagde min tur i de sydfranske Alper. Nå, af med en slidte body .. fåckkk, den er ikke magen til! Der skal ikke meget research til at finde ud af at top-pro-værkstedet har sat en forkert body på! Det både løser og forklarer også hvorfor jeg har haft problemer med at kæden kører på geardroppet i højeste gear.
OK, nu tror jeg jeg har forstået det .. man skal lave alting selv! Og kan jeg ikke må jeg vist prøve det autoriserede værksted i de nordlige forstæder.
Er man tilpas fed, skinner solen altid på en!
I mange år har jeg været klar over at smalle dæk er det bedste til mudder, de skær sig gennem mudderet i stedet for at flyde ovenpå, så umiddelbart synes 4.8″ dæk ikke ideelle til formålet! Birger fra MTB-Tours havde inviteret mig til at prøve en af sine nye fatbikes, og den slags siger jeg ikke nej tak til. Samtidig havde han hooked mig op med entusiasterne fra FatBike Danmark Go Karma som kører et par gange om ugen.
Fatbikes kom til verden som en slags explorer-cykel til at køre hvor der ingen veje er, fx i sne eller løst sand. Kort fortalt, kør overalt. Det er som sådan ikke umiddelbart en mountainbike, snarere en turcykel, men efterhånden som de er blevet populære og de store mærker også er begyndt at lave dem, får de nye modeller flere og flere lighedspunkter med mountainbikes. Det eneste man kan sige med sikkerhed er at de har brede dæk, typisk 4.0″ .. men dækkene fås helt op til 4.8″ (12 cm).
Dækkene er det karakteristiske for cyklerne og det er også dem der giver den specielle køreoplevelse. Et dæktryk på 5-7 psi får de store dæk til at blive bløde balloner som ælter sig over alt hvad det møder. Det giver både en dejlig komfort, en slags indbygget affjedring, og et utroligt greb. På mountainbike kan man på svære stykker eller stejle opkørsler gå i stå pga de mindste forhindringer, forhjulet stopper .. og det er slut. Fatbiken stopper ikke, den bliver ved med at rulle, æder forhindringerne også selvom farten er nærmest ikke eksisterende.
En fatbike burde jo hedde en tykcykel på dansk, og set med traditionelle øjne er den nok også lidt overvægtig. Sådan en sag vejer nemt op til 20 kg, men sjovt nok mærker man det ikke når man kører i terræn. En stejl mudret opkørsel er ikke sværere, eller hårdere, end på en mountainbike, og nedad giver den høje vægt og de brede dæk bare ekstra fart og stabilitet.
At køre fatbike minder om når man som dreng havde fået nye gummistøvler og insisterede på at hoppe i alle vandpytterne. Når skoven er total smattet og man som mountainbiker laver sporene bredere og udefinerede ved at køre udenom vandpytter og smatområder, kører man bare igennem på fatbiken .. og det er sjovt. Faktisk er tørre spor det mindst sjove at køre, mens det man egentligt ikke må, som at køre direkte i skovbunden og på mudrede spor, er rigtig sjovt. Faktisk tror jeg det er sjovt at køre næsten alt på en fatbike, bare man har tid til at lege. Strand, trapper, sne, hjulspor, pløjemark, is, klipper, hvad som helst. Og som Østkyst Hustlers (næsten) synger: Er man tilpas fed, skinner solen altid på en!
Skal jeg selv have en? Nok ikke i første omgang selvom den ville være perfekt i sommerhuset, men jeg skal helt sikkert have de halvgamle småsure mænd med ud en dag. MTB-Tours har 5 fatbikes til udlejning så hele gruppen kan få brede dæk, og det er klart sjovest.
Tak til Fatbike Danmark God Karma for at stille op og hive mig med rundt, og til Birger for at stille sin egen grønne tykcykel tilrådighed.
En rigtig storebror
Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.
Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.
Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.
Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.
Den rolige Bos
Nu er det snart Jul og det kunne have været Santa Claus der ringede. Det var tæt på, det var Santa Cruz-impotør Bertelsen, der spurgte om ikke jeg havde lyst til at prøve en ny forgaffel, Bos Dizzy. Bos er fra Frankrig og et stort mærke i DH og enduro, Dizzy er deres XC-gaffel.
Gaflen er virkelig lækker, som en Thomson frempind, CNC-fræst til perfektion ned i mindste detalje .. ca 1.600g. Egentligt skulle den have været på T-boy, men Highball’en stod først i rækken til nye forben. Den RockShox Recon Gold der sad på Highball’en har jeg været glad for, men det blev meget tydeligt allerede på første tur med den franske fætter, at der er klasseforskel. Om det er 15 mm akslen, Recon er med QR, eller stivheden i selve gaflen, eller kombinationen, ved jeg ikke, men Dizzy er bare meget stivere. Det var som at få en ny forende på cyklen og styringen blev meget mere præcis. Det er sådan noget jeg altid har læst testere skrive, men aldrig rigtig forstået at man kunne mærke .. det kan man! Men når vi nu er ved akslen, som også er CNC-fræst og meget lækker, den er alt for avanceret og kan være langsommelig at montere i en snæver vending.
Selvom den hedder Dizzy bliver man heldigvis ikke svimmel over justeringsmulighederne. Lufttryk, rebound og compressionsdæmpning er hvad man kan justere. De to første stiller man jo hjemmefra og compressiondæmpningen, som man regulerer mens man kører, sidder øverst på højre ben og stilles fra soft over medium til hard, trinløst med en lille arm. Det fungerer rigtig godt og nemt, meget bedre end Fox’s drejeknap som er både svær at få fat i med handsker og svær at aflæse hvor står.
På sporet bliver man heller ikke svimmel, det er den bedst dæmpede gaffel jeg har prøvet. Selv når man står op og træder føler man ikke den bobber, selvom om den bevæger sig. Heller ikke på de små spor mærker man meget til gaffelbevægelser, Dizzy er helt rolig og gør ikke meget væsen af sig .. men den suger alle ujævnhederne. Og den har, i modsætning til Fox, en nærmest liniær affjedringskurve, dvs den ikke bliver hårdere jo dybere den dykker. Det er typisk på DH-gafler med lang vandring, og selvom jeg var lidt skeptisk overfor det på en XC-gaffel med kun 100mm’s vandring, har jeg kun oplevet det som positivt .. man kan bruge alle 100mm helt udramatisk.
Gaflen passer på alle måder rigtig godt til Highball’en, den er let, lækker, med røde stafferinger ligesom cyklen, stiv og fantastisk dæmpet, men jeg bliver jo nok nødt til at flytte den over på T-boy på et tidspunkt for at se om den stadig opfører sig som skovens duks når der også er en blød bag-ende.
I skovens dybe stille ro
Vi kører jo tit de samme ruter og specielt de mere transport-orienterede dele, bliver tit de samme. Derfor var det også fedt da Jesper sidste år viste et nyt lille spor tæt på vores mødested .. jeg tror han havde fundet det på sin hundeluftertur. Vi har kørt det tit siden, selvom det er temmelig marginalt og i disse løvfaldstider næsten umuligt at se. I dag bød det så på en overraskelse .. jeg punkterede. Det er jo normalt ikke den store sensation, men det skete så voldsomt at jeg var sikker på det var et søm! Et check i skovbunden viste heldigvis at det var det ikke .. men de rustne rester af noget der måske engang har været en hegnspæl!
I betragtning af hvor ofte og hvor mange vi har kørt der, er det bemærkelsesværdigt at ingen før har ramt den. Og heldigvis var det kun et dæk der røg, for den er så skarpt at den lavede et snit på over en cm og et på 2 cm gennem både dæk og slange! Brandmanden er altid velekviperet, og mens jeg brugte hans strips til at sikre de indvendige lapper ikke poppede helt ud sammen med slangen, sørgede hundelufteren for at metalresterne spidede en tilpas stor kævle .. nedefra.
Vi har snart en lang og stolt tradition i gruppen for at køre med strips om dækkene, og mine to holdt da også helt fint næsten 40 km. Den ene opgav ævret lige inden bygrænsen, den anden holdt hele vejen hjem.
MTBlog.dk 
1 comment