I det vilde vesten, alene i sadlen
Det startede egentligt rigtig godt. Til en uges fødselsdagsfest i en spansk badeby, havde jeg smuglet T-boy med i bagagen da jeg tidligere har erfaret at udvalget af lejecykler begrænser sig landevejsracere og discount mtb’er, og mit temperament ikke egner sig til en uge på stranden. Selvom selve terrænet i den grad indbyder til knoppede dæk, er der ikke mange lokale der kører på dem, så min research havde kun resulteret i nogle GPS-spor fra Wikiloc, hvoraf mange er stort set ens og de fleste på grusveje. Jeg havde udset mig to som var rubriceret som difficult, nok primært pga opkørslerne på dårligt grus.
Selve området er ud over stranden, nærmest et bjerg-ørkenområde. Det er ikke uden grund der i nærheden ligger ikke mindre end 3 hele western-kulisse-byer, som kaldes Mini Hollywood og havde deres storhedstid da man lavede spagettiwesterns som Once upon a time in the West og Den gode, den onde og den grusomme.
Den første rute gik op i bjergene bag byen og tilbage langs vandet. Meget fin og varieret tur, 25 km med bla en 4 km og 300 hm opkørsel i et udtørret flodleje, en del grus og vandrestier, lidt flowy singletrack og en enkelt nedkørsel som ikke egnede sig til at køre alene .. så det gjorde jeg ikke. Næste dag have jeg rookie’n med på en lejecykel, og han synes også om turen, måske mest pga af cafeen midvejs.
Rookie’n og jeg tog også en tur op på det lokale bjerg, grus og meget stejlt et par steder, de lokales morgenvandretur. Jeg spurgte bla om der var slanger i bjergene, men rookie’n, som fornyelig også er blevet deltids lokal, afviste med henvisning til de manglende rovfugle. Vel nede igen fandt vi dog ud af at fødselarens kone netop havde tråd på en spansk hugorm samme morgen på vej op af bjerget, heldigvis uden at blive bidt. Den spanske udgave er noget mere spicy end den danske.
Den anden rute kunne jeg ikke lokke rookie’n med ud på. Dels havde fødselsdagsfesten været hård ved os, dels syntes han den var for lang .. 30 km eller ca. 3 timer i hans tempo. Så jeg måtte alene afsted. Ikke noget jeg er vild med, men på den anden side virkede området jo ikke umiddelbart som det rene wild west.
Allerede da jeg drejede ind på grusvej bag byen og begyndte opstigningen på den anden side af bjergene, fornemmede jeg godt at det ikke var et turistområde. Huse med hegn, lukkede skodder og gøende hunde. Som jeg kørte op blev der længere mellem husene, de blev mere forfaldne og mere tillukkede .. og hundene større. Og jeg hader bidske hunde! Efter et par kilometer uden huse men med flere håndmalede privat-skilte i vejkanten, kom en større indhegning med masser af får, og to store hunde som spottede mig længe inden jeg var i nærheden. Heldigvis holdt hegnet men jeg kørte forbi i et noget højere pace end jeg plejer, kun for at fortsætte op til et tydeligt skilt med “Privat – kun adgang for husets beboere”. Jeg stolede på GPS-sporet og fortsatte lettere nervøs. Efter 5-600m, og inden jeg nåede huset, drejede sporet fra af en lille grussti, og jeg åndede lettet op. Et par hundrede meter nede drejede sporet igen og stien blev meget lille og helt tilgroet .. og et lille skilt fortalte at jeg nu kørte ind i et rovfugle reservat! Kombinationen af en tilvokset sti og rovfugle på udkik efter slanger, og trætte mountainbikere, fik igen adrenalinen op, og det blev ikke bedre da stien pludselig var skyllet væk, så der var en 2 meter dyb kløft jeg måtte passere nærmest kravlende. Men det var kun forretten! Længere fremme var der eroderet en kløft på mindst 4 meters dybde. Det er ikke sådan lige at kravle 4 meter op og ned med en cykel på ryggen, så jeg måtte på opdagelse i buskene langs kløften og fandt et sted hvor der kun var ca 2 meter næsten lodret væg, til gengæld skulle jeg så bagefter kravle/hive mig op af en 10-20 m skrænt med græs og buske. På grusvejen med hundene havde jeg tænkt at jeg nok kunne holde en hund væk så længe at jeg kunne ringer efter forstærkninger fra fødselsdagsselskabet, men den mulighed var ligesom udelukket her hvis jeg kom galt afsted eller i nærkontakt med en slange .. dels vidste jeg dårligt hvor jeg var, dels var det helt umuligt at komme hertil i bil. Senere fandt jeg ud af at store dele af Indiana Jones The last crusade, er optaget lige der.
Heldigvis gik det godt og da jeg spottede et hus i horisonten åndede jeg lettet op. Sporet kørte direkte ind i baghaven, men blev også mere og mere ufremkommeligt! Først inde mellem flere huse gik det op for mig at det hele var forladt. Smadrede vinduer, flasker og affald over alt .. et resort der ikke overlevede finanskrisen? Jeg fulgte sporet ned gennem den allé der engang havde ført op til husene men nu nærmest var ufremkommelig pga nedfald fra træerne. Forenden var en stor portnerbolig og en 4 m høj metallåge spærrede vejen, forsvarligt aflåst med kæde og hængelås! Heldigvis var portnerboligen lige så forladt som resten, og en tur gennem baghaven og over den tidligere terrasse mellem smadrede flasker, væltet grill og stole bragte mig rundt om huset og ud på vejen. Resten af turen var dejlig udramatisk, masser af højdemeter mest på asfalt gennem en lille nuttet turistby, Cortijo Cabrera, og tilbage til stranden af biveje.
Og hvorfor er der ingen billeder af alle strabadserne? Jeg havde simpelthen for travlt med at komme væk! Om jeg kører alene en anden gang af ukendte spor i et fremmed land .. næppe!
Et lille pip fra sommerlandet
Her i sommerlandet er der en del kombinerede vandre og cykelruter, og mange af dem er kun smalle stier. Det er fedt rent køremæssigt og udvider jo mulighederne for lange ture betydeligt, men det betyder også at man som cyklist skal være ekstra påpasselig og hensynsfuld. Jeg tager altid farten af, rykker helt til højre, ofte helt ud i rabatten, og hilser pænt. Det giver som regel god kontakt og sjove tilråb, men lidt for tit betyder det desværre at den modgående fortsætter uanfægtet midt på stien og måske endda totalt ignorerer min tilstedeværelse!
Ignoranterne er svære at rubricere, det kan være børnefamilier, ofte med faderen i front, ældre ægtepar, måske med en tæppetisser i snor, kvinder som ikke er helt fortrolige med den sommerhuscykel de kører alt for sjældent på, og grupper af alle slags. Er der flere end 5 mennesker i en gruppe, er der ingen der er opmærksomme på andet end hvad der foregår i gruppen. Og så har jeg ikke nævnt den bevidst rethaveriske pensionist som ikke vil flytte sig fordi han mener cykling ikke bør være tilladt på hans sti.
Forleden, efter en fantastisk tur hvor vi bla fandt et nyt spor på stranden, småsten mellem strandgrønt, havde vi et par af de kedeligere oplevelser. Vi kom til at tale om at sjovt nok er det værste sted for agression i hele Københavnsområdet grusstien langs Gentofte Sø, som er en afmærket cykelrute! Og om det ikke snart er på tide at Naturstyrelsen, udover de kampagner de kører for at få mountainbikere til at opføre sig ordentligt og vise hensyn, også laver en kampagne for at få andre til at forstå at vi faktisk også godt må være i naturen?
Når enden er god
Selv efter min erkendelse af at jeg har en WTB-røv, og at alle andre også får ondt i røven af at sidde længe i sadlen, er der stadig plads til forundring. Jeg skiftede fornyelig sadelpind og i den forbindelse kunne jeg pludselig se at rails’ene på sadlen ikke længere var lige! Nu har jeg jo en rimelig kampvægt, selvfølgelig mest pga kameraer i rygsækken, men det var heller ikke den dyre anorektiske udgave, bare en gedigen pro-udgave med almindelige stål-rails. Det er ikke første gang jeg har oplevet det, problemet er bare at jeg først ser det når sadlen kommer af pinden! Og en skæv sadel giver helt sikkert problemer for ryggen.
Alle mine cykler har den samme sadel, WTB Silverado i forskellig udgave, og jeg forsøger at montere dem ens .. og vandret. Den går så heller ikke! På landevejscrosseren besluttede jeg at forsøge med en lidt længere frempind og en lidt lavere montering af racerstyret, for at få en mere udstrakt kørestilling. Jeg har længe syntes at jeg ikke sad helt så komfortabelt på den sadel som på mine mountainbikes, og den ændrede kørestilling gjorde det kun værre. En justering af sadlen til et par grader under vandret gjorde tricket og sadlen virker nu som på de andre cykler.
Det er jo faktisk ikke det store mysterium at forskellig anatomi kræver forskellige sadler og at forskellig kørestilling kræver forskellig sadeljustering. Men det er et mysterium at FitnessDK ikke er klar over det. De har købt nye spinningscykler, Tomahawk IC7, som ud over en glimrende watt-måler og en del designfejl, også har en Q-factor som en enkeltstartscykel .. og monteret dem med en bred blød bedstemor-sadel som man ikke engang har mulighed for at skifte!
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
Hvor svært kan det være?
ADVARSEL .. dette indlæg indeholder helt urimeligt meget brok!
Da jeg for mange år siden kørte motorcykel havde jeg rigtig mange dårlige værkstedsoplevelser. Det stoppede først da jeg købte en BMW og begyndte at bruge det værksted som også servicerede Rigspolitiets motorcykler .. der var ikke plads til fejl. Med cyklerne kan jeg lave det meste selv, men de gange der har været brug for et værksted har jeg selvfølgelig belært af motorcykelerfaringerne, valgt et kvalitetsværksted .. har jeg troet. Dyre cykler og kendte kunder må borge for kvaliteten, men nej!
Inden jeg lånte Bos Dizzy til Highball’en kørte den med en Recon Gold. Billig gaffel med en fin funktion, indtil den desværre sank helt sammen og måtte på operationsbordet. Et besøg hos et Københavnsk kultværksted fik den på højkant .. men slet ikke i sin tidligere form! Et par andre mindre heldige reparationer samme sted gjorde udslaget, jeg skiftede til et top-pro-sted .. virkelig dyre cykler, fine kunder, Mavic certificeret, klub-rabat, osv. De fik Recon’en i topform igen, så da det var galt med min Fox gaffel, som jeg eller plejer at sende til TFTuned i England, fik de også den i behandling. Umiddelbart helt OK.
Den omtalte Fox gaffel synes jeg efterhånden manglede lidt vandring, så den røg til værkstedet igen. Ny service, det hjalp ikke så den røg umiddelbart efter til TFTuned. Vel hjemme igen er den i topform med fuld vandring, årsag: for meget olie i luftkammeret! Ved nærmere eftertanke har den faktisk manglet vandring siden den første service på top-pro-værkstedet! Der skal være 5 ml olie i luftkammeret, udelukkende for at smøre .. hvor svært kan det være at måle?
Nu står jeg og er på vej til Mallorca og opdager at T-boys kassettebody er slidt. Det plejer de at ordne på top-pro-værkstedet men da det dårligt kan nåes og min ven brandmanden har en body liggende, beslutter jeg at skifte den selv. Body’en er helt sikkert nedslidt fordi jeg i næsten et år kørte med en skæv aksel, hvilket samme værksted ikke opdagede hverken da de rettede hjulet efter et uheld eller da de senere skiftede body’en. Jeg opdagede det selv da det næsten ødelagde min tur i de sydfranske Alper. Nå, af med en slidte body .. fåckkk, den er ikke magen til! Der skal ikke meget research til at finde ud af at top-pro-værkstedet har sat en forkert body på! Det både løser og forklarer også hvorfor jeg har haft problemer med at kæden kører på geardroppet i højeste gear.
OK, nu tror jeg jeg har forstået det .. man skal lave alting selv! Og kan jeg ikke må jeg vist prøve det autoriserede værksted i de nordlige forstæder.
Nye gamle spor
Indrømmet, jeg synes det har været en lang og brun vinter, og jeg er efterhånden godt træt af at køre de samme vinteregnede spor og ruter. Nyt udstyr har der heller ikke været meget af, så det har hverken kunnet motivere eller give anledning til blog-brok. Faktisk har det de sidste måneder været meget svært at finde motivationen og det var en hel befrielse da saltet var væk fra vejene og landevejscrosseren blev sluppet løs. Heldigvis er sommerhussæsonen nu også startet igen, og efter 4 dage med høj sol og trekvart lange rør, på spor jeg ikke har set det sidste halve år, har jeg næsten allerede fortrængt de kedelige brune måneder.
En vinters fravær fra sommerlandet er næsten som at få nye spor. Dels er der altid sket større eller mindre ændringer, og dels er det fedt at genopdage sporene. Desuden er sporene næsten tørre bla fordi vi ikke er ret mange der kører på dem og fordi en stor del af dem ligger på sand i nåleskov. Det er en win-win-win-win-situation!
Skovarbejderne har fældet flere steder hvilket har kostet et par stier, til gengæld har det også synliggjort et par heftige nedkørsler. Og det er nu ikke så dårligt når næste destination er Mallorca!
PS. Følg mig evt på Instagram sorensvendsencom, mtb-billeder bliver tagget #mtblogdk.
Er man tilpas fed, skinner solen altid på en!
I mange år har jeg været klar over at smalle dæk er det bedste til mudder, de skær sig gennem mudderet i stedet for at flyde ovenpå, så umiddelbart synes 4.8″ dæk ikke ideelle til formålet! Birger fra MTB-Tours havde inviteret mig til at prøve en af sine nye fatbikes, og den slags siger jeg ikke nej tak til. Samtidig havde han hooked mig op med entusiasterne fra FatBike Danmark Go Karma som kører et par gange om ugen.
Fatbikes kom til verden som en slags explorer-cykel til at køre hvor der ingen veje er, fx i sne eller løst sand. Kort fortalt, kør overalt. Det er som sådan ikke umiddelbart en mountainbike, snarere en turcykel, men efterhånden som de er blevet populære og de store mærker også er begyndt at lave dem, får de nye modeller flere og flere lighedspunkter med mountainbikes. Det eneste man kan sige med sikkerhed er at de har brede dæk, typisk 4.0″ .. men dækkene fås helt op til 4.8″ (12 cm).
Dækkene er det karakteristiske for cyklerne og det er også dem der giver den specielle køreoplevelse. Et dæktryk på 5-7 psi får de store dæk til at blive bløde balloner som ælter sig over alt hvad det møder. Det giver både en dejlig komfort, en slags indbygget affjedring, og et utroligt greb. På mountainbike kan man på svære stykker eller stejle opkørsler gå i stå pga de mindste forhindringer, forhjulet stopper .. og det er slut. Fatbiken stopper ikke, den bliver ved med at rulle, æder forhindringerne også selvom farten er nærmest ikke eksisterende.
En fatbike burde jo hedde en tykcykel på dansk, og set med traditionelle øjne er den nok også lidt overvægtig. Sådan en sag vejer nemt op til 20 kg, men sjovt nok mærker man det ikke når man kører i terræn. En stejl mudret opkørsel er ikke sværere, eller hårdere, end på en mountainbike, og nedad giver den høje vægt og de brede dæk bare ekstra fart og stabilitet.
At køre fatbike minder om når man som dreng havde fået nye gummistøvler og insisterede på at hoppe i alle vandpytterne. Når skoven er total smattet og man som mountainbiker laver sporene bredere og udefinerede ved at køre udenom vandpytter og smatområder, kører man bare igennem på fatbiken .. og det er sjovt. Faktisk er tørre spor det mindst sjove at køre, mens det man egentligt ikke må, som at køre direkte i skovbunden og på mudrede spor, er rigtig sjovt. Faktisk tror jeg det er sjovt at køre næsten alt på en fatbike, bare man har tid til at lege. Strand, trapper, sne, hjulspor, pløjemark, is, klipper, hvad som helst. Og som Østkyst Hustlers (næsten) synger: Er man tilpas fed, skinner solen altid på en!
Skal jeg selv have en? Nok ikke i første omgang selvom den ville være perfekt i sommerhuset, men jeg skal helt sikkert have de halvgamle småsure mænd med ud en dag. MTB-Tours har 5 fatbikes til udlejning så hele gruppen kan få brede dæk, og det er klart sjovest.
Tak til Fatbike Danmark God Karma for at stille op og hive mig med rundt, og til Birger for at stille sin egen grønne tykcykel tilrådighed.
Brun vinter og rosenrøde drømme
Mountainbiking er heldigvis en helårssport! Med visse andre sportsgrene/interesser er man nødt til at fordrive vinteren, eller sommeren hvis man er ski-freak, med at drømme om eller planlægge alle de spændende ting man vil gøre når sæsonen starter igen .. og købe en masse udstyr. Sådan gik alle mine vintre mens jeg kørte motorcykel. Måske er det bare en dårlig vane fra den tid eller måske fordi sporene trods alt ikke er så spændende når vinteren er brun, jeg er i hvert tilfælde faldet i vinterindkøbshullet. De mørke vinteraftener foregår på nettet med at bestille spændende stumper, og måske er man bare ikke lige så kritisk som ellers, når man drømmer sig til solmodne spor?
Jeg har i min vinterdepression surf-shoppet flere fejlkøb. ESI’s silicone-greb har det sidste stykke tid fået fremragende anmeldelser (måske fordi der er sendt en byge af gratis greb ud til cykel-journalisterne?), og når man nu er træt af at tvære rundt i mudder skal der ikke meget til at overbevise en om at nye greb vil forandre verden. Og det kunne kun gå for langsomt så jeg købe to par lokalt, så jeg var sikker på at der var til begge cykler, og at de var dyre.
Desværre forandrede grebene kun vedenssituationen minimalt, og det til det værre! Der er selvfølgelig en god grund til jeg har kørt med Ritchey True Grip i 10 år .. de er de bedste, blødeste og behageliste, og så koster de halvdelen af ESI. Men en brun vinter og lyserøde anmeldelser kan lokke en til næsten hvad som helst.
Jeg har også købt nye vinterstøvler, 2 par! Det første par Fasterkatt fik fremragende anmeldelser dog med den kommentar at lynlåsen var et svagt punkt, hvilket brugeranmeldelserne også vidnede om. Og ja, de var fede .. og lynlåsen gik i stykker første gang jeg tog dem på. Det lykkedes med vold og megen tålmodighed at lukke lynlåsen 5 søndage inden støvlerne røg retur.
Heldigvis er vinteren lang så jeg har også fået analyseret situationen og har derfor skrevet en note til næste vinter; Vinteren bliver ikke kortere af man shopper. Kendte produkter bliver ikke pludselig bedre af gode anmeldelser. Smid ikke penge ud på unødvendige ting .. smid nogle kilo.

























leave a comment